Herren har ikke glemt dig

Når vi har mødt søstre rundt om i verden, er vi forbløffede over styrken af jeres vidnesbyrd. Mange af jer er første- eller andengenerations medlemmer af Kirken. Vi ser mange søstre, der tjener i flere kaldelser, rejser langt for at komme i kirke og ofrer meget for at indgå og holde hellige tempelordinancer. Vi ærer jer. I er Herrens pionerer i vore dage!

For nylig mødte min mand Mel og jeg en frivillig rundviser ved navn Mollie Lenthal, da vi besøgte et museum i Australien. Vi erfarede, at Mollie, en dejlig kvinde i 70’erne, ingen børn havde og aldrig havde været gift. Hun var enebarn, og hendes forældre døde for mange år siden. Hendes nærmeste familie var to kusiner, der boede på et andet kontinent. Pludselig blev jeg overvældet af Ånden, der vidnede for mig. Det var næsten som om vor himmelske Fader talte: »Mollie er ikke alene! Mollie er min datter! Jeg er hendes Fader! Hun er en meget vigtig datter i min familie, og hun er aldrig alene!«

En af mine yndlingshistorier fra Frelserens liv er historien om Lazarus. I skrifterne står der, at »Jesus elskede Martha … hendes søster [Maria] og [deres bror] Lazarus.«¹ Jesus fik at vide, at Lazarus var meget syg, men han kom ikke med det samme, han blev væk i to dage, og han sagde, at »den sygdom … tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den«.²

Da Martha hørte, at Jesus var på vej, »gik hun ud for at møde ham«³ og fortalte ham, hvad der var sket. Lazarus havde »allerede … ligget fire dage i graven.«⁴ I sorg løb Martha tilbage til huset og fortalte Maria, at Herren var kommet.⁵ Maria løb nedtynget af sorg ud til Jesus og faldt ned for hans fødder og græd.⁶

Vi får at vide, at »da Jesus så [Maria] græde … blev han stærkt opbragt og kom i oprør« og spurgte, hvor de havde lagt ham.

»›Herre, kom og se!‹ svarede de.«⁷

Så kan vi læse nogle af de mest medfølende og kærlige ord i skrifterne. »Jesus brast i gråd.«⁸

Apostlen James E. Talmage skrev: »Synet af de [to] kvinder, der var så overvældet af sorg … gjorde Jesus bedrøvet, så han ›harmedes i Ånden og blev heftigt bevæget‹.«⁹ Denne oplevelse vidner om den medfølelse, empati og kærlighed vor Frelser og vor himmelske Fader har for os alle, hver gang vi er tynget af smerte, synd, modgang og livets smerter.

Kære søstre, vor himmelske Fader og vor Frelser, Jesus Kristus, kender og elsker os. De ved, når vi er i smerte eller lider. De siger ikke: »Det er okay, at du føler smerte lige nu, for snart bliver alt godt igen. Du bliver helbredt, eller din mand finder et job, eller dit vildfarne barn vender tilbage.« De føler dybden i vores smerte, og vi kan føle deres kærlighed og medfølelse.

Alma vidnede:

»Og han skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art; og dette for at det ord må blive opfyldt, som lyder: Han vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme.

Og han vil påtage sig … deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed … så han … kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.«¹⁰

Når vi undrer os over, om Frelseren og vor himmelske Fader kender os, eller hvor godt de kender os personligt, husker vi Frelserens ord til Oliver Cowdery:

»Hvis du ønsker et yderligere vidnesbyrd, så læg dig den nat på sinde, da du råbte til mig i dit hjerte, for at du kunne få sandheden om dette at vide.«¹¹

Tidligere sagde Frelseren til ham: »… at der ikke er nogen anden end Gud, som kender dine tanker og dit hjertes hensigter.«¹²

Frelseren mindede Oliver om, at han kendte hver eneste detalje i den indtrængende bøn – og huskede det præcise tidspunkt og selve dagen.

For mange år siden blev min mand meget syg af en sjælden sygdom. Som ugerne gik og jo mere syg han blev, var jeg overbevist om, at han var døende. Jeg fortalte ikke nogen om min frygt. Vi var en stor familie med mindreårige børn og et kærligt evigt ægteskab, og tanken om at miste min mand og opdrage mine børn alene fyldte mig med ensomhed, fortvivlelse og endda vrede. Jeg skammer mig over at sige, at jeg trak mig væk fra min himmelske Fader. I dagevis undlod jeg at bede; jeg undlod at planlægge; jeg græd. Til sidst indså jeg, at jeg ikke kunne klare dette alene.

