Præstedømmetjenestens hvorfor

Jeg har på det sidste tænkt over to betydningsfulde kaldelser, som jeg modtog som præstedømmebærer i Kirken.

Den første af disse kaldelser kom, da jeg var diakon. Jeg kom sammen med min familie i grenen i Frankfurt i Tyskland. Vi var velsignet med mange vidunderlige mennesker i vores lille gren. En af dem var vores grenspræsident, bror Landschultz. Jeg beundrede ham meget, selv om han altid syntes at være ret alvorlig, meget officiel og for det meste gik klædt i et mørkt jakkesæt. Jeg husker, hvordan jeg som stor dreng sammen med mine venner morede mig over, hvor gammeldags vores grenspræsident forekom.

Når jeg tænker på det nu, får det mig til at le, for det er meget muligt, at Kirkens unge ser på mig på stort set samme måde i dag.

En søndag spurgte præsident Landschultz mig, om han måtte tale med mig. Min første tanke var: »Hvad har jeg gjort forkert?« Jeg tænkte hurtigt på alt det, jeg måske havde gjort, der kunne have inspireret til denne samtale mellem grenspræsidenten og en diakon.

Præsident Landschultz bad mig komme ind i et lille klasseværelse – vores kirke havde ikke et kontor til grenspræsidenten – og der kaldte han mig til at tjene som diakonernes kvorumspræsident.

»Det er en vigtig stilling,« sagde han, og derpå tog han sig god tid og forklarede hvorfor. Han forklarede, hvad han og Herren forventede af mig, og hvordan jeg kunne få hjælp.

Jeg husker ikke ret meget af det, han sagde, men jeg husker udmærket, hvordan jeg følte det. En hellig og guddommelig Ånd fyldte mit hjerte, mens han talte. Jeg kunne mærke, at dette var Frelserens kirke. Og jeg følte, at den kaldelse, han kom med, var inspireret af Helligånden. Jeg mindes, at jeg gik ud af det lille klasseværelse og følte mig ret meget højere end før.

Der er gået næsten 60 år siden den dag, og jeg værdsætter stadig den tillid og kærlighed, jeg følte.

Da jeg tænkte tilbage på denne oplevelse, prøvede jeg at huske, hvor mange diakoner, der var i vores gren på det tidspunkt. Så vidt jeg husker, var der to. Men det kan godt være en stor overdrivelse.

Men det betød ikke rigtig noget for mig. Uanset om der var én diakon eller et dusin, følte jeg mig beæret, og jeg ønskede at tjene efter bedste evne og ikke skuffe hverken min grenspræsident eller Herren.

Jeg forstår nu, at grenspræsidenten blot kunne have sagt det nødvendige, da han kaldte mig til den stilling. Han kunne blot have fortalt mig ude på gangen eller til vores præstedømmemøde, at jeg var den nye kvorumspræsident for diakonerne.

I stedet tilbragte han tid med mig og hjalp mig ikke blot med at forstå, hvad min opgave bestod i, men endnu vigtigere end det, hvorfor.

Det er noget, jeg aldrig vil glemme.

Meningen med denne beretning er ikke blot at beskrive, hvordan man fremsætter en kaldelse i Kirken (selv om det var en vidunderlig lektie i den rette måde at gøre det på). Det er et eksempel på den motiverende kraft i præstedømmeledelse, der vækker ånden og inspirerer til handling.

Vi må konstant påmindes om de evige grunde bag det, vi er blevet befalet at gøre. Grundlæggende evangeliske principper må væves ind i vores liv, selv om det betyder, at vi må lære dem igen og igen. Det betyder ikke, at processen behøver at være rutine eller kedelig. Når vi underviser i de grundlæggende principper i vore hjem eller i kirken, bør vi i stedet lade flammen fra vores begejstring for evangeliet og vores brændende vidnesbyrd bringe lys, varme og glæde til hjertet hos dem, vi underviser.

Lige fra den sidst ordinerede diakon til den mest erfarne højpræst har vi alle lister over, hvad vi kan og bør gøre i vore præstedømmeansvar. Dette hvad er vigtigt i vores arbejde, og vi må gøre noget for at nå det. Men det er i forbindelse med hvorfor i præstedømmetjeneste, at vi opdager ilden, passionen og kraften i præstedømmet.

Hvad’et i præstedømmetjeneste lærer os, hvad vi skal gøre. Hvorfor’et inspirerer vores sjæl.

