Bliv accepteret af Herren

Jeg husker, at min far nogle gange tog mig med sig for at arbejde på projekter, da jeg var dreng. Vi havde en lille have et par kilometer fra, hvor vi boede, og der var altid så meget at gøre for at forberede haven på alle årstider. Vi arbejdede på lysthuset eller byggede eller reparerede hegn. Som jeg husker det, foregik dette arbejde altid i bidende kulde, tætfaldende sne eller styrtende regnvejr. Men jeg elskede det. Min far lærte mig med tålmodighed og tiltro, hvordan tingene skulle gøres.

En dag bad han mig om at stramme en skrue og advarede mig: »Husk, at hvis du skruer den for stramt i, går den i stykker.« Stolt ville jeg vise ham, hvad jeg kunne. Jeg skruede af alle mine kræfter, og selvfølgelig ødelagde jeg skruen. Han kom med en sjov kommentar, og vi begyndte forfra. Selv når jeg lavede fejl, følte jeg altid hans kærlighed og tillid til mig. Det er mere end ti år siden, han gik bort, men jeg kan stadig høre hans stemme, føle hans kærlighed, nyde hans opmuntring og føle hans accept.

Følelsen af at blive accepteret af en, vi elsker, er et grundlæggende menneskeligt behov. At blive accepteret af gode mennesker motiverer os. Det øger vores følelse af selvværd og selvtillid. De, der ikke finder accept fra ønskelige kilder, søger det ofte andre steder. De opsøger måske mennesker, der ikke interesserer sig for deres velbefindende. De knytter sig måske til falske venner og gør tvivlsomme ting for at forsøge at opnå den anerkendelse, de søger. De søger måske accept ved at gå med specielt mærkevaretøj for at skabe en samhørighedsfølelse eller status. For nogle kan stræben efter en fremtrædende stilling også være et udtryk for at søge accept. Måske definerer de deres værd ud fra en stilling, de har, eller en status, de opnår.

Selv i Kirken er vi ikke altid fri for den måde at tænke på. At søge accept fra de forkerte kilder eller af de forkerte årsager fører os ind på en farlig sti, der sandsynligvis leder os på afveje eller måske endda til ødelæggelse. I stedet for at føle os værdsatte og selvsikre, vil vi med tiden føle os efterladte og mindreværdige.

Alma gav sin søn Helaman følgende råd: »Se til, at du ser hen til Gud og lever.«¹ Den ultimative kilde til anerkendelse og vedvarende accept er vor himmelske Fader og hans søn Jesus Kristus. De kender os. De elsker os. De accepterer os ikke på grund af vores titel eller stilling. De ser ikke på vores status. De ser vores hjerte. De accepterer os for, hvem vi er, og hvem vi bestræber os på at blive. At søge og modtage accept fra dem vil altid opløfte og opmuntre os.

Jeg vil fortælle om en enkel plan, der, hvis den anvendes, kan hjælpe enhver af os til at finde den ultimative accept. Denne plan blev givet af Herren gennem profeten Joseph Smith. »Sandelig siger jeg jer: Alle blandt dem, som ved, at deres hjerte er ærligt og sønderknust og deres ånd angerfuld, og som er villige til at iagttage deres pagter ved opofrelse – ja, ved ethvert offer, som jeg Herren vil befale – de er antaget af mig.«²

Denne plan består af tre enkle trin:

1. At vide at vores hjerte er ærligt og sønderknust,

2. at vide at vores ånd er angerfuld og

3. at være villig til at iagttage vore pagter ved opofrelse, som Herren befaler det.

For det første skal vi vide, at vores hjerte er ærligt og sønderknust. Hvordan ved vi det? Vi begynder med oprigtig selvrefleksion. Hjertet er midtpunktet for vore følelser. Når vi ser ind i vores hjerte, scanner vi os selv. Det ingen omkring os ved, ved vi med sikkerhed. Vi kender vore ønsker og motiver. Når vi foretager en oprigtig, ærlig refleksion, bortrationaliserer eller bedrager vi ikke os selv.

Der er også en metode til at bedømme, om vores hjerte er sønderknust. Et sønderknust hjerte er et blødt, åbent og modtageligt hjerte. Når jeg hører Frelseren sige: »Se, jeg står ved døren og banker på,«³ så hører jeg ham banke på mit hjertes dør. Hvis jeg åbner denne dør for ham, er jeg mere lydhør over for Åndens opfordringer, og jeg er mere tilbøjelig til at acceptere Guds vilje.

