Beskyt børnene

Ældste Dallin H. Oaks

De Tolv Apostles Kvorum


Ingen bør modstå den indtrængende opfordring om at stå sammen om at øge vores omsorg for vores børns velfærd og fremtid – den opvoksende generation.

Vi kan alle huske den følelse, vi havde, når et lille barn grædende har rakt ud mod os efter hjælp. En kærlig himmelsk Fader har givet os disse følelser for at tilskynde os til at hjælpe hans børn. Jeg beder jer have disse følelser in mente, når jeg taler om vores ansvar for at beskytte og handle til bedste for børn.

Jeg taler ud fra det perspektiv, der ligger i Jesu Kristi evangelium og hans frelsesplan. Det er min kaldelse. Lokale kirkeledere har ansvar for enkelte enheder som en menighed eller en stav, men en apostel har ansvar for at vidne for hele verden. Alle børn er Guds børn uanset nationalitet, race eller tro.

Selvom jeg ikke taler om politik eller offentlige retningslinjer, så kan jeg som andre kirkeledere ikke tale om børns velfærd uden at berøre de valg, der træffes af borgere, offentlige embedsmænd eller ansatte i private organisationer. Vi er alle underlagt Frelserens befaling om at elske og tage hånd om hinanden, og dette gælder især de svage og forsvarsløse.

Børn er yderst sårbare. De har liden eller ingen kraft til at beskytte eller sørge for sig selv og kun ringe indflydelse på alle de mange ting, der er så afgørende for deres velbefindende. Børn har brug for, at andre taler deres sag, og de har brug for beslutningstagere, som sætter deres trivsel frem for egne selviske, voksne interesser.

I.

Vi er rystede over de millioner af børn, der verden over er ofre for voksnes forbrydelser og selviskhed.

I visse krigshærgede lande bliver børn bortført for at gøre tjeneste som soldater.

En rapport fra FN skønner, at over to millioner børn hvert år bliver ofre for prostitution og pornografi.1

Set i frelsesplanens perspektiv er en af de mest alvorlige mishandlinger af børn at nægte dem at blive født. Dette er en tendens overalt i verden. Det nationale fødselstal i USA er det laveste i 25 år,2 og fødselstallet i de fleste europæiske og asiatiske lande har i mange år ikke været nok til at opretholde befolkningen. Det er ikke blot en religiøs sag. De yngre generationer bliver talmæssigt mindre, kulturer og folkeslag tyndes ud og forsvinder med tiden.

En årsag til det vigende fødselstal er udøvelsen af abort. Det skønnes, at der på verdensplan udføres mere end 40 millioner aborter om året.3 Mange love tillader eller fremmer ligefrem abort, men for os at se er det et stort onde. En anden form for mishandling af børn finder sted under graviditeten med fosterskader som følge af utilstrækkelig ernæring eller stofmisbrug hos moderen.

Der er en skæbnesvanger ironi ved det store antal af børn, som fjernes ellers skades, inden de fødes, mens skarer af barnløse længes efter og søger små børn, de kan adoptere.

Den mishandling og vanrøgt af børn, der finder sted, efter de er født, er mere synlig. På verdensplan dør næsten 8 millioner børn, inden de bliver fem år. De fleste af sygdomme, som både kan behandles og forebygges.4 Og WHO (Verdenssundhedsorganisationen) melder, at et ud af fire børn hæmmes både mentalt og fysisk i deres vækst på grund af fejl- og underernæring.5 Det ser vi kirkeledere, der rejser og bor rundt om i verden, desværre ofte. Hovedpræsidentskabet for Primary rapporterer om børn, som lever »under ubegribelige forhold.« En mor i Filippinerne sagde: »Sommetider har vi ikke penge nok til mad, men det er i orden, for det giver mig mulighed for at lære mine børn om tro. Vi samles og beder om hjælp, og børnene ser, at Herren velsigner os.«6 I Sydafrika mødte en funktionær i Primary en lille pige, som var ensom og ked af det. I vage svar på kærlige spørgsmål fortalte hun, at hun hverken havde en mor, en far eller bedstemor – kun en bedstefar til at tage sig af hende.7 Sådanne tragedier er hyppige på et kontinent, hvor mange forsørgere er døde af AIDS.

