Vær ivrigt engagerede

Ældste M. Russell Ballard

De Tolv Apostles Kvorum


Der udrettes meget stort og byrder lettes, når mange hænder løfter »ivrigt engageret i en god sag«.

Ældste Perry, jeg tror, at du må være den yngste 90-årige i hele Kirken. Så I, hvordan han sprang op fra sin stol?

Mine elskede brødre og søstre, hver gang jeg nyder en friskplukket tomat eller en saftig, moden fersken lige fra træet, går mine tanker 60 år tilbage, da min far havde en lille frugtplantage med ferskner i Holladay i Utah. Han holdt bier for at kunne bestøve ferskenblomsterne, som med tiden voksede sig til meget store, lækre ferskner.

Far elskede sine nænsomme honningbier og forundredes over, hvordan de i tusindvis arbejdede sammen om at forvandle den nektar, de havde samlet fra hans blomstrende ferskentræer til sød, gylden honning – et af naturens bedste næringsmidler. Rent faktisk siger ernæringseksperter, at det er et af de næringsmidler, som indeholder alle de bestanddele, enzymer, vitaminer, mineraler og vand – der er nødvendige for at opretholde livet.

Min far prøvede altid på at engagere mig i sit arbejde med sine bistader, men jeg lod ham med glæde passe sine bier selv. Jeg har dog siden lært mere om en meget organiseret bikube – en koloni på ca. 60.000 bier.

Honningbier bestøver, samler nektar og omsætter denne nektar til honning. Det er en drift, der genetisk er lagt i dem af vor store Skaber. Det skønnes, at for blot at producere dette ene pund honning, må de 20–60.000 bier i et gennemsnitligt bistade samlet set besøge millioner af blomster og flyve det, der svarer til at rejse to gange rundt om jorden. I sin korte levetid på blot nogle uger og op til fire måneder bidrager hver honningbi med honning til kuben, der svarer til en tolvtedel af en teske.

Selvom dette kan synes ubetydeligt i det store hele, så er hver enkelt bis tolvtedel af en teskefuld honning afgørende for livet i bistadet. Bierne er afhængige af hinanden. Arbejdet, som ville være overvældende for nogle få bier, bliver lettere, fordi alle bierne trofast gør deres del.

Bikuben har altid været et vigtigt symbol i vores kirkes historie. I Mormons Bog læser vi, at jereditterne medbragte honningbier (se Eter 2:3), da de rejste til Amerika for tusinder af år siden. Brigham Young valgte bikuben som symbol for at opmuntre og inspirere til den samarbejdende energi, der var nødvendig blandt pionererne for at forvandle det golde ørkenlandskab omkring den Store Saltsø til de frugtbare dale, vi har i dag. Vi nyder godt af deres kollektive vision og flid.

Bikuben er et symbol, som vi finder både uden på og inden for i mange af vore templer. Talerstolen, jeg står på nu, er lavet af valnøddetræ fra præsident Gordon B. Hinckleys baghave og er udsmykket med udskæringer af bikuber.

Al denne symbolik blot for at fastslå en ting: Der udrettes meget stort og byrder lettes, når mange hænder løfter »ivrigt engageret i en god sag« (L&P 58:27). Forestil jer, hvad vi millioner af sidste dages hellige kunne opnå i verden, hvis vi fungerede som en bikube i en målrettet, koncentreret forpligtelse over for Herren Jesu Kristi lærdomme.

Frelserens lærte os, at den første og største befaling er:

»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.

Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹

På de to bud hviler hele loven og profeterne« (Matt 22:37, 39–40).

Frelserens ord er enkle – og alligevel er meningen med dem af dyb og afgørende vigtighed. Vi skal elske Gud og elske og sørge for vores næste som for os selv. Forestil jer det gode vi kan udrette i verden, hvis vi står sammen, forenede som Kristi tilhængere, ivrigt og travlt optagne af at imødekomme andres behov og hjælpe dem omkring os – vores familie, venner, naboer og medborgere.

Som der står i Jakobs Brev er tjeneste selve definitionen på ren gudsdyrkelse (se Jak 1:27).

Vi læser om den indsats, Kirkens medlemmer yder rundt om i verden, og især den humanitære indsats, som ydes i krisetider – ved brande, oversvømmelser, orkaner og tornadoer. Denne højst nødvendige og meget værdsatte krisehåndtering bør visselig fortsætte som en del af det at bære hinandens byrder. Men hvad med vores hverdagsliv? Hvad bør den akkumulerede indsats af millioner af vore små, barmhjertige, daglige handlinger på grund af vores dybfølte, kristne kærlighed til andre være? Over tid vil dette påvirke og forandre alle vor himmelske Faders børn gennem formidlingen af hans kærlighed til dem gennem os. Vores plagede verden står i større behov for Kristi kærlighed i dag mere end nogensinde, og behovet bliver blot større i årene fremover.

Disse enkle, daglige tjenestegerninger synes måske ikke af meget i sig selv, men når man betragter dem samlet set, bliver de ligesom den ene tolvtedel teskefuld honning, som en enkelt bi bringer hjem til kuben. Der er styrke i vores kærlighed til Gud og hans børn, og når denne kærlighed håndgribeligt kommer til udtryk i millionvis af kristne, venlige handlinger, vil den forsøde og nære verden med den livgivende nektar – tro, håb og kærlighed.

