Tempelstandard

Ældste Scott D. Whiting

De Halvfjerds


Den høje standard for tempelbyggeri, som Kirken anvender, er et billede og endda et symbol på, hvorledes vi bør leve vores eget liv.

Da jeg for nylig gik rundt i det smukke tempel i Brigham City i Utah, blev jeg mindet om en oplevelse, som jeg havde, da jeg tjente som koordinator for det åbne hus, genindvielsen og den kulturelle fejring af det historiske tempel i Laie i Hawaii.

Et par måneder før færdiggørelsen af den omfattende istandsættelse blev jeg inviteret på rundvisning i templet med lederen af tempelafdelingen, ældste William R. Walker, og hans kolleger fra tempelafdelingen. Derudover deltog adskillelige medlemmer fra entreprenørselskabet. Formålet med rundvisningen var til dels at vurdere fremgangen og kvaliteten af det udførte arbejde. På tidspunktet for rundvisningen var 85 procent af arbejdet færdigt.

Da vi gik gennem templet, betragtede og lyttede jeg til ældste Walker og hans kolleger, mens de inspicerede arbejdet og talte med hovedentreprenøren. På et tidspunkt lagde jeg mærke til en mand, der lod sin hånd køre langs væggene, mens vi bevægede os fra værelse til værelse. Efter at have gjort dette et par gange gned han fingrene sammen og henvendte sig til hovedentreprenøren og sagde: »Jeg kan mærke sandsten på denne væg. Sandsten er ikke tempelstandard. I må slibe og pudse denne væg igen.« Entreprenøren tog pligtopfyldende noter af hver iagttagelse.

Da vi nærmede os et område i templet, som få mennesker nogensinde ville få at se, standsede den samme mand os og henledte vores opmærksomhed på en nyinstalleret, smuk, blyindfattet rude. Vinduet var ca. 60 cm bredt og 180 cm højt og indeholdt et indstøbt geometrisk mønster af små farvede glas. Han pegede på en lille farvet glaskvadrat på ca. 5 cm, som udgjorde en del af det enkle mønster, og sagde: »Den firkant sidder skævt.« Jeg så på firkanten, og i mine øjne var den placeret korrekt. Men ved nærmere eftersyn ved hjælp af et måleinstrument kunne jeg se, at der var en fejl, og at denne lille firkant faktisk sad 3 mm skævt. Der blev så givet instruks til entreprenøren om, at dette vindue skulle erstattes, fordi det ikke var tempelstandard.

Jeg må indrømme, at jeg var overrasket over, at hele vinduet skulle erstattes på grund af en så lille og knap synlig fejl. Der ville uden tvivl ikke være nogen, der nogensinde ville vide eller lægge mærke til dette vindue pga. dets afsides plads i templet.

Da jeg kørte hjem fra templet den dag, reflekterede jeg over det, jeg havde lært af denne oplevelse – eller snarere det, jeg troede, jeg havde lært. Det var ikke før flere uger senere, da jeg blev inviteret på rundvisning af det nu færdige tempel, at min forståelse for den tidligere rundvisning blev klarere.

Da jeg trådte ind i det fuldstændige istandsatte tempel i Laie på Hawaii, blev jeg overvældet af dets skønhed og kvaliteten af arbejdet. I kan nok forstå min forventning, da jeg nærmede mig væggen med »sandsten« og det »skæve« vindue. Havde entreprenøren slebet og pudset væggene igen? Var vinduet blevet erstattet? Da jeg nærmede mig væggene med sandsten, blev jeg overrasket over at se, hvor smukt tapetet nu sad på alle væggene. Min første tanke var: »Så det var sådan, entreprenøren løste det med sandstenene – han dækkede det.« Men nej, jeg fandt ud af, at det hele tiden havde været planen at tapetsere væggene. Jeg undrede mig over, hvorfor en smule, knap synlig sandsten betød noget, hvis det alligevel skulle dækkes med tapet. Jeg nærmede mig så spændt området, hvor det skæve vindue var, og blev overrasket over at se en smuk plante, der gik fra gulv til loft og som stod lige foran vinduet. Igen tænkte jeg: »Så det var sådan, entreprenøren løste det med den skæve firkant – han skjulte den.« Da jeg kom nærmere, skubbede jeg plantens blade til side og smilede, da jeg så, at vinduet virkelig var blevet erstattet. Den tidligere skæve lille firkant var nu pæn og lige i mønstret. Jeg fandt ud af, at det altid havde været en del af planen at have en plante stående foran dette vindue.

Hvorfor skulle vægge med en smule sandsten og et vindue med en smule asymmetri kræve ekstra arbejde og endda erstatning, når så få hænder eller øjne nogensinde ville vide af det? Hvorfor var entreprenøren underlagt så høj en standard?

Da jeg forlod templet i dybe tanker, fandt jeg mit svar, da jeg så op på det færdigbehandlede ydre og så disse ord: »Helliget Herren, Herrens hus«.

Denne kirkes templer er nøjagtigt som erklæret. Disse hellige bygninger er bygget til vores brug, og inden for dens vægge udføres hellige og frelsende ordinancer. Men der skal ikke herske tvivl om, hvis hus det i virkeligheden er. Ved at kræve nøjagtige standarder for opførelsen helt ned til de mindste detaljer viser vi ikke blot vores kærlighed og respekt for Herren Jesus Kristus, men vi viser også alle, at vi ærer og tilbeder ham, hvis hus det er.

I en åbenbaring givet til profeten Joseph Smith om at bygge templet i Nauvoo, gav Herren denne instruks:

»Kom I med alt jeres guld og jeres sølv og jeres ædelstene og med alle jeres antikviteter og sammen med alle, der har kendskab til antikviteter … og medbring … alle jordens kostbare træsorter

… og byg et hus til mit navn, som den Højeste kan bo i.«1

Dette følger et mønster, der blev grundlagt af kong Salomo i Det Gamle Testamente, da han byggede et tempel til Herren ved kun at bruge de fineste materialer og håndværk.2 I dag følger vi fortsat dette mønster, som er tilpasset med måde, når vi bygger Kirkens templer.

Jeg har lært, at selv om menneskelige øjne og hænder måske aldrig ser eller mærker en fejl, kender Herren niveauet for vore anstrengelser, og om vi har ydet vores allerbedste. Det samme gælder vore personlige anstrengelser for at efterleve et liv, der er templets velsignelser værdigt. Herren har rådet:

»Og for så vidt som mit folk bygger mig et hus i Herrens navn og ikke tillader at noget urent kommer derind, så det ikke bliver besmittet, skal min herlighed hvile over det;

ja, og min nærværelse skal være der, for jeg vil komme derind, og alle de rene af hjertet, som kommer derind, skal se Gud.

Men hvis det bliver besmittet, vil jeg ikke komme derind, og min herlighed skal ikke være der; for jeg vil ikke komme ind i vanhellige templer.«3

Ligesom entreprenøren, når vi bliver klar over elementer i vores eget liv, der afviger fra Herrens lærdomme, og når vore anstrengelser ikke lever op til vores allerbedste, bør vi hurtigt rette enhver ting, der er forkert, og vide, at vi ikke kan skjule vore synder for Herren. Vi må huske på, at »når vi forsøger at skjule vore synder … se, da trækker himlene sig tilbage, [og] Herrens Ånd bedrøves.«4

Jeg har også lært, at den høje standard for tempelbyggeri, som Kirken anvender, er et billede og endda et symbol på, hvorledes vi bør leve vores eget liv. Vi kan hver især anvende apostlen Paulus’ lærdomme, der blev givet til den tidlige kirke, da han sagde:

»Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?

Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.«5

Vi er hver især lavet af det fineste materiale, og vi er det mirakuløse resultat af guddommeligt håndværk. Når vi bevæger os ud over ansvarsalderen og måske træder ind på syndens og fristelsens slagmark, kan vores eget tempel i den grad have brug for istandsættelse og reparationsarbejde. Måske er der vægge i os, der er belagt med sandsten og har brug for pudsning, eller vores sjæls vindue, der har brug for at blive erstattet, så vi kan stå på hellige steder. Heldigvis er den tempelstandard, der kræves af os, ikke en standard for fuldkommenhed, selv om vi stræber efter det, men snarere at vi holder befalingerne og gør vores bedste for at leve som Jesu Kristi disciple. Det er min bøn, at vi alle vil bestræbe os på at leve et liv, der er templets velsignelser værdigt, ved at gøre vores bedste, ved at foretage de nødvendige forbedringer og fjerne fejl og ufuldkommenheder, så Guds Ånd altid må dvæle i os. I Jesu Kristi navn. Amen.