Jeg ved det. Jeg efterlever det. Jeg elsker det.

Ann M. Dibb

Andenrådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab


Vi følger vor Frelser Jesus Kristus. Sådan en omvendelse og selvsikkerhed er resultatet af en flittig og velovervejet indsats. Den er personlig. Det er en livslang proces.

Jeg bliver inspireret af det eksempel, som retskafne medlemmer af Kirken viser, deriblandt de ædle unge. I ser modigt hen til Frelseren. I er trofaste, lydige og rene. De velsignelser, som I modtager på grund af jeres godhed, påvirker ikke blot jeres liv, men også mit liv og utallige andres på en dyb men ofte ukendt måde.

For nogle få år siden stod jeg i kø for at betale for mine varer i mit lokale supermarked. Foran mig stod en ung pige, ca. 15 år gammel. Hun så selvsikker og glad ud. Jeg bemærkede hendes T-shirt og kunne ikke modstå at tale med hende. Jeg begyndte: »Du er fra en anden stat, er du ikke?«

Hun blev overrasket over mit spørgsmål og svarede: »Jo, det er jeg. Jeg kommer fra Colorado. Hvordan kunne du vide det?«

Jeg forklarede: »På grund af din T-shirt.« Jeg kom med denne skarpe antagelse efter at have læst følgende på hendes T-shirt: »Jeg er mormon. Er du?«

Jeg fortsatte: »Jeg er nødt til at fortælle dig, at jeg er imponeret over din selvsikkerhed til at skille dig ud og bære så ligefrem en udtalelse. Jeg ser en forskel i dig, og jeg ville ønske, at alle unge piger og alle medlemmer af Kirken kunne have din overbevisning og selvsikkerhed.« Vi blev færdige med vore indkøb og sagde farvel og gik hver til sit.

I dage og uger efter dette tilfældige hverdagsøjeblik tænkte jeg meget over dette møde. Jeg spekulerede på, hvordan denne unge pige fra Colorado havde fået sådan en selvtillid i sin identitet som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg kunne ikke undgå at spekulere på, hvilken relevant sætning jeg symbolsk ville vælge på min T-shirt, som afspejlede min tro og mit vidnesbyrd. Jeg overvejede mange mulige ordsprog. Til sidst kom jeg frem til en ideel udtalelse, som jeg stolt ville bære: »Jeg er mormon. Jeg ved det. Jeg efterlever det. Jeg elsker det.«

I dag vil jeg gerne fokusere min tale på denne frimodige og håbefulde udtalelse.

Den første del af denne udtalelse er en selvsikker erklæring uden undskyldninger. »Jeg er mormon.« Ligesom den unge pige, jeg mødte i supermarkedet, der ikke var bange for at lade verden vide, at hun er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, håber jeg, vi aldrig vil være bange eller uvillige til at sige »jeg er mormon«. Vi bør være selvsikre som apostlen Paulus, da han erklærede: »For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.«1 Som medlemmer er vi vor Frelser Jesu Kristi disciple. Sådan en omvendelse og selvsikkerhed er resultatet af en flittig og bevidst indsats. Den er personlig. Det er en livslang proces.

Den næste del af udtalelsen bekræfter: »Jeg ved det.« I denne verden findes der mange aktiviteter, emner og interesser, der kappes om hvert eneste minut af vores opmærksomhed. Har vi med så mange forstyrrelser styrken, disciplinen og hengivenheden til at forblive fokuseret på det, der har størst betydning? Er vi lige så kyndige i evangeliske sandheder, som vi er i vore studier, hobbyer, sportsaktiviteter eller vore sms’er og tweet-beskeder? Søger vi aktivt at finde svar på vore spørgsmål ved at nære os ved skriften og profeternes lærdomme? Søger vi Åndens bekræftelse?

Vigtigheden af at opnå kundskab er et evigt princip. Profeten Joseph Smith »elskede kundskab for dens retfærdige magt.«2 Han sagde: »Kundskab er nødvendigt for liv og gudfrygtighed … Hør, alle I brødre, dette er nøglen: Kundskab er Guds kraft til frelse.«3

Al sandhed og kundskab er vigtig, men midt i de daglige forstyrrelser må vi især være opmærksomme på at øge vores kundskab om evangeliet, så vi kan forstå, hvordan vi anvender evangeliske principper i vores liv.4 Når vores kundskab om evangeliet øges, begynder vi at føle os selvsikre i vores vidnesbyrd og i stand til at sige: »Jeg ved det.«

Den næste udtalelse er: »Jeg efterlever det.« Skrifterne lærer os, at vi må være »ordets gørere, ikke blot dets hørere«.5 Vi efterlever evangeliet og bliver »ordets gørere« ved at udøve tro, være lydige, kærligt tjene andre og følge vor Frelsers eksempel. Vi handler retskaffent og gør det, vi ved, der er ret »til alle tider og i alle ting og på alle steder«6 ligegyldigt, hvem der ser det eller ikke ser det.

