Bliv en sand discipel

De af os, der er trådt ned i dåbens vande og har modtaget Helligåndsgaven, har indgået pagt om, at vi er villige til at påtage os Jesu Kristi navn, eller med andre ord, vi erklærer os selv for at være Herrens disciple. Vi fornyer den pagt hver uge, når vi modtager nadveren, og gennem vores levevis viser vi, at vi er disciple. En sådan måde at være discipel på blev smukt demonstreret ved en begivenhed for nylig i Mexico.

Det havde været et smukt forår for de frugtavlende samfund i det nordlige Mexico. Frugttræerne blomstrede, og der var høje forventninger til en bugnende høst. Der var allerede lagt planer for at betale af på lån, erstatte tiltrængt udstyr og gamle frugttræer og opfylde personlige forpligtelser såsom skolegebyrer for familiens børn. Der blev endda lagt planer for familieferier. Der var generelt en optimistisk stemning. Så en mandag eftermiddag sidst i marts rykkede en vinterstorm ind, og det begyndte at sne. Det sneede indtil kl. 3 om natten. Da skyerne forsvandt, styrtdykkede temperaturen. I løbet af natten og den tidlige morgen gjorde man alt for at redde bare en del af frugthøsten. Det var til ingen nytte. Det var ganske enkelt for koldt, og afgrøderne var frostskadet. Der var ingen frugt, der kunne høstes og sælges det år. Tirsdagen kom med den sørgelige og hjerteknusende nyhed, at alle de vidunderlige planer, forventninger og drømme fra dagen før var knust.

Jeg modtog en e-mail angående den forfærdelige tirsdag morgen fra Sandra Hatch, der er gift med John Hatch, den daværende førsterådgiver i præsidentskabet for templet i Colonia Juárez i Chihuahua. Jeg citerer dele af e-mailen: »John stod tidligt op – omkring kl. 6.30 – for at gå op til templet og se, om vi skulle aflyse morgenens session. Han vendte tilbage og fortalte, at parkeringspladsen og vejen var ryddet, så vi besluttede os for at fortsætte. Vi gik ud fra, at nogle af tempeltjenerne, der ikke havde frugtplantager, ville komme, og vi satte alle tempeltjenerne på sessionen … Det var så inspirerende at se mændene komme ind, den ene efter den anden. Der var de efter en søvnløs nat og med tanke på, at deres høst var gået tabt … Jeg iagttog dem under vores formøde, og de havde svært ved at holde sig vågne. I stedet for at sige, at de havde en god undskyldning for ikke at komme, så var de der. Og der var 38 på sessionen (en fuld session)! Det var en opløftende morgen for os, og vi takkede vor himmelske Fader for gode mennesker, der gør deres pligt, uanset hvad der sker. Jeg følte, der var en særlig ånd til stede denne morgen. Jeg er sikker på, at han finder behag ved at vide, at vi elsker hans hus og følte, at det var et godt sted at være på en så svær morgen.«

Historien slutter ikke her, den fortsætter faktisk stadig.

De fleste af dem, der havde mistet deres frugthøst, havde noget jord, hvor de kunne så andre af sæsonens afgrøder, såsom chilipebre eller bønner. Disse afgrøder kunne i det mindste give penge nok til at overleve indtil næste års frugthøst. Der var imidlertid én god bror med små børn, som ikke havde yderligere jord, og som gik det nye år i møde uden nogen form for indtægt. Andre i lokalområdet, der så denne unge mands alvorlige situation, handlede på eget initiativ og omkostning og fandt frem til et stykke jord, hvor de brugte deres eget materiel til at forberede jorden og bidrog med chiliplanter, som han kunne sætte.

Jeg kender mændene, som jeg lige har omtalt. Fordi jeg kender dem, er jeg ikke overrasket over det, de gjorde. Men de, der ikke kender dem, vil sikkert stille to spørgsmål, der begge begynder med ordet hvorfor. Hvorfor ville de tage til templet for at udføre deres pligt og tjene efter at have været oppe hele natten for kun at indse, at de havde mistet størstedelen af deres indtægt for hele året? Hvorfor ville de bruge af deres nøjsomme og meget værdifulde ressourcer til at hjælpe en anden i fortvivlet nød, når de selv havde alvorlige økonomiske vanskeligheder?

Hvis I forstår, hvad det vil sige at være en Jesu Kristi discipel, kender I svaret på disse to spørgsmål.

