Jeres hellige pligt til at tjene

David L. Beck

Unge Mænds hovedpræsident


I fik kraften, myndigheden og den hellige pligt for at tjene i det øjeblik, I blev ordineret i præstedømmet.

Glæden ved at tjene

Unge mænd i Det Aronske Præstedømme, I er Guds elskede sønner, og han har et stort værk til jer. For at udføre dette værk må I opfylde jeres hellige pligt til at tjene andre.1

Ved I, hvad det vil sige at tjene? Tænk over dette spørgsmål, mens jeg fortæller jer om en pige, der hedder Chy Johnson.

Da Chy begyndte på high school sidste år, blev hun offer for grusom og tankeløs mobning. Hun blev behandlet dårligt, skubbet og hånet, når hun gik til klasse – nogle elever smed endda skrald efter hende. I har sikkert også set andre blive behandlet dårligt på denne måde på jeres skole.

For mange mennesker er teenageårene en tid med ensomhed og frygt. Det behøver det ikke at være. Heldigvis for Chy var der unge mænd på hendes skole, der forstod, hvad det vil sige at tjene.

Chys mor bad lærerne på skolen om at hjælpe med at stoppe mobningen, men den fortsatte. Så kontaktede hun Carson Jones, en bærer af Det Aronske Præstedømme, der spillede quarterback på fodboldholdet. Hun bad ham om at hjælpe hende med at finde ud, hvem der mobbede.

Carson indvilligede i at hjælpe, men i sit hjerte følte han, at han kunne gøre mere end blot at identificere mobberne. Ånden hviskede til ham, at han var nødt til at hjælpe Chy til at føle sig elsket.

Carson bad nogle af sine holdkammerater om at slutte sig til ham og hjælpe Chy. De inviterede hende til at sidde sammen med dem til frokost. De fulgte hende hen til klassen for at sikre, at hun var i sikkerhed. Det var ikke overraskende, at Chy med fodboldspillere som sine nærmeste venner ikke længere blev mobbet.

Det var en spændende tid for fodboldholdet. Men selv i euforien over en ubesejret sæson glemte disse unge mænd ikke Chy. De inviterede hende til at være sammen med holdet på banen efter kampene. Chy følte sig elsket og værdsat. Hun følte sig tryg. Hun var lykkelig.

Fodboldholdet gik videre og vandt mesterskabet. Men der skete noget vigtigere på deres skole end at vinde mesterskabet. Disse unge mænds eksempel har motiveret andre elever til at være mere accepterende, mere venlige. De behandler nu hinanden med større venlighed og respekt.

De nationale nyhedsmedier fandt ud af, hvad disse unge mænd havde gjort og fortalte historien over hele landet. Det, der begyndte som en hjælp mod en person, har inspireret tusinder andre til at gøre det samme.

Chys mor kalder disse unge mænd for »engle i forklædning.« Carson og hans venner er hurtige til at sige, at Chy har velsignet deres liv meget mere, end de har velsignet hendes. Det er, hvad der sker, når man mister sig selv i tjeneste for andre – man finder sig selv.2 Man forandrer og udvikler sig på måder, som det ellers ikke var muligt. Disse unge mænd har oplevet glæden ved at hjælpe og fortsætter med at finde måder at velsigne andre på. De er spændt på at udvide deres hjælp i de kommende måneder, når de tjener som fuldtidsmissionærer.3

Et behov og en pligt

Der findes mange tusinder som Chy rundt om i verden – folk, som har brug for at føle vor himmelske Faders kærlighed. De findes på jeres skoler, i jeres kvorummer, ja, selv i jeres familie. Nogle dukker straks op i vore tanker. Andre har behov, som er mindre iøjnefaldende. Så godt som alle, I kender, kan blive velsignet af jeres hjælp på den ene eller anden måde. Herren regner med jer til at række ud til dem.

I behøver ikke være sportsstjerner for at hjælpe andre. I fik kraften, myndigheden og den hellige pligt til at tjene i det øjeblik, I blev ordineret til præstedømmet. Præsident James E. Faust har sagt: »Præstedømmet er den myndighed, der er overdraget mennesket, til at handle i Guds navn.«4 Det Aronske Præstedømme har nøglerne til engles betjening.5

Når I elsker hans børn, vil vor himmelske Fader vejlede jer og engle vil hjælpe jer.6 I vil få kraft til at velsigne andre og redde sjæle.

Jesus Kristus er jeres eksempel. Han »er [ikke] kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene.«7 At tjene betyder at elske og tage sig af andre. Det betyder at sørge for deres fysiske og åndelige behov. Meget enkelt sagt betyder det at gøre det, som Frelseren ville gøre, hvis han var her.

Jeres familie

Begynd i jeres eget hjem. Det er der, hvor I kan udføre jeres vigtigste tjenestegerning.8

Har I lyst til at prøve et interessant eksperiment? Den næste gang, jeres mor beder om hjælp i huset, sig da noget i stil med: »Tak, fordi du spørger mor. Jeg vil rigtig gerne hjælpe.« Og se så hendes reaktion. Nogle af jer skal måske genopfriske jeres førstehjælp, inden I forsøger dette. I vil nok give hende et chok. Når I har genoplivet hende, vil I se en forbedring i jeres forhold til hende og en forøgelse af Ånden i jeres hjem.

