Frelseren ønsker at tilgive

De Halvfjerds


Herren elsker os og ønsker, at vi forstår hans villighed til at tilgive.

Da Frelseren tjente på jorden, fulgte mange efter ham, herunder skriftkloge og farisæere »fra alle landsbyerne i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem«.1 En sengeliggende, lam mand, som ønskede at blive helbredt, blev bragt hen til en stor forsamling, men da hans venner ikke kunne få ham hen til Frelseren, tog de ham op på taget af det hus, hvor Frelseren var, og sænkede ham ned. Da Frelseren så denne tilkendegivelse på tro, sagde han med en storslået hensigt, der endnu var ukendt for hans tilhørere: »Menneske, dine synder er tilgivet dig.«2

Det må have overrasket manden, og selv om skriften ikke siger noget om hans reaktion, har han måske undret sig over, om Frelseren virkelig forstod, hvorfor han var kommet.

Frelseren vidste, at mange mennesker fulgte ham på grund af hans mægtige mirakler. Han havde allerede forvandlet vand til vin,3 uddrevet urene ånder,4 helbredt en kongelig embedsmands søn,5 en spedalsk,6 Peters svigermor7 og mange andre.8

Men med denne lamme mand valgte Herren over for både disciple og kritikere at bevise sin enestående rolle som verdens Frelser. Da de skriftkloge og farisæerne hørte Frelserens ord, begyndte de at argumentere indbyrdes og talte uvidende om blasfemi samtidig med, at de konkluderede, at kun Gud kan tilgive synder. Frelseren, der gennemskuede deres tanker, sagde henvendt til dem:

»Hvad er det, I tænker i jeres hjerte?

Hvad er det letteste, at sige: Dine synder er tilgivet dig, eller at sige: Rejs dig og gå?«9

Uden at vente på deres svar fortsatte Frelseren: »Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder« [han vendte sig da mod den lamme mand]: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din seng og gå hjem!«10 Og det gjorde han!

Ved denne mirakuløse fysiske helbredelse bekræftede Frelseren denne uendeligt større åndelige sandhed over for os alle: Menneskesønnen tilgiver synder!

Selv om denne sandhed godvilligt accepteres af alle troende, anerkendes den væsentlige medfølgende sandhed ikke lige så let: Frelseren tilgiver synder »på jorden«, og ikke kun ved den endelige dom. Han undskylder os ikke i vore synder.11 Han lader ikke vores tilbagevenden til tidligere synder gå upåtalt hen.12 Men når vi omvender os og adlyder hans evangelium, tilgiver han os.13

I denne tilgivelse ser vi forsoningens bemyndigende og forløsende kraft anvendt på harmonisk og nådig vis. Hvis vi udøver tro på Herren Jesus Kristus, styrker hans forsonings bemyndigende kraft os i det øjeblik, vi har brug for det,14 og hans forløsende kraft helliggør os, når vi »aflægger det naturlige menneske«.15 Det bringer håb til alle, især til dem, der føler, at gentagne tegn på menneskelig svaghed overgår Frelserens villighed til at hjælpe og frelse.

Frelseren fik også mulighed for at øge vores forståelse engang, hvor Peter havde forhørt sig om,16 hvor mange gange han skulle tilgive sin bror. »Op til syv gange?« spurgte Peter forundret. Det måtte bestemt være mere end rigeligt. Men Frelserens svar slog døren op på vid gab til hans barmhjertige hjerte: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.«17

Herren elsker os og ønsker, at vi forstår hans villighed til at tilgive. I over 20 tilfælde i Lære og Pagter sagde Herren til dem, han talte til: »Dine synder er dig tilgivet« eller lignende ordvalg.18 I omtrent halvdelen af disse tilfælde var Herrens ord rettet specifikt til profeten Joseph Smith, nogle gange til ham alene, andre gange sammen med andre.19 Første gang, det blev nedskrevet, var i 1830, sidste gang i 1843. Således sagde Herren gentagne gange til Joseph Smith i årenes løb: »Dine synder er dig tilgivet.«

Selv om Joseph Smith ikke var »skyldig i store eller alvorlige synder«,20 gør vi vel i at erindre, at Herrens »syvoghalvfjerds gange« med meget få undtagelser ikke begrænser tilgivelse i forhold til syndens alvorlighed.