I vores jordiske tilstand er ingen af os fuldkomne. Selv i vores mest flittige indsats på at efterleve evangeliet begår vi alle fejl, og vi synder alle sammen. Det en stor trøst at vide, at vi gennem Frelserens forløsende offer kan blive tilgivet og igen blive rene. Denne proces med sand omvendelse og tilgivelse styrker vores vidnesbyrd og vores beslutning om at adlyde Herrens befalinger og leve vores liv i overensstemmelse med evangeliets standarder.

Når jeg tænker på sætningen »Jeg efterlever det«, bliver jeg mindet om en ung pige ved navn Karigan, som jeg engang mødte. Hun skrev: »Jeg har været medlem af Kirken i lidt over et år … Da jeg undersøgte Kirken, var et af tegnene på, at dette er den sande kirke, at jeg følte, at jeg endelig havde fundet en kirke, der underviste i ærbarhed og standarder. Jeg har med mine egne øjne set, hvad der sker for folk, når de ignorerer befalingerne og vælger den forkerte sti. Jeg har for lang tid siden besluttet mig for at have højere moralske standarder … Jeg føler mig så velsignet ved at have fundet sandheden og være blevet døbt. Jeg er så glad.«7

Den sidste del af min udtalelse er: »Jeg elsker det.« At opnå kundskab om Jesu Kristi evangelium og flittigt efterleve evangeliske principper i vores hverdag fører til, at mange medlemmer af Kirken begejstret kan udbryde: »Jeg elsker evangeliet!«

Denne følelse kommer, når vi føler Helligånden vidne for os, at vi er vor himmelske Faders børn, han er opmærksom på os, og vi befinder os på den rette sti. Vores kærlighed til evangeliet vokser, når vi oplever vor himmelske Faders kærlighed og den fred, som Frelseren har lovet os, når vi viser ham, at vi er villige til at adlyde og følge ham.

På visse tidspunkter i vores liv, hvadenten vi er nydøbte eller har været medlemmer af Kirken hele livet, kan vi konstatere, at denne begejstring er forsvundet. Somme tider sker det, når vi møder udfordringer og skal udøve tålmodighed. Somme tider sker det, når vi er på toppen af vores fremgang og overflod. Når jeg får denne følelse, ved jeg, at jeg igen har brug for at fokusere på at øge min kundskab om evangeliet og mere fuldt ud efterleve de evangeliske principper.

Nogle af de mest effektive, men sommetider sværeste evangeliske principper at anvende, er ydmyghed og at underlægge sig Guds vilje. I sin bøn i Getsemane have udtrykker Kristus dette til Faderen: »Ske ikke min vilje, men din.«8 Dette bør også være vores bøn. Det er ofte i disse stille, bønsomme øjeblikke, når vi føler os omgivet af vor himmelske Faders kærlighed, at de glade, kærlige følelser kommer tilbage.

Ved et lederskabsmøde for Unge Piger i Eugene i Oregon havde jeg det privilegium at møde og tale med søster Cammy Wilberger. Den historie, som søster Wilberger fortalte mig, var et vidnesbyrd om den kraft og velsignelse, der lå i, at en ung pige kendte, efterlevede og elskede evangeliet.

Søster Wilbergers 19-årige datter, Brooke, blev dræbt ved en tragisk ulykke for flere år siden, da hun var på sommerferie efter sit første år på universitetet. Søster Wilberger mindes: »Det var en svær og mørk tid for vores familie. Brooke havde dog givet os en kæmpe gave. Vi opdagede det ikke, da hun voksede op, men hvert eneste år og øjeblik i sit korte liv havde hun givet os den største gave, en datter kan give sine forældre. Brooke var en retskaffen datter af Gud … Takket være denne gave og især takket være forsoningens altomfattende kraft fik jeg styrke, trøst og følte den fred, som Frelseren har lovet os. Jeg stiller ikke spørgsmåltegn ved, hvor Brooke befinder sig nu og ser frem til vores kærlige gensyn.«9

Jeg har et vidnesbyrd om vor himmelske Faders store plan for evig lykke. Jeg ved, at han kender os, og at han elsker os. Jeg ved, at han har forberedt en profet, præsident Thomas S. Monson, til at opmuntre os og hjælpe os tilbage til ham. Jeg beder til, at vi hver især må være i stand til at yde den indsats, det kræver for selvsikkert at kunne sige: »Jeg er mormon. Jeg ved det. Jeg efterlever det. Jeg elsker det.« Jeg siger ydmygt disse ting i Jesu Kristi navn. Amen.

Bemærk: For yderligere studium anbefaler jeg, at man læser Alma 32 og ældste Dallin H. Oaks tale »En udfordring til at blive« (Liahona, jan. 2001, s. 40–43).

Mostrar las referencias

  1.  

    1.  Rom 1:16.

  2.  

    2. George Q. Cannon, citeret i (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 259.

  3.  

    3.  Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, s. 262; se også Martha Jane Knowlton Coray, notebook, Church History Library, Salt Lake City.

  4.  

    4. Se værdinormen kundskab, opgave 1, Unge Piger, Personlig fremgang, hæfte, 2009, s. 38.

  5.  

    5.  Jak 1:22.

  6.  

    6.  Mosi 18:9.

  7.  

    7. Personlig brevveksling.

  8.  

    8.  Luk 22:42.

  9.  

    9. Personlig brevveksling.