»Jeg tror«

Ved en bestemt lejlighed kom Jesus til en gruppe skriftkloge, der førte en heftig diskussion med hans disciple. Da Frelseren spurgte om årsagen til striden, trådte faderen til et plaget barn frem og sagde, at han var kommet til Jesu disciple, så de kunne velsigne hans søn, men de var ikke i stand til at give velsignelsen. Med drengen, der skar tænder, havde fråde om munden og slog om sig på jorden foran dem, henvendte faderen sig til Jesus, med hvad der må have været desperation i sin stemme:

»Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os«, sagde han.

»Jesus sagde til ham: ›Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.‹

Straks råbte drengens far: ›Jeg tror, hjælp min vantro!‹«.¹

Denne mands begyndende overbevisning er, ifølge hans eget udsagn, begrænset. Men han har et presserende, empatisk ønske for sit eneste barn. Vi er blevet fortalt, at det er godt nok til at begynde med. »Selv om I ikke kan gøre mere end ønske at tro,« erklærer Alma, »lad da det ønske virke i jer, indtil I tror.«² Uden andet håb tilbage anvender denne far den tro, han har, og beder indtrængende verdens Frelser: »Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.«³ Jeg kan knap læse disse ord uden at græde. Det er tydeligt, at flertals stedordet os bruges bevidst. Det, som manden i virkeligheden siger, er: »Hele vores familie tigger om hjælp. Vores kamp ophører aldrig. Vi er udmattede. Vores søn falder i vandet. Han falder ind i ilden. Han er hele tiden i fare, og vi er hele tiden bange. Vi ved ikke, hvor vi ellers skal henvende os. Kan du hjælpe os? Vi vil være taknemlige for hvad som helst – en delvis velsignelse, bare et glimt af håb, at den byrde, drengens moder bærer hver eneste dag i sit liv, bliver løftet bare en lille smule.«

»Men hvis du kan gøre noget,« udtalt af faderen, bliver mødt med: »Hvis du kan [tro]!« udtalt af Mesteren.⁴

»Straks« siger skriften, ikke langsomt eller skeptisk eller kynisk, men »straks« råber faderen i sin utildækkede smerte som forælder: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Som svar på denne nye og endnu delvise tro, helbreder Jesus drengen, idet han næsten bogstavelig talt oprejser ham fra de døde, som Markus beskriver det.⁵

Med denne særlige beretning fra skriften som baggrund, ønsker jeg at tale direkte til Kirkens unge – unge i alder, unge i medlemskab eller unge i troen. På den ene eller anden måde inkluderer det os alle.

Den første iagttagelse af denne beretning er, at da faderen bliver mødt med opfordringen til at tro, fremhæver han først sin styrke og først derefter erkender han sin begrænsning. Hans første erklæring er bekræftende og uden tøven: »Jeg tror.« Til alle, der ønsker mere tro, ville jeg sige, husk denne mand! I tider med frygt, tvivl eller uroligheder, så stå fast på den grund, I allerede har vundet, selv hvis det område er begrænset. Som en del af den vækst vi alle skal opleve her på jorden, vil vi alle have åndelige oplevelser tilsvarende denne drengs plage eller denne forælders desperation. Når de tider kommer og de problemer dukker op, hvoraf løsningen ikke er umiddelbart forestående, så hold fast ved det I allerede ved og vær stærke indtil mere viden kommer. Jesus sagde om dette tilfælde, netop dette mirakel: »Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.«⁶ Størrelsen af jeres tro eller graden af jeres viden er ikke det afgørende – det er den retskaffenhed, I udviser i forhold til den tro, I har, og den sandhed, I allerede kender.

Den anden iagttagelse er en variation af den første. Når der opstår problemer og spørgsmål, så begynd ikke jeres søgen efter tro med at sige, hvor meget I ikke har, så I leder med jeres »vantro«. Det er ligesom at prøve at fylde en kalkun gennem næbet! Lad mig være tydelig: Jeg beder jer ikke om at foregive en tro, I ikke har. Men jeg beder jer om at være tro mod den tro I har. Nogle gange handler vi, som om en ærlig tilkendegivelse af tvivl er et højere udtryk for moralsk mod, end en ærlig tilkendegivelse af tro er det. Det er det ikke! Så lad os alle huske dette klare budskab fra en beretning fra skriften: Vær så åbne om jeres spørgsmål, som I har brug for at være; livet er fyldt med spørgsmål om det ene eller det andet emne. Men hvis I og jeres familie ønsker at blive helbredt, så lad ikke de spørgsmål stå i vejen for, at tro kan udvirke sine mirakler.

Desuden har du mere tro, end du tror på grund af det, Mormons Bog kalder »de store beviser«.⁷ »På deres frugter skal I kende dem,« sagde Jesus,⁸ og frugten af det levende evangelium er tydelig i sidste dages helliges liv overalt. Som Peter og Johannes engang sagde til de fordums tilhørere, siger jeg til jer: »Vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har set og hørt«, og det vi har set og hørt er, at »der er sket et tydeligt tegn« i millioner af Kirkens medlemmers liv. Dette kan ikke benægtes.⁹

Brødre og søstre, dette er en guddommelig uafsluttet proces, hvor tilkendegivelser og velsignelser ses i overflod i enhver retning, så jeg beder jer om ikke at hyperventilere, hvis der fra tid til anden opstår problemer, der skal undersøges, forstås og løses. De opstår, og de vil opstå. I denne kirke trumfer det, vi ved, altid det, vi ikke ved.Og husk, i denne telestiale verden skal alle vandre ved tro.