At indgå en pagt om at være en Kristi discipel er begyndelsen på en livslang proces, og det er ikke altid en let vej. Når vi omvender os fra vore synder og bestræber os på at gøre, hvad han ønsker, vi skal gøre og tjener vores næste, som han ville tjene sin næste, så vil vi uundgåeligt blive mere som han. At blive som han og blive ét med ham er det ultimative mål og formål – og i bund og grund selve definitionen på det at være en sand discipel.

Som Frelseren spurgte sine disciple, da han besøgte det amerikanske kontinent: »Hvad slags mænd burde I derfor være?« Og som svar på sit eget spørgsmål, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27).

At blive som Frelseren er ikke en let opgave, især ikke i denne verden, vi lever i. Vi står stort set over for hindringer og modgang hver eneste dag i vores liv. Der er en årsag til dette, og det er et af hovedformålene med livet her på jorden. Som vi kan læse i Abr 3:25: »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem.«

Disse prøvelser eller trængsler varierer i væsen og intensitet. Men ingen vil forlade denne jordiske tilværelse uden at have gået igennem dem. For det meste ser vi prøvelser som at miste en afgrøde eller et job, et dødsfald blandt vore kære, sygdom, fysisk, mental eller følelsesmæssig uarbejdsdygtighed, fattigdom eller tab af venner. Selv opnåelsen af tilsyneladende værdige mål kan imidlertid bringe deres egen fare for uvillig stolthed, hvor vi stræber mere efter menneskers ære frem for himlens billigelse. Dette kunne omfatte verdens popularitet, offentlig anerkendelse, fysiske færdigheder, talenter for kunst eller sport, fremgang og rigdom. Med hensyn til de sidstnævnte prøvelser har nogle af os måske følelser lig dem, der blev udtrykt af Tevje i Spillemand på en tagryg: »Hvis rigdom er en forbandelse, må Gud da ramme mig med den. Og må jeg aldrig komme mig over den.«¹

Men de sidstnævnte typer af prøvelser kan være endnu mere skræmmende og farlige og sværere at overvinde end de førstnævnte. Vi udvikler os ikke og beviser os ikke som disciple gennem den slags prøvelser, vi møder, men gennem den måde, hvorpå vi udholder dem. Som præsident Henry B. Eyring har forklaret: »Livets store prøve er at se, om vi vil lytte til og adlyde Guds bud midt i livets storme. Det er ikke at udholde storme, men at vælge det rette, når de raser. Og livets tragedie er at forfejle den prøve, og fejle i at gøre os fortjent til i herlighed at vende tilbage til vores himmelske hjem« (»Åndelig beredthed: Begynd tidligt og vær udholdende«, Liahona, nov. 2005, s. 37–38).

Jeg er en stolt bedstefar til 23 børnebørn. De overrasker mig gang på gang med deres forståelse af evige sandheder, selv i deres første og meget unge år. Da jeg forberedte mig på denne tale, bad jeg hver af dem om at sende mig en meget kort definition på, hvad det for dem vil sige at være en Jesu Kristi discipel. Jeg fik vidunderlige svar fra dem alle. Men jeg vil gerne fortælle jer om dette svar fra den 8-årige Benjamin: »At være en Jesu Kristi discipel betyder at være et eksempel. Det betyder at være missionær og forberede sig på at blive missionær. Det betyder at tjene andre. Det betyder, at man læser skriften og beder sine bønner. Det betyder, at man holder sabbatsdagen hellig. Det betyder, at man lytter til Helligåndens tilskyndelser. Det betyder, at man går i kirke og går i templet.«

Jeg er enig med Benjamin. At være discipel handler om at gøre og at blive. Når vi adlyder hans befalinger og tjener vores næste, bliver vi bedre Jesu Kristi disciple. Når vi er lydige og underkaster os hans vilje, får vi Helligåndens ledsagelse sammen med velsignelser af fred, glæde og tryghed, som altid følger dette tredje medlem af Guddommen. Og de kommer ikke på nogen anden måde. I sidste instans er det total underkastelse af hans vilje, der hjælper os til at blive, som vor Frelser er. Igen, at blive som han og blive ét med ham er det ultimative mål og formål – og i bund og grund selve definitionen på det at være en sand discipel.

At være discipel er det, jeg så blive praktiseret i templet i Colonia Juárez og dets omkringliggende marker, da brødre og søstre i troen bekræftede deres forpligtelse til Gud og til hinanden trods hjerteskærende modgang.

Jeg vidner om, at når vi adlyder hans befalinger, tjener andre og underkaster vores vilje til fordel for hans vilje, bliver vi virkelig hans sande disciple. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.