Vend tilbage til troen

Præsident Monson, vi er så taknemlige for, at vi denne påskemorgen kan høre vores levende profet tale. Vi sætter pris på dine ord, deriblandt dine råd: »Find glæde på rejsen«¹ og »Fremtiden er lige så strålende som jeres tro«.²

I år viser primarybørnene glæden og klarheden i deres tro på Jesus Kristus, når de synger sangen »Jeg ved, Jesus, han elsker mig«. De synger sandheden: »Han lever, ja … mit hjerte gi’r jeg ham.«³ Vi kan hver især ligesom primarybørnene styrke vores tro på Jesus Kristus på vores personlige rejse og finde glæde.

Til et søndagsmøde i Hjælpeforeningen lyttede jeg for nyligt til en ung mor, der fortalte sin omvendelsesberetning. Hun var vokset op i Kirken med forældre, der underviste hende i evangeliet. Hun kom i Primary, Unge Piger og seminar. Hun elskede at lære og at finde sandheder. Hun søgte altid efter at finde ud af hvorfor. Ældste Russell M. Nelson har sagt: »Herren kan kun undervise et nysgerrigt sind.«⁴ Og denne unge kvinde var åben for undervisning.

Efter high school læste hun på universitetet, blev beseglet til en hjemvendt missionær og blev velsignet med skønne børn.

Denne mor med sin nysgerrige tankegang fortsatte med at stille spørgsmål. Men efterhånden som spørgsmålene blev sværere, blev svarene ligeså. Og nogle gange var der ikke noget svar, eller ikke noget svar, der gav fred. I sin søgen efter svar opstod der flere og flere spørgsmål, og til sidst begyndte hun at sætte spørgsmålstegn ved nogle af grundprincipperne ved sin tro.

I denne forvirrende tid sagde nogle omkring hende: »Stol blot på min tro.« Men hun tænkte: »Det kan jeg ikke. I forstår det ikke, for I kæmper ikke med disse ting.« Hun forklarede: »Jeg var villig til at rumme dem, der ikke tvivlede, hvis de ville rumme mig.« Og det var der mange, der gjorde.

Hun sagde: »Mine forældre kendte mit hjerte og gav mig plads. De valgte at elske mig, mens jeg prøvede at finde ud af det hele.« Også denne unge mors biskop mødtes ofte med hende og fortalte hende om sin tillid til hende.

Heller ikke menighedens medlemmer tøvede med at vise hende kærlighed, og hun følte sig inkluderet. I hendes menighed skulle man ikke fremstå som fuldkommen. Her blev man passet på.

»Det var interessant,« mindes hun. »I den her periode følte jeg en tæt forbindelse til mine bedsteforældre, der var døde. De heppede på mig og opfordrede mig til at blive ved med at prøve. Jeg følte, at de sagde: ›Fokuser på det, du ved.‹«

På trods af den omfattende støtte hun modtog, blev hun mindre aktiv. Hun sagde: »Jeg fjernede mig ikke fra Kirken på grund af dårlig opførsel, åndelig apati, eller fordi jeg ledte efter en undskyldning for ikke at holde befalingerne eller finde en let udvej. Jeg følte, at jeg havde brug for at få svar på spørgsmålet: ›Hvad tror jeg egentlig på?‹«

Omkring det tidspunkt læste hun en bog af Moder Teresa, der havde nogle lignende tanker. Moder Teresa skrev i et brev i 1953: »Bed specifikt for mig, at jeg ikke fordærver hans værk, og at vor Herre vil vise sig, for der er sådan et forfærdelig mørke inden i mig, som om alting var dødt. Det har været mere eller mindre sådan, siden jeg påbegyndte ›værket‹. Bed vor Herre om at give mig mod.«

Ærkebiskop Périer svarede: »Gud leder dig, kære Moder, du er ikke i så meget mørke, som du tror. Stien, der skal følges, er måske ikke altid til at se. Bed om at få lys. Træf ikke for hurtige beslutninger. Lyt til, hvad andre har at sige. Overvej deres bevæggrunde. Du vil altid finde noget, der kan hjælpe dig … vejledt ved tro gennem bøn og ved fornuft med den rigtige intention har du tilstrækkeligt.«⁵

Min ven tænkte, at hvis Moder Teresa kunne efterleve sin religion uden alle svarene og uden at have klarhed over alle ting, så kunne hun vel også. Hun ville tage et enkelt skridt fremad i tro, og så et til. Hun ville fokusere på det, hun troede på, og lade de sandheder fylde sit sind og hjerte.

Da hun så tilbage, sagde hun: »Mit vidnesbyrd var blevet til aske. Det var helt brændt ned. Det eneste, der var tilbage, