Hjælp dem til at sigte højt

Jeg er så taknemlig for denne mulighed for at være til dette store præstedømmemøde og for at have hørt så vidunderlig undervisning og vidnesbyrd. Det fik mig til at tænke på mine egne oplevelser. Næsten alt, hvad jeg har kunnet gøre som præstedømmebærer skyldes personer, der kendte mig, og som så noget i mig, som jeg ikke selv kunne se.

Som ung far bad jeg om at vide, hvilke bidrag mine børn kunne yde i Herrens rige. For drengenes vedkommende vidste jeg, at de kunne få muligheder inden for præstedømmet. For pigernes vedkommende vidste jeg, at de ville kunne tjene og repræsentere Herren. Alle ville kunne virke i hans værk. Jeg vidste, at de var forskellige, og at Herren derfor havde givet dem forskellige gaver, som de hver især skulle bruge i hans tjeneste.

Nu kan jeg jo ikke sige til hver far og leder for de unge, hvad der helt præcist vil være bedst for jer at gøre. Men jeg kan love jer, at I vil velsigne dem, når I hjælper dem til at anerkende de åndelige gaver, de er blevet født med. Ingen er ens og alle har noget forskelligt at bidrage med. Ingen er sat i verden for at mislykkes. Når I søger åbenbaring for at se Guds gaver i dem, som I leder i præstedømmet – især de unge – vil I blive velsignede til at rette deres blik mod den tjeneste, de kan udføre. Med jeres hjælp vil de unge, I leder, blive i stand til at se, ønske og tro på, at de kan opnå deres fulde potentiale for tjeneste i Guds rige.

Med hensyn til mine egne børn bad jeg om åbenbaring for at vide, hvordan jeg kunne forberede dem hver især til specifikke muligheder for at tjene Gud. Så jeg prøvede at hjælpe dem til at se denne fremtid for sig, håbe på den og arbejde for den. Til hver søn udskar jeg et stykke træ med et citat fra skriften, der beskrev hans særlige gaver og et billede, der afspejlede denne gave. Under billedet og teksten indridsede jeg dato for hver af drengenes dåb og ordinationer i de forskellige præstedømmeembeder og markerede deres højde på hver mærkedag.

Jeg vil beskrive træstykket, jeg lavede til hver af mine sønner for at hjælpe dem til at indse deres åndelige gaver, og hvordan de kunne bidrage i Herrens værk. Måske kan det inspirere jer, som det gjorde for mig, til at se de særlige gaver og muligheder, som hvert af de unge mennesker, I elsker og leder, har.

Da min ældste søn blev diakon og opnåede en høj anerkendelse som spejder, så jeg et billede af en ørn for mig, når jeg tænkte på ham og hans fremtid. Vi boede i Idaho ved foden af bjerget South Teton, hvor vi tog på ture og så ørnene stige til vejrs. Det billede mindede mig om Esajas’ ord:

»Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke.

Drenge bliver trætte og udmattede, unge mænd snubler og falder.

Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.«¹

Rent faktisk havde jeg med den ældste søn indstillet en vandretur, før vi nåede toppen af South Teton, fordi min søn var udmattet. Han ønskede at stoppe. Han spurgte: »Vil jeg altid være ked af det, fordi jeg ikke nåede toppen? Far, du kan fortsætte. Jeg vil ikke have, at du bliver skuffet.«

Jeg svarede: »Jeg vil aldrig være skuffet, og du vil aldrig være ked af det. Vi vil altid mindes, at vi klatrede sammen her.« På hans målebræt udskar jeg en ørn og inskriptionen »På ørnevinger«.

Med årene fløj min søn højere som missionær, end jeg havde forestillet mig i mine vildeste drømme. Nogle af de udfordringer, han mødte i missionsmarken, syntes at være mere, end han kunne klare. For de drenge, I løfter, kan det, som det var for min søn, være således, at Herren løftede ham endnu højere ved at forkynde evangeliet på et svært sprog, end jeg havde troet muligt. Hvis I vil prøve at fornemme en ung mands muligheder i præstedømmet, så lover jeg jer, at Herren vil fortælle jer det, I har brug for at vide. Drengen kan have potentiale langt ud over det, Herren vil afsløre for jer. Hjælp ham til at sigte højt.

Den dreng, I opmuntrer, kan synes for forsagt til at kunne tjene med kraft i præstedømmet. En anden af mine sønner var så genert som dreng, at han ikke kunne gå ind i en butik og tale til en ekspedient. Han var så bange, at jeg var bekymret, når jeg bad om hans fremtidige muligheder i præstedømmet. Jeg tænkte på ham i missionsmarken – det så ikke lovende ud. Jeg følte mig henvist til et skriftsted fra Ordsprogenes Bog: »Den uretfærdige flygter, skønt ingen forfølger ham, den retfærdige er tryg som en løve.«²

Jeg udskar ordene »tryg som en løve« på hans bræt under billedet af et stort, brølende løvehoved. På hans mission og i de år, der fulgte, opfyldte han mit håb. Min engang så sky søn forkyndte evangeliet med stor overbevisning og stod modigt imod farer. Han voksede i sit ansvar som repræsentant for Herren.

Det kan også ske for den unge mand, I er leder for. I må opbygge hans tro på, at Herren kan gøre ham til en tapper tjener og ikke bare den generte dreng, I ser for jer nu.

Vi ved, at Herren giver sine tjenere mod. Den unge Joseph Smith, der så Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, i en lille lund, udviklede sig til en åndelig kæmpe. Det så Parley P. Pratt, da profeten Joseph Smith irettesatte nogle nederdrægtige fangevogtere. Ældste Pratt skrev:

»Pludselig rejste han sig og talte med en tordenrøst eller som en brølende løve. Han sagde følgende, så vidt jeg erindrer det:

›TI STILLE, I djævle fra den evige afgrund. I Jesu Kristi navn irettesætter jeg jer og befaler jer at tie. Jeg vil ikke leve et minut mere og høre en sådan tale. Hold inde med denne tale, eller også vil enten I eller jeg dø I DETTE ØJEBLIK!‹«

Om den oplevelse skrev ældste Pratt: »Den værdighed og majestæt har jeg kun set en gang, som den stod der i lænker en midnat i et fangehul i en fjern landsby i Missouri.«³

Herren vil give sine retfærdige tjenere mulighed for at være tapre som løver, når de taler i hans navn og som vidner i hans præstedømme.

En af mine andre sønner havde allerede som dreng en stor vennekreds, der ofte søgte hans selskab. Han knyttede let bånd til andre mennesker. Da jeg bad og prøvede på at forudse hans bidrag i Guds rige, følte jeg, at han ville have styrken til at samle folk i kærlighed og fordragelighed.

Dette førte mig til en beretning i Lære og Pagter, som beskriver den indsats, nogle ældster i Missouri lagde for dagen for at opbygge Zion, og engle hyldede deres indsats og deres bidrag. Det krævede store ofre. Åbenbaringen i Lære og Pagter lyder: »Dog er I velsignede, for det vidnesbyrd, som I har aflagt, er optegnet i himlen, for at englene kan betragte det; og de fryder sig over jer, og jeres synder er jer tilgivet.«⁴

På min søns bræt skrev jeg: »Engle fryder sig over dig.«

Denne søns store evne til at samle og påvirke mennesker fortsatte langt ud over hans skoleår. Med kammerater i præstedømmet organiserede han stavsaktiviteter, der gav de unge i hans område tro til at holde ud selv i svære situationer. Da han opbyggede troen hos disse unge mænd og piger, bidrog han til at styrke Zion i flere større amerikanske byer. I min udskæring til ham lod jeg englene blæse i trompet, det var måske ikke helt det, de gjorde, men det var lettere end at udskære en trompet end et jubelråb.

Englene fryder sig, når præstedømmeledere over hele verden opbygger Zion i deres menigheder, stave og missioner. Og de vil fryde sig over de unge mænd og piger, som er med til at opbygge Zion, hvor de end er, og uanset hvilke forhold de har. Zion er et produkt af mennesker, som er knyttet sammen i pagt og kærlighed. Jeg opfordrer jer til at hjælpe de unge til at slutte sig til.

