Dette ved jeg

Præsident Boyd K. Packer

Præsident for De Tolv Apostles Kvorum


Af alt det, jeg har læst og undervist i og lært, er den mest dyrebare og hellige sandhed, som jeg kan tilbyde, mit særlige vidnesbyrd om Jesus Kristus.

I 1992, da jeg havde tjent ni år som assistent til De Tolv og 22 år som medlem af De Tolv, blev jeg 68 år. Jeg følte mig tilskyndet til at begynde det, jeg har kaldt en »Ufærdig komposition«. Den første del af det værk lyder således:

Jeg fik en tanke den anden aften
en meget dybsindig tanke.
Den kom, da jeg var helt udkørt,
for træt til at falde i søvn.
Jeg havde haft en travl dag
og tænkte på mit liv.
Her er min tanke:
Da jeg var ung, bestemt ikke 68,
kunne jeg gå uden at halte;
Jeg havde ikke ondt i skulderen.
Jeg kunne læse en linje to gange
og så citere den højt.
Jeg kunne arbejde i utallige timer,
og knap stoppe for at trække vejret.
Og alt det, jeg nu ikke kan,
kunne jeg med lethed gøre.
Hvis jeg nu kunne få årene tilbage,
hvis det var mit valg,
så ville jeg ikke bytte alder for ungdom,
jeg ville miste alt for meget.
Jeg er helt tilfreds med at gå fremad,
give afkald på min ungdom, selv om den var god.
Det, jeg ville miste, hvis jeg tog tilbage,
er det, jeg forstår.

Ti år senere besluttede jeg at tilføje et par linjer til det digt:

Ti år er fløjet bort, hvorhen ingen ved.
Og med dem megen smerte.
En ny hofte har fjernet min halten;
jeg går atter helt lige.
En anden plade holder nakkens knogler fast -
Et fantastisk skaberværk!
Det har fjernet følgerne af min polio;
og jeg tilhører nu den stivnakkede generation.
Alderens tegn kan nu ses.
De ting, vil ikke blive bedre.
Det eneste, der tiltager i styrke,
er hos mig min glemsel.
Du spørger: »Kan jeg huske dig?«
Selvfølgelig, du ligner jo dig selv.
Bliv nu ikke alt for vred,
hvis jeg ikke husker dit navn.
Jeg må tilstå, at jeg har lært noget,
som jeg ikke ønskede at vide,
men alderen har medbragt disse dyrebare sandheder,
som får ånden til at vokse.
Af alle de velsignelser, der er kommet,
er det bedste i mit liv
det samvær og den tryghed
jeg får fra min kære hustru.
Vore børn er alle blevet godt gift,
og har selv en familie
med børn og børnebørn.
Hvor er de dog alle vokset hurtigt op,
og jeg har slet ikke ombestemt mig
med hensyn til igen at blive ung.
Vi er beregnet til at blive ældre,
for med det kommer kundskab om sandheden.
Du spørger: »Hvad vil fremtiden bringe?
Hvad bliver min skæbne?«
Jeg traver bare videre og beklager mig ikke.
Spørg mig igen, når jeg er 88!

Og sidste år tilføjede jeg så disse linjer:

Og nu er jeg blevet 88.
Årene er hastigt fløjet væk.
Jeg gik, jeg haltede, jeg støttede mig til en stok,
og nu bliver jeg endelig kørt.
Jeg tager en lur nu og da,
men præstedømmets kraft består.
Og trods alle mine fysiske mangler,
så er der store åndelige fremskridt.
Jeg har rejst verden rundt, en million km,
og såmænd endnu en million.
Og med hjælp fra satellitter
er mine rejser endnu ikke forbi.
Jeg kan nu med vished sige,
at jeg kender og elsker Herren.
Jeg kan vidne med de gamle apostle,
når jeg forkynder hans hellige ord.
Jeg ved, at det, han følte i Getsemane,
er for stort til at fatte.
Jeg ved, at han gjorde det for os alle;
vi har ingen bedre ven.
Jeg ved, at han kommer på ny
i stor kraft og herlighed.
Jeg ved, at jeg atter skal se ham
ved slutningen af mit livs beretning.
Jeg vil knæle ved hans sårede fødder;
jeg vil føle gløden af hans Ånd.
Med hviskende, skælvende stemme vil jeg sige:
»Min Herre, min Gud, jeg ved.«1

Jeg ved det virkelig!

Vinduerne på bagsiden af vores hjem vender ud mod en lille blomsterhave og nogle træer, der ligger langs et lille vandløb. En af husets mure vender ud mod haven og er dækket af en kraftig efeu. De fleste år har denne efeu være rugeplads for husfinker. Rederne inde i efeuen er beskyttet mod ræve, vaskebjørne og katte, der hærger.

En dag var der stor opstandelse i efeuen. Desperate råb om hjælp kom, da 8–10 andre finker kom fra det omgivende skovområde for at tilslutte sig dette faresignal. Jeg fandt hurtigt årsagen til dette postyr. En slange hang delvis ned fra efeuen og hang foran vinduet netop længe nok til, at jeg kunne trække den ud. På midten af slangens krop var der to buler – tydeligt bevis, der fældede dom over den for at have taget to unger fra reden. Aldrig i de 50 år, vi havde boet i vores hjem, havde vi set noget lignende. Det var noget, vi oplevede måske en gang i livet – det troede vi i det mindste.

Nogle få dage senere var der et nyt postyr, denne gang i de ranker, der dækker vores hundegård. Vi hørte de samme nødråb, nabolagets finker samledes. Vi vidste, hvad rovdyret var. Et barnebarn klatrede op på hundegården og trak en anden slange ud, som stadig holdt fast på moderfuglen, som den havde fanget i reden og dræbt.

