Vær tapre, hvad angår mod, styrke og ihærdighed

I aften føler jeg mig især velsignet ved som biskop at tale til de unge mænd, som bærer Det Aronske Præstedømme, og som er samlet over hele verden til dette præstedømmemøde. Jeg vil fortælle jer beretningen fra Mormons Bog, der beskriver Helaman og hans 2.000 unge krigere. Dette skriftsted vil give jer indsigt i de unge mænds karakter – og inspiration til jer sidste dages hellige unge mænd. Jeg citerer mit yndlingsskriftsted: »Og de var alle unge mænd, og de var overordentlig tapre, hvad angår mod og også styrke og ihærdighed; men se, det var ikke alt – de var mænd, som til enhver tid var pålidelige i alt.«¹ Mod, styrke, ihærdighed og sandhed – meget beundringsværdige karaktertræk!

Jeg vil gerne fokusere på det første karaktertræk, som beskriver dem: »Tapre, hvad angår mod.« For mig beskriver det disse unge mænds overbevisning om modigt at gøre det rette, eller som Alma beskriver: »Stå som Guds vidner til alle tider … på alle steder.«² De 2.000 unge krigere fik mange muligheder for at vise deres mod. I vil også alle sammen få afgørende tidspunkter i jeres liv, som kræver mod. En af mine venner, John, fortalte mig om et af disse tidspunkter i sit liv.

For nogle år siden kom John ind på et højt anset japansk universitet. Han skulle være en del af det internationale uddannelsesprogram med nogle af de bedste studerende fra hele verden. Nogle indskrev sig med håbet om at få en bedre forståelse af kulturen og sproget, andre så det som et springbræt til en eventuel karriere og beskæftigelse i Japan, men alle var de rejst hjemmefra for at studere i et fremmed land.

Kort tid efter Johns ankomst gik snakken blandt de udenlandske studerende om en fest på taget af en privat bolig. Den aften fandt John og to venner hen til adressen.

Efter elevatorturen op til toppen af bygningen fandt John og hans venner en smal trappe, der førte op til taget, hvor de begyndte at blande sig med andre. Som natten gik, ændrede stemningen sig. Larmen, musikkens volumen og alkoholen tiltog, og det gjorde Johns uro også. Pludselig begyndte en eller anden at organisere de studerende i en stor kreds i den hensigt, at de på tur skulle ryge marihuana-cigaretter. John lavede en grimasse og informerede hurtigt sine to venner om, at det var tid til at gå. Næsten spottende svarede den ene: »John, det er nemt nok – vi står bare i kredsen, og når det er vores tur, lader vi den bare gå videre uden at ryge den. På den måde sætter vi ikke os selv i forlegenhed over for de andre ved at gå.« Det lød nemt for John, men det lød ikke rigtigt. Han vidste, at han var nødt til at sige sin mening og handle derefter. På et øjeblik fandt han sit mod og fortalte dem, at de kunne gøre, hvad de ville, men han gik. En ven besluttede sig for at blive og være med i kredsen, mens den anden modstræbende fulgte efter John ned af trapperne for at komme hen til elevatoren. Da elevatordøren åbnede, væltede det til deres store overraskelse ud med japanske politifolk, som skyndte sig op ad trapperne til taget. John og hans ven gik ind i elevatoren og tog af sted.

Da politiet kom frem på trappen, smed de studerende hurtigt de ulovlige stoffer ud fra taget, så de ikke blev taget med dem. Da politiet havde sikret trappenedgangen, fik de alle på taget til at stå på rad og række og bad dem om at holde begge hænder frem. Politiet gik ned langs rækken og lugtede omhyggeligt til hver eneste studerendes tommeltot og pegefinger. Alle, der havde rørt ved marihuanaen, hvad enten de havde røget eller ej, blev formodet skyldig, og det fik store konsekvenser. Næsten uden undtagelser blev alle de studerende, der var blevet på taget, bortvist fra deres universitet, og de, der blev dømt for kriminalitet, blev sikkert udvist af Japan. Drømme om en uddannelse, mange års forberedelse og muligheden for beskæftigelse i Japan blev ødelagt på et øjeblik.

Lad mig nu fortælle jer, hvad der skete med de tre venner. Den ven, der blev tilbage på taget, blev udvist fra det universitet i Japan, som han havde arbejdet så hårdt for at komme ind på, og han var nu tvunget til at tage hjem. Den ven, som den nat forlod festen sammen med John, gjorde skolen færdig i Japan og videreuddannede sig fra to af de bedste universiteter i USA. Hans karriere førte ham tilbage til Asien, hvor han fik stor succes med sit arbejde. Han er den dag i dag taknemlig for Johns mod. For John har konsekvenserne været utallige. Hans tid i Japan det år førte ham til et lykkeligt ægteskab og senere to sønner. Han har været en succesfuld forretningsmand og blev for nylig professor på et japansk universitet. Forestil jer, hvor anderledes hans liv ville have været, hvis han ikke havde haft modet til at forlade den fest den begivenhedsrige nat i Japan.³