Selv i rige lande skades små børn og unge på grund af forsømmelse. Børn vokser op i fattigdom med begrænset adgang til sundhed og uddannelse. De udsættes også for farer i deres fysiske og kulturelle rammer og endog forsømmelse fra forældrenes side. Ældste Jeffrey R. Holland fortalte for nylig om en oplevelse, som en sidste dages hellig politibetjent havde haft. Under en ransagning havde han fundet fem små børn, som krøb sammen for at prøve at sove uden sengetøj på et snavset gulv, mens deres mor og andre drak og festede. Der var ingen mad i lejligheden til at afhjælpe deres sult. Efter at have puttet børnene i en interimistisk seng, knælede politibetjenten ned og bad om, at de måtte være i sikkerhed. Da han gik ud af døren, fulgte et af børnene på omkring 6 år efter ham, tog ham i hånden og spurgte tryglende: »Vil du ikke nok adoptere mig?«8

Vi husker vor Frelsers belæring, da han stillede et lille barn foran sine disciple og sagde:

»Og den, der tager imod et sådant barn i mit navn, tager imod mig.

Men den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb« (Matt 18:5-6).

Når vi overvejer de farer, vore børn skal beskyttes mod, bør vi også tage psykisk mishandling i betragtning. Forældre, lærere eller andre omsorgspersoner som fornedrer, mobber eller ydmyger børn eller unge kan volde mere varig skade end fysiske skader kan. At få et barn eller en ung til at føle sig værdiløs, uelsket eller uønsket kan forårsage alvorlige og varige skader på deres følelsesmæssige velbefindende og udvikling.9 Unge mennesker, der kæmper med svære forhold, bl.a. tiltrækning af samme køn, er særligt sårbare og har brug for kærlig forståelse – ikke mobning eller offentlig udstødelse.10

Med Herrens hjælp kan vi omvende og ændre os og blive mere kærlige og hjælpsomme mod børn – vore egne og dem omkring os.

II.

Der er kun få eksempler på fysiske eller følelsesmæssige trusler mod børn, som er mere alvorlige end dem, der vedrører deres forhold til forældre eller værger. Præsident Thomas S. Monson har talt om det, han kalder »onde gerninger« af børnemisbrug, hvor forældre har nedbrudt eller skæmmet et barn fysisk eller følelsesmæssigt.11 Jeg sørgede, når jeg var nødt til at læse beviserne i sådanne sager i min tid i Utahs højesteret.

Af yderste vigtighed for et barns velbefindende tæller det, hvorvidt forældrene er gift, ægteskabets beskaffenhed og længde og måske mere generelt den kultur og forventning, der er til ægteskab og børneomsorg, hvor de bor. To eksperter i familieforhold har forklaret: »Gennem historien har ægteskab først og fremmest været en institution til formering og opdragelse af børn. Det har udgjort den kulturelle binding af en far til hans børn ved at binde ham til sine børns mor. Men i nyere tid står børnene ikke længere centralt i denne.«12

En juraprofessor ved Harvard beskriver den gældende lov og indstilling til ægteskab og skilsmisse således: »Den nuværende amerikanske fortælling om ægteskab, som man læser om den i loven og megen populærlitteratur, lyder nogenlunde sådan her: Ægteskab er primært et forhold, der eksisterer for at tilfredsstille de enkelte ægtefæller. Dersom dette ikke lykkes, kan ingen af parterne bebrejdes, og begge ægtefæller kan frit vælge at afslutte det … Børn forekommer sjældent i fortællingen, og gør de, er det som skygger i baggrunden.«13

Vore kirkeledere har belært os om, at det at se på ægteskabet »som blot en aftale, man kan indgå efter forgodtbefindende … og bryde det ved den første vanskelighed … er et onde, der fortjener streng fordømmelse,« især hvor børn kommer til at lide under det.14 Og børn påvirkes af skilsmisser. Over halvdelen af skilsmisserne det seneste år har omfattet par med mindre børn.15

Mange børn kunne have nydt glæden ved at vokse op hos begge sine forældre, hvis blot deres forældre havde fulgt denne inspirerede belæring fra familieproklamationen: »Ægtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn … Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden.«16 Den mest effektive undervisning af børn sker gennem forældrenes eksempel. Fraskilte forældre lærer uvægerligt deres børn en negativ lektie.

