Forsoningen

Mit budskab er henvendt til dem blandt os, der lider og er tyngede af skyld, svaghed, fiasko, sorg og fortvivlelse.

I 1971 fik jeg til opgave at præsidere over nogle stavskonferencer i Vest Samoa, herunder at organisere en ny stav på øen Upolu. Efter interviewene blev vi fløjet i et lille fly til øen Savai’i for at holde stavskonference. Flyet landede på en græsmark i Faala og skulle komme tilbage næste eftermiddag for at tage os tilbage til øen Upolu.

Det regnede den dag, vi skulle tilbage fra Savai’i. Da vi vidste, at flyet ikke kunne lande på en våd mark, kørte vi til den vestlige del af øen, hvor der var en slags landingsbane på toppen af et smalt koralrev. Vi ventede til det blev mørkt, men der kom intet fly. Til sidst hørte vi over radioen, at der var stormvejr, og flyet kunne ikke lette. Så gav vi besked pr. radio om, at vi kom med båd. Nogle ville møde os i Mulifanua.

Da vi sejlede ud af havnen på Savai’i, spurgte kaptajnen på den 12 meter lange båd missionspræsidenten, om han havde en lommelygte. Det havde han heldigvis, og han gav kaptajnen den som gave. Vi sejlede den 25 km lange tur til Upolu i meget hårdt vejr. Ingen af os vidste, at en voldsom tropisk storm havde ramt øen, og vi var lige på vej ind i den.

Vi ankom til havnen i Mulifanua. Der var én smal passage langs revet, som vi skulle igennem. Et lys på en bakke over stranden og et andet længere nede markerede den smalle passage. Når båden blev manøvreret, så de to lys var over hinanden, så lå den rigtigt til at komme sikkert forbi de farlige klipper, som afgrænsede passagen.

Men der var kun ét lys den nat. To ældster stod på kajen og ventede på os, men overfarten tog meget længere tid end normalt. Efter ældsterne i timevis havde spejdet efter tegn på vores båd, var de blevet trætte og var faldet i søvn og havde glemt at tænde det nederste lys. Derfor var ruten gennem klipperevet umulig at se.

Kaptajnen manøvrerede båden, som han bedst kunne ud fra det øvre lys på kysten, mens et besætningsmedlem holdt den lånte lommelygte ud over forstavnen og spejdede efter klipper forude. Vi kunne høre bølgerne ramme revet. Når vi var tæt nok på til at se dem med lommelygten, råbte kaptajnen som rasende: Tilbage! Og prøvede så igen at finde passagen.

Efter mange forsøg vidste han, at det var umuligt at finde den. Alt, hvad vi kunne gøre, var at prøve at nå den næste havn 64 km væk i Apia. Vi var hjælpeløse midt i elementernes rasen. Jeg husker ikke, at det nogensinde har været så mørkt.

Den første time gjorde vi overhovedet ingen fremskridt, selv om motoren kørte for fuld skrue. Båden kæmpede sig op på en enorm bølge og lå derpå udmattet på bølgetoppen med skibsskruen oven vande. Vibrationenerne fra skibsskruerne rystede, så båden næsten gik i stykker, inden den gled ned på den modsatte side.

Vi lå udstrakte over lastrummet og holdt med hænderne på den ene side og stemte imod med fødderne på den anden for ikke at blive skyllet overbord. Bror Mark Littleford mistede grebet og blev kastet mod en lav jernræling. Han slog hul i hovedet, men rælingen forhindrede ham i at falde overbord.

Endelig kom vi fremad, og hen mod daggry sejlede vi langt om længe ind i havnen i Apia. Både var bundet sammen af sikkerhedshensyn. De lå i flere rækker langs molen. Vi kravlede hen over dem og prøvede ikke at forstyrre de sovende på dækkene. Vi kom frem til Pesega, tørrede vores tøj og tog til Vailuutai for at organisere en ny stav.

Jeg ved ikke, hvem der havde ventet på os ved stranden i Mulifanua. Jeg nægtede at lade mig fortælle, hvem det var. Men det er sandt, at uden det nedre lys kunne vi alle være omkommet.

I vores salmebog er der en meget gammel og sjældent sunget salme, som betyder noget helt særligt for mig.

I dag taler jeg til dem, som kan gå tabt og som spejder efter det nedre lys for at finde tilbage.