Så vær venlig med hensyn til menneskelig svaghed – jeres egen såvel som deres, der tjener med jer i denne kirke, der ledes af frivillige mænd og kvinder her på jorden. Bortset fra tilfældet med Guds eneste fuldkomne, enbårne Søn, så er ufuldkomne mennesker det eneste han har haft at arbejde med. Det må være forfærdeligt frustrerende for ham, men han håndterer det. Det bør vi også. Og når I møder ufuldkommenhed, så husk, at begrænsningen ikke vedrører dette værks guddommelighed. Som en talentfuld skribent har foreslået: Når den uendelige fylde skænkes op, er det ikke oliens skyld, hvis der er spild, fordi de mangelfulde beholdere ikke helt kan rumme den.¹⁰ De mangelfulde beholdere inkluderer jer og mig, så vær tålmodig, venlig og tilgivende.

Den sidste iagttagelse: Når tvivl eller vanskeligheder kommer, så vær ikke bange for at spørge om hjælp. Hvis vi ønsker det lige så ydmygt og ærligt som denne fader gjorde, så kan vi få den. Skrifterne udtrykker sådanne indtrængende ønsker som »oprigtig hensigt« tilstræbt »med hjertets faste forsæt uden at handle hyklerisk og bedragerisk over for Gud«.¹¹ Jeg vidner om, at Gud som svar på den slags bønfaldende henvendelse altid vil sende hjælp fra begge sider af sløret til at styrke vores tro.

Jeg sagde, at jeg talte til de unge. Det gør jeg stadig. En 14-årig dreng sagde for nylig en smule tøvende til mig: »Bror Holland, jeg kan endnu ikke sige, at jeg ved, at Kirken er sand, men jeg tror, den er det.« Jeg krammede den dreng til hans øjne stod ud af hovedet på ham. Jeg fortalte ham med brændende entusiasme, at tro er et dyrebart ord, en endnu mere dyrebar handling, og at han aldrig behøvede at undskylde for »kun at tro«. Jeg fortalte ham, at Kristus selv sagde: »Frygt ikke, tro kun!«¹² En sætning, der i øvrigt bragte unge Gordon B. Hinckley ud i missionsmarken.¹³ Jeg fortalte denne dreng, at tro altid har været det første skridt mod overbevisning, og at trosartiklerne, der definerer vores fælles tro, med overbevisning gentager sætningen: »Vi tror.«¹⁴ Og jeg fortalte ham, hvor stolt jeg var af ham for hans ærlige søgen.

Med den fordel som næsten 60 år har givet mig, siden jeg var en nyligt troende 14-årig, erklærer jeg nogle ting, som jeg ved nu. Jeg ved, at Gud til alle tider, på alle måder og i alle situationer er vor kærlige, tilgivende himmelske Fader. Jeg ved, at Jesus var hans eneste fuldkomne barn, hvis liv kærligt blev givet i overensstemmelse med både Faderens og Sønnens vilje for at forløse resten af os, der ikke er fuldkomne. Jeg ved, at han opstod fra døden for at leve igen, og fordi han gjorde det, vil I og jeg også gøre det. Jeg ved, at Joseph Smith, der erkendte, at han ikke var fuldkommen,¹⁵ ikke desto mindre var udvalgt til at være et redskab i Guds hænder til at gengive det evigtvarende evangelium til jorden. Jeg ved også, at han ved at gøre det – specielt gennem oversættelsen af Mormons Bog – har lært mig mere om Guds kærlighed, om Kristi guddommelighed og om præstedømmets kraft end nogen anden profet, jeg har læst om, har kendt eller hørt om i min livslange søgen. Jeg ved, at præsident Thomas S. Monson, der hengivent og livsglad nærmer sig sit 50. år siden sin ordination som apostel, i dag er den rette arvtager til den profetiske kappe. Vi har set denne kappe på ham igen under denne konference. Jeg ved, at 14 andre mænd, som I opretholder som profeter, seere og åbenbarere, opretholder ham med deres hænder, hjerte og deres egne apostolske nøgler.

Disse ting erklærer jeg med den overbevisning, Peter kaldte »profeternes [mere faste] tale«.¹⁶ Det, der engang var et frø af tro hos mig, er vokset til livets træ, så hvis jeres tro bliver prøvet en smule i denne eller til enhver tid, inviterer jeg jer til at støtte jer op ad min. Jeg ved, at dette værk er selve sandheden fra Gud, og jeg ved, at vi kun vil bringe os selv i fare, hvis vi tillader tvivl eller djævle at få os til at afvige fra stien. Bliv ved med at håbe. Fortsæt rejsen. Erkend ærligt jeres spørgsmål og jeres bekymringer, men pust først og for evigt til jeres tros flammer, for alt er muligt for dem, der tror. I Jesu Kristi navn. Amen.