Hvad må vi gøre for at blive ligesom de dedikerede honningbier og gøre denne dedikation til en del af vores væsen? Mange af os kommer trofast til vore kirkemøder. Vi arbejder hårdt i vore kaldelser og især om søndagen. Dette er prisværdigt. Men er vores sind og hjerte ivrigt engagerede i gode sager resten af ugen? Hænger vi bare på, eller er vi i sandhed omvendt til Jesu Kristi evangelium? Hvordan tager vi det frø af tro, som er blevet næret i vores sind, og planter det dybt i sjælens fede muld? Hvordan skaber vi den mægtige forandring i hjertet, som Alma siger er afgørende for vores evige lykke og fred? (se Alma 5:12–21).

Husk, at honning indeholder alle de bestanddele, der er nødvendige for at holde os i live her. Og Kristi lære og evangelium er den eneste måde at opnå evigt liv på. Kun når vores vidnesbyrd overgår det, der er i vores sind, og borer sig dybt ind i hjertet, vil vores motivation til at elske og tjene blive som Frelserens. Det er da og kun da, at vi bliver sandt omvendte tilhængere af Kristus, udrustet med Ånden til at røre hjertet hos vore medmennesker.

Når vores hjerte ikke længere hænger ved denne verdens ting, vil vi ikke længere stræbe efter menneskers ære eller tilfredsstillelse af vores stolthed (se L&P 121:35). Vi vil snarere påtage os de kristuslignende egenskaber, som Jesus belærte om:

  1. Vi er milde, sagtmodige og langmodige (se L&P 121:41).
  2. Vi er venlige og uden hykleri eller svig (se L&P 121:42).
  3. Vi er fyldt med næstekærlighed til alle mennesker (se L&P 121:45).
  4. Vore tanker er altid prydet af dyd (se L&P 121:45).
  5. Vi nærer ikke længere ønske om at gøre noget ondt (se Mosi 5:2).
  6. Helligånden vil være vores konstante ledsager, og præstedømmets lære skal falde på vores sjæl som dug fra himlen (se L&P 121:45–46).

Brødre og søstre, nu opfordrer jeg ikke til religiøs fanatisme. Tværtimod! Jeg foreslår blot, at vi tager det næste logiske skridt i vores komplette omvendelse til Kristi evangelium ved at tilegne os dets læresætninger dybt i vores hjerte og sind, så vi kan handle og leve i overensstemmelse med det, vi siger, at vi tror på.

Denne integritet forenkler vores liv og øger vores lydhørhed over for Ånden og andres behov. Den bringer glæde i livet og fred i sjælen – den form for glæde og lykke, der kommer til os, når vi omvender os fra vore synder og følger Frelseren ved at holde hans bud.

Hvordan kan vi skabe denne forandring? Hvordan lader vi denne kærlighed til Kristus gennemtrænge vores hjerte? Der er en enkel, daglig praksis, som kan gøre en forskel for ethvert medlem af Kirken, det gælder både drenge og piger, unge mænd og unge piger, de unge voksne og fædre og mødre.

Denne enkle praksis er: Bed hver dag i jeres morgenbønner vor himmelske Fader om vejledning til at se en mulighed for at tjene et af hans dyrebare børn. Gå så gennem dagen med hjertet fyldt med tro og kærlighed og led efter en eller anden, som I kan hjælpe. Vær fokuserede, akkurat som honningbierne fokuserer på blomsterne, som de samler nektar og pollen fra. Hvis I gør dette, vil jeres åndelige følsomhed øges, og I vil opdage muligheder for at tjene, som I aldrig havde troet mulige.

Præsident Thomas S. Monson har belært om, at vor himmelske Fader i mange tilfælde besvarer andre menneskers bønner gennem os – dig og mig – gennem vore venlige ord og handlinger – gennem vore enkle tjenende og kærlige handlinger.

Og præsident Spencer W. Kimball har sagt: »Gud lægger virkelig mærke til os, og han våger over os. Men det er som regel gennem et andet menneske, at han opfylder vore behov. Det er derfor livsvigtigt, at vi tjener hinanden« (Kirkens præsidenters lærdomme: Spencer W. Kimball, 2006, s. 85).

Jeg ved, at dersom I gør dette – derhjemme, i skolen, på arbejdet og i kirken – vil Ånden vejlede jer, og I vil være i stand til at finde dem, der står i behov for lige den tjeneste, som det måske kun er jer, der er i stand til at yde. I vil blive tilskyndet af Ånden og på forunderlig vis blive motiverede til lade verden bestøve med Kristi rene kærlighed og evangelium.

Og husk, at ligesom den lille honningbis bidrag på en tolvtedel af en teskefuld honning til kuben, vil det, hvis vi ganger vores indsat med de titusinder, ja endog millioner af bønsomme gerninger for at skænke Guds kærlighed til hans børn gennem kristen tjeneste, tilsammen udgøre en styrke af godt, som vil bringe Kristi lys til denne stadigt mørkere verden. Sammen vil vi vise kærlighed og medfølelse over for vores egen familie, mod den ensomme, den fattige, den nedbrudte og til de af vor himmelske Faders børn, som søger efter sandhed og fred.

Det er min ydmyge bøn, brødre og søstre, at vi i vore daglige bønner vil bede om inspiration til at finde en eller anden, som vi kan tjene på meningsfuld vis, også den tjeneste der ligger i at formidle evangeliets sandheder og vore vidnesbyrd. Så kan vi, når dagen går på hæld, svare ja på spørgsmålene: »Har jeg gjort noget godt for en sjæl i dag? Har jeg lindret en fattigs kår?« (Salmer og sange, nr. 143).

Dette er Guds værk. Må vi virke lige så trofast i det som de små, dedikerede honningbier, som passer deres dont, det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen.