Om at være oprigtig

Det er en del af menneskets natur, at man ønsker at fremstå bedst muligt. Det er derfor, at mange af os arbejder så hårdt på, at få vores hjem til at se godt ud, og derfor at vore unge brødre i Det Aronske Præstedømme sørger for, at hvert et hår sidder rigtigt, i tilfælde af, at de løber ind i hende den særlige. Der er intet galt i at pudse vore sko, dufte godt eller endda at gemme de snavsede tallerkener, før hjemmelærerne kommer. Men når man går til yderligheder, kan dette ønske om at gøre et godt indtryk skifte fra nyttigt til bedragerisk.

Herrens profet har gang på gang hævet en advarselsrøst mod dem, der »dyrker [Herren] med munden og ærer [ham] med læberne, men deres hjerte er langt borte fra [ham]«.¹

Frelseren var forstående og medfølende over for syndere, hvis hjerte var ydmygt og oprigtigt. Men han rejste sig i retfærdig vrede mod hyklere som de skriftkloge, farisæerne og saddukæerne, de, der prøvede at fremstå som retfærdige for at opnå verdens ros, indflydelse og rigdomme, alt imens de undertrykte det folk, de burde have velsignet. Frelseren sammenlignede dem med »kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed«.²

I vor tid har Herren brugt ligeså stærke ord om præstedømmebærere, der prøver at »skjule [deres] synder eller at tilfredsstille [deres] stolthed, [eller deres] forfængelige ærgerrighed«. Når de gør det, siger han, »trækker himlene sig tilbage, Herrens Ånd bedrøves, og når den trækker sig tilbage, så er det amen med den mands præstedømme, eller myndighed«.³

Hvorfor sker dette? Hvorfor prøver vi sommetider at se aktive, fremgangsrige og trofaste ud udenpå, når vi indeni – som Johannes Åbenbarer sagde om efeserne – har »svigtet [vores] første kærlighed«?⁴

I nogle tilfælde har vi måske ligefrem mistet vores fokus på det centrale i evangeliet og forveksler dette »skær af gudsfrygt« med »dens kraft«.⁵ Det er især farligt, når vi tillægger os et ydre udtryk som gode medlemmer for at gøre indtryk på andre for at opnå personlig vinding eller indflydelse. Da er det, at vi risikerer at træde ind på farisæernes territorium, og så er det på høje tid at undersøge vores hjerte og foretage øjeblikkelige kursændringer.

Denne fristelse til at fremstå bedre, end vi er, forekommer ikke kun i vores personlige liv, den kan ligeledes forekomme i vores kirkekaldelse.

Fx kender jeg til en stav, hvor lederne satte nogle ambitiøse mål for året. Selv om målene virkede til at være gode, fokuserede de på enten storladne og imponerende erklæringer eller på antal og procenter.

Da de havde drøftet det og var nået frem til enighed om disse mål, var der noget, der begyndte at forurolige stavspræsidenten. Han tænkte på medlemmerne i sin stav, som fx den unge mor med små børn, der for nylig var blevet enke. Han tænkte på de medlemmer, der sloges med tvivl eller ensomhed eller med alvorlige helbredstilstande uden at have en forsikring. Han tænkte på de medlemmer, der kæmpede med forliste ægteskaber, afhængighed, arbejdsløshed og psykiske sygdomme. Og jo mere han tænkte på dem, des mere stillede han sig selv dette ydmyge spørgsmål: Vil vore nye mål gøre en forskel for disse medlemmer?

Han begyndte at spekulere på, hvordan deres stavs mål ville have set ud, hvis de forinden havde stillet sig dette spørgsmål: »Hvad drejer vores virke sig om?«

Så denne stavspræsident talte igen med sine råd, og sammen ændrede de fokus. De besluttede, at de ikke ville tillade »de sultne … de trængende … de nøgne … de syge og de plagede [at] gå forbi [sig] uden at ænse dem«.⁶

De satte nogle nye mål og indså, at fremgang med disse mål ikke altid kan måles, i det mindste ikke af mennesker, for hvordan måler man et personligt vidnesbyrd, kærlighed til Gud eller medfølelse for andre?

Men de vidste også, at »meget af det, man kan tælle, tæller ikke. Meget af det, man ikke kan tælle, tæller virkelig.«⁷

Jeg spekulerer på, om målene i vore organisationer og vores personlige liv sommetider er et nutidigt sidestykke til Potemkins kulisse. Ser de imponerende ud på afstand uden at opfylde vore elskede medmenneskers egentlige behov?

Mine kære venner og præstedømmebærere, hvis nu Jesus Kristus kom og satte sig sammen med os og bad om en redegørelse for vores forvaltning, er jeg ikke sikker på, at han ville fokusere ret meget på programmer og statistikker. Frelseren ville ønske at kende til vores hjertes tilstand. Han ville ønske at vide, hvordan vi viser kærlighed til og betjener dem, vi har ansvar for, hvordan vi viser vores kærlighed til vores ægtefælle og familie, og hvordan vi letter deres daglige byrde. Og Frelseren ville ønske at vide, hvordan I og jeg kommer ham og vor himmelske Fader nærmere.

Det kan være gavnligt at granske vores eget hjerte. Vi kan fx spørge os selv: »Hvorfor tjener jeg i Jesu Kristi Kirke?«

Vi kan endog spørge: »Hvorfor er vi alle til dette møde her i dag?«

Hvis jeg skulle besvare det spørgsmål overfladisk, kunne jeg sige, at jeg er her, fordi præsident Monson har bedt mig om at tale.