Det er blot en måde at hjælpe til på i jeres familie, der er mange flere. I hjælper, når I taler venligt til jeres familie. I hjælper, når I behandler jeres søskende som jeres bedste venner.

Og måske endnu vigtigere, I hjælper, når I støtter jeres far i hans pligter som åndelig leder i jeres hjem. Giv jeres fulde støtte og opbakning til familieaften, familiebøn og familieskriftstudium. Gør jeres del for at sikre, at Ånden er til stede i jeres hjem. Dette vil styrke jeres far i hans rolle og forberede jer til at blive far en dag. Hvis I ikke har en far i jeres hjem, er der endnu større behov for jeres hjælp i familien.

Jeres kvorum

I har også en pligt for at tjene i jeres kvorum.

Præstedømmet breder sig over hele verden. Mange af jer giver agt på præsident Monsons kald om at redde. Der er flere aktive bærere i Det Aronske Præstedømme i dag end nogen sinde før i Kirkens historie. Alligevel findes der stadig dem, der ikke er aktive, og som har brug for jer.

I juni, da en ny gren blev oprettet i Bangalore i Indien, var den eneste unge mand ved præstedømmemødet en nyordineret diakon, der hedder Gladwin.

Gladwin begyndte sammen med Unge Mænds præsident og grenspræsidenten at ringe til de mindre aktive unge mænd og besøge dem i deres hjem. Snart begyndte en anden ung mand, Samuel, at komme i kirke igen.

Hver uge ringede Gladwin og Samuel til dem, der ikke havde været med til kvorumsmødet og fortalte dem, hvad de havde lært. De ringede også eller besøgte dem på deres fødselsdage. En efter en blev de mindre aktive unge mænd deres venner og begyndte at acceptere invitationerne til at komme til kvorumsaktiviteter, kvorumsmøder og til sidst selv at tjene. I dag er alle de unge mænd i grenen aktive i Kirken.

Skrifterne lærer os, at Det Aronske Præstedømmes kvorummer skal sidde i råd og opbygge – eller opløfte og styrke – hinanden.9 I opbygger, når I underviser i evangeliske sandheder, fortæller om åndelige oplevelser og bærer vidnesbyrd. De unges undervisningsmateriale opfordrer til den slags interaktioner i kvorumsmøderne, men det kan kun ske, når alle medlemmer af kvorummet føler sig elsket og respekteret. Latterliggørelse og drillerier bør ikke finde sted ved et kvorumsmøde – især når der tales åbent om følelser. Kvorumspræsidentskaber skal tage føringen for at sikre, at kvorumsmøderne er et sikkert sted for alle.

Apostlen Paulus formanede: »Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.«10

Præstedømmebærere bruger aldrig vulgært eller sjofelt sprog. De nedgør eller sårer aldrig andre. De opbygger og styrker altid andre. Det er en enkel, men overbevisende måde at tjene på.

Til alle tider

Tjeneste er ikke begrænset til ordinancer eller hjemmelærerbesøg eller lejlighedsvise tjenesteprojekter. Vi er altid præstedømmemænd – ikke blot om søndagen og ikke kun, når vi bærer hvid skjorte og slips. Vi har en pligt til at tjene, hvor vi end er. Tjeneste er ikke blot noget, vi gør – det definerer, hvem vi er.

Tjen hver dag. Der er muligheder overalt omkring jer. Opsøg dem. Bed Herren om at hjælpe jer med at genkende dem. I vil opdage, at det for det meste består af små oprigtige gerninger, der hjælper andre til at blive Jesu Kristi tilhængere.11

Når I stræber efter at være værdige til Ånden, vil I genkende tanker og følelser, der tilskynder jer til at tjene. Når I handler på disse tilskyndelser, vil I modtage flere af dem, og jeres muligheder og evne til at tjene vil vokse.

Mine unge brødre, jeg bærer vidnesbyrd om, at I har fået myndighed og kraft fra det storslåede Aronske Præstedømme til at handle i Guds navn.

Jeg vidner om, at når I gør det, vil I være et instrument i Guds hænder og hjælpe andre. Jeres liv vil blive rigere og mere betydningsfuldt. I vil finde større styrke til at stå imod det onde. I vil finde sand lykke – den slags som kun sande tilhængere af Jesus Kristus kender.

Må I opleve glæden ved at udføre jeres hellige pligt til at tjene. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.

Mostrar referencias

  1.  

    1. Se L&P 84:111.

  2.  

    2. Se Mark 8:35.

  3.  

    3. Se Trent Toone, »Kindness of Arizona High School QB Carson Jones and Teammates Has Gone Viral«, Deseret News, 9. nov. 2012, deseretnews.com/article/865566351/Kindness-of-Arizona-high-school-QB-Carson-Jones-and-teammates-has-gone-viral.html.

  4.  

    4. James E. Faust, »Budskab til mine børnebørn«, Liahona, maj 2007, s. 54; fremhævelse tilføjet.

  5.  

    5. Se L&P 13:1.

  6.  

    6. Se L&P 84:88.

  7.  

    7. Se Matt 20:27–28.

  8.  

    8. Se Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 2010, 2.4.5.

  9.  

    9. Se L&P 107:85.

  10.  

    10. Ef 4:29.

  11.  

    11. Se Håndbog 2, 3.2.3.