Evangeliet til hele verden

Ældste John B. Dickson

De Halvfjerds


Kirken [har] støt bevæget sig ud i verden fra land til land, kultur til kultur og folk til folk ifølge Herrens kalender og efter hans tidsplan.

Frelserens jordiske virke var fuldført. Hans lidelser i Getsemane og på korset var ovre. Vi læser i Apostlenes Gerninger 1, at han havde tjent blandt dem i 40 dage efter sin opstandelse, hvor han »viste sig« for apostlene og »talte om Guds rige« (ApG 1:3).

Han sagde: »I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og i Samaria og lige til jordens ende« (ApG 1:8).

Kort tid derefter »blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne.

Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem.

De sagde: ›Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen‹« (ApG 1:9–11).

Herren ville sandelig komme igen ved sit andet komme, men i mellemtiden skulle evangeliet gå ud »lige til jordens ende«.

Fra Matthæus lærer vi om en speciel befaling til apostlene om at bringe evangeliet til alle lande:

»Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: ›Mig er givet al magt i himlen og på jorden.

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn‹« (Matt 28:18–19).

I Kirkens tidlige dage, i tidernes midte, blev evangeliet kun bragt til Israels hus. Så kom åbenbaringen til Peter, den præsiderende apostel, at tiden var kommet til at bringe evangeliet videre end blot til Israel, nemlig til ikkejøderne. Det 10. og 11. kapitel i Apostlenes Gerninger hjælper os til at forstå den proces og den plan, hvorved denne nødvendige udvidelse af Kirken til flere af Guds børn blev tilkendegivet for Kirkens præsiderende ledere og til medlemmerne generelt.

Ved at gøre brug af Cornelius, der var ikkejøde, officer og en god mand, gjorde Herren det klart for Peter, at evangeliet skulle gå til ikkejøderne – et koncept der var nyt og fremmed for de hellige på den tid. Den åbenbaring, der medførte den forandring af Kirkens anliggender, kom til Peter, den præsiderende apostel. Vi ved, at evangeliet derefter hurtigt blev udbredt blandt de ikkejødiske nationer.

Et eksempel på Kirkens udvidelse i den tid var Paulus’ omvendelse. Han blev en stor apostel for ikkejøderne. Han fik et syn på vejen til Damaskus, hvor han så et lys og hørte en stemme, omvendte sig fra sine synder og blev kaldet af Gud (se ApG 22:6–18) og blev dernæst en stor faktor i forbindelse med udbredelsen af Jesu Kristi evangelium.

Lad os nu bevæge os 1800 år frem i tiden til gengivelsen af evangeliet eller genoprettelsen af alle ting forud for det andet komme. Jeg vidner om, at Kirken er blevet genoprettet gennem profeten Joseph Smith og fortsat bevæger sig fremad under ledelse af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum. Den befaling, der gjaldt for de første apostle om at bringe evangeliet ud til hele verden, gælder stadig.

Fra organiseringen af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i 1830 har Kirken støt bevæget sig ud i verden fra land til land, kultur til kultur og folk til folk ifølge Herrens kalender og efter hans tidsplan.

I 1978 i overensstemmelse med den fastsatte fremgangsmåde for åbenbaring gennem den præsiderende apostel, præsident Spencer W. Kimball, kom en åbenbaring, denne gang om at give præstedømmets velsignelser til alle værdige mænd i hele verden. Det betyder, at vor himmelske Faders børn i hele verden i vore dage alle kan tage del i alle det gengivne evangeliums velsignelser. Hvor passende for Guds rige på jorden i dagene op til Kristi andet komme.

Som en personlig bemærkning, så var jeg lige blevet kaldet til at være missionspræsident, og søster Dickson og jeg var ved at flytte vores familie til Mexico, da ældste Richard G. Scott, dengang medlem af De Halvfjerds, fortalte mig om denne specielle åbenbaring. Jeg husker, hvordan jeg fik tårer i øjnene, da han fortalte mig, hvad der var sket. Jeg var gladere end ord kunne beskrive, for jeg vidste, at det var rigtigt, og at tiden var kommet til, at hele menneskeheden skulle have adgang til alle evangeliets ordinancer, pagter og velsignelser.

Det er næsten 35 år siden, og dengang vidste jeg ikke, at jeg ville komme til at tilbringe mange år af mit virke som medlem af halvfjerdsernes kvorum i Kirkens vestafrikanske område blandt troende, trofaste mennesker, hvis liv blev berørt af åbenbaringen om præstedømmet fra 1978. Søster Dickson og jeg har boet der i fire år, og det har været en vidunderlig oplevelse for os, der har ændret vores liv.

Vestafrikanere tror generelt på Gud. De føler absolut ingen skam ved at erklære deres tro og fortælle andre om den, og de har kolossale lederevner. De kommer til Kirken i hundredvis, og næsten hver uge oprettes menigheder eller grene et eller andet sted i Det Vestafrikanske Område, og i næsten alle tilfælde med udelukkende afrikanske præstedømme- og organisationsledere.

Hvor ville jeg ønske, at I kunne tilslutte jer de hellige i templet i Aba i Nigeria eller i Accra i Ghana, hvor I ville fornemme de helliges forpligtelse og lære de udelukkende afrikanske tempelpræsidentskaber at kende. Eller hvor ville jeg ønske, at jeg kunne præsentere jer for de afrikanske områdehalvfjerdsere, der er sammen med os her i konferencecentret i dag, som er advokater, professorer og forretningsfolk, eller I kunne blive bekendte med de afrikanske stavs- og menighedsledere og deres familier.

At deltage i en søndagsskole-, hjælpeforenings- eller præstedømmeklasse overalt i Afrika er en hellig oplevelse, hvor Kirkens læseplan følges, og der er stor forståelse for evangeliet og for at undervise og lære ved Ånden.

I Afrika går evangeliet til et lykkeligt folk, der er meget upåvirket af den ydre pragt, som har indflydelse på så mange menneskers liv i Vesten. De går ikke op i at have utallige materielle ejendele.

Det er sagt om afrikanere, at de har meget lidt af det, der har mindst betydning, og en stor del af det, der har størst betydning. De går ikke op i at have kæmpe huse og de fineste biler, men går meget op i at kende deres himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, og i evige familier. Som en naturlig følge af deres tro løfter Herren dem på betydningsfuld vis.

Eftersom vi kender dem, som vi gør, er vi ikke overraskede over, at de ville være sådan en vigtig del af Jesu Kristi Kirkes udbredelse i de sidste dage. Da Daniel, den gammeltestamentlige profet, så Guds rige i de sidste dage »rulle frem til jordens ender, ligesom [en] sten, der uden hænder er blevet hugget ud af bjerget, [skulle] rulle frem, indtil den [opfylder] hele jorden« (L&P 65:2), er det meget passende, at vore vidunderlige, afrikanske brødre og søstre skulle være en vigtig del af opfyldelsen af den profeti, og at de åbenbaringer, der skulle gøre det muligt, ville følge Herrens fastsatte plan.

Jeg vidner om, at vor himmelske Fader elsker alle sine børn, at Jesus er Kristus, og at evangeliet er tilgængeligt for alle, både levende og døde. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.