Så jeg havde egentlig ikke noget valg.

Udover det, så forventer min hustru, som jeg elsker meget højt, at jeg er til stede. Og hvordan kan jeg sige nej til hende?

Men vi ved alle, at der er bedre årsager til, at vi deltager i vore møder og lever som Jesu Kristi trofaste disciple.

Jeg er her, fordi jeg af hele mit hjerte ønsker at følge min Mester, Jesus Kristus. Jeg brænder efter at gøre alt det, han beder mig om i denne store sag. Jeg hungrer efter at blive opbygget af Helligånden og høre Guds røst, når han taler gennem sine ordinerede tjenere. Jeg er her for at blive et bedre menneske, blive opløftet ved det inspirerende eksempel, som mine brødre og søstre i Kristus er, og lære, hvordan jeg bedre kan hjælpe dem, der har brug for det.

Kort sagt er jeg her, fordi jeg elsker min himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus.

Jeg er sikker på, at det er derfor, I også er her. Det er derfor, vi er villige til at yde ofre og ikke kun ytre erklæringer om at følge Frelseren. Det er derfor, vi med ære bærer hans hellige præstedømme.

Hvad enten jeres vidnesbyrd trives og er sundt, eller jeres aktivitet i Kirken mere ligner en Potemkinkulisse, er den gode nyhed, at I kan bygge på den styrke, I har, uanset hvad den er. Her i Jesu Kristi Kirke kan I vokse åndeligt og komme Frelseren nærmere ved at anvende evangeliets principper dag for dag.

Selv den mindste handling som discipel eller den mindste lillebitte glød af tro kan med tålmodighed og ihærdighed blive til et flammende bål – et liv i hengivenhed. Faktisk er det sådan, de fleste bål opstår; som en ganske lille gnist.

Så hvis I føler jer små eller svage, så kom blot til Kristus, som gør det svage stærkt.⁸ De svageste blandt os kan ved Guds nåde blive åndeligt stærke, for Gud »gør [ikke] forskel på nogen«.⁹ Han er vores »trofaste Gud, som … bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker ham og holder hans befalinger«.¹⁰

Det er min overbevisning, at hvis Gud kan række ud og bistå en stakkels tysk flygtning fra en beskeden familie i et krigshærget land langt, langt væk fra Kirkens hovedsæde, så kan han også række ud til jer.

Mine elskede brødre i Kristus, skabelsens Gud, som pustede liv i universet, har afgjort kraft til at puste liv i jer. Han kan i sandhed gøre jer til de oprigtige, åndelige væsener af lys og sandhed, som I ønsker at blive.

Guds løfter er sikre og visse. Vi kan få tilgivelse for vore synder og blive rensede for al uretfærdighed.¹¹ Og hvis vi fortsat tager imod og efterlever sande principper i vore personlige forhold og i vores familie, når vi til sidst til et punkt, hvor vi »ikke sulte[r] længere og ikke tørste[r] længere … for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede [os] til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af [vore] øjne«.¹²

Men dette kan ikke ske, hvis vi gemmer os bag personlige, doktrinære eller organisatoriske facader. Sådan et kunstigt medlemskab afholder os ikke blot fra at se os selv, som vi virkelig er, men det forhindrer os også i virkelig at ændre os gennem miraklet ved Frelserens forsoning.

Kirken er ikke et udstillingslokale for biler, et sted hvor vi kan stille os selv til skue, så andre kan beundre vores åndelighed, vore evner eller vores trivsel. Den er mere som et værksted, hvor køretøjer, der skal repareres, kommer for at blive vedligeholdt og renoveret.

Og har vi ikke alle brug for at blive repareret, vedligeholdt og renoveret?

Vi kommer ikke i kirke for at skjule vore problemer, men for at behandle dem.

Og som præstedømmebærere har vi yderligere ansvar: »Vær hyrder for Guds hjord … ikke af tvang, men frivilligt … ikke for [personlig] vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden.«¹³

Husk, brødre, at »Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde«.¹⁴

Den største, mest duelige og mest fuldendte mand, der nogensinde har gået på denne jord, var også den mest ydmyge. Han udførte noget af sin mest storslåede tjeneste i ubemærkethed med kun nogle få tilskuere, som han »forbød … at sige til nogen,« hvad han havde gjort.¹⁵ Når nogen kaldte ham »god«, undgik han hurtigt komplimenten og insisterede på, at kun Gud i sandhed er god.¹⁶ Verdens ros betød tydeligvis intet for ham. Hans eneste formål var at tjene sin Fader og altid gøre »det, der er godt i hans øjne«.¹⁷ Vi ville stå os godt ved at følge vor Mesters eksempel.

Brødre, det er vores høje og hellige kald at være Jesu Kristi repræsentanter, at elske som han elskede, at tjene som han tjente, at »opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte knæ«,¹⁸ at »se efter de fattige og de trængende«¹⁹ og sørge for enkerne og de forældreløse.²⁰

Brødre, jeg beder til, at vi må modstå fristelsen til at henlede opmærksomheden på os selv, når vi tjener i vores familie, kvorum, menighed, stav, lokalsamfund eller land, og i stedet gå efter en langt større ære: At blive vor Herre og Frelser Jesu Kristi ydmyge, oprigtige disciple. Når vi gør det, befinder vi os på den vej, der leder os mod vores bedste, mest oprigtige og ædleste jeg. Jeg vidner om dette i vor Mester Jesu Kristi navn. Amen.