Et skridt nærmere mod Frelseren

I sommer blev en kort artikel, jeg havde skrevet, trykt i Liahona og Ensign. Min søn sendte mig en e-mail, hvori han skrev: »Far, kan du ikke fortælle os, når du får en artikel trykt.« Jeg svarede: »Jeg ville bare gerne se, om du læste Kirkens tidsskrifter.« Han skrev tilbage og forklarede, at hans 10-årige datter havde »bestået prøven. Hun tog Ensign fra postkassen, gik ind i huset, og læste den. Så kom hun op på vores værelse og viste os artiklen.«

Mit barnebarn læste Ensign, fordi hun gerne ville lære. Hun handlede på egen hånd og udøvede således sin handlefrihed. Det Første Præsidentskab har for nylig godkendt nye undervisningsmaterialer for unge, der skal støtte unge menneskers medfødte ønske om at lære, efterleve og fortælle om evangeliet. Disse nye materialer kan nu ses online. Til januar begynder vi at bruge disse materialer i klasselokalerne. (Lær mere om de nye undervisningsmaterialer for unge på lds.org/youth/learn).

Da Frelseren underviste, blev modtagerens handlefrihed altoverskyggende. Han viste os ikke kun, hvad der skal undervises i, men også hvordan der skal undervises. Han fokuserede på modtagerens behov. Han hjalp personer til selv at opdage sandheden.¹ Han lyttede altid til deres spørgsmål.²

Disse nye undervisningsmaterialer hjælper os alle til at lære og undervise på Frelserens måde i vores hjem og i klasselokalet.³ Når vi gør det, reagerer vi på hans opfordring: »Kom så og følg mig!«⁴ præcis som ældste Robert D. Hales har undervist så smukt i. Mens disse nye materialer blev udarbejdet, så jeg ledere og lærere i organisationerne og seminar sætte sig sammen med forældrene, så de kunne imødekomme elevernes behov. Jeg har set unge piger i deres klasser, unge mænd i deres kvorummer for Det Aronske Præstedømme og de unge i søndagsskolen lære at udøve deres handlefrihed og selv handle.

En søndagsskolelærer for de unge spekulerede over, hvordan hun kunne hjælpe to unge mænd med autisme til selv at handle. Da hun bad eleverne fortælle, hvad de havde lært, spekulerede hun på, om disse to unge mænd ville afslå hendes opfordring. Men det gjorde de ikke. Den ene rejste sig for at forklare, hvad han havde lært, og bad derpå sin klassekammerat med autisme om at hjælpe sig. Da den første begyndte at kæmpe lidt, blev klassekammeraten hos ham og hviskede ham i øret, så han fik en god oplevelse. De underviste begge den dag. De underviste om det, Frelseren belærte om, men de underviste også på den måde, som Frelseren underviste. Når Frelseren underviste, handlede han af kærlighed til den, han underviste, ligesom denne klassekammerat gjorde for sin ven.⁵

Når vi lærer og underviser om hans ord på hans måde, tager vi imod hans opfordring: »Kom så og følg mig!« Vi følger ham et skridt ad gangen. Ved hvert skridt kommer vi nærmere mod Frelseren. Vi ændrer os. Herren vidste, at åndelig vækst ikke sker på én gang. Den sker gradvist. Hver gang vi tager imod hans opfordring og vælger at følge ham, går vi fremad på vejen mod fuldstændig omvendelse.

Omvendelse er målet for al evangelisk læring og undervisning. Omvendelse er ikke en engangsforeteelse. Det er en livslang stræben efter at blive mere som Frelseren. Ældste Dallin H. Oaks har mindet os om, at det ikke er nok »at vide«. »At blive ›omvendt‹ … kræver, at vi gør, og at vi bliver.«⁶ Så at lære med omvendelse til følge er en fortsat proces, hvor vi ved, gør og bliver. På samme måde kræver undervisning til omvendelse den grundlæggende lære, opfordringer til handling og lovede velsignelser.⁷ Når vi underviser om den sande lære, hjælper vi modtageren til at vide. Når vi opfordrer andre til at handle, hjælper vi dem til at udføre eller efterleve læren. Og når de velsignelser, Herren har lovet, kommer, ændres vi. Vi kan ligesom Alma blive nye skabninger.⁸

De nye undervisningsmaterialer for unge har ét hovedformål: at hjælpe de unge til at blive omvendte til Jesu Kristi evangelium. Jeg så for nylig en ung mand i en søndagsskoleklasse blive opmærksom på en sandhed. Da jeg lagde mærke til, at han havde svært ved at forholde sig til forsoningen i sit liv, spurgte jeg ham, om han nogensinde havde følt tilgivelse. Han svarede: »Ja, som fx dengang jeg brækkede næsen på en fyr, da vi spillede fodbold. Det havde jeg det dårligt med. Jeg spekulerede på, hvad jeg kunne gøre for at få det bedre. Så jeg tog hjem til ham og bad ham om at tilgive mig, men jeg vidste, at jeg måtte gøre mere, så jeg bad, og så følte jeg, at vor himmelske Fader også tilgav mig. Det er, hvad forsoningen betyder for mig.«

Da han den dag fortalte denne oplevelse i klassen, læste han i Johannes 3:16 – »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn« – og bar derpå vidnesbyrd om forsoningens kraft. Denne lære var ikke længere et abstrakt begreb for denne unge mand. Den blev en del af hans liv, fordi han selv havde formuleret et spørgsmål og derpå udøvet sin handlefrihed til at handle.⁹

Denne unge mand blev lidt mere omvendt, og det blev hans klassekammerater også. De fokuserede på en grundlæggende læresætning ved at studere skrifterne. De relaterede disse hellige ord til sig selv og bar derpå vidnesbyrd om de velsignelser, de havde fået ved at efterleve denne læresætning. Når vi underviser om Jesu Kristi evangelium, fokuserer vi på skrifterne og de nutidige profeters ord. Vi trækker på den hellige skrift til at styrke tro, opbygge vidnesbyrd og hjælpe enhver til at blive fuldt omvendt. De nye undervisningsmaterialer for unge vil hjælpe alle, der anvender dem, til at forstå og efterleve Guds ord.

Da jeg underviste de hellige i Costa Rica, fremviste jeg et eksemplar af Undervisning, den største kaldelse og spurgte: »Så hvor mange af jer har dette hæfte?« Næsten alle rakte hånden i vejret. Med et smil sagde jeg: »Og I læser garanteret i det hver eneste dag.« Til min overraskelse rakte en søster på forreste række hånden i vejret som tegn på, at hun læste i det hver dag. Jeg bad hende komme op til talerstolen og forklare. Hun svarede: »Jeg læser i Mormons Bog hver morgen. Så læser jeg noget i Undervisning, den største kaldelse, så jeg kan lære mine børn det, jeg lige har lært, på bedst mulig måde.«

Hun ønskede at lære og undervise om hans ord på hans måde, derfor studerede hun hans ord i skrifterne og derefter, hvordan hun skulle undervise om hans ord, så hendes børn kunne blive omvendt fuldt ud. Hendes fremgangsmåde med hensyn til evangelisk læring og undervisning skete ikke på én gang. Hun traf en beslutning om at gøre noget. Og jo mere hun gjorde det, som hun vidste, hun skulle gøre, des mere styrkede Herren hende til at gøre det på hans måde.

Sommetider kan vejen til omvendelse være lang og hård. Min svoger var mindre aktiv i Kirken i 50 år. Først da han var i 60’erne, begyndte han at tage imod Frelserens opfordring om at komme tilbage. Mange hjalp ham undervejs. En hjemmelærer sendte ham et postkort hver måned i 22 år. Men han måtte beslutte, om han ønskede at komme tilbage. Han måtte udøve sin handlefrihed. Han var nødt til at tage det første skridt – og derpå endnu et og endnu et. Nu er han blevet beseglet til sin hustru, og han tjener i biskoprådet.

For nylig viste vi ham de videoer, der var blevet udarbejdet for at hjælpe ledere og lærere til at anvende de nye undervisningsmaterialer. Da min svoger havde set videoerne, lænede han sig tilbage i stolen og sagde lidt bevæget: »Hvis jeg havde haft det, da jeg var ung, ville jeg måske ikke være faldet fra.«

For adskillige uger siden mødte jeg en ung mand, der havde problemer. Jeg spurgte, om han var medlem af Kirken. Han fortalte mig, at han var agnostiker, men at han tidligere i sit liv havde stiftet bekendtskab med Kirken. Da jeg fortalte ham om min kaldelse i Søndagsskolen, og at jeg skulle tale ved generalkonferencen, sagde han: »Hør, hvis du skal tale, vil jeg overvære det møde.« Jeg håber, han ser med i dag. Jeg ved, at hvis han ser med, har han lært noget. Dette konferencecenter er et enestående sted for læring og undervisning til omvendelse.

Når vi efterlever de principper, vi lærer om af dem, vi opretholder som profeter, seere og åbenbarere, lærer vi på Frelserens måde.¹⁰ Vi kommer ham et skridt nærmere. Nu, hvor denne konference nærmer sig sin afslutning, opfordrer jeg alle inden for min stemmes rækkevidde til at tage det skridt. Ligesom nefitterne fordum kan vi vende tilbage til vores »hjem, og grund[e] over det … som [er blevet] sagt, og bed[e] Faderen i [hans] navn om, at [vi] må forstå«.¹¹

Vi ønsker, at enhver ung forstår. Vi ønsker, at de lærer, fortæller om og efterlever Jesu Kristi evangelium hver dag. Det er, hvad Herren ønsker for alle sine børn. Hvad enten I er barn, ung eller voksen, opfordrer jeg jer til at komme og følge i hans fodspor. For hvert skridt, vi tager, vidner jeg om, at Herren vil styrke os. Han vil hjælpe os til at komme resten af vejen. Så når forhindringer dukker op, bliver vi ved. Når tvivlen kommer, bliver vi ved. Vi vil aldrig gå tilbage. Vi vil aldrig falde fra.

Jeg vidner om, at Gud Faderen og hans Søn Jesus Kristus lever. Jeg vidner om, at Frelseren fortsat kalder på os, ligesom han gjorde fordum, så vi kan komme til ham. Vi kan alle tage imod hans opfordring. Vi kan alle lære og fortælle om samt efterleve hans ord på hans måde ved at tage et skridt nærmere mod Frelseren. Når vi gør det, bliver vi oprigtigt omvendt. I Jesu Kristi navn. Amen.