Da Herren talte til nogle ældster, der var forsamlet i Kirtland, sagde han: »Jeg vil, at I skal overvinde verden; derfor vil jeg have medfølelse med jer.«21 Herren kender vore svagheder og de evige konsekvenser, som »verden« har for ufuldkomne mænd og kvinder.22 Ordet derfor i dette vers er hans erklæring om, at det kun er i kraft af hans medfølelse, at vi i sidste instans kan »overvinde verden«. Hvordan kommer denne medfølelse til udtryk? Til disse samme ældster i Kirtland sagde han: »[Jeg] har tilgivet jer jeres synder.«23 Frelseren ønsker at tilgive.

Ingen behøver at antage, at denne tilgivelse kommer uden omvendelse. Derimod har Herren sagt: »Dem, som bekender deres synder for mig og beder om tilgivelse … dem tilgiver jeg, Herren, deres synder«, og så tilføjer han denne advarende betingelse »og som ikke har syndet til døden«.24 Selv om Herren »ikke kan se på synd med den mindste grad af billigelse«,25 skelner han dog i forhold til alvoren af visse synder. Han har fastsat, at der ingen tilgivelse vil være for »bespottelse mod Helligånden«.26 Han angiver alvoren af mord27 og understreger alvoren af seksuel synd som fx hor.28 Ved gentagen udøvelse af alvorlig seksuel synd gør han det klart, hvor stadig vanskeligere det er at modtage hans tilgivelse.29 Og han har sagt, at »den, som synder mod et større lys, skal få en større fordømmelse«.30 Dog tillader han i sin nåde, at man kan forbedre sig over tid frem for at kræve øjeblikkelig fuldkommenhed. Selv mangfoldigheden af synder forårsaget af jordelivets svagheder tilgiver han, igen og igen, så ofte som vi omvender os og søger hans tilgivelse.31

Takket være dette kan vi alle, herunder dem, der kæmper med at overvinde afhængighed som stofmisbrug eller pornografi og dem tæt på dem, vide, at Herren anerkender vore retfærdige bestræbelser og kærligt tilgiver, når omvendelsen er fuldstændig, »op til syvoghalvfjerds gange«. Men det betyder ikke, at man ustraffet bevidst kan vende tilbage til synd.32

Herren er altid interesseret i vores hjerte,33 og en falsk, efterrationaliseret tro retfærdiggør ikke synd.34 I denne uddeling har Herren advaret en af sine tjenere mod bortforklaringer ved at erklære: »Lad [ham] skamme sig over den nikolaitiske gruppe og over alle deres hemmelige vederstyggeligheder.«35 Nikolaitterne var en gammel religiøs gruppe, der hævdede at have lov til at begå seksuel synd i kraft af Herrens nåde.36 Dette er ikke Herren velbehageligt.37 Hans medfølelse og nåde undskylder os ikke, når »[vort] hjerte … ikke [er] tilfreds. Og [vi ikke] adlyder … sandheden, men finder behag i ugudelighed«.38 Hans medfølelse og nåde er snarere, efter alt hvad vi kan gøre,39 de midler, hvormed vi »med tiden«40 overvinder verden ved forsoningens bemyndigende kraft. Når vi ydmygt søger denne dyrebare gave gøres »det svage stærkt for [os]«,41 og ved hans styrke bliver vi i stand til at gøre det, som vi aldrig ville kunne gøre alene.

Herren ser på det lys, vi har modtaget,42 vores hjertes ønsker43 og vore handlinger,44 og når vi omvender os og søger hans tilgivelse, tilgiver han os. Når vi betragter os selv, vore kære og bekendtskaber, bør vi være lige villige til at tilgive os selv og andre.45

Forkynd mit evangelium taler om vanskeligheden ved at overvinde afhængighed og opmuntrer præstedømmeledere og medlemmer til »ikke [at] blive chokerede eller fortvivlede«, hvis undersøgere eller nye medlemmer fortsat kæmper med sådanne problemer. Tværtimod bliver vi rådet til at »have tillid til personen og ikke dømme … [og] behandle det som et midlertidigt og forståeligt tilbageskridt«.46 Ville vi gøre mindre end det med vore egne børn eller vores familie, der kæmper med lignende problemer, og som midlertidigt har bevæget sig væk fra retfærdighedens vej? Selvfølgelig fortjener de vores udholdenhed, tålmodighed og kærlighed – og ja, vores tilgivelse.

Ved generalkonferencen i oktober gav præsident Monson dette råd:

»Vi er nødt til at huske, at mennesker kan forandre sig. De kan aflægge dårlige vaner. De kan omvende sig fra overtrædelser …

Vi kan hjælpe dem til at overvinde deres ufuldkommenheder. Vi skal udvikle evnen til at se mennesker, ikke som de er nu, men som det, de kan blive.«47

Ved en af Kirkens første konferencer, som svarede til denne konference, sagde Herren til medlemmerne:

»Sandelig siger jeg jer: I er rene, men ikke alle …

for alt kød er fordærvet i mine øjne …

for sandelig, nogle af jer er skyldige over for mig, men jeg vil være barmhjertig mod jeres svaghed.«48

Hans budskab er det samme i dag.

Vor himmelske Fader ved, hvad vi står over for, at vi alle om og om igen synder og »har mistet herligheden fra Gud«.49 Han sendte sin Søn, som »kender menneskets svaghed og ved, hvordan han skal bistå dem, som bliver fristet«.50 Hans Søn har sagt: »Bed altid, for at I ikke skal falde i fristelse.«51 Vi bliver bedt om at anråbe Gud »om barmhjertighed, for han er mægtig til at frelse«.52 Han befaler, at vi omvender os53 og tilgiver.54 Og selv om omvendelse ikke er let, giver han følgende løfte, når vi af hele vores hjerte stræber efter at adlyde hans evangelium: »Sandelig siger jeg jer: På trods af [j]eres synder er mit indre fyldt af medfølelse med [jer]. Jeg vil ikke fuldstændigt forstøde [jer], og på vredens dag vil jeg huske at vise barmhjertighed.«55 Frelseren ønsker at tilgive.

Hver uge indleder Tabernakelkoret sin inspirerende udsendelse med de opløftende ord i William W. Phelps’ velkendte salme »Løft din stemme glad og ren«. De trøstende ord i fjerde vers er ikke helt så kendte:

Hellig, hellig er vor Gud,
godt det ord, vi synger ud
Fra synd og dom vi vender om.
Lever vi til Guds behag,
herlig er vor sabbatsdag.56

Jeg opfordrer jer til at huske og tro på Herrens ord og at udøve tro på ham til omvendelse.57 Han elsker jer. Han ønsker at tilgive. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Mostrar las referencias

  1.  

    1. Luk 5:17; se også Mark 2:2.

  2.  

    2. Luk 5:20; se også Matt 9:2; Mark 2:5.

  3.  

    3. Se Joh 2:1–11.

  4.  

    4. Se Mark 1:21–28; Luk 4:33–37.

  5.  

    5. Se Joh 4:46–54.

  6.  

    6. Se Matt 8:1–4; Mark 1:40–45; Luk 5:12–15.

  7.  

    7. Se Matt 8:14–15; Mark 1:29–31; Luk 4:38–39.

  8.  

    8. Se Matt 8:16–17; Mark 1:32–34; Luk 4:40–41.

  9.  

    9. Luk 5:22–23; se også Matt 9:3–5; Mark 2:6–9.

  10.  

    10. Luk 5:24; fremhævelse tilføjet; se også Matt 9:6–7; Mark 2:10–12.

  11.  

    11. Se 1 Kor 6:9–10; Alma 11:34, 37; Hel 5:10–11.

  12.  

    12. Se 2 Pet 2:20; Jak 2:10; L&P 82:7.

  13.  