Unge mænd, der vil være tidspunkter, hvor I ligesom John er nødt til at vise jeres retfærdige mod foran jeres kammerater, og konsekvensen kan være, at I bliver forlegne, og at der bliver gjort grin med jer. Derudover i vores verden i dag bliver kampene med modstanderen også kæmpet på den stille og ensomme slagmark foran skærmen. Teknologien og dens store fordele bringer også udfordringer, som generationer før jer ikke har mødt. En ny national undersøgelse fandt frem til, at vor tids teenagere bliver fristet i alarmerende omfang ikke blot i skolen, men også på internettet. Den afslørede, at det er tre til fire gange mere sandsynligt, at teenagere, der er udsat for billeder af druk eller stofmisbrug på de sociale netværkssider, prøver drikke med alkohol eller narkotika. En tidligere minister i USA kommenterede undersøgelsen og sagde: »Dette års undersøgelse afslører en ny slags gruppepres – digitalt gruppepres. Digitalt gruppepres er mere vidtrækkende end barnets venner og omgangskreds. Det invaderer hjemmet og barnets værelse gennem internettet.«⁴ Udøvelsen af retfærdigt mod vil ofte være så hårfin som at klikke eller lade være. Missionærerne lærer i Forkynd mit evangelium: »Det, som du vælger at tænke og gøre, når du er alene og tror, at ingen ser dig, er en god målestok for din dyd.«⁵ Vær modige! Vær stærke! »Stå I derfor på hellige steder og lad jer ikke flytte.«⁶

Unge mænd, jeg lover jer, at Herren vil styrke jer. »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft.«⁷ Han vil belønne jer for jeres mod og retskafne adfærd – med lykke og glæde. Sådan et mod er et biprodukt af jeres tro på Jesus Kristus og hans forsoning, jeres bønner og jeres lydighed mod befalingerne.

Præsident N. Eldon Tanner har sagt: »En dreng i skolen kan udøve en mægtig god indflydelse. En ung mand på fodboldholdet eller på universitetet eller blandt sine kolleger kan ved at efterleve evangeliet, ved at ære præstedømmet og ved at tage et retfærdigt standpunkt gøre så usigeligt meget godt. Ofte kan I endog fra mennesker, som tror det samme som I, møde megen kritik og hån, selvom de måske respekterer jer, fordi I gør det rigtige. Men husk på, at Frelseren selv blev pint, hånet og spottet for til sidst at blive korsfæstet, fordi han ikke lod sig rokke i sin overbevisning. Har I nogensinde tænkt over, hvad der ville være sket, hvis han havde givet efter og sagt: ›Åh, hvad nytte er det til?‹ og havde opgivet sin mission? Ønsker vi at give op, eller ønsker vi at være tapre tjenere til trods for al verdens modstand og ondskab? Lad os have mod til at stå frem og blive talt blandt sande, hengivne Kristi tilhængere.«⁸

Jeg opfordrer jer til at gøre jer egnede som de 2.000 unge krigere ved at være tapre, hvad angår mod som værdige præstedømmebærere. Husk, at hvad I gør, hvor I går, og hvad I ser, former, hvem I bliver. Hvem ønsker I at blive? Bliv en værdig diakon, en værdig lærer, en værdig præst. Sæt et mål om at være værdig til at besøge templet nu og om at være værdig til at modtage jeres næste ordination i den rette alder og i sidste instans til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme. Dette er retfærdighedens vej, der inviterer til guddommelig hjælp. Herren har udtalt: »Derfor tilkendegives guddommelighedens kraft i dets ordinancer.«⁹

Forældre, præstedømmeledere og profetiske prioriteter, der står i jeres hæfter Pligt mod Gud og Til styrke for de unge, vil være vejledning på vejen.

Præsident Thomas S. Monson har for nylig givet følgende råd:

»For at træffe kloge beslutninger er vi nødt til at være modige – modige nok til at sige nej, modige nok til at sige ja …

Jeg beder jer inderligt om at træffe en beslutning … lige nu om ikke at komme væk fra vejen, der fører os til vores mål: Evigt liv sammen med vor Fader i himlen.«¹⁰

Ligesom de 2.000 unge krigere reagerede på krigsråbet fra deres leder, Helaman, og stillede op med deres tapre mod, kan I gøre det samme ved at følge jeres leder og profet, præsident Thomas S. Monson.

Mine unge aronske præstedømmebærere, som afslutning bærer jeg mit vidnesbyrd om Gud Faderen og Jesus Kristus og om Joseph Smiths ord: »Brødre, skal vi ikke gå videre, hvad angår så stor en sag? Gå fremad og ikke tilbage. Fat mod, brødre, og videre, videre frem til sejr!«¹¹ I Jesu Kristi navn. Amen.