For første gang i mange dage knælede jeg ned og udøste mit hjerte til min himmelske Fader, bad om tilgivelse for at vende mig bort fra ham, fortalte ham om mine dybe følelser og udbrød til sidst, at hvis dette var det, han virkelig ønskede, jeg skulle gøre, ville jeg gøre det. Jeg vidste, at han måtte have en plan for vores liv.

Da jeg fortsat på mine knæ udøste mit hjerte, kom den dejligste, mest fredfyldte og kærlige følelse over mig. Det var, som om et tæppe af kærlighed omfavnede mig. Det var, som om jeg kunne føle vor himmelske Fader sige: »Det var alt, hvad jeg behøvede at få at vide.« Jeg besluttede mig for aldrig at vende mig bort fra ham igen. Gradvist og overraskende nok begyndte min mand at få det bedre og blev til sidst helt rask.

År senere knælede min mand og jeg ved siden af vores 17-årige datter og bad for hendes liv. Denne gang var svaret nej, men den samme følelse af kærlighed og fred, som vor Frelser har lovet os, var lige så stærk, og vi vidste, at selvom vor himmelske Fader kaldte hende hjem, ville alt blive godt igen. Vi havde lært, hvad det vil sige at kaste vore byrder på Herren, lært, at han elsker os og har medfølelse med os i vore sorger og smerter.

Et af de dejligste far/søn-øjeblikke i Mormons Bog er Alma den Yngres vidnesbyrd til sin søn Helaman. Alma beskriver den »uudsigelig[e] rædsel«, som han følte, da han forestillede sig, at han var i Guds nærhed for at blive dømt på grund af sine mange overtrædelser. Da han havde følt vægten af alle sine synder i tre dage og nætter, omvendte han sig og bad Frelseren om at have barmhjertighed med ham. Han beskriver for Helaman den »intens[e] og sød[e]« glæde ved »ikke mere« at mindes sin smerte. I stedet for at føle »uudsigelig rædsel« ved tanken om at stå foran Guds trone så Alma i et syn »Gud sidde på sin trone« og erklærede: »Og min sjæl længtes efter at være dér.«¹³

Er det ikke det samme, vi føler, mine kære søstre, når vi omvender os og overvejer den kærlighed, nåde og taknemlighed, som vi føler for vor himmelske Fader og Frelseren – at vi også »længtes efter at være dér« for atter igen at blive omfavnet af deres kærlige arme?

På samme måde som Herren har vidnet for mig, at han ikke har glemt sin dyrebare datter Mollie Lenthal, vidner jeg om, at han ikke har glemt jer! Uanset hvilken synd, svaghed, smerte, prøvelse eller kamp I gennemgår, så kender han til og forstår disse øjeblikke. Han elsker jer! Og han bærer jer igennem disse øjeblikke, ligesom han gjorde med Maria og Martha. Han har betalt prisen, så han kan vide, hvordan han skal hjælpe jer. Kast jeres byrder på ham. Fortæl jeres himmelske Fader om jeres følelser. Fortæl ham om jeres smerte og trængsler og overgiv dem så til ham. Ransag dagligt skrifterne. Der finder I også stor trøst og hjælp.

Vor Frelser spurgte:

»For kan en kvinde glemme sit diende barn, så hun ikke har medfølelse med sit livs søn? Ja, selv om hun skulle glemme, så vil jeg ikke glemme dig …

I mine håndflader har jeg tegnet dig.«¹⁴

Jeg har ikke befalet, »at nogen af jer skulle gå bort, men jeg har tværtimod befalet, at I skulle komme til mig, så I kunne føle og se; det samme skal I gøre mod verden«.¹⁵

Dette er vores formaning. Vi skal selv føle og se og derefter hjælpe alle vor himmelske Faders børn til at føle, se og vide, at vor Frelser har påtaget sig ikke blot alle vore synder, men også vore smerter, lidelser og trængsler, så han kan vide, hvad vi føler, og hvordan han skal trøste os. Jeg bærer vidnesbyrd om ham, i Jesu Kristi navn. Amen.