Er troen på Jesu Kristi forsoning skrevet i vores hjerte?

Vi bærer sammen med jer vidnesbyrd om vor Frelsers Jesu Kristi forsoning. Vore vidnesbyrd er ligesom jeres blevet skrevet i vores hjerte, gennem de forskellige udviklende udfordringer og den modgang, vi har oplevet. Uden en forståelse af vor himmelske Faders fuldkomne plan for lykke og Frelserens forsoning som det centrale i den plan ville disse udfordringer synes urimelige. Vi tager alle sammen del i livets prøvelser. Men i trofaste hjerter står der skrevet: »Alt, hvad der virker urimeligt ved livet, kanblive gjort godt igen ved Jesu Kristi forsoning«.

Hvorfor tillader Herren, at vi bliver udsat for lidelse og modgang i dette liv? Ganske enkelt fordi det er en del af planen for vores vækst og fremgang! Vi »råbte af fryd«⁶, da vi fik at vide, at vi ville få mulighed for at komme ned til jorden for at gennemgå jordelivet. Ældste Dallin H. Oaks har sagt: »Vores nødvendige omvendelse kan ofte lettere opnås ved lidelse og modgang end ved bekvemmelighed og ro.«⁷

En trofast pionersøsters eksempel illustrerer denne sandhed. Mary Lois Walker blev som 17-årig gift med John T. Morris i St. Louis i Missouri. De krydsede sletterne med de hellige i 1853 og gik ind i Salt Lake-dalen kort tid efter deres 1-års bryllupsdag. På deres rejse havde de lidt de afsavn, som var typiske for disse hellige. Men deres lidelser og modgang sluttede ikke, da de nåede Salt Lake-dalen. Det følgende år skrev den da 19-årige Mary: »Vi fik en søn … En aften, da han var to-tre måneder gammel … blev jeg tilhvisket: ›Du vil miste dette lille barn.‹«

I løbet af vinteren gik det ned ad bakke med barnets helbred. »Vi gjorde alt, hvad vi kunne … men vores lille barn fik det stadig værre … Den 2. februar gik han bort … og således drak jeg det bitre bæger at skulle forlade mit eget kød og blod.« Men hendes prøvelser var stadig ikke ovre. Marys mand blev også ramt, og tre uger efter at have mistet sit lille barn døde han.

Mary skrev: »Der stod jeg stadig i mine teenageår, frarøvet min mand og mit eneste barn på blot 20 dage, i et fremmed land hundreder af kilometer væk fra min slægt og med et bjerg af vanskeligheder foran mig … og jeg ønskede, at jeg også kunne dø og forenes med mine kære.«

Mary fortsætter: »En søndag aften gik jeg en tur med min ven … Jeg blev mindet om min mands fravær og min dybe ensomhed, og da jeg græd bitterligt, kunne jeg ligesom i et indre syn se livets stejle bakke, som jeg var nødt til at klatre op ad. Jeg følte det meget stærkt. En dyb depression kom over mig, for fjenden ved, hvornår han skal angribe os, men vor Frelser, Jesus Kristus er mægtig til at frelse. Ved … Faderens hjælp var jeg i stand til at kæmpe mod alle de kræfter, som syntes at omgive mig på dette tidspunkt.«⁸

Mary lærte i en alder af blot 19 år, at forsoningen giver os forvisning om, at alt, hvad der er urimeligt i dette liv, kan og vil der blive rettet op på – selv den dybeste sorg.

Der er en måde, hvorpå vi kan vide, hvornår vi har forstået en læresætning eller et princip i evangeliet. Det er, når vi er i stand til at undervise om den læresætning eller det princip således, at et barn kan forstå det. En værdifuld kilde til at lære børn at forstå forsoningen er en analogi, som findes i en primarylektion. Måske kan den hjælpe os, når vi underviser vore egne børn, børnebørn eller venner fra andre trosretninger, der ønsker at forstå denne grundlæggende lære.

»En kvinde gik på en vej og faldt ned i et hul, der var så dybt, at hun ikke kunne kravle op. Lige meget hvad hun gjorde, kunne hun ikke komme op selv. Kvinden råbte på hjælp og blev meget glad, da en venlig forbipasserende hørte hende og sænkede en stige ned i hullet. På denne måde kunne hun kravle op af hullet og få sin frihed igen.

Vi er ligesom kvinden i hullet. At synde er som at falde ned i hullet, og vi kan ikke selv komme op. På samme måde som den venlige forbipasserende hørte kvindens råb om hjælp, sendte vor himmelske Fader sin enbårne Søn for at tilvejebringe en udvej. Jesu Kristi forsoning kan sammenlignes med stigen, der blev sænket ned i hullet; den er redskabet, hvorved vi kan kravle op.«¹⁰ Men Frelseren gør mere end at sænke stigen, han »kommer ned i hullet og gør det muligt for os at anvende den stige og undslippe«.¹¹ På samme måde som kvinden i hullet måtte kravle op ad stigen, må vi omvende os fra vores synder og adlyde evangeliets principper og ordinancer for at kravle op af vores hul og lade forsoningen virke i vores liv. Når vi gør, hvad vi kan, gør forsoningen det muligt for os at blive værdige til at vende tilbage til vor himmelske Faders nærhed.«¹²

For nylig havde jeg det privilegium at møde en nutidig pioner, en elsket Guds datter og nyligt omvendt til Kirken i Chile. Hun er enlig mor til to mindre drenge. Ved forsoningens kraft har hun været i stand til at lægge sin fortid bag sig og stræber nu oprigtigt efter at blive Jesu Kristi sande discipel. Når jeg tænker på hende, dukker et princip, som ældste David A. Bednar har belært om, op i mit sind: »En ting er at vide, at Jesus Kristus kom ned til jorden for at dø for os – det er fundamentalt og grundlæggende for Kristi lære. Men vi skal også forstå, at Herren, gennem forsoningen og ved Helligåndens kraft, ønsker at leve i os – ikke blot for at vejlede os, men også for at styrke os.¹³

Mens denne chilenske søster og jeg talte om, hvordan man bliver på vejen til evigt liv, forsikrede hun mig begejstret om, at hun var fast besluttet på at fortsætte på vejen. Hun havde været væk fra vejen det meste af sit liv, og hun forklarede, at der ikke var noget »derude« væk fra vejen, som hun ønskede at få tilbage i sin tilværelse igen. Forsoningens bemyndigende kraft lever inde i hende. Det er ved at blive skrevet i hendes hjerte.

Den kraft gør os ikke blot i stand til at klatre op af hullet, men giver os også kraft til at fortsætte på den snævre og trange vej tilbage til vor himmelske Faders nærhed.

Vi ville stå os vel ved at overveje denne tankevækkende udtalelse fra ældste Oaks: »Tænk på, hvordan det må have bedrøvet vor himmelske Fader at sende sin Søn for at udholde ufattelige lidelser for vore synder. Det er det største bevis på hans kærlighed til hver eneste af os!«¹⁴

Denne allerstørste kærlighedsgerning burde sende hver eneste af os ned på vore knæ i ydmyg bøn for at takke vor himmelske Fader for at elske os nok til, at han sendte sin enbårne og fuldkomne Søn for at lide for vore synder, vore hjertesorger og alt det, der synes urimeligt i vores tilværelse.

Husker I den kvinde, præsident Dieter F. Uchtdorf talte om for nylig? Han sagde: »En kvinde, som havde været igennem år med prøvelser og sorg, sagde gennem sine tårer: ›Jeg har indset, at jeg er ligesom en gammel 20-dollarseddel – krøllet, itureven, snavset, misbrugt og arret. Men jeg er stadig en 20-dollarseddel. Jeg er noget værd. Selvom jeg ikke ser ud af meget, og selvom jeg er blevet slået og brugt, er jeg stadig alle 20 dollar værd.‹«¹⁵

Denne kvinde ved, at hun er vor himmelske Faders elskede datter, og at hun var nok værd for ham til, at han ville sende sin Søn for at sone lige netop for hende. Hver søster i Kirken bør vide, hvad denne kvinde ved – at hun er en elsket Guds datter. Hvordan ændrer viden om vores værd for ham den måde, vi holder vore pagter på? Hvordan påvirker viden om vores værd for ham vores ønske om at tjene andre? Hvordan øger viden om vores værd for ham vores ønske om at hjælpe dem med behov til at forstå forsoningen, som vi gør – allerinderst inde? Når vi hver især har læren om forsoningen skrevet dybt i vores hjerte, begynder vi at blive den slags mennesker, som Herren ønsker, vi skal være, når han kommer igen. Han vil genkende os som sine sande disciple.