Når vi oprigtigt og bønsomt overvejer, i hvor stor udstrækning vores hjerte er ærligt og sønderknust, vil vi blive undervist af Helligånden. Vi vil modtage en sød bekræftelse eller en blid irettesættelse, der opfordrer os til at handle.

For det andet må vi vide, om vores ånd er angerfuld. Ordet angerfuld er i Politikens Nudansk Ordbog defineret »som føler samvittighedsnag«.⁴ Hvis vi har en angerfuld ånd, erkender vi vore synder og mangler. Vi er lærevillige »angående alt det, der vedrører retfærdighed«.⁵ Vi føler bedrøvelse efter Guds vilje og er villige til at omvende os. En angerfuld ånd er villig til at lytte til »den hellige Ånds tilskyndelser«.⁶

En angerfuld ånd manifesteres gennem vores villighed og beslutsomhed til at handle. Vi er villige til at ydmyge os for Gud, villige til at omvende os, villige til at lære og villige til at ændre os. Vi er villige til at bede: »Ske ikke min vilje, men din«.⁷

Det tredje skridt, vi tager for at blive accepteret af Herren, er en bevidst beslutning om at holde vore pagter ved opofrelse: »Ja, ved ethvert offer, som jeg, Herren, vil befale«.⁸ For ofte tror vi, at ordet offer refererer til noget stort eller noget, der er svært for os at gøre. I nogle situationer kan det måske være sandt, men for det meste handler det om at leve hver dag som en sand Kristi discipel.

En måde, hvorpå vi holder vore pagter ved opofrelse, er ved at tage værdigt del i nadveren hver uge. Vi forbereder os bevidst til den hellige ordinance. Vi fornyer og bekræfter vore hellige løfter til Herren. På denne måde føler vi hans accept og modtager hans forsikring om, at vore anstrengelser bliver anerkendt og vore synder tilgivet gennem Jesu Kristi forsoning. I denne ordinance lover Herren os, at når vi er villige til at påtage os hans Søns navn og altid husker ham og holder hans befalinger, vil vi altid have hans ånd hos os. At have den hellige Ånd som vores konstante ledsager er det ultimative tegn på at være accepteret af Gud.

Andre måder, hvorpå vi holder vore pagter ved opofrelse, er noget så enkelt som at acceptere en kaldelse i Kirken og tjene trofast i den kaldelse eller at følge vores profet Thomas S. Monsons opfordring til at række ud til dem, der står ved vejsiden og har brug for at blive reddet åndeligt. Vi holder vore pagter ved opofrelse, når vi stille yder tjeneste i vores nabolag eller i vores lokalsamfund eller ved at finde navnene på vore forfædre og udføre tempelordinancer for dem. Vi holder vore pagter ved opofrelse, når vi stræber efter retfærdighed, er åbne og lytter til Åndens tilskyndelser i vores hverdag. Nogle gange betyder det at holde vore pagter ikke mere end at stå fast og trofast, når livets storme raser omkring os.

Efter at have forklaret, hvordan vi kan blive accepteret af ham, bruger Herren et vidunderligt, billedligt eksempel til at vise, hvordan vi nyder godt af at søge hans accept som familie og enkeltperson. Han sagde: »For jeg, Herren, vil få dem til at bære som et meget frugtbart træ, som er plantet i et prægtigt land ved en ren bæk, og som giver megen dyrebar frugt.«⁹

Når vi personligt er i harmoni med Herrens Ånd og føler hans accept, vil vi blive velsignet mere, end vi forstår, og frembringe megen retfærdig frugt. Vi vil være blandt dem, han talte til, da han sagde: »Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!«¹⁰

Søgen efter og modtagelse af Herrens accept vil lede til viden om, at vi er udvalgte og velsignede af ham. Vi vil få øget tillid til, at han vil lede os til det gode. Hans milde barmhjertighed vil blive tydelig i vores hjerte, i vores liv og i vores familie.

Jeg opfordrer jer af hele mit hjerte til at søge Herrens accept og nyde hans lovede velsignelser. Når vi følger den enkle plan, som Herren har vist os, vil vi vide, at han accepterer os, uanset hvad vores stilling, status eller jordiske begrænsninger er. Hans kærlige accept vil motivere os, øge vores tro og hjælpe os til at håndtere alle de ting, vi møder i livet. Til trods for vore udfordringer vil vi opnå succes, opleve fremgang¹¹ og føle lykke.¹² Vi vil være blandt dem, som Herren talte til, da han sagde:

»Frygt ikke, små børn, for I er mine; og jeg har overvundet verden, og I er af dem, som min Fader har givet mig;

og ingen af dem, som min Fader har givet mig, skal fortabes«.¹³

I Jesu Kristi navn. Amen.