Fra begyndelsen stod det klart, at vi i jordelivet ville komme til kort, hvad angår det at være fuldkommen. Det blev ikke forventet, at vi kunne leve uden at overtræde den ene eller den anden lov.

»For det naturlige menneske er en fjende af Gud og har været det fra Adams fald og vil være det for evigt og altid, medmindre han giver efter for den hellige Ånds tilskyndelser og aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig ved Herren Kristi forsoning.«²

Ud fra Den Kostelige Perle forstår vi, at »intet urent kan bo [i Guds rige]«³ – så der er sørget for en udvej, så alle kan omvende sig og blive værdige til igen at være i vor himmelske Faders nærhed.

En Mellemmand, en Forløser blev udvalgt, som kunne leve et fuldkomment liv uden at begå synd, og som kunne bringe »sig selv som et offer for synd for at opfylde lovens formål for alle dem, der har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, og for ingen andre kan lovens krav blive opfyldt.«⁴

Alma underviste om vigtigheden af forsoningen, og i Alma lærer vi: »For det er nødvendigt, at der skal foretages en forsoning … ellers skal hele menneskeslægten uundgåeligt fortabes.«⁵

Hvis I ikke har begået fejl, så har I ikke brug for forsoningen. Dersom I har begået fejl, og det har vi alle, nogle mindre, andre alvorlige, så har I et enormt behov for at finde ud af, hvordan de kan slettes, så I ikke længere befinder jer i mørke.

Jesus Kristus »er verdens lys og liv«.⁶ Når vi retter blikket fast mod hans lære, vil vi blive ledt ind i havnen for åndelig sikkerhed.

I den 3. trosartikel står der: »Vi tror, at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.«⁷

Præsident Joseph F. Smith har sagt: »Mennesker kan ikke selv tilgive deres egne synder; de kan ikke selv rense sig fra følgerne af deres synder. Mennesker kan holde op med at synde og gøre det rigtige for fremtiden, og i det omfang deres gerninger er antagelige for Herren, bliver de værdige til belønning. Men hvem skal hele det forkerte, de har gjort imod sig selv og imod andre, som synes umuligt for dem selv at hele? Ved Jesu Kristi sonoffer skal den angrendes synder bortvaskes; selv om de er som skarlagen, vil de blive hvide som sne (se Es 1:18). Det er forjættelsen, der er givet jer.«⁸

Vi ved ikke helt, hvordan Herren udvirkede forsoningen. Men vi ved, at korsfæstelsens grusomme tortur kun var en del af den forfærdelige pine, der tog sin begyndelse i Getsemane – hjemstedet for den hellige lidelse – og den blev fuldbyrdet på Golgata.

Lukas skrev:

»Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad:

›Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.‹

Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.

I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.«⁹

Så vidt jeg ved, er der kun en beretning, der med Frelserens egne ord beskriver, hvad han udholdt i Getsemane have. Åbenbaringen lyder:

»For se, jeg, Gud har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;

men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg;

hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore.«¹⁰

Der kan være tidspunkter i livet, hvor I har været på steder, hvor I aldrig burde have været, og gjort ting, I aldrig burde have gjort. Hvis I vender jer fra synd, vil I en dag være i stand til at føle den fred, der kommer af at følge stien for fuldstændig omvendelse.

Uanset hvad vore overtrædelser har været, og uanset hvor meget vore handlinger kan have såret andre, så kan den skyld viskes bort. For mig er det smukkeste sted i skriften måske der, hvor Herren siger: »Se, den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem.«¹¹

Det er Jesu Kristi evangeliums og forsoningens løfte: At tage enhver som kommer, alle som vil være med og lade dem gennemgå en oplevelse, der gør, at de ved slutningen af deres liv kan gå igennem sløret - omvendt fra deres synder og vasket rene i Kristi blod.¹²

Det er det, sidste dages hellige over hele verden gør. Det er det lys, vi tilbyder dem, der er i mørke og er faret vild. Hvor vore medlemmer og missionærer end tager hen, handler vores budskab om tro på og håb i vor Frelser, Jesus Kristus.

Præsident Joseph Fielding Smith skrev teksten til salmen »Synes vejen dig lang?« Han var en af mine gode venner. Den indeholder opmuntring og et løfte til dem, der stræber efter at følge Frelserens belæring:

I Jesu Kristi navn. Amen.