Var det umagen værd?

Under denne konference og ved andre møder¹ på det seneste har mange af os har spekuleret på, hvad vi mon kan gøre for at opbygge Herrens kirke og skabe reel vækst, der hvor vi bor?

På dette og på alle andre vigtige områder ligger vores vigtigste arbejde altid inden for hjemmets fire vægge.² Det er inden for familiens rammer, at Kirken grundfæstes, og hvor den virkelige vækst forekommer.³ Det er os pålagt at undervise vore børn om evangeliets principper og lære. Vi er nødt til at hjælpe dem til tro på Jesus Kristus og forberede dem til dåb, når de er otte år gamle.⁴ Vi må selv være trofaste, så de kan se vores eksempel på kærlighed til Herren og hans kirke. Dette hjælper vore børn til at føle glæde ved at holde befalingerne, føle lykke i familien og tjene andre i taknemlighed. I vores hjem bør vi følge den fremgangsmåde, Nefi foreskrev:

»Vi arbejder flittigt … for at formå vore børn … til at tro på Kristus og til at blive forligt med Gud …

 Vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder.«⁵

Vi arbejder flittigt for at give vore børn disse velsignelser ved at gå i kirke med dem, holde familieaften og læse skrifterne sammen. Vi beder dagligt sammen med vores familie, tager imod kaldelser, besøger de syge og ensomme og gør andre ting, som lader vore børn vide, at vi elsker dem, og at vi elsker vor himmelske Fader, hans Søn og deres kirke.

Vi taler og profeterer om Kristus, når vi underviser til en familieaften eller sidder sammen med et barn og fortæller om vores kærlighed til barnet og vores vidnesbyrd om det gengivne evangelium.

Vi kan skrive om Kristus ved at skrive breve til dem, der er væk hjemmefra. Missionærer på mission, sønner eller døtre i militæret og dem, vi holder af, bliver alle velsignet ved de breve, vi skriver. Breve hjemmefra er ikke blot hurtige e-mail. Rigtige breve giver noget håndgribeligt, man kan bevare, tænke over og værdsætte.

Vi hjælper vore børn til at stole på Frelserens forsoning og kende til en kærlig himmelsk Faders tilgivelse ved at vise kærlighed og tilgivelse som forældre. Vores kærlighed og tilgivelse drager ikke blot vore børn nærmere til os, men opbygger også deres tro ved at lade dem vide, at deres himmelske Fader elsker dem, og at han vil tilgive dem, når de bestræber sig på at omvende sig og at gøre det bedre og blive bedre. De har tillid til denne sandhed, fordi de har oplevet det samme hos deres jordiske forældre.

Udover det arbejde, vi udfører i familien, lærte Nefi os, at »vi arbejder flittigt med at … formå vore … brødre til at tro på Kristus og til at blive forligt med Gud.«⁶ Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har vi hver især velsignelsen af og ansvaret for at fortælle om evangeliet. Nogle af dem, der har brug for evangeliet i deres liv, er endnu ikke medlemmer af Kirken. Nogle har engang været sammen med os, men har brug for igen at føle den glæde, de følte, da de tog imod evangeliet tidligere i deres liv. Herren elsker både det menneske, der aldrig har haft evangeliet, såvel som det menneske, der kommer tilbage til ham.⁷ Det betyder hverken noget for ham eller for os. Det går ud på et. Det er værdien af sjæle, uanset deres tilstand, der er stor for vor himmelske Fader, hans Søn og os.⁸ Vor himmelske Faders og hans Søns værk er »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv«⁹ til alle sine børn, uden hensyntagen til deres nuværende omstændigheder. Det er vores velsignelse at hjælpe til i dette store værk.

Præsident Thomas S. Monson forklarede, hvordan vi kan hjælpe til, da han sagde: »Vi må have friske missionæroplevelser. Det er ikke nok at læne sig tilbage og tænke over tidligere oplevelser. For at blive fyldt op må man blive ved med på naturlig og normal vis at fortælle om evangeliet.«¹⁰

Arbejdet med på naturlig og normal vis at fortælle om evangeliet til dem, vi interesserer os for og elsker, vil blive vores livs arbejde og glæde. Lad mig fortælle jer om to sådanne oplevelser.

Dave Orchard voksede op i Salt Lake City, hvor de fleste af hans venner var medlem af Kirken. De havde en stor indflydelse på ham. Derudover inviterede kirkeledere i hans nabolag ham hele tiden til aktiviteter. Det samme gjorde hans venner. Selv om han ikke tilsluttede sig Kirken på det tidspunkt, var hans opvækst velsignet med gode sidste dages hellige venners og kirkeaktiviteters indflydelse. Da han begyndte på universitetet, flyttede han hjemmefra, og de fleste af hans venner tog af sted på mission. Han savnede deres indflydelse i sin tilværelse.

En af Daves gymnasievenner var stadig hjemme. Han mødtes hver uge med sin biskop i sine bestræbelser på at bringe sit liv i orden og kunne tjene på en mission. Han og Dave delte værelse, og som det både var naturligt og normalt, talte de om, hvorfor Daves ven ikke på det tidspunkt var på mission, og hvorfor han så ofte mødtes med sin biskop. Vennen udtrykte sin taknemlighed og respekt for sin biskop samt for muligheden for at omvende sig og tjene. Så spurgte han Dave, om han ikke kunne tænke sig at komme med til det næste interview. Sikken invitation! Men set i lyset af deres venskab og omstændigheder var det både naturligt og normalt.

Dave indvilligede og mødtes snart selv med biskoppen. Det førte til Daves beslutning om at mødes med missionærerne. Han fik et vidnesbyrd om, at evangeliet er sandt, og en dåbsdato blev fastsat. Dave blev døbt af sin biskop, og et år senere blev Dave Orchard og Katherine Evans viet i templet. De har fem dejlige børn. Katherine er min lillesøster. Jeg vil altid være taknemlig for denne gode ven, der sammen med en god biskop bragte Dave ind i Kirken.

Da Dave talte om sin omvendelse og bar sit vidnesbyrd om disse begivenheder, stillede han spørgsmålet: »Var det så umagen værd? Var alle vennernes og ungdomsledernes og min biskops indsats alle disse år umagen værd for blot én drengs dåb?« Mens han pegede på Katherine og sine fem børn, sagde han: »Tja, svaret er i det mindste ja for min hustru og vore fem børn.«

Når som helst man fortæller andre om evangeliet, er det aldrig »bare en dreng«. Når som helst en omvendelse finder sted, eller nogen vender tilbage til Herren, er det en familie, der bliver reddet. Efterhånden som Dave og Katherines børn er vokset op, har de alle taget imod evangeliet. En datter og to sønner har været på mission, og en har netop fået sin kaldelse til at tjene i Den Tysktalende Mission i Alperne. De to ældste er blevet viet i templet, og den yngste går nu på gymnasiet og er trofast på enhver måde. Var det umagen værd? Åh ja, det var umagen værd.

Søster Eileen Waite overværede den stavskonference, hvor Dave Orchard fortalte sin omvendelseshistorie. Under hele konferencen var det eneste, hun kunne tænke på, sin egen familie og især sin søster, Michelle, som længe havde været væk fra Kirken. Michelle var fraskilt og prøvede at opfostre fire børn. Eileen følte sig tilskyndet til at sende ældste M. Russell Ballards bog Our Search for Happiness sammen med sit vidnesbyrd til hende, hvilket hun gjorde. Allerede ugen efter fortalte en ven Eileen, at hun også havde følt, at hun skulle kontakte Michelle. Denne ven skrev også et brev til Michelle med sit vidnesbyrd og gav udtryk for sin kærlighed til hende. Er det ikke interessant, hvor ofte Ånden arbejder på adskillige mennesker for at hjælpe en enkelt person med et behov?

Tiden gik. Michelle ringede til Eileen og takkede hende for bogen. Hun sagde, at hun var begyndt at opdage et åndeligt tomrum i sin tilværelse. Eileen fortalte hende, at hun vidste, at den fred, hun søgte, findes i evangeliet. Hun fortalte hende, at hun elskede hende og ønskede, at hun var lykkelig. Michelle begyndte at lave om på sit liv. Snart mødte hun en vidunderlig mand, der var aktiv i Kirken. De giftede sig og blev et år senere beseglet i templet i Ogden i Utah. For nylig blev hendes 24-årige søn døbt.

Andre i Michelles familie og alle andre, som endnu ikke ved, at Kirken er sand, opfordrer jeg til bønsomt at overveje, om Kirken er sand. Lad jeres familie og venner og missionærer hjælpe jer. Når I ved, at den er sand, og det er den, så slut jer til os ved at tage det samme skridt i jeres liv.

Enden på historien er ikke skrevet endnu, men denne vidunderlige kvinde og hendes familie er blevet velsignet, fordi de, der elsker hende, handlede ifølge en tilskyndelse og på en naturlig og normal måde bar deres vidnesbyrd og opfordrede hende til at komme tilbage.

Jeg har tænkt meget på disse to oplevelser. En ung mand, der arbejdede på at bringe sit liv i orden, hjalp en anden ung mand, der søgte efter sandheden. En kvinde bar sit vidnesbyrd for sin søster og fortalte hende om sin tro, og denne søster havde været væk fra Kirken i 20 år. Hvis vi vil bede og spørge vor himmelske Fader, hvem vi kan hjælpe, og lover at følge de tilskyndelser, han giver os, så vi kan vide, hvem vi kan hjælpe, vil han besvare vore bønner, og vi bliver redskaber i hans hænder til at udføre hans værk. Når vi handler i kærlighed ifølge de tilskyndelser, som Ånden giver os, bliver det katalysatoren.¹¹

Mens I har lyttet til disse oplevelser om, hvordan man kan fortælle dem, som man interesserer sig for, om evangeliet på en naturlig og normal måde, har mange af jer haft den samme oplevelse, som Eileen Waite havde. I har tænkt på en, som I bør række ud til og enten invitere til at komme tilbage eller fortælle vedkommende om jeres følelser for Jesu Kristi evangelium. Min opfordring er at handle uden tøven ifølge den tilskyndelse. Tal med jeres ven eller familiemedlem. Gør det på en naturlig og normal måde. Lad dem vide, hvilken kærlighed I har til dem og til Herren. Missionærerne kan hjælpe. Mit råd er det samme som det, præsident Monson har givet så mange gange fra selve denne talerstol: »Udsæt aldrig en tilskyndelse.«¹² Når vi handler ifølge en sådan tilskyndelse og gør det med kærlighed, så læg mærke til, hvordan vor himmelske Fader bruger vores villighed til at handle og forårsage et mirakel hos jer og hos den person, I interesserer jer for.¹³

Mine kære brødre og søstre, vi kan opbygge hans kirke og se reel vækst, når vi arbejder på at bringe evangeliets velsignelser til vores familie og til dem, vi elsker. Dette er vor himmelske Faders og hans Søns værk. Jeg ved, at de lever, og at de besvarer bønner. Når vi handler ifølge disse tilskyndelser og tror på deres evne til at udvirke mirakler, vil mirakler ske, og menneskers liv bliver ændret. I Jesu Kristi navn. Amen.