Hvor er paulunet?

Præsident Henry B. Eyring

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab


Paulunet, der synes at standse guddommelig hjælp, dækker ikke Gud; men nu og da dækker det os. Gud er aldrig skjult, men vi er sommetider.

Midt i sin største lidelse i fængslet i Liberty udbrød profeten Joseph Smith: »O Gud, hvor er du? Og hvor er paulunet, som dækker dit skjul?«1 Mange af os føler i øjeblikke med personlige lidelser, at Gud er langt fra os. Paulunet, der synes at standse guddommelig hjælp, dækker ikke Gud; men nu og da dækker det os. Gud er aldrig skjult, men vi er sommetider dækket af et paulun (pavillon eller telt) af motiver, der fjerner os fra Gud og får ham til at synes fjern og utilgængelig. Vore egne ønsker snarere end følelsen af »ske din vilje«2 giver følelsen af et paulun, der blokerer for Gud. Gud er ikke ude af stand til at se os eller kommunikere med os, men vi kan være uvillige til at lytte eller underkaste os hans vilje og hans tidsplan.

Vores følelse af at være adskilt fra Gud mindskes, når vi bliver mere som børn i vores forhold til ham. Det er ikke let i en verden, hvor andre menneskers mening kan have stor indflydelse på vore motiver. Men det vil hjælpe os til at erkende denne sandhed: Gud er os nær og opmærksom på os og skjuler sig aldrig for sine trofaste børn.

Mit 3-årige barnebarn illustrerede styrken i uskyldighed og ydmyghed, når vi skal i forbindelse med Gud. Hun besøgte med sin familie åbent hus-arrangementet ved templet i Brigham City i Utah. I et af værelserne i den smukke bygning så hun sig omkring og spurgte: »Mor, hvor er Jesus?« Hendes mor forklarede, at hun ikke ville se Jesus i templet, men hun ville kunne føle hans indflydelse i sit hjerte. Eliza tænkte nøje over sin mors svar, virkede tilfreds og sagde: »Ja, Jesus er taget hen for at hjælpe nogen,» konkluderede hun.

Intet paulun forstyrrede Elizas forståelse eller hindrede hendes syn på virkeligheden. Gud er hende nær, og hun føler sig nær ham. Hun vidste, at templet er Herrens hus, men forstod også, at den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus har et legeme og kun kan være et sted ad gangen.3 Hvis han ikke var i sit hus, erkendte hun, at han måtte være et andet sted. Ud fra det, hun vidste om Frelseren, vidste hun, at han måtte gøre noget godt for sin Faders børn et eller andet sted. Det var klart, at hun havde håbet på at se Jesus, ikke for at opleve et bekræftende mirakel på hans eksistens, men ganske enkelt fordi hun elskede ham.

Ånden kunne åbenbare den trøst til et barns sind og hjerte, som vi alle har brug for og ønsker. Jesus Kristus lever, kender os, våger over os og holder af os. I øjeblikke med smerte, ensomhed eller forvirring behøver vi ikke at se Jesus for at vide, at han er opmærksom på vores situation, og at hans mission er at velsigne.

Jeg ved fra mit eget liv, at Elizas oplevelse kan blive vores, også længe efter vi har forladt barndommen. I begyndelsen af min karriere arbejdede jeg meget hårdt på at sikre mig et professorat ved Stanford University. Jeg mente, at jeg havde skabt et godt liv for mig selv og for min familie. Vi boede i nærheden af min hustrus forældre og i meget bekvemme omgivelser. Efter verdens standard havde jeg opnået succes. Men Kirken gav mig et tilbud om at forlade Californien og tage til Ricks College i Rexburg i Idaho. Mine arbejdsmæssige mål i livet kunne have været et paulun, der adskilte mig fra en kærlig Fader, som bedre end jeg vidste, hvad min fremtid kunne omfatte. Men jeg blev velsignet med en viden om, at uanset hvilken succes jeg havde opnået i min karriere og familieliv indtil da, var det en gave fra Gud. Og som et barn knælede jeg i bøn for at spørge, hvad jeg skulle gøre. Jeg var i stand til at høre en stille røst i mit sind, der sagde: »Det er min skole.« Der var intet paulun, der afskærmede mig fra Gud. I tro og ydmyghed underkastede jeg min vilje hans og mærkede hans omsorg og nærhed.

