Arbejderne i vingården

De Tolv Apostles Kvorum


Lyt til det Helligånden fortæller dig lige nu, i dette øjeblik, om, at du bør tage imod Jesu Kristi forsonende gave.

I lyset af de kaldelser og afløsninger som Det Første Præsidentskab lige har bekendtgjort, så tillad mig at tale for os alle, når jeg siger, at vi altid vil huske og elske dem, der har tjent så trofast, akkurat som vi straks elsker og byder velkommen til de nye i de forskellige embeder. Vores dybfølte tak går til hver eneste af jer.

Jeg vil gerne tale om Frelserens lignelse, hvor en vingårdsejer tidligt om morgenen »gik ud for at leje arbejdere«. Efter at have hyret den første gruppe kl. 6 om morgenen, vendte han tilbage kl. 9, kl. 12 og kl. 15 for at leje flere arbejdere, for der var brug for flere til at klare høsten. Skriften siger, at han kom tilbage en sidste gang »ved den ellevte time« (omkring kl. 17) og lejede de sidste. Så blot en time senere blev alle arbejderne kaldt sammen for at få deres dagløn udbetalt. Til stor overraskelse modtog alle den samme løn, trods forskellen på arbejdstimer. De, der var blevet hyret først, blev vrede og sagde: »De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede.«1 Når I har har læst denne lignelse, har I måske ligesom disse arbejdere følt, at det var uretfærdigt. Lad mig kort sige noget om det.

For det første er det vigtigt at bemærke, at ingen blev uretfærdigt behandlet her. De første arbejdere havde aftalt en dagløn, og den fik de. Desuden kan jeg forestille mig, at de var glade for at få arbejde. På Frelserens tid havde den almindelige mand og hans familie ikke meget andet at leve af end det, de tjente fra dag til dag. Hvis man ikke arbejdede, passede sin gård, fiskede eller solgte noget, så fik man ikke noget at spise. Med et større udbud af arbejdere end arbejde, så var de første mænd, der blev valgt, de heldige den morgen.

Hvis der er nogen, man bør have medfølelse med, bør det til at begynde med være de mænd, som ikke blev valgt, som også havde munde at mætte og børn, der havde brug for tøj. Heldet syntes aldrig at tilsmile nogle af dem. Hver gang vingårdsejeren i løbet af dagen kom ud for at hyre arbejdskraft, så de altid nogle andre blive valgt.

Men ved dagens slutning vender vingårdsejeren tilbage for femte gang med et overraskende godt tilbud i ellevte time! Disse sidste og ganske mismodige arbejdere, som kun hørte, at de ville blive retfærdigt behandlet, accepterede arbejdet uden at kende lønnen, idet de vidste, at hvad som helst ville være bedre end ingenting, hvilket var det, de havde indtil videre. Da de senere samledes for at få deres løn, blev de målløse over at modtage det samme som alle de andre! Hvor må de have været fyldt med ærefrygt og dyb taknemlighed! De havde helt sikkert aldrig før mødt en sådan medfølelse i deres arbejdsliv.

Det er set i det lys, tror jeg, at man skal se de første mænds brokkeri. Som vingårdsejeren i lignelsen siger til dem hver især (og jeg omskriver det blot lidt): »Min ven, jeg gør dig ikke uret. Vi aftalte lønnen for en dag, en god løn. Du var glad for at få arbejdet, og jeg er meget tilfreds med din indsats. Du har fået hele din løn. Tag din løn og nyd velsignelsen. Hvad angår de andre, har jeg [så] ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit?« Og så dette borende spørgsmål til alle dengang og nu, som har brug for at høre det: »Hvorfor bliver du jaloux, fordi jeg vælger at være god?«

Brødre og søstre, der vil være tidspunkter i vores liv, hvor nogle andre får en uventet velsignelse eller modtager en særlig anerkendelse. Må jeg bede indtrængende om, at vi ikke bliver sårede – og bestemt ikke føler misundelse – når det går godt for en anden? Der går ikke noget fra os, fordi der gives til en anden. Vi er ikke en del af et kapløb om, hvem der er rigest, har flest talenter, er smukkest eller for den sags skyld mest velsignet. Det kapløb, vi virkelig deltager i, er kampen mod synd, og der tæller misundelse som en af de mest udbredte synder.

Desuden så har misundelse ingen ende. Selvfølgelig lider vi lidt, når uheldet rammer os, men misundelse gør, at vi lider, når heldet tilsmiler alle andre, vi kender! Det tegner ikke lovende, hvis vi skal gå rundt og være sure og ulykkelige, hver gang nogen omkring os er glade og lykkelige! For slet ikke at nævne den ærgrelse, der venter i sidste ende, når vi opdager, at Gud virkelig både er retfærdig og fuld af nåde, og giver »alt, hvad han ejer,«2 som der står i skriften. Så lektie nummer et fra Herrens vingård er: Begærlighed, surmuleri eller at pille nogen ned højner ikke din status, ligesom fornedrelse af andre ikke fremmer din selvopfattelse. Så vær venlig og taknemlig for, at Gud er god. Det er vejen til et lykkeligt liv.

Et andet punkt, jeg gerne vil uddrage af denne lignelse, er den triste fejl, som man kunne begå, hvis man gik glip af sin løn ved dagens ende, fordi man var travlt optaget af noget, man anså for et problem tidligere på dagen. Der står ikke, at nogen smed sine mønter tilbage i hovedet på vingårdsejeren og fór pengeløse derfra, men det kunne jeg forestille mig, at en eller anden kunne have gjort.

