Lær vore børn at forstå

Som årene går, bliver mange detaljer i mit liv mere og mere uklare, men nogle af de minder, der står klarest, er vore børns fødsel. Himlen syntes så nær, og hvis jeg prøver, kan jeg næsten mærke den samme følelse af ærbødighed og undren, som jeg oplevede, hver eneste gang de vidunderlige små børn blev anbragt i mine arme.

Vore børn »er en gave fra Herren« (Sl 127:3). Han kender og elsker dem alle med fuldkommen kærlighed (se Moro 8:17). Det er et helligt ansvar, som vor himmelske Fader giver os som forældre, når vi sammen med ham skal hjælpe hans udvalgte ånder til at blive det, som han ved, de kan blive.

Dette guddommelige privilegium med at opfostre vore børn er et meget større ansvar, end vi kan klare alene, uden Herrens hjælp. Han ved lige præcis, hvad vore børn har brug for at vide, hvad de har brug for at gøre, og hvad de har brug for at blive for at komme tilbage til hans nærhed. Han giver mødre og fædre specifikke instruktioner og vejledning gennem skrifterne, sine profeter og Helligånden.

I en åbenbaring i de sidste dage til profeten Joseph Smith instruerede Herren forældre i at undervise deres børn i at forstå læren om omvendelse, tro på Kristus, dåb og Helligåndsgaven. Bemærk, at Herren ikke siger, at vi skal »undervise i læren«, hans instruktioner går på at undervise vore børn i at »forstå læren« (se L&P 68: 25, 28; fremhævelse tilføjet).

I Salmernes Bog står der: »Giv mig indsigt, så jeg overholder din lov og holder den af hele mit hjerte« (Sl 119:34).

At lære vore børn at forstå er mere end blot at videregive information. Det er at hjælpe vore børn til at få læren ind i hjertet på en måde, så den bliver en del af deres væsen og afspejles i deres holdninger og adfærd gennem hele livet.

Nefi sagde, at Helligåndens rolle er at overføre sandheden »til menneskenes børns hjerte« (2 Ne 33:1). Vores rolle som forældre er at gøre alt det, vi kan, for at skabe en atmosfære, hvor vore børn kan føle Åndens indflydelse, og så hjælpe dem til at genkende det, de føler.

Jeg husker en telefonsamtale, jeg havde for flere år siden, hvor vores datter Michelle ringede til mig. Med blid stemme sagde hun: »Mor, jeg har lige haft den mest fantastiske oplevelse sammen med Ashley.« Ashley er hendes datter, der dengang var fem år gammel. Michelle beskrev sine morgener som værende et konstant skænderi mellem Ashley og treårige Andrew – den ene ville ikke dele og den anden ville slå. Når Michelle havde hjulpet dem med at løse situationen, gik hun hen for at se til babyen.

Snart kom Ashley løbende, vred, fordi Andrew ikke ville dele. Michelle mindede Ashley om det løfte, de havde givet ved familieaften om at være sødere mod hinanden.

Hun spurgte Ashley, om hun ønskede at bede om vor himmelske Faders hjælp, men Ashley, der stadig var vred, svarede: »Nej.« Da hun blev spurgt, om hun troede på, at vor himmelske Fader ville besvare hendes bøn, sagde Ashley, at det vidste hun ikke. Hendes mor bad hende om at prøve og tog venligt hendes hænder og knælede ned sammen med hende.

Michelle foreslog, at Ashley kunne bede vor himmelske Fader om at hjælpe Andrew med at dele – og hjælpe hende med at være sød. Tanken om, at vor himmelske Fader hjalp hendes lillebror med at dele må have vakt Ashleys interesse, og hun begyndte at bede, og først bad hun vor himmelske Fader om at hjælpe Andrew med at dele. Da hun bad ham om at hjælpe hende med at være sød, begyndte hun at græde. Ashley afsluttede sin bøn og begravede sit hoved ved sin mors skulder. Michelle holdt om hende og spurgte hende, hvorfor hun græd. Ashley svarede, at det vidste hun ikke.

Hendes mor sagde: »Jeg tror, jeg ved, hvorfor du græder. Føler du dig godt tilpas indeni?« Ashley nikkede, og hendes mor fortsatte: »Det er Ånden, der hjælper dig med at føle sådan. Det er vor himmelske Faders måde at fortælle dig, at han elsker dig og vil hjælpe dig.«

Hun spurgte Ashley, om hun troede på dette, om hun troede på, at vor himmelske Fader kunne hjælpe hende. Med sine små øjne fulde af tårer sagde Ashley, at det gjorde hun.