Mine år på Ricks College, hvor jeg stræbte efter at søge Guds vilje og følge den, hindrede paulunet i at dække mig eller sløre Guds aktive rolle i mit liv. Når jeg søgte at gøre hans værk, følte jeg mig nær ham og følte en vished om, at han kendte til mine forhold og var dybt interesseret i min lykke. Men ligesom på Stanford begyndte verdslige motiver at dukke op. Et var et meget attraktivt jobtilbud til mig, netop som jeg var ved at afslutte mit femte år som rektor på Ricks College. Jeg overvejede tilbuddet og bad om det, og jeg drøftede det endda med Det Første Præsidentskab. De svarede med varme og lidt humor, men afgjort ikke med en bestemt vejledning. Præsident Spencer W. Kimball hørte mig beskrive det tilbud, jeg havde fået fra et stort firma og sagde: »Godt, Hal, det lyder som en vidunderlig mulighed! Og hvis vi får brug for dig, så ved vi, hvor vi kan finde dig.« De vidste selvfølgelig, hvor de kunne finde mig, men mit ønske om karrieremæssig succes kunne have skabt et paulun, der ville gøre det svært for mig at finde Gud og endnu sværere for mig at lytte til og følge hans opfordringer.

Min hustru fornemmede dette og fik en stærk tilskyndelse til, at vi ikke skulle forlade Ricks College. Jeg sagde: »Det er godt nok for mig.« Men hun insisterede meget klogt på, at jeg måtte få min egen åbenbaring. Så jeg bad igen. Denne gang modtog jeg klar vejledning i form af en røst i mit sind, der sagde: »Jeg vil lade dig blive på Ricks College lidt længere.« Mine personlige ambitioner kunne have sløret mit syn på virkeligheden og gjort det svært for mig at modtage åbenbaring.

Tredive dage efter, at jeg blev velsignet med den inspirerede afgørelse om at afvise jobtilbuddet og blive på Ricks College brød Tetondæmningen i nærheden sammen. Gud vidste, at den dæmning ville bryde sammen, og at hundredvis af mennesker fik brug for hjælp. Han lod mig søge råd og få hans tilladelse til at blive på Ricks College. Han kendte alle årsagerne til, at min indsats stadig kunne være værdifuld for skolen og for Rexburg. Så jeg var der til hyppigt at spørge min himmelske Fader i bøn om, hvad jeg kunne gøre, der kunne hjælpe de mennesker, hvis liv og ejendele var blevet beskadiget. Jeg tilbragte mange timer sammen med andre mennesker med at fjerne mudder og vand fra hjem. Mit ønske om at kende og gøre hans vilje, gav mig en trosfremmende oplevelse.

Den hændelse illustrerer en anden måde, hvorpå vi kan skabe en barriere, der hindrer os i at kende Guds vilje eller mærke hans kærlighed til os: Vi kan ikke insistere på vores tidsplan, når Herren har sin egen. Jeg tænkte, at jeg havde tilbragt tid nok i mit virke i Rexburg og havde travlt med at komme videre. Nogle gange kan vi ved at insistere på at handle i henhold til vores tidsplan sløre hans vilje med os.

I fængslet i Liberty bad profeten Joseph Herren om at straffe dem, der forfulgte medlemmer af Kirken i Missouri. Hans bøn lød på en hurtig og voldsom gengældelse. Men Herren svarede, at »om ikke mange år«4 ville han tage sig af disse fjender af Kirken. Han siger i vers 24 og 25 i afsnit 121 i Lære og Pagter:

»Se, mine øjne ser og kender alle deres gerninger, og jeg har en hastig dom i beredskab til dem alle, når tiden til den er inde;

for der er en tid fastsat for enhver, efter hvordan hans gerninger er.«5

Vi fjerner paulunet, når vi føler og beder: »Din vilje ske« og »i din egen tid«. Hans tid bør være tids nok for os, eftersom vi ved, at han kun ønsker det, der er bedst.

En af mine svigerdøtre tilbragte mange år med at føle, at Gud havde placeret et paulun over hende. Hun var mor til tre små børn og længtes efter flere børn. Efter to aborter blev hendes inderlige bønner mere forpinte. Da flere ufrugtbare år svandt hen, følte hun sig fristet til at blive vred. Da hendes yngste begyndte at gå i skole, syntes husets tomhed at håne hendes fokus på moderskab – og det gjorde bekendtes uplanlagte og tilmed uønskede graviditeter også. Hun følte sig hengiven og indviet som Maria, der erklærede: »Se, jeg er Herrens tjenerinde.«6 Men selv om hun udtalte disse ord i sit hjerte, så hørte hun intet svar.

Hendes mand inviterede hende med på en forretningsrejse til Californien i håb om at løfte hendes humør. Mens han gik til møder, vandrede hun langs den smukke, tomme strand. Med et hjerte, der var ved at briste, bad hun højt. For første gang bad hun ikke om endnu et barn, men om en guddom-melig opgave. »Himmelske Fader,« udbrød hun, »jeg vil give dig al min tid; vis mig, hvad jeg skal gøre.« Hun gav udtryk for sin villighed til at bringe sin familie, hvor de end måtte blive bedt om at tage hen. Den bøn medførte en uventet følelse af fred. Den tilfredsstillede ikke hendes higen i sindet efter vished, men for første gang i årevis beroligede den hendes hjerte.

