2010-2019
Velkommen til konference
okt. 2014


Velkommen til konference

Må vores hjerte, mens vi lytter, blive rørt og vores tro vokse.

Mine brødre og søstre, det glæder mig at byde jer velkommen til Kirkens verdensomspændende konference. Vi er samlet mange steder rundt om i verden for at lytte til og lære af de brødre og søstre, som vi har opretholdt som Kirkens generalautoriteter og organisationsledere. De har søgt himlens hjælp til de budskaber, som de vil præsentere, og de har følt inspiration omkring det, der bliver sagt.

Med denne konference er det 90 år siden, at generalkonferencen for første gang blev sendt i radioen. Ved oktoberkonferencen i 1924 blev møder sendt i radioen for første gang af den kirkeejede radiostation KSL. Det er også 65 år siden, at generalkonferencen for første gang blev sendt i fjernsynet. Ved oktoberkonferencen i 1949 blev møderne for første gang vist i fjernsynet i Salt Lake-området på tv-stationen KSL.

Vi værdsætter velsignelserne ved, at moderne medier giver millioner af Kirkens medlemmer mulighed for at se eller lytte til generalkonferencen. Møderne i denne weekend bliver sendt i tv, radioen, på kabel-tv, via satellittransmission og internettet, herunder også på mobile enheder.

I det sidste halve år, siden vi sidst mødtes, er et nyt tempel blevet indviet og et genindviet. I maj indviede præsident Dieter F. Uchtdorf templet i Fort Lauderdale i Florida. Et storslået kulturarrangement blev opført af unge dagen før indvielsen. Den følgende dag, søndag den 4. maj, blev templet indviet ved tre sessioner.

For kun to uger siden var det mit privilegium at genindvie templet i Ogden i Utah, der oprindeligt blev indviet i 1972 af præsident Joseph Fielding Smith. Et storslået kulturelt arrangement foregik dagen før genindvielsen, hvor der deltog så mange unge, at der var to optrædener med hver sin besætning. I alt 16.000 unge deltog. Genindvielsesmøderne foregik den næste dag, hvor mange af brødrene deltog sammen med Kirkens hovedorganisationsledere og tempelpræsidenten, hans rådgivere og deres hustruer.

Vores tempelbyggeri fortsætter i højt tempo. I næste måned bliver det nye tempel i Phoenix i Arizona indviet, og i 2015 forventer vi at indvie eller genindvie mindst fem templer og muligvis flere, hvis de bliver færdige.

Som jeg nævnte i april, har vi, når alle de tidligere bekendtgjorte templer bliver færdige og indviede, 170 fungerende templer over hele verden. Eftersom vi koncentrerer vores indsats på at færdiggøre templer, der tidligere er bekendtgjort, bekendtgør vi ikke på nuværende tidspunkt nogen nye templer. Vi vil dog fremover, når vi finder behov og grunde, komme med bekendtgørelser om flere templer.

Kirken vokser fortsat. Vi er nu flere end 15 millioner, og antallet stiger. Vores missionering går uhindret fremad. Vi har over 88.000 missionærerne, der tjener og fortæller om evangeliets budskab verden over. Vi bekræfter, at missionering er en præstedømmepligt, og vi opfordrer alle værdige og raske unge mænd til at tjene. Vi er meget taknemlige for de unge kvinder, der også tjener. De yder et væsentligt bidrag, selvom de ikke er under samme forpligtelse til at tjene, som de unge mænd er.

Jeg opfordrer jer nu til at være opmærksomme på de brødre og søstre, der skal tale i dag og i morgen til vore konferencemøder. Alle, der er blevet bedt om at tale, føler et stort ansvar ved at gøre det. Må vores hjerte, mens vi lytter, blive rørt og vores tro vokse. Det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen.