Villig og værdig til at tjene

Præsident Thomas S. Monson


Der sker mirakler overalt, når man forstår præstedømmet, når dens kraft bliver æret og anvendt rigtigt, samt når der bliver udøvet tro.

Mine elskede brødre, hvor er det dejligt igen at mødes med jer. Når jeg deltager i generalkonferencens præstedømmemøde, reflekterer jeg altid over undervisningen fra nogle af Guds ædle ledere, der har talt ved generalkonferencens præstedømmemøder. Mange af dem er gået videre til deres evige belønning, og fra deres genialitet, fra deres sjæls indre og fra varmen i deres hjerte har de givet os inspireret vejledning. I aften vil jeg viderebringe lidt af deres undervisning om præstedømmet.

Fra profeten Joseph Smith: »Præstedømmet er et evigt princip og eksisterede hos Gud fra al evighed og vil gøre det i al evighed uden dages begyndelse og års ende.«1

Af præsident Wilford Woodruff lærer vi: »Det hellige præstedømme er den kanal, gennem hvilken Gud kommunikerer og handler med menneskene på jorden, og de hellige budbringere, som har besøgt jorden for at kommunikere med menneskene, er mennesker, som har haft og æret præstedømmet, mens de var i kødet, og alt, hvad Gud har ladet ske for menneskenes frelse – fra mennesket blev skabt på jorden til verdens forløsning – er sket og skal ske i kraft af det evige præstedømme.«2

Præsident Joseph F. Smith har desuden forklaret: Præstedømmet er »Guds magt, overdraget til menneskene, ved hvilket de kan virke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, til frelse for den menneskelige familie, og gøre det på retmæssig vis; ikke ved at tiltage sig den myndighed, ej heller ved at låne den fra generationer, der er døde og borte, men med myndighed der er givet i disse tider, hvori vi lever, gennem tjenende engle og ånder fra oven, direkte fra den almægtige Guds nærvær«.3

Og til sidst fra præsident John Taylor: »Hvad er præstedømmet? … Det er Guds regeringsform, det være sig på jorden som i himlene, for det er ved den kraft, magt, eller ved det princip, som alt regeres på jorden og i himlene, og ved den kraft, at alt opretholdes og oppebæres. Det regerer alt, det leder alt, det oppebærer alt og er forbundet med alt, som har med Gud og sandheden at gøre.«4

Hvor er vi velsignede at kunne være her i de sidste dage, hvor Guds præstedømme findes på jorden. Hvor er vi privilegerede ved at kunne bære det præstedømme. Præstedømmet er en forpligtelse til at tjene snarere end en gave, privilegiet af at kunne løfte og en mulighed for at velsigne andre.

Med disse muligheder kommer ansvar og pligter. Jeg elsker og værdsætter det ædle ord pligt og alt, hvad det indebærer.

Med forskellige kaldelser og i forskellige omgivelser har jeg nu deltaget i præstedømmemøder i de sidste 72 år – lige siden jeg blev ordineret som diakon som 12-årig. Tiden flyver bestemt af sted. Pligten holder trit med den fremadskridende tid. Pligten bliver ikke mere utydelig eller mindre. Katastrofale konflikter kommer og går, men krigen om menneskenes sjæle fortsætter uden ophør. Herrens ord lyder som en fanfare til jer, til mig og til præstedømmebærere overalt: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og at handle med al flid i det embede, hvortil han er blevet udpeget.«5

Pligtens kald lød til Adam, Noa, Abraham, Moses, Samuel og David. Det lød til profeten Joseph Smith og alle hans efterfølgere. Pligtens kald lød til drengen Nefi, da han gennem sin far Lehi blev instrueret af Herren i at vende tilbage til Jerusalem sammen med sine brødre for at skaffe bronzepladerne fra Laban. Nefis brødre murrede og sagde, at det var en vanskelig opgave, de var blevet bedt om at udføre. Hvad var Nefis svar? Han sagde: »Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem.«6

Når det samme kald lyder til jer og til mig, hvad er vores svar så? Murrer vi som Laman og Lemuel og siger: »Det er en vanskelig opgave at kræve af os«?7 Eller vil vi ligesom Nefi erklære: »Jeg vil tage af sted. Jeg vil gøre det«? Vil vi være villige til at tjene og adlyde?

Somme tider virker Guds visdom som dårskab eller bare for svær, men en af de største og mest værdifulde lektier, vi kan lære, er, at når Gud taler og et menneske adlyder, så er det menneske altid på rette spor.

Når jeg tænker på ordet pligt, og hvordan det at udføre vores pligt kan berige os og andre, mindes jeg ordene af en kendt digter og forfatter:

Jeg sov og drømte,
at livet var glæde.
jeg vågnede og så,
at livet var pligt.
Jeg handlede, og forstod -
pligt var glæde.8

Robert Louis Stevenson sagde det på en anden måde. Han sagde: »Jeg ved, hvad glæde er, for jeg har gjort et godt stykke arbejde.«9

Når vi udfører vores pligt og udøver vores præstedømme, finder vi sand glæde. Vi oplever tilfredsstillelsen ved at have udført vore opgaver.

Vi er blevet undervist i de specifikke pligter i det præstedømme, som vi bærer, hvad enten det er Det Aronske eller Det Melkisedekske Præstedømme. Jeg tilskynder jer til at tænke over de pligter og så gøre alt, hvad I kan for at udføre dem. For at gøre det, må vi hver især være værdige. Lad os have rede hænder, rene hænder og villige hænder, så vi kan hjælpe med til at yde det, som vor himmelske Fader ønsker, at andre skal modtage fra ham. Hvis vi ikke er værdige, er det muligt at miste præstedømmets kraft, og hvis vi mister den, har vi mistet kernen i ophøjelsen. Lad os være værdige til at tjene.

Præsident Harold B. Lee, en af de største lærere i Kirken, har sagt: »Når man bliver præstedømmebærer, bliver man Herrens repræsentant. Man bør tænke på sin kaldelse, som om man går Herrens ærinde.«10

I begyndelsen af 1944 under anden verdenskrig fandt en begivenhed sted, som involverede præstedømmet. Den fandt sted, da amerikanske marinesoldater erobrede atollen Kwajalein, der er en del Marshall-øerne og ligger i Stillehavet midt mellem Australien og Hawaii. Det, der skete, blev gengivet af en journalist – der ikke var medlem af Kirken – som arbejdede for en avis i Hawaii. I avisartiklen fra 1944 skrev han om følgende hændelse: Han forklarede, at han og andre journalister befandt sig i den anden bølge bag marinesoldaterne på atollen Kwajalein. Da de nærmede sig stranden, bemærkede de en ung marinesoldat, som flød i vandet med ansigtet nedad og tydeligvis var hårdt såret. Det lave vand omkring ham var farvet rødt af hans blod. Og derpå lagde de mærke til en anden marinesoldat på vej hen til sin sårede kammerat. Den anden marinesoldat var også såret. Hans venstre arm hang livløst ned langs siden. Han løftede hovedet på ham, der flød rundt i vandet, for at forhindre ham i at drukne. Med panik i stemmen råbte han på hjælp. Journalisterne så på knægten, som han hjalp og råbte tilbage: »Unge mand, vi kan ikke gøre noget for den knægt.«

»Så så jeg noget, som jeg aldrig havde set før,« skrev journalisten. Denne knægt, som selv var hårdt såret, kæmpede sig op på stranden med sin soldaterkammerats tilsyneladende livløse krop. Han »lagde sin kammerats hoved på sit knæ … Hvilket syn – to dødeligt sårede knægte – begge … rene og pæne unge mænd, selv i denne håbløse situation. Og den ene dreng bøjede hovedet hen over den anden og sagde: ›Jeg befaler dig, i Jesu Kristi navn og med præstedømmets magt at forblive i live, indtil jeg kan hente lægehjælp.‹« Journalisten afsluttede sin artikel således: »Vi tre [de to marinesoldater og jeg] er her på hospitalet. Lægerne ved ikke [hvordan de overlevede], men det ved jeg.«11

Der sker mirakler overalt, når man forstår præstedømmet, når dens kraft bliver æret og anvendt rigtigt, og når der udøves tro. Når tro erstatter tvivl, når uselvisk tjeneste overvinder selvisk stræben, vil Guds kraft sørge for, at hans planer udføres.

Pligtens kald kan komme stille, når vi, som bærer præstedømmet, reagerer på de opgaver, vi modtager. Præsident George Albert Smith, denne beskedne og dog effektive leder, erklærede: »Det er for det første jeres pligt at erfare, hvad Herren ønsker, og derpå med sit hellige præstedømme at højne jeres kaldelse [således] i nærværelse af jeres medmennesker, at mennesker villigt vil følge jer.«12

Sådan et pligtens kald – et mindre dramatisk kald, men ikke desto mindre et kald, der hjalp med at frelse en sjæl – kom til mig i 1950, da jeg var nykaldet som biskop. Mine ansvarsområder som biskop var mange og forskellige, og jeg forsøgte så godt, jeg kunne, at gøre alt det, jeg skulle. På det tidspunkt var USA involveret i en anden krig. Fordi mange af vore medlemmer tjente i forsvaret, fik alle biskopper en opgave fra Kirkens hovedsæde om at give hver soldat et abonnement på Church News og Improvement Era, der var Kirkens tidsskrifter på det tidspunkt. Alle biskopper fik desuden til opgave at skrive et personligt brev hver måned til hver enkelt soldat fra hans menighed. Vores menighed havde 23 mænd i uniform. Præstedømmekvorummerne fik med nogen anstrengelse skaffet midlerne til abonnementerne. Jeg påtog mig opgaven, ja, pligten til at skrive 23 personlige breve hver måned. Efter alle disse år har jeg stadig kopier af mange af mine breve og de svar, jeg modtog. Jeg får nemt tårer i øjnene, når jeg atter læser disse breve. Det er en glæde igen at læse om en soldats løfte om at efterleve evangeliet eller en marinesoldats beslutning om at være trofast mod sin familie.

En aften gav jeg en søster i menigheden stakken med 23 breve for den pågældende måned. Det var hendes opgave at sende dem og holde sig orienteret om de konstante adresseændringer. Hun kiggede på den ene konvolut, smilede og spurgte: »Biskop, bliver du aldrig modløs? Her er endnu et brev til bror Brynson. Det er det syttende brev, du har sendt til ham uden at modtage et svar.«

Jeg svarede: »Nuvel, måske kommer det i denne måned.« Og det viste sig at være denne måned. For første gang besvarede han mit brev. Hans svar er et minde, en skat. Han tjente langt væk på en fjern kyst, isoleret, alene og med hjemve. Han skrev: »Kære biskop. Jeg er ikke meget for at skrive breve.« (Det kunne jeg godt have fortalt ham flere måneder forinden). Han fortsatte sit brev: »Tak for Church News og tidsskrifterne, men mest af alt tak for de personlige breve. Jeg er begyndt forfra nu. Jeg er blevet ordineret som præst i Det Aronske Præstedømme. Mit hjerte er fyldt. Jeg er et lykkeligt menneske.«

Bror Brynson kunne ikke være lykkeligere end sin biskop. Jeg havde lært den praktiske anvendelse af ordsproget: »Gør du din pligt uden at klage, så ordner Gud det, der er tilbage.«13

Flere år senere, da jeg kom i Salt Lake Cottonwood Stav, hvor James E. Faust var stavspræsident, fortalte jeg den historie i et forsøg på at motivere folk til at interessere sig for vore soldater. Efter mødet kom en flot ung mand hen til mig. Han tog mig i hånden og spurgte: »Biskop Monson, kan du huske mig?«

Jeg indså pludseligt, hvem han var. »Bror Brynson!« udbrød jeg. »Hvordan har du det? Hvad laver du i Kirken?«

Med varme og tydelig stolthed svarede han: »Jeg har det godt. Jeg sidder i præsidentskabet for ældsternes kvorum. Endnu engang tak for din omsorg og de personlige breve, som du sendte til mig, og som jeg sætter stor pris på.«

Brødre, verden har brug for vores hjælp. Gør vi alt, hvad vi bør? Husker vi præsident John Taylors ord: »Hvis I ikke ærer jeres kaldelse, vil Gud holde jer ansvarlige for dem, I kunne have frelst, hvis I havde gjort jeres pligt«?14 Der er fødder, der skal støttes, hænder, der skal holdes, sind, der skal opmuntres, hjerter, der skal inspireres, og sjæle, der skal frelses. Evighedens velsignelser venter jer. Det er jeres privilegium ikke blot at være tilskuere, men deltagere på præstedømmetjenestens scene. Lad os lytte til den gribende påmindelse, der findes i Jakobs Brev: »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.«15

Lad os lære og tænke over vores pligt. Lad os være villige og værdige til at tjene. Lad os følge i Mesterens fodspor, når vi udfører vores pligt. Når vi følger den sti, Jesus trådte, vil vi opdage, at han er mere end en baby i Betlehem, mere end tømrerens søn, mere end den største lærer, der nogensinde har levet. Vi vil komme til at kende ham som Guds Søn, vor Frelser og vor Forløser. Da pligtens kald lød til ham, svarede han: »Fader, din vilje ske, og æren være din for evigt.«16 Må vi gøre ligeså, beder jeg om i hans hellige navn, i Herren Jesu Kristi navn. Amen.

Quellenangaben anzeigen

  1.  

    1.  Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 104.

  2.  

    2.  Kirkens præsidenters lærdomme: Wilford Woodruff, 2005, s. 37.

  3.  

    3. Joseph F. Smith, Evangeliske lærdomme, 1980, s. 116; fremhævelse tilføjet.

  4.  

    4.  Kirkens præsidenters lærdomme: John Taylor, 2002, s. 119.

  5.  

    5.  L&P 107:99; fremhævelse tilføjet.

  6.  

    6.  1 Ne 3:7; se også vers 1–5.

  7.  

    7. Se 1 Ne 3:5.

  8.  

    8. Rabindranath Tagore, i William Jay Jacobs, Mother Teresa: Helping the Poor, 1991, s. 42.

  9.  

    9. Robert Louis Stevenson, i Elbert Hubbard II, komp., The Note Book of Elbert Hubbard: Mottoes, Epigrams, Short Essays, Passages, Orphic Sayings and Preachments, 1927, s. 55.

  10.  

    10.  Stand Ye in Holy Places: Selected Sermons and Writings of President Harold B. Lee, 1976, s. 255.

  11.  

    11. I Ernest Eberhard jun., »Giving Our Young Men the Proper Priesthood Perspective«, maskinskrevet manuskript, 19. juli 1971, s. 4–5, Kirkens historiske bibliotek.

  12.  

    12. George Albert Smith, i Conference Report, apr. 1942, s. 14.

  13.  

    13. Henry Wadsworth Longfellow, »The Legend Beautiful«, i The Complete Poetical Works of Longfellow, 1893, s. 258.

  14.  

    14.  Teachings: John Taylor, s. 164.

  15.  

    15.  Jak 1:22.

  16.  

    16.  Moses 4:2.