Somme tider er den bedste måde at hjælpe vore børn til at forstå en lærdom at undervise dem i konteksten af det, de oplever lige i dette øjeblik. Disse øjeblikke opstår spontant, uplanlagt og helt naturligt i familielivet. De kommer og går så hurtigt, at vi er nødt til at være opmærksomme og genkende et undervisningsøjeblik, når vore børn kommer til os med et spørgsmål eller en bekymring, når de har problemer med at enes med deres søskende eller venner, når de har brug for at kontrollere deres vrede, når de begår en fejl, eller når de skal træffe en beslutning (se Undervisning, den største kaldelse: Hjælpemateriale til undervisning i evangeliet, 2000, s. 140–141; Ægteskab og familieforhold: Underviserens vejledning, 2001, s. 61).

Hvis vi er parate og lader Ånden vejlede os i disse situationer, bliver vore børn undervist med en større virkning og forståelse til følge.

Lige så vigtige er de undervisningsøjeblikke, der kommer, når vi planlægger almindelige situationer som familiebøn, familieskriftstudium, familieaften og andre familieaktiviteter.

I alle undervisningssituationer bliver al læring og al forståelse bedst næret i en atmosfære af varme og kærlighed, hvor Ånden er til stede.

Omkring to måneder før hans børn blev otte år, afsatte en far hver uge tid til at forberede dem til dåb. Hans datter sagde, at da det blev hendes tur, gav han hende en dagbog, og de sad sammen, bare de to, og drøftede og talte sammen om deres følelser for evangeliets principper. Han fik hende til at tegne et visuelt hjælpemiddel, idet de fortsatte. Tegningen forestillede forudtilværelsen, dette liv på jorden og hvert eneste skridt, som hun skulle tage for at komme tilbage og bo sammen med vor himmelske Fader. Han bar sit vidnesbyrd om hvert trin i frelsesplanen, idet han underviste hende i den.

Da hans datter senere tænkte på denne oplevelse, efter hun var blevet voksen, sagde hun: »Jeg glemmer aldrig den følelse, som jeg mærkede fra min fars side, da han tilbragte den tid sammen med mig … Jeg tror, at denne oplevelse var en stor årsag til, at jeg havde et vidnesbyrd om evangeliet, da jeg blev døbt« (se Undervisning, den største kaldelse, s. 129).

At undervise for at fremme forståelse kræver en beslutsom og konstant indsats. Det kræver, at man underviser gennem forskrift og eksempel og især ved at hjælpe vore børn med at efterleve det, de lærer.

Præsident Harold B. Lee har sagt: »Uden at efterleve et evangelisk princip er det meget vanskeligere at tro på dette princip« (Kirkens præsidenters lærdomme: Harold B. Lee, 2001, s. 121).

Jeg lærte først at bede ved at knæle ned sammen med min familie i familiebøn. Jeg lærte bønnens sprog, når jeg lyttede til mine forældres bønner, og når de hjalp mig med at sige mine første bønner. Jeg lærte, at jeg kan tale med min himmelske Fader og bede om vejledning.

Hver eneste morgen samlede min mor og far os uden undtagelse rundt om køkkenbordet før morgenmaden, og vi knælede ned i familiebøn. Vi bad ved hvert eneste måltid. Om aftenen før sengetid knælede vi sammen i stuen og afsluttede dagen med familiebøn.

Selvom der var meget, jeg ikke forstod om bøn som barn, blev bøn en del af mit liv og forblev hos mig. Jeg lærer stadigvæk, og min forståelse om bønnens kraft udvikler sig fortsat.

Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »Vi ved alle, at et vellykket budskab afhænger af, hvordan det fremføres, dernæst forstås og om det efterfølgende bliver efterlevet på en sådan måde, at løftet om lykke og frelse kan blive ført ud i livet« (»Undervisning og indlæring i kirken«, Verdens-omspændende oplæringsmøde for ledere, 10. feb. 2007, Liahona, juni 2007, s. 57).

At lære og fuldt ud at forstå evangeliets lærdomme er en livslang proces og kommer »linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der« (2 Ne 28:30). Når børn lærer og handler i overensstemmelse med det, de lærer, udvides deres forståelse, hvilket fører til mere læring, mere handling og en endnu større og mere blivende forståelse.

Vi kan vide, at vore børn er begyndt at forstå læren, når vi ser den afspejlet i deres holdninger og handlinger uden udefrakommende trusler eller belønninger. Når vore børn lærer at forstå evangeliets lære, bliver de mere uafhængige og mere ansvarlige. De bliver en del af løsningen på udfordringerne i vores familie og yder et positivt bidrag til atmosfæren i hjemmet og i familiens fremgang.

Vi lærer vore børn at forstå, når vi udnytter alle undervisningssituationer, indbyder Ånden, viser et godt eksempel og hjælper dem med at efterleve det, de lærer.

Når vi ser ind i øjnene på et lille barn, bliver vi mindet om en sang:

Må vi gøre ligeså. I Jesu Kristi navn. Amen.