2010-2019
Til vi ses igen
okt. 2014


Til vi ses igen

Må vi alle overveje de sandheder, vi har hørt, og må de hjælpe os til at blive endnu mere tapre disciple.

Mine brødre og søstre, vi har oplevet to herlige dage med inspirerede budskaber. Vores hjerte er blevet rørt og vores tro styrket, mens vi har nydt Ånden, der har været til stede ved disse konferencemøder. Når vi nu afslutter, takker vi vor himmelske Fader for de mange velsignelser, han giver os.

Vi er blevet opløftet og inspireret af den smukke musik, der har lydt under møderne. Bønnerne har ført os nærmere himlen.

Må jeg på hele Kirkens vegne udtrykke en stor tak til vore brødre, der er blevet afløst ved denne konference. Vi kommer til at savne dem. Deres bidrag til Herrens værk har været enormt og vil kunne mærkes i generationer.

Må vi nu vende hjem med en beslutning i hjertet om at gøre tingene lidt bedre, end vi har gjort det tidligere. Må vi være lidt venligere og lidt mere betænksomme. Må vi række en hjælpende hånd ud, ikke blot til andre kirkemedlemmer, men også til dem, der ikke tilhører vores kirke. Må vi vise vores respekt for dem, når vi er sammen med dem.

Der er personer, der hver dag kæmper med udfordringer. Lad os vise dem vores interesse samt give dem en hjælpende hånd. Når vi udviser omsorg for hinanden, vil vi blive velsignet.

Må vi huske de ældre og dem, der ikke kan forlade hjemmet. Må vi afse tid til at besøge dem, så de ved, at de er elsket og værdsat. Må vi følge vores forpligtelse: »Bistå de svage, opløft de nedhængende hænder og styrk de matte knæ.«1

Må vi som et folk være ærlige og retskafne og altid prøve at gøre det rigtige til alle tider og under alle forhold. Må vi være trofaste Kristi disciple, eksempler på retskaffenhed og derved blive »som himmellys i verden«.2

Mine brødre og søstre, jeg takker jer for jeres bønner for mig. De styrker og opløfter mig, når jeg af hele mit hjerte og styrke stræber efter at gøre Guds vilje og tjene ham og tjene jer.

Når vi tager hjem fra denne konference, nedkalder jeg himlens velsignelser over hver enkelt. Må I, der ikke er hjemme, komme sikkert hjem og finde alt uforstyrret. Må vi alle overveje de sandheder, vi har hørt, og må de hjælpe os til at blive endnu mere tapre disciple, end vi var, da denne konference begyndte.

Indtil vi mødes igen om et halvt år, beder jeg om, at Herrens velsignelser må være med jer, ja, over os alle, og jeg gør det i hans hellige navn, ja, i Jesu Kristi, vor Herres og Frelsers, navn. Amen.