Den bøn fjernede paulunet og åbnede for himlens vinduer. I løbet af to uger erfarede hun, at hun ventede et barn. Det nye barn var netop et år gammel, da min søn og svigerdatter modtog en missionskaldelse. Hun havde lovet at rejse og gøre alt hvor som helst, så hun skubbede al frygt til side og tog sine børn med over havet. I missionsmarken fik hun endnu et barn – på en forflyttelsesdag for missionærer.

At underkaste sig himlens vilje fuldt ud, som denne unge mor gjorde, er afgørende for at fjerne de åndelige pauluner, vi sommetider placerer over vores hoved. Men det garanterer ikke et umiddelbart svar på vore bønner.

Abrahams hjerte synes at have været ret indstillet, længe før Sara blev gravid med Isak, og før de modtog deres forjættede land. Himlen havde andre mål, der skulle opfyldes først. Disse mål omfattede ikke kun at opbygge Abrahams og Saras tro, men også at undervise dem i evige sandheder, som de fortalte andre om på deres lange omvej til det land, der var beredt til dem. Herrens ventetider synes ofte lange; nogle varer et helt liv. Men de er altid beregnet på at velsigne. De behøver aldrig at være tider med ensomhed, sorg eller utålmodighed.

Selv om hans tidsplan ikke altid er vores, kan vi være sikre på, at Herren holder sine løfter. Til alle jer, der nu synes, at han er svær at nå, så vidner jeg om, at dagen vil komme, hvor vi alle vil se ham ansigt til ansigt. Ligesom der intet er nu til at sløre hans syn af os, vil der intet være til at sløre vores syn af ham. Vi vil alle personligt stå foran ham. Som mit barnebarn ønsker vi at se Jesus nu, men vores sikre genforening med ham på dommens dag vil være langt mere behagelig, hvis vi først gør det, der vil gøre ham lige så velkendt for os, som vi er for ham. Når vi tjener ham, bliver vi, som han er, og vi føler os nærmere ham, når vi nærmer os den dag, hvor intet skal være skjult for vores blik.

Bevægelsen mod Gud kan være vedvarende. »Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt,«7 siger Frelseren. Og så vil han fortælle os hvordan:

»For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,

jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.

Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke?

Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj?

Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?

Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«8

Når vi gør det, som Herren ønsker, vi gør for hans Faders børn, betragter han det som venlighed mod sig, og vi vil føle os nærmere ham, når vi mærker hans kærlighed og hans godkendelse. Med tiden bliver vi, som han er, og tænker på dommedag med glad forventning.

Paulunet, der synes at skjule jer fra Gud, kan være frygt for mennesker snarere end dette ønske om at tjene andre. Frelserens eneste motivation var at hjælpe mennesker. Mange af jer har nok ligesom jeg oplevet frygt, når I henvender jer til nogen, som I har fornærmet, eller som har såret jer. Alligevel har jeg gang på gang set Herren blødgøre hjerter, herunder også mit eget. Og derfor udfordrer jeg jer til på Herrens vegne at gå til en person, trods den frygt I måtte føle, for at udvise kærlighed og tilgivelse. Jeg lover jer, at når I gør dette, vil I mærke Frelserens kærlighed til den person og hans kærlighed til jer, og det vil ikke synes, som om det kommer langt væk fra. For jer kan den udfordring være i familien, den kan være i lokalsamfundet, eller den kan være i den anden ende af landet.

Men hvis I går Herrens ærinde for at velsigne andre, vil han se det og belønne det. Hvis I gør det tit nok og længe nok, vil I gennem Jesu Kristi forsoning opleve en forandring i jeres egen personlighed. I vil ikke blot føle jer nærmere ham, men I vil også føle mere og mere, at I er ved at blive som han. Når I så ser ham, som vi alle skal, bliver det for jer, som det var for Moroni, da han sagde: »Og nu byder jeg alle farvel. Jeg går snart bort for at hvile i Guds paradis, indtil min ånd og mit legeme igen forener sig, og jeg bliver ført sejrrig gennem luften for at møde jer for den mægtige Jahves behagelige domstol, for den evige Dommer over både levende og døde. Amen.«9

Hvis vi tjener med tro, ydmyghed og et ønske om at gøre Guds vilje, så vidner jeg om, at den mægtige Jahves domstol vil være behagelig. Vi vil se vor kærlige Fader og hans Søn, som de ser os nu – fuldkomment klart og med fuldkommen kærlighed. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.