Hvad informerer, men hvorfor forandrer.

En anden præstedømmekaldelse, som jeg har tænkt på, faldt i mit lod mange år senere, da jeg selv havde en familie. Vi var flyttet tilbage til Frankfurt, og jeg var lige blevet forfremmet på mit arbejde, og det ville kræve meget af min tid og min opmærksomhed. På denne travle tid i mit liv fremsatte ældste Joseph B. Wirthlin en kaldelse til mig om at tjene som stavspræsident.

Under mit interview fløj der mange tanker gennem mit hoved, ikke mindst den foruroligende bekymring om, at jeg måske ikke havde den tid, som denne kaldelse ville kræve. Selv om jeg følte mig ydmyg og beæret over kaldelsen, så tænkte jeg kortvarigt over, om jeg kunne sige ja. Men det var kun en flygtig tanke, for jeg vidste, at ældste Wirthlin var kaldet af Gud, og at han var i Herrens ærinde. Hvad andet kunne jeg gøre end at sige ja?

Der er tidspunkter, hvor vi i tro må træde ind i mørket, i overbevisning om, at Gud sørger for fast grund under vore fødder, når vi gør det. Så derfor sagde jeg med glæde ja, fordi jeg vidste, at Gud ville sørge for mig.

I den første tid i denne kaldelse nød vi som stav privilegiet af at blive undervist af nogle af de bedste lærere og ledere i Kirken – mænd som ældste Russell M. Nelson og præsident Thomas S. Monson kom til vores område. Deres undervisning faldt som dug fra himlen og var en stor inspiration for os. Jeg har stadig de noter, jeg tog ved disse møder. Disse brødre gav os visionen af, hvad det vil sige at etablere Guds rige ved at opbygge personlige vidnesbyrd og styrke familier. De hjalp os til at se, hvordan vi skulle anvende evangeliets sandheder og principper i netop vores situation og i netop vores tid. Sagt på en anden måde, så hjalp inspirerede ledere os til at se evangeliets hvorfor, og vi måtte smøge ærmerne op og gå i gang.

Det tog ikke lang tid, før vi erkendte, at der var mange ting, et stavspræsidentskab kunne gøre – faktisk så mange, at hvis vi ikke fastsatte en inspireret prioritering, så ville vi ende med ikke at få udført de vigtige. Konkurrerende prioriteter opstod, som skubbede vores fokus væk fra den vision, som brødrene havde vist os. Der var mange »gode« ting at gøre, men de var ikke alle af den største betydning.

Vi lærte en vigtig lektie: At noget er godt, er ikke altid grund nok til at bruge vores tid og vore ressourcer på det. Vore aktiviteter, initiativer og planer bør være inspireret af og bygget på præstedømmetjenestens hvorfor og ikke på øjeblikkets smarte tendenser eller interesser. Ellers kan de distrahere vores indsats, fortynde vores energi og fange os i vore egne åndelige eller timelige hobbyer, som ikke er det centrale ved at være discipel.

Brødre, vi ved, at det kræver selvdisciplin at forblive fokuseret på det, der har størst kraft til at styrke vores kærlighed til Gud og vore medmennesker, genoplive ægteskaber, styrke familien og opbygge Guds rige på jorden. Ligesom et frugttræ med en overflod af grene og blade, så har vores liv også behov for regelmæssig beskæring for at sikre, at vi bruger vores energi og tid på at opnå vores virkelige formål – nemlig at »bære gode frugter«!¹

Så hvordan ved vi, hvad vi skal vælge? Det er den enkeltes ansvar at fastslå det. Men vi er blevet befalet flittigt at studere skrifterne, give agt på profeternes ord og gøre det til et spørgsmål om oprigtig, inderlig bøn i stor tro.

Brødre, Gud er trofast. Gennem Helligånden vil han tale til vores sind og hjerte om den vej, vi bør følge i hver del af vores liv.