    13. Se Es 1:18; Jer 31:34; Luk 7:36–50; En 1:5; Alma 24:10; Moro 6:8; L&P 1:32; 58:42–43.

  14.  

    14. Se Jakob 4:7; Alma 14:26; Moro 10:7.

  15.  

    15. Mosi 3:19; se også 2 Ne 10:24–25.

  16.  

    16. Se Alma 32:28, 34.

  17.  

    17. Matt 18:21–22; fremhævelse tilføjet; se også Luk 17:1–4.

  18.  

    18. Se L&P 20:5–7; 25:3; 29:3; 31:5; 36:1; 50:36; 60:6–7; 61:2; 62:3; 64:1–4, 5–7, 15–17; 75:6–8; 82:1; 84:60–61; 90:1, 6; 108:1; 110:5; 112:3; 124:74–76, 78; 132:50.

  19.  

    19. Se L&P 20:5–7; 29:3; 60:6–7; 61:2; 62:3; 64:5–7; 84:60–61; 90:1; 110:5; 132:50.

  20.  

    20. JS-H 1:28.

  21.  

    21. L&P 64:2; fremhævelse tilføjet.

  22.  

    22. Se 1 Ne 20:9–11; L&P 24:2; 50:41; 63:47; 108:1–8.

  23.  

    23. L&P 64:3.

  24.  

    24. L&P 64:7.

  25.  

    25. L&P 1:31; se også v. 32–33; Alma 45:16.

  26.  

    26. L&P 132:27; se også Matt 12:31; Luk 12:10.

  27.  

    27. Se 2 Mos 20:13; Mosi 13:21; L&P 132:19; Moses 5:31–36.

  28.  

    28. Se Alma 39:5; L&P 42:24–26.

  29.  

    29. Se L&P 42:22–26, 75–78, 80–82; 63:13–17; 76:103.

  30.  

    30. L&P 82:3; se også Joh 15:22.

  31.  

    31. Se Moro 6:8.

  32.  

    32. Se Mosi 15:26.

  33.  

    33. Se 1 Sam 16:7; Sl 24:3–4; Ordsp 23:7; Matt 15:18–20; Mark 7:20–23; Hebr 3:12; 3 Ne 12:19; L&P 59:8; 64:34.

  34.  

    34. Se L&P 20:29–30; 121:37.

  35.  

    35. L&P 117:11.

  36.  

    36. Se Bible Dictionary, »Nicolaitans«.

  37.  

    37. Se Åb 2:6, 15.

  38.  

    38. L&P 56:15.

  39.  

    39. Se 2 Ne 25:23; L&P 138:4.

  40.  

    40. Moses 7:21.

  41.  

    41. Eter 12:27.

  42.  

    42. Se Joh 15:22; L&P 1:33; 82:3.

  43.  

    43. Se Alma 41:5–6; 3 Ne 9:20; L&P 137:9.

  44.  

    44. Se 1 Ne 15:33; Alma 41:3–4; L&P 137:9.

  45.  

    45. Se Matt 6:14–15; L&P 64:8–10; 98:39–48.

  46.  

    46. Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering, 2005, s. 189.

  47.  

    47. Thomas S. Monson, »Se andre som det, de kan blive«, Liahona, nov. 2012, s. 68, 69; fremhævelse tilføjet.

  48.  

    48. L&P 38:10–11, 14; fremhævelse tilføjet.

  49.  

    49. Rom 3:23.

  50.  

    50. L&P 62:1; se også Alma 7:12.

  51.  

    51. L&P 61:39; fremhævelse tilføjet.

  52.  

    52. Alma 34:18; fremhævelse tilføjet; se også 2 Ne 31:19; Alma 7:14.

  53.  

    53. Se Hel 13:11; L&P 19:4, 13–21.

  54.  

    54. Se L&P 64:8–10.

  55.  

    55. L&P 101:9; fremhævelse tilføjet; se også L&P 82:1–7.

  56.  

    56. »Løft din stemme glad og ren«, Salmer og sange, nr. 82.

  57.  

    57. Se Alma 34:15–17.