Der findes helt sikkert tilfælde, hvor en skilsmisse er nødvendig og til bedste for børnene, men de tilfælde er sjældne.17 I de fleste ægteskabelige dyster burde de stridende forældre lægge større vægt på børnenes interesser. Og det kan de gøre med Herrens hjælp. Børn har brug for den følelsesmæssige og personlige styrke, der kommer af at vokse op hos to forældre, der står sammen om deres ægteskab og mål. Eftersom jeg selv er vokset op hos en mor, der var enke, ved jeg meget vel, at dette ikke altid kan lade sig gøre, men man bør stræbe efter idealet, når som helst det er muligt.

Børnene er de første ofre i de gældende love, der tillader en såkaldt »skilsmisse uden årsag«. Set fra børnenes synspunkt er skilsmisse for let. Idet en grundig forsker opsummerede flere årtiers socialvidenskabelig forskning konkluderede han således, at »den familiestruktur, som skaber den bedste ramme for børn, generelt er to biologiske forældre, som forbliver gift«.18 En skribent i New York Times bemærkede, at »det overraskende faktum var, at selv om det traditionelle ægteskab bliver mindre udbredt i USA … så tårner beviserne sig op for denne institutions vigtighed for børns velbefindende«.19 Dette faktum bør være en vigtig rettesnor for både forældre og kommende forældre i deres beslutning omkring ægteskab og skilsmisse. Vi har også brug for, at politikere, meningsdannere og embedsmænd øger deres opmærksomhed mod børnenes bedste i modsætning til vælgernes selviske interesser og fortalere for voksnes interesser.

Børnene bliver også ofre for de ægteskaber, der ikke indgås. Der er ikke meget mere foruroligende læsning om vore unges velfærd end en ny rapport, der viser, at mere end 41 % af alle fødsler i USA har ugifte kvinder som mødre.20 Ugifte mødre har massive udfordringer, og beviserne på, at deres børn lider større ulemper sammenlignet med børn af gifte forældre, er tydelige.21

Størstedelen af børn af ugifte mødre – 58 % – blev født af samboende par.22 Og uanset hvad vi siger om disse pars fravalg af ægteskab, så viser undersøgelser, at deres børn lider under betydelige ulemper på sammenlignelige punkter.23 For børn har ægteskabets relative stabilitet betydning.

Vi bør gå ud fra, at børn med forældre af samme køn står i en tilsvarende ugunstig situation. Den socialvidenskabelige litteratur er omdiskuteret og politisk ladet omkring, hvilken langvarig virkning dette har på børn, hovedsageligt, som en skribent i New York Times udtrykker det, fordi »homoseksuelle ægteskaber er et socialt eksperiment, og som de fleste andre eksperimenter vil det tage nogen tid at forstå konsekvenserne af det.«24

III.

Jeg har talt børnenes sag – børn overalt. Nogle mennesker vil måske afvise disse eksempler, men ingen bør modstå den indtrængende opfordring om at stå sammen om at øge vores omsorg for vores børns velfærd og fremtid – den opvoksende generation.

Vi taler om Guds børn, og med hans bestyrkende hjælp kan vi gøre mere for a hjælpe dem. Min opfordring er ikke kun rettet mod sidste dages hellige, men til alle med en religiøs overbevisning og andre, der har et værdisæt, som får dem til at sætte andres behov højere end deres egne, især børns velfærd.25

Religiøse mennesker er også bevidste om Frelserens belæring i Det Nye Testamente om, at små børn er vore rollemodeller på ydmyghed og lærevillighed.

»Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget« (Matt 18:3–4).

I Mormons Bog læser vi den opstandne Herres belæring af nefitterne om, at de måtte omvende sig og lade sig døbe og »blive som et lille barn« – hvis de ville arve Guds rige (3 Ne 11:38; se også Moro 8:10).

Jeg beder til, at vi vil være ydmyge som små børn og række ud for at beskytte vore små, for de er fremtiden, for os, for Kirken og for alle folkeslag. I Jesu Kristi navn. Amen.

Mostrar las referencias

  1.  

    1. Se UNICEF, The State of the World’s Children 2005: Childhood Under Threat, 2004, s. 26.

  2.  

    2. Se Haya El Nasser, »National Birthrate Lowest in 25 Years«, USA Today, 26. jul. 2012, s. A1.

  3.  

    3. Se Gilda Sedgh m.fl., »Induced Abortion: Incidence and Trends Worldwide from 1995 to 2008«, The Lancet, vol. 379, nr. 9816, 18. feb. 2012, s. 625–632.

  4.  

    4. Se UNICEF, »Young Child Survival and Development«, http://www.unicef.org/childsurvival/index.html.

  5.  

    5. Se World Health Organization, World Health Statistics 2012, 2012, s. 109, 118.

  6.  

    6. Rapport fra Primarys hovedpræsidentskab, 13. sep. 2012.

  7.  

    7. Rapport fra Primarys hovedpræsidentskab.

  8.  

    8. Se Jeffrey R. Holland, »Israel, Israel, Gud nu kalder«, CES-foredrag for unge voksne, 9. sep. 2012, lds.org/broadcasts; se også R. Scott Lloyd, »Zion Not Only Where, but How We Live, says Elder Holland«, Deseret News, 10. sep. 2012, s. B2.

  9.  

    9. Se Kim Painter, »Parents Can Inflict Deep Emotional Harm«, USA Today, 30. juli 2012, s. B8; Rachel Lowry, »Mental Abuse as Injurious as Other Forms of Child Abuse, Study Shows«, Deseret News, 5. aug. 2012, s. A3.

  10.  

    10. Se »End the Abuses«, Deseret News, 12. juni 2012, s. A10.

  11.  

    11. Thomas S. Monson, »En lille dreng vogter dem«, Liahona, jun. 2000, s. 3.

  12.  

    12. W. Bradford Wilcox og Elizabeth Marquardt, red., W.The State of Our Unions: Marriage in America, 2011, s. 82.

  13.  

    13. Mary Ann Glendon, Abortion and Divorce in Western Law: American Failures, European Challenges, 1987, s.108.

  14.  

    14. David O. McKay, »Structure of the Home Threatened by Irresponsibility and Divorce«, Improvement Era, juni 1969, s. 5.

  15.  

    15. Se Diana B. Elliott and Tavia Simmons, »Marital Events of Americans: 2009«, American Community Survey Reports, aug. 2011.

  16.  

    16. »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129.

  17.  

    17. Se Dallin H. Oaks, »Skilsmisse«, Liahona, maj 2007, s. 71.

  18.  

    18. Charles Murray, Coming Apart: The State of White America, 1960–2010, 2012, s. 158.

  19.  

    19. Ross Douthat, »Gay Parents and the Marriage Debate«, New York Times, 11. jun. 2012, http://douthat.blogs.nytimes.com/2012/06/11/gay-parents-and-the-marriage-debate/.

  20.  

    20. Se Joyce A. Martin m.fl., »Births: Final Data for 2010«, National Vital Statistics Reports, vol. 61, nr. 1 (aug. 2012), s. 10.

  21.  

    21. Se William J. Doherty m.fl., Why Marriage Matters: Twenty-One Conclusions from the Social Sciences, 2002; og W. Bradford Wilcox, m.fl., Why Marriage Matters: Thirty Conclusions from the Social Sciences, 3. udg., 2011.

  22.  

    22. Se Martin, »Births: Final Data for 2010«, s. 10–11.

  23.  

    23. Se Wilcox, Why Marriage Matters.

  24.  

    24. Douthat, »Gay Parents and the Marriage Debate«. Den seneste og mest gennemgående undersøgelse påpeger betydelige ulemper, som er omtalt af unge voksne, som har haft to forældre af samme køn, inden de blev 18 år (se Mark Regnerus, »How Different Are the Adult Children of Parents Who Have Same-Sex Relationships? Results from New Family Structures Study«, Social Science Research, vol. 41, 2012, s. 752–770).

  25.  

    25. Sidste dages hellige er meget engagerede i forældrerollen og anser det for at være et af de vigtigste mål i livet (se Pew Research Center’s Forum on Religious and Public Life, Mormons in America: Certain in Their Beliefs, Uncertain of Their Place in Society, 12. jan. 2012, s. 10, 16, 51).