Jeg sagde til mig selv: »Hvad sker der? Bliver Edens have invaderet på ny?«

Så lød i mit sind advarslerne, som profeterne har udtalt. Vi vil ikke altid være sikre mod modstanderens indflydelse, selv ikke i vores hjem. Vi må beskytte vore unger.

Vi lever i en meget farlig verden, der truer det, der er meget åndeligt. Familien, den grundlæggende organisation i tid og al evighed, er under angreb fra kræfter, der både kan ses og ikke ses. Modstanderen er på færde. Hans mål er at forårsage skade. Hvis han kan svække og ødelægge familien, så er det lykkedes for ham.

Sidste dages hellige erkender familiens altoverskyggende betydning og stræber efter at leve på en sådan måde, at modstanderen ikke kan snige sig ind i vores hjem. Vi finder tryghed og sikkerhed for os selv og for vore børn ved at ære de pagter, vi har indgået, og leve op til de almindelige lydige handlinger, der kræves af Kristi tilhængere.

Esajas har sagt: »Retfærdighed skaber fred, retfærdighed bringer ro og tryghed til evig tid.«2

Den fred er også lovet i åbenbaringer, hvori Herren erklærer: »Hvis I er beredte, skal I ikke frygte.«3

Præstedømmets umådelige kraft er blevet givet for at beskytte hjemmet og dets beboere. Faderen har myndighed og ansvaret for at undervise sine børn og for at velsigne og bringe dem evangeliets ordinancer og enhver anden nødvendig præstedømmebeskyttelse. Han skal udvise kærlighed og troskab og ære moderen, så deres børn kan se den kærlighed.

Jeg har lært, at tro er en virkelig kraft, ikke blot et udtryk for en overbevisning. Der er meget få ting, der er stærkere end en retskaffen mors trofaste bønner.

Lær selv og undervis jeres familie om Helligåndsgaven og Jesu Kristi forsoning. Det vil være den største gerning af evig værdi, I udfører i jeres hjem.

Vi ved, at vi er åndelige børn af himmelske forældre, og vi er her på jorden for at modtage vores jordiske legeme og for at blive prøvet. Vi, der har jordiske legemer, har magt over de væsener, der ikke har.4 Vi har frihed til at vælge, hvad vi vil, og til at vælge og vrage blandt vore handlinger, men vi kan ikke selv vælge konsekvenserne. De kommer, uden at vi kan gøre noget.

Handlefrihed bliver i skrifterne defineret som »moralsk handlefrihed«, hvilket betyder, at vi kan vælge mellem godt og ondt. Modstanderen forsøger at friste os til at misbruge vores handlefrihed.

Skrifterne lærer os, at »enhver, hvad angår lære og princip, må handle med henblik på fremtiden i overensstemmelse med den moralske handlefrihed, som jeg har givet ham, så enhver må stå til regnskab for sine egne synder på dommens dag.«5

Alma lærte os, at »Herren kan ikke se på synd med den mindste grad af billigelse.«6 For at forstå det, må vi først adskille synden fra synderen.

Da de fx bragte en kvinde taget i hor, som helt klart var skyldig, for Frelseren, afviste han sagen med otte ord: »Gå, og synd fra nu af ikke mere.«7 Det er ånden i hans tjenestegerning.

Tolerance er en dyd, men som alle dyder forandrer den sig til en synd, når den overdrives. Vi må være forsigtige med »tolerancefælden«, så vi ikke bliver opslugt af den. Den lemfældighed, der er muliggjort af svækkelsen af landets love, så vi tolerer lovlige, men umoralske handlinger, begrænser ikke den alvorlige åndelige konsekvens, der er en følge af at bryde Guds kyskhedslov.

Alle er født med Kristi lys, en vejledende indflydelse, der muliggør, at alle kan se forskel på rigtigt og forkert. Hvad vi gør med det lys, og hvordan vi reagerer på disse tilskyndelser til at leve retskaffent er en del af prøven i livet på jorden.

»For se, Kristi ånd er givet til enhver, så han kan kende godt fra ondt; derfor viser jeg jer, hvordan man skal dømme; for alt, hvad der tilskynder til at gøre godt og formår til at tro på Kristus, udgår ved Kristi gave og kraft; derfor kan I med fuldkommen kundskab vide, at det er af Gud.«8

Vi må alle holde os i en tilstand, hvor vi kan reagere på inspiration og tilskyndelser fra Helligånden. Herren kan lade ren intelligens tilflyde vores sind for at tilskynde os, vejlede os, belære os og advare os. Hver eneste søn eller datter af Gud kan vide det, de har brug for at vide, med det samme. Lær at modtage og handle på inspiration og åbenbaring.

Af alt det, jeg har læst og undervist i og lært, er den mest dyrebare og hellige sandhed, som jeg kan tilbyde, mit særlige vidnesbyrd om Jesus Kristus. Han lever. Jeg ved, at han lever. Jeg er hans vidne. Og jeg kan vidne om ham. Han er vor Frelser, vor Forløser. Det er jeg helt sikker på. Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.

Mostrar referencias

  1.  

    1. Boyd K. Packer, »Unfinished Composition«, 2012.

  2.  

    2. Es 32:17.

  3.  

    3. L&P 38:30.

  4.  

    4. Se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 211.

  5.  

    5. L&P 101:78.

  6.  

    6. Alma 45:16.

  7.  

    7. Joh 8:11.

  8.  

    8. Moro 7:16.