Lydighed mod loven er frihed

Sidste jul fik jeg en særlig gave, der bragte mange minder med sig. Jeg fik den af min niece. Den havde været blandt de ting, jeg havde efterladt i familiens hjem, da jeg flyttede hjemmefra, efter jeg var blevet gift. Gaven var denne lille brune bog, som jeg holder i min hånd. Det er en bog, som blev givet til SDH-soldater, når de indtrådte i hæren under anden verdenskrig. Jeg så personligt bogen som en gave fra præsident Heber J. Grant og hans rådgivere J. Reuben Clark jun. og David O. McKay.

Forrest i bogen skrev Guds tre profeter: »Forholdene i de væbnede styrker tillader ikke, at vi kan være i konstant personlig kontakt med jer, hverken direkte eller gennem en anden person. Vores næstbedste måde er at anbringe i jeres hænder sådanne afsnit af nutidig åbenbaring og forklaringer af evangeliets principper, som skal give jer, hvor end I befinder jer, fornyet håb og tro, og også trøst og fred i sjælen.«¹

I dag befinder vi os i en anden krig. Det er ikke en krig med våben. Det er en krig, der udkæmpes med tanker, ord og handlinger. Det er en krig med synd, og endnu mere end før har vi brug at blive påmindet om befalingerne. Det verdslige bliver normen, og mange af verdens overbevisninger og fremgangsmåder er i direkte modstrid med dem, som Herren selv stiftede til gavn for sine børn.

I den lille brune bog umiddelbart efter Det Første Præsidentskabs brev er der en »Forberedelsesnote til soldater« med titlen: »Lydighed mod loven er frihed.« Noten drager en parallel mellem militærlov, der »er til alles bedste, der er i tjeneste,« og guddommelig lov.

Der står: »I universet, hvor Gud har magten, er der også en lov – en universel, evig … lov – med bestemte velsignelser og uforanderlige straffe.«

De sidste ord i noten fokuserer på lydighed mod Guds lov: »Hvis du ønsker at vende tilbage til din familie med oprejst pande … hvis du vil være en mand og leve lykkeligt – så overhold Guds lov. Når du gør det, kan du til disse uvurderlige friheder, som du kæmper for at bevare, føje en anden, som de andre måske afhænger af, frihed fra synd, for det er virkelig sandt, at ›lydighed mod loven er frihed.‹«²

Hvorfor virkede sætningen »lydighed mod loven er frihed« så sand for mig på det tidspunkt? Hvorfor virker den sand for os alle nu?

Måske fordi vi har en åbenbaret kundskab om vores førjordiske liv. Vi erkender, at da Gud den evige Fader præsenterede sin plan for os ved tidernes begyndelse, ønskede Satan at ændre planen. Han sagde, at han ville forløse alle mennesker. Ikke en sjæl skulle gå tabt, og Satan var overbevist om, at han kunne udføre sit forslag. Men der var en uacceptabel omkostning – tilintetgørelsen af menneskets handlefrihed, som var og er en gave fra Gud (se Moses 4:1–3). Om denne gave har præsident Harold B. Lee sagt: »Næst efter livet er handlefriheden Guds største gave til menneskeheden.«³ Derfor var det ikke en ubetydelig ting for Satan at ignorere menneskets handlefrihed. Det blev faktisk det vigtigste stridspunkt, som krigen i himlen kom til at handle om. Sejren i himlen var en sejr for menneskets handlefrihed.

Satan var dog ikke færdig. Hans reserveplan – planen han har arbejdet ud fra lige siden Adams og Evas tid – var at friste mænd og kvinder i bund og grund for at bevise, at vi ikke fortjener handlefrihedens gave, som vi har fået fra Gud. Satan har mange grunde til at gøre det, han gør. Måske er den største årsag, hævn, men han ønsker også at gøre mænd og kvinder ulykkelige, som han er ulykkelig. Ingen af os bør nogensinde undervurdere, hvor motiveret Satan er for at få succes. Hans rolle i Guds evige plan skaber »modsætning i alt« (2 Ne 2:11) og tester vores handlefrihed. Hvert eneste valg, som I og jeg træffer, er en prøve på vores handlefrihed – om vi vælger at være lydige eller ulydige mod Guds befalinger er faktisk et valg mellem »frihed og evigt liv« og »fangenskab og død.«

Vi bliver meget tydeligt undervist i denne grundlæggende læresætning i 2 Nefi i det andet kapitel: »Derfor er menneskene frie, hvad angår kødet; og alt, der er tjenligt for mennesket, er givet dem. Og de er frie til at vælge frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler, eller til at vælge fangenskab og død i overensstemmelse med Djævelens fangenskab og magt; for han stræber efter at gøre alle mennesker elendige, ligesom han selv er« (2 Ne 2:27).

På mange måder har denne verden altid været i krig. Jeg tror, at da Det Første Præsidentskab sendte mig min lille brune bog, var de mere bekymrede for en større krig end for anden verdenskrig. Jeg tror også, at de håbede, at bogen ville være et skjold af tro mod Satan og hans hær i denne store krig – krigen mod synd – og tjene som påmindelse for mig om at efterleve Guds befalinger.

En måde at måle os selv og sammenligne os med tidligere generationer på er ved en af de ældste standarder, som mennesket kender – de ti bud. For en stor del af den civiliserede verden, især den jødiske-kristne verden, har de ti bud været den mest accepterede og varige afgrænsning mellem godt og ondt.

Efter min mening bliver fire af de ti bud taget lige så alvorligt i dag som nogensinde før. Som en kultur foragter og fordømmer vi mord, tyveri og løgn, og vi tror stadig på, at børn har et ansvar over for deres forældre.

Men i en større samfundsmæssig sammenhæng afviser vi normalt de andre seks bud:

• Hvis verdslige prioriteter er nogen som helst indikation, har vi helt bestemt »andre guder«, som vi sætter før den sande Gud.

• Vi gør berømtheder, livsstil, rigdom og ja, somme tider udskårne billeder eller genstande til afguder.

• Vi bruger Guds navn på alle mulige blasfemiske måder, også i vores udbrud og banden.

• Vi bruger sabbatsdagen til vore største sportsgrene, vores mest seriøse fritidsbeskæftigelse, vores største indkøb og alt muligt andet end tilbedelse.

• Vi behandler seksuelle forhold uden for ægteskabet som fornøjelse og underholdning.

• Og begær er blevet alt for almindeligt (se 2 Mos 20:3–17).

Profeter i alle uddelinger har uophørligt advaret os mod overtrædelse af to af de mere alvorlige befalinger – dem angående mord og utroskab. Jeg ser et fælles grundlag for disse to afgørende befalinger – troen på, at selve livet er Guds eneret, og at vores fysiske legeme, det jordiske livs tempel, bør skabes inden for de grænser, som Gud har sat. Hvis et menneske sætter sine egne regler i stedet for Guds love i forbindelse med livets begyndelse eller afslutning er det højdepunktet af indbildskhed og den allerstørste synd.

Det største resultat af disse nedsættende holdninger om ægteskabets hellighed er konsekvenserne for familien – familiens styrke forringes med alarmerende fart. Denne forringelse forårsager udbredt skade i samfundet. Jeg ser direkte årsag og virkning. Når vi ignorerer vores forpligtelse og troskab mod vores ægtefælle, fjerner vi limen, som holder vores samfund sammen.

En nyttig måde at tænke på befalingerne på er, at de er kærlige råd fra en vís, alvidende Fader i himlen. Hans mål er vores evige lykke, og hans befalinger er den vejviser, som han har givet os til at vende tilbage til ham, og den eneste måde, hvorpå vi kan opnå evig lykke. Hvor vigtig er vores hjem og familien for vores evige lykke? På side 141 i min lille brune bog står der: »Vores himmel er stort set ikke andet end en projicering af vores hjem ind i evigheden.«⁴

Læren om familien og hjemmet blev for nylig understreget med stor tydelighed og styrke i »Familien: En proklamation til verden«. Den erklærer familiens evige natur og forklarer derefter forbindelsen til tempeltjeneste. Proklamationen erklærer også, hvilken lov som familiens evige lykke er bygget på, nemlig at »formeringens hellige kraft kun skal anvendes mellem en mand og en kvinde, der er lovformeligt viet som ægtemand og hustru.«⁵

Gud åbenbarer for sine profeter, at der er moralske sandheder. Synd vil altid være synd. Ulydighed mod Herrens befalinger vil altid frarøve os hans velsignelser. Verden ændrer sig konstant og dramatisk, men Gud, hans befalinger og de lovede velsignelser ændrer sig ikke. De er uforanderlige og uomskiftelige. Mænd og kvinder får deres handlefrihed som en gave fra Gud, men deres frihed og deres evige lykke kommer til gengæld gennem lydighed mod hans love. Som Alma rådgav sin omflakkende søn Corianton: »Ugudelighed har aldrig været lykke« (Alma 41:10).

I denne tid, hvor evangeliets fylde er gengivet, har Herren igen åbenbaret os de velsignelser, som vi er blevet lovet for lydighed mod hans befalinger:

I Lære og Pagter 130 læser vi:

»Der er en lov, uigenkaldeligt fastsat i himlen før denne verdens grundlæggelse, på hvilken alle velsignelser er baseret –

og når vi opnår en hvilken som helst velsignelse fra Gud, er det ved lydighed mod den lov, på hvilken den er baseret« (L&P 130:20–21).

Ingen anden læresætning kunne udtrykkes stærkere i skrifterne end Herrens uforanderlige befalinger og deres forbindelse til vores lykke og velvære som enkeltpersoner, som familie og som samfund. Det er moralske sandheder, som er ufravigelige. Ulydighed mod Herrens befalinger vil altid frarøve os hans velsignelser. Dette ændrer sig ikke.

I en verden, hvor samfundets moralske kompas vakler, vakler Jesu Kristi gengivne evangelium aldrig, ej heller bør dets stave og menigheder, dets familier eller dets enkelte medlemmer. Vi skal ikke vælge og vrage mellem de befalinger, vi tror, der er vigtige at holde, men anerkende alle Guds befalinger. Vi skal stå fast og urokkeligt med fuldstændig tillid til Herrens troværdighed og fuldstændig tillid til hans løfter.

Må vi altid være et lys på bjerget, et eksempel på at holde befalingerne, som aldrig har ændret sig og aldrig vil ændre sig. Akkurat som denne lille bog, der opfordrede SDH-soldater til at stå fast i krigstider, må vi så i disse sidste dages krig være et fyrtårn for alle på jorden og især for Guds børn, der søger Herrens velsignelser. Jeg vidner om dette i Jesu Kristi navn. Amen.