Hvis vores hjerte er rent – hvis vi ikke søger vores egen ære, men den almægtig Guds ære, hvis vi søger at gøre hans vilje, hvis vi ønsker at velsigne vores familie og vore medmennesker – så bliver vi ikke overladt til at gå alene. Som præsident Monson ofte har mindet os om: »Når vi går Herrens ærinde, er vi berettiget til Herrens hjælp.«²

Jeres himmelske Fader »vil drage foran jeres ansigt. [Han] vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og [hans] Ånd skal være i jeres hjerte og [hans] engle rundt omkring jer til at styrke jer.«³

Mine kære brødre, de guddommelige velsignelser for vores præstedømmetjeneste aktiveres af vores flittige indsats, vores villighed til at ofre og vores ønske om at gøre det rette. Lad os være dem, der handler og ikke være genstand for handling. Forkyndelse er fint, men prædikener, der ikke fører til handling, er som en ild, der ikke giver varme, eller som vand, der ikke kan slukke tørst.

Det er ved anvendelsen af læren, at evangeliets rensende flamme og præstedømmets kraft vokser og antænder vores sjæl.

Thomas Edison, manden, der oplyste verden med strålende elektrisk lys, sagde, at »værdien af en idé ligger i anvendelsen af den«.⁴ Tilsvarende bliver evangeliske lærdomme mere værdifulde, når de anvendes.

Vi må ikke tillade, at lærdommene om præstedømmet ligger uvirksomme hen i vores hjerte og ikke anvendes i vores liv. Hvis der er et ægteskab eller en familie, der skal reddes – måske tilmed vores egen – så lad os ikke blot vente og se til. Lad os hellere takke Gud for planen for lykke, der omfatter tro, omvendelse, tilgivelse og en ny begyndelse. Anvendelse af præstedømmets lære vil gøre os til ægtemænd, fædre og sønner, der forstår præstedømmets hvorfor og dets kraft til at genfange og sikre skønheden og helligheden i evige familier.

Generalkonferencen er altid en god tid til både at høre og handle. Lad os derfor være »ordets gørere, ikke blot dets hørere«.⁵ Brødre, jeg opfordrer jer til at overveje de ord, der bliver talt af Guds tjenere denne weekend. Gå derefter ned på jeres knæ i bøn. Bed Gud, vor himmelske Fader, om at oplyse jeres sind og røre ved jeres hjerte. Bønfald Gud om vejledning i jeres hverdag, i jeres kirkeansvar og i netop jeres udfordringer. Følg Åndens tilskyndelser – tøv ikke. Hvis I gør alt dette, så lover jeg, at Herren ikke vil lade jer gå alene.

Vi ved, at det ikke altid går efter planen, trods vore bedste intentioner. Vi begår fejl i livet og i vores præstedømmetjeneste. Det sker, at vi snubler og er utilstrækkelige.

Når Herren giver os dette råd: »Fortsæt derfor i tålmodighed, indtil I bliver gjort fuldkomne«,⁶ så anerkender han, at det tager tid og kræver udholdenhed. Når vi forstår evangeliets hvorfor og præstedømmets hvorfor, hjælper det os til at se det guddommelige formål med alt. Det giver os motivation og styrke til at gøre det rette, selv når det er svært. Når vi bevarer fokus på de grundlæggende principper for at efterleve evangeliet, velsigner det os med klarhed, visdom og vejledning.

»Skal vi ikke gå videre, hvad angår så stor en sag?«⁷ Jo, brødre, det vil vi!

Vejledt af Helligånden lærer vi af vore fejl. Hvis vi snubler, så rejser vi os. Hvis vi er usikre, så fortsætter vi. Vi vakler aldrig; vi giver aldrig op.

Som et mægtigt broderskab i Guds evigtvarende præstedømme står vi sammen, skulder ved skulder, fokuseret på principperne i Jesu Kristi gengivne evangelium og tjener taknemligt vor Gud og vore medmennesker med hengivenhed og kærlighed.

Mine kære brødre, jeg vidner for jer i dag, at Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, lever. De er virkelige! De findes!

I er ikke alene. Jeres Fader i himlen holder af jer og ønsker at velsigne og styrke jer i retfærdighed.

Vær forvisset om, at Gud taler til menneskeheden i vore dage. Han vil tale til jer!

Profeten Joseph Smith så det, som han sagde, at han så. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er gengivet til jorden ved den Almægtige Guds magt og myndighed.

Det er min bøn, at vi som bærere af hans præstedømme altid må leve efter præstedømmetjenestens hvorfor og anvende principperne i det gengivne evangelium til at forandre os og de personer, som vi tjener.

Når vi gør det, vil forsoningens uendelige kraft rense, forædle og forfine vores ånd og karakter, indtil vi bliver de mænd, som det er meningen, vi skal blive. Jeg vidner om dette i Jesu Kristi hellige navn. Amen.