Mine kære brødre og søstre, det der skete i denne historie kl. 9, kl. 12 eller kl. 15 overskygges helt af den generøse udbetaling ved dagens ende. Troens formel er at holde ud, arbejde videre, færdiggøre tingene og lade tidligere tiders sorger – virkelige eller indbildte – drukne i den endelige belønnings overdådighed. Dvæl ikke ved gamle problemer eller klager – hverken dine egne, din næstes og slet ikke denne sande og levende kirkes. Storheden af dit liv, din næstes liv og af Jesu Kristi evangelium vil gå op for dig på den sidste dag, selvom denne storhed ikke altid erkendes af nogen til at begynde med. Begynd ikke at hyperventilere over noget, der skete kl. 9 om formiddagen, når Guds nåde vil belønne dig kl. 18 om aftenen – uanset hvilken ansættelsesaftale der er indgået for dagen.

Vi bruger dyrebar følelsesmæssig og åndelig energi på at holde stædigt fat i mindet om en skæv tone, vi ramte under barndommens klaverøvelser, eller noget en ægtefælle sagde for 20 år siden, og som vi er opsat på at rive ham eller hende i næsen med 20 år endnu, eller en hændelse i Kirkens historie, som bare mere eller mindre beviser, at det altid vil være en kamp for mennesker at leve op til de udødelige forventninger, der er til os. Selvom en af disse grunde til at klage ikke begyndte hos dig, kan den godt ende hos dig. Og sikke en belønning, der venter for det bidrag, når vingårdsejeren ser dig i øjnene, og regnskabet skal gøres op, når vores tid på jorden er slut.

Dette fører mig til min tredje og sidste pointe. Det gælder for denne lignelse – som for alle andre lignelser – at den i virkeligheden ikke handler om arbejdere og løn mere end de andre handler om får og bukke. Dette er en historie om Guds godhed, hans tålmodighed og tilgivelse og om vor Herre Jesu Kristi forsoning. Det er en historie om gavmildhed og medfølelse. Det er en historie om nåde. Den fremhæver tanken, jeg hørte fremført for mange år siden, om, at den ting, som Gud nyder mest ved at være Gud, er glæden ved at være nådig, især mod dem, som ikke forventer det, og ofte ikke føler, at de fortjener det.

Jeg ved ikke, hvem der i denne store forsamling i dag har brug for at høre det budskab om tilgivelse, der findes i denne lignelse, men uanset hvor sent på den, du synes, du er, hvor mange chancer, du synes, du er gået glip af, hvor mange fejl du har begået, eller talenter du ikke synes, at du har, eller uanset hvor langt væk fra hjemmet, familien eller Gud, du synes, du er kommet, så vidner jeg om, at du aldrig kommer så langt væk, at den guddommelige kærligheds arme ikke kan nå dig. Det er umuligt for dig at falde uden for rækkevidden af Kristi forsonings uendelige lys.

Uanset om du endnu ikke tælles blandt os, eller om du engang taltes iblandt os og ikke gør det mere, er der i begge tilfælde intet, du har gjort, som ikke kan fortrydes. Der er intet problem, du ikke kan overvinde. Der er ingen drøm, som i tidens og evighedens løb ikke kan realiseres. Selvom du føler dig som den forbigåede og sidste arbejder i den ellevte time, så kalder vingårdsejeren stadig på dig. »[Træd med frimodighed] frem for nådens trone«,3 og læg dig for fødderne af Israels Hellige. Kom og fest »uden penge … uden betaling«4 ved Herrens bord.

Jeg vil rette en særlig appel til ægtemænd og fædre, nuværende og kommende præstedømmebærere, og sige, som Lehi sagde: »Vågn op! Og rejs jer af støvet … og vær mænd.«5 Ofte, men ikke altid, er det mændene, som vælger ikke at gå ind i kampen, når råbet lyder.6 Kvinder og børn synes ofte mere villige. Brødre, rejs jer. Gør det for din egen skyld. Gør det for dem, som elsker dig og beder for, at du tager imod. Gør det for Herren Jesu Kristi skyld, som betalte en ufattelig pris for den fremtid, han ønsker for dig.

Mine elskede brødre og søstre, for de af jer, som er blevet velsignet gennem evangeliet i mange år, fordi I var så heldige at finde det tidligt, for de af jer, som har tilsluttet sig evangeliet lidt ad gangen, og for de af jer – medlemmer eller endnu ikke medlemmer – som eventuelt stadig tøver lidt, for jer alle, hver og en, vidner jeg om den fornyende kraft i Guds kærlighed og om miraklet i hans nåde. Hans bekymring går på den tro, I har, når I endelig når frem, og ikke på hvornår I når frem.

Så hvis du har indgået pagter, så hold dem. Har du ikke indgået dem, så gør det. Hvis du har indgået og brudt dem, så omvend dig og ret op på det. Det er aldrig for sent, så længe vingårdsejeren siger, at der er tid. Lyt til det, Helligånden fortæller dig lige nu, i dette øjeblik, om, at du bør tage imod Jesu Kristi forsonende gave og nyde fællesskabet blandt hans arbejdere. Udskyd det ikke. Snart dagen rinder ud. I Jesu Kristi navn. Amen.

Show References

  1.  

    1. Se Matt 20:1–15. King James-oversættelsen har flere detaljer i lignelsen, man ikke finder i den nuværende danske Bibel. Se evt. 1819-oversættelsen.

  2.  

    2.  Luk 12:44.

  3.  

    3.  Hebr 4:16.

  4.  

    4.  Es 55:1.

  5.  

    5.  2 Ne 1:14, 21.

  6.  

    6. Se »Modigt må vi kæmpe«, Salmer og sange, nr. 165.