Med en af mine sønner følte jeg mig tilskyndet til at udskære en sol – en sol på himlen – og Frelserens ord i hans ypperpræstelige bøn: »Dette er det evige liv.« Mod slutningen af sin jordiske tjenestegerning bad Frelseren til sin Fader:

»Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.

Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.«⁵

Min søn har tjent i præstedømmet på tre forskellige kontinenter, men den vigtigste tjeneste var i hjemmet og hos sin familie. Han har bygget sit liv op omkring dem. Han arbejder tæt på hjemmet, og han kommer ofte hjem og spiser sammen med sin hustru og deres små børn til frokost. Hans familie bor meget tæt på søster Eyring og jeg. De passer vores have, som var det deres egen. Denne søn lever ikke blot for at opnå evigt liv, men også for at leve evigt omgivet af taknemlige familiemedlemmer, som han samler omkring sig.

Evigt liv er at leve i samhørighed, i familier, med Faderen, Sønnen og Helligånden. Evigt liv er kun muligt gennem Guds præstedømmes nøgler, som blev gengivet til profeten Joseph Smith. Hvis I viser dette evige mål frem for de unge, I leder, er det nok den største gave, I kan give dem. Dette gør I primært ved at være eksempler i jeres egen familie. Dem, I leder, har måske ikke en familie i Kirken, men jeg opfordrer jer til at hjælpe dem til at føle og ønske kærlighed i familien på begge sider af sløret.

De målebrædder, jeg har beskrevet, er blot én måde at hjælpe de unge på til at få et glimt af alt det store, Gud ser i dem og i deres fremtid, og den unikke tjeneste, han forbereder dem på at yde. Han vil hjælpe jer til at se, hvordan I bedst hjælper jeres børn eller andre unge, I vejleder. Men hvis I bønsomt stræber efter selv at få et glimt af den fremtid og videreformidler det til de unge én for én, vil I erfare, at Gud elsker hvert af sine børn personligt og ser store og specielle gaver i dem hver især.

Som far blev jeg velsignet til at kunne se den strålende fremtid, der var i vente for mine døtre i Guds rige, så vel som for min sønner. Da jeg bønsomt søgte vejledning, fik jeg anvist en måde, hvorpå jeg kunne hjælpe mine døtre til at indse den tillid, Gud havde til dem som tjenere i hans rige.

Da mine døtre var små, så jeg, hvordan vi kunne hjælpe andre til at føle den kærlighed, som næres af forgangne generationer bag sløret. Jeg ved, at kærligheden kommer gennem tjeneste og indgyder håb om evigt liv.

Så vi udskar skærebrætter, hvorpå vi lagde et hjemmebagt brød og gik sammen ud for at aflevere dem til enker, enkemænd og familier. Indskriften på hvert skærebræt lød »J’aime et j’espère« – det er fransk og betyder »jeg elsker, og jeg håber«. Beviset på deres unikke åndelige gaver viste sig ikke blot på de skærebrætter, som jeg udskar, men kom tydeligt til udtryk, når vi gik ud til mennesker med behov for hjælp, som led sorg eller tab, i forsikringer om Frelserens kærlighed og om, at hans forsoning kunne give et fuldkomment håb. Dette er det evige liv for mine døtre og for hver enkelt af os.

Nu tænker I måske: »Bror Eyring, siger du, at jeg skal lære at skære i træ?« Svaret er nej. Jeg lærte kun at skære i træ på grund af en venlig og talentfuld læremester, den daværende ældste Boyd K. Packer. Den smule, jeg lærte, skyldes udelukkende hans store talent som træudskærer og hanstålmodighed som lærer. Kun himlen kan tilvejebringe en læremester som præsident Packer. Men der er mange måder at forme børnenes hjerte på udover at skære i træ til dem eller markere deres højde.

Fx gør ny kommunikationsteknologi det muligt at sende budskaber med tro og håb over mange kilometer, der adskiller os, øjeblikkeligt og billigt eller helt gratis. Det hjælper min hustru mig med. Vi begynder med at tale i telefon med vore børnebørn eller børn, som vi kan kontakte. Vi beder dem om at fortælle os om det, de personligt har haft held med, og hvilken tjeneste de har ydet. Vi beder dem også om at sende billeder af de aktiviteter. Vi bruger disse foto til at illustrere lidt tekst. Vi tilføjer et eller to vers fra Mormons Bog. Det er ikke sikkert, at Nefi eller Mormon ville blive særligt imponerede over det åndelige indhold eller den begrænsede indsats, det kræver at lave det, vi kalder »Familiedagbogen: De små plader.« Men det velsigner søster Eyring og mig. Vi føler os inspirerede til at vælge steder i skriften og de korte vidnesbyrd, vi nedskriver. Og vi ser tegn i deres tilværelse på, at deres hjerte vendes mod os og Frelseren og mod himlen.

Der er mange andre måder at række ud på; I er allerede engagerede i mange af dem. Jeres vaner med familiebøn og studium af skriften vil skabe flere varige minder og større ændringer af hjertet, end I nu kan forestille jer. Selv en tilsyneladende timelig aktivitet som fx at deltage i en sportsbegivenhed eller se en film kan forme et barns hjerte. Selve aktiviteten spiller ikke den store rolle, men det gør de følelser, der opstår. Jeg har opdaget en god måde at afgøre, om aktiviteter har potentiale til at gøre en forskel i et ungt menneskes liv. Det er, når de foreslår aktiviteten ud af en interesse, som de føler, der er kommet til dem som en gave fra Gud. Det ved jeg af egen erfaring er muligt.

Da jeg blev diakon som 12-årig, boede jeg i New Jersey, 80 km fra New York City. Jeg drømte om at blive en stor baseball-spiller. Min far indvilligede i at tage mig med til en kamp på det gamle hæderkronede Yankee Stadium i Bronx. Jeg kan stadig se battet svinge, da Joe DiMaggio slog et home run helt ud på tilskuerpladserne midt for, hvor min far og jeg sad. Det var den eneste gang, min far og jeg tog ind og så en professionel baseball-kamp sammen.

Men en anden dag med min far formede mit liv for evigt. Han tog mig med fra New Jersey og til en ordineret patriarks hjem i Salt Lake City. Jeg havde aldrig set manden før. Min far efterlod mig på dørtrinet. Patriarken førte mig hen til en stol, lagde sine hænder på mit hoved og udtalte en velsignelse som en gave fra Gud, der inkluderede et udsagn om mit hjertes store ønske.

Han sagde, at jeg var en af dem, om hvem det var blevet sagt: »Velsignede er de, som stifter fred.«⁶ Jeg blev så overrasket over, at en fuldstændig fremmed kendte mit hjerte, at jeg åbnede øjnene for at se det værelse, hvor et sådant mirakel kunne finde sted. Den velsignelse om mine muligheder har formet mit liv, mit ægteskab og min præstedømmetjeneste.

Ud fra den oplevelse og det, der fulgte, kan jeg vidne om dette: »For alle er ikke blevet givet hver eneste gave; for der er mange gaver, og til enhver er der givet en gave ved Guds Ånd.«⁷

At Herren åbenbarede en gave for mig gjorde mig i stand til at indse og forberede mig på mulighederne for at udøve den til velsignelse for dem, jeg elsker og tjener.

Gud kender vore gaver. Min opfordring til jer og mig er at bede om at få kundskab om de gaver, vi har fået, at vide hvordan vi udvikler dem og kunne se de muligheder, som Gud giver os for at tjene andre. Men mest af alt beder jeg om, at I vil blive inspirerede til at hjælpe andre til at opdage deres særlige gaver fra Gud til at tjene.

Jeg lover jer, at dersom I spørger, vil I blive velsignet til at hjælpe og løfte andre til deres fulde potentiale i tjeneste af dem, de leder og elsker. Jeg vidner for jer om, at Gud lever, Jesus er Kristus, dette er Guds præstedømme, som vi bærer, og Gud har forberedt os med særlige gaver til at tjene ham langt ud over vores vildeste drømme. I Jesu Kristi navn. Amen.