De barmhjertige skal møde barmhjertighed

Der har eksisteret anspændte og ødelagte forhold, lige så længe som menneskene har været til. Kain var i sin tid den første, som lod bitterhed og ondskab forgifte sit hjerte. Han lod misundelse og had forplante sig i sin sjæl og lod disse følelser modnes, indtil han gjorde det utænkelige – han myrdede sin egen bror og blev dermed fader til Satans løgne.²

Siden disse første dage har misundelsens og hadets ånd ført til nogle af de mest tragiske begivenheder i historien. Den vendte Saul mod David, Jakobs sønner mod deres bror Josef, Laman og Lemuel mod Nefi og Amalikija mod Moroni.

Jeg forestiller mig, at ethvert menneske på jorden på en eller anden måde er blevet påvirket af stridens, foragtens og hævnens nedbrydende ånd. Der findes måske oven i købet gange, hvor vi genkender denne ånd i os selv. Når vi føler os sårede, vrede eller misundelige, er det ret let at dømme andre og tillægge deres handlinger dunkle motiver for at retfærdiggøre vore egne misbilligende følelser.

Det ved vi selvfølgelig godt er forkert. Læren er klar. Vi er alle afhængige af Frelseren; ingen af os kan blive frelst uden ham. Kristi forsoning er uendelig og evig. Tilgivelse for vore synder kan opnås på visse betingelser. Vi må omvende os, og vi må være villige til at tilgive andre. Jesus lærte os: »I bør tilgive hinanden; for den, som ikke tilgiver … står fordømt over for Herren; for i ham forbliver en større synd«³ og »salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.«⁴

Selvfølgelig! Disse ord synes helt fornuftige – når de handler om andre. Vi kan så tydeligt og let se de skadelige følger, det har, når andre dømmer og bærer nag. Og vi bryder os bestemt ikke om, når folk dømmer os.

Men når det gælder vore egne fordomme og klager, begrunder vi for ofte vores vrede som retfærdig og vores dom som pålidelig og passende. Selvom vi ikke kan se ind i andres hjerte, antager vi, at vi kender et dårligt motiv eller et dårligt menneske, når vi ser det. Vi gør undtagelser, når det kommer til vores egen bitterhed, fordi vi føler, at vi i vores tilfælde har al den information, vi behøver, for at foragte en anden.

Paulus sagde i sit brev til Romerne, at der ingen »undskyldning« er for den, som dømmer andre. I det øjeblik vi dømmer andre, forklarer han, fordømmer vi os selv, for ingen er syndfri.⁵ Frelseren advarede mod at nægte at tilgive en smertelig synd. Jesu egne disciple havde søgt »at finde fejl hos hinanden og tilgav ikke hinanden af hjertet, og af denne grund blev de hjemsøgt og revset hårdt.«⁶

Vor Frelser har talt så tydeligt om dette emne, at der ikke levnes meget plads til en anden udlægning. »Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil,« sagde han, »men af jer forlanges det, at I tilgiver alle mennesker.«⁷

Må jeg tilføje en fodnote her? Når Herren forlanger, at vi tilgiver alle mennesker, omfatter det også at tilgive os selv. Sommetider kan det af alle mennesker i verden, det er sværest at tilgive – og som måske trænger mest til vores tilgivelse – være den person, som stirrer tilbage på os, når vi ser os selv i spejlet.

Dette emne om at dømme hinanden kan rent faktisk sammenfattes i en prædiken på to ord. Når det handler om at hade, sladre, ignorere, latterliggøre, bære nag eller ønske at gøre nogen fortræd, så gør følgende:

Hold op!

Så enkelt er det. Vi er ganske enkelt nødt til at holde op med at dømme hinanden og erstatte fordømmende tanker og følelser med et hjerte fyldt med kærlighed til Gud og hans børn. Gud er vor Fader. Vi er hans børn. Vi er alle brødre og søstre. Jeg ved ikke, hvordan man præcist udtrykker dette med ikke at dømme hinanden med tilstrækkelig veltalenhed, indlevelse og overtalelse til, at det bider sig fast. Jeg kan citere skriften, jeg kan forsøge at udlægge læren, og jeg vil endog citere et klistermærke, jeg for nylig så. Det sad bag på en bil, hvor føreren virkede til at være lidt rå i kanten, men ordene rummede en visdom. Der stod: »Døm mig ikke, fordi jeg synder anderledes, end du gør.«

Vi må indse, at vi alle er ufuldkomne – vi er alle betlere for Gud. Har vi ikke alle på et eller andet tidspunkt, ydmygt nærmet os kilden til al barmhjertighed og tryglet om nåde? Har vi ikke alle af vores sjæls inderste ønsket nåde – at blive tilgivet for de fejl, vi har gjort, og de synder, vi har begået?

Eftersom vi alle er afhængige af Guds nåde, hvordan kan vi så nægte andre nogen grad af den nåde, vi selv så desperat higer efter? Mine elskede brødre og søstre, bør vi ikke tilgive, som vi ønsker at blive tilgivet?

Er dette svært at gøre?

Ja, selvfølgelig.

Det er ikke let at tilgive sig selv eller andre. Rent faktisk kræver det for de fleste af os en større ændring i vores indstilling og måde at tænke på – endog en forandring i hjertet. Men der er gode nyheder. Denne »mægtige forandring«⁸ i hjertet er præcis det, Jesu Kristi evangelium er udformet til at tilvejebringe i vores liv.

Hvordan opnås den? Gennem Guds kærlighed.

Når vores hjerte er fyldt med Guds kærlighed, sker der noget godt og rent med os. Vi »holder hans bud; og hans bud er ikke svære. For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden.«⁹

Jo, mere vi lader Guds kærlighed styre vores sind og følelser – jo, mere lader vi vores kærlighed til vor himmelske Fader svulme i hjertet, og jo lettere bliver det at elske andre med Kristi rene kærlighed. Når vi åbner vores hjerte for Guds kærligheds varmende daggry, vil fjendtlighedens og misundelsens mørke og kulde til sidst svinde bort.

Som altid er Kristus vores pragteksempel. Han viste os vejen i sin lære og levevis. Han tilgav den ugudelige, den vulgære og de, som søgte at såre og skade ham.

Jesus sagde, at det er let at elske dem, som elsker os, det gør selv de ugudelige. Men Jesus underviste ud fra en højere lov. Hans ord har givet genlyd gennem århundreder og er rettet til os i dag. De er rettet til alle, som ønsker at følge ham. De er rettet mod dig og mig: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.«¹⁰

Når vores hjerte er fyldt med Guds kærlighed, bliver vi »gode mod hinanden … barmhjertige og tilgiv[er] hinanden, ligesom Gud har tilgivet [os] i Kristus.«¹¹

Kristi rene kærlighed kan fjerne foragtens og vredens bjælke fra vore øjne og gøre, at vi kan se andre, som vor himmelske Fader ser os: Som anløbne og ufuldkomne dødelige væsener med et potentiale og et værd, der ligger udover vores fatteevne. Fordi Gud elsker os så meget, må vi også elske og tilgive hinanden.

Mine kære brødre og søstre, test jer selv ved at overveje følgende spørgsmål:

Bærer du nag mod en anden?

Sladrer du, selvom det, du siger, måske er sandt?

Ekskluderer, bortstøder eller straffer du andre for noget, de har gjort?

Misunder du i al hemmelighed nogen?

Ønsker du at skade nogen?

Hvis I har svaret ja til et af disse spørgsmål, kan det være, at I ønsker at gøre brug af den førnævnte prædiken på to ord: Hold op!

I en verden fuld af beskyldninger og uvenligheder, er det let at samles om at kaste sten. Men før vi gør det, så lad os huske ordene fra ham, der er vor Mester og forbillede: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten.«¹²

Brødre og søstre. Lad os lægge stenene ned.

Lad os være venlige.

Lad os tilgive.

Lad os tale fredeligt med hinanden.

Lad Guds kærlighed fylde vores hjerte.

»Lad os da gøre godt mod alle.«¹³

Frelseren har givet dette løfte: »Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål … For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt«.¹⁴

Bør denne udtalelse ikke være motivation nok til altid at stræbe efter at handle venligt, tilgivende og næstekærligt i stedet for negativt på nogen måde?

Lad os som Jesu Kristi disciple vende den anden kind til.¹⁵ Lad os ikke søge hævn eller lade vreden vinde over os.

»Der står skrevet: ›Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,‹ siger Herren.

Men hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke …

Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.«¹⁶

Husk, at det i sidste ende er den barmhjertige, som vil møde barmhjertighed.¹⁷

Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige lad os da, uanset hvor vi befinder os, være kendt som et folk, der »har kærlighed til hinanden.«¹⁸

Brødre og søstre, der er rigeligt med hjertesorg og lidelse i dette liv, selv uden at vi bidrager til den gennem vores egen stædighed, bitterhed og foragt.

Vi er ikke fuldkomne.

Folk omkring os er ikke fuldkomne.¹⁹ Folk gør ting, som irriterer, skuffer og forbitrer. I dette jordeliv vil det altid være sådan.

Vi må ikke desto mindre lade vores klagepunkter falde. En del af formålet med dette jordeliv er at lære at slippe disse ting. Det er Herrens måde.

Husk, at himlen er fyldt med dem, der har dette tilfælles: De er blevet tilgivet. Og de tilgiver.

Læg jeres byrde ved Frelserens fødder. Slip dommen. Tillad Kristi forsoning at ændre og helbrede jeres hjerte. Elsk hinanden. Tilgiv hinanden.

Den barmhjertige skal møde barmhjertighed.

Jeg vidner om dette i hans navn, han, der elskede så meget og så fuldendt, at han gav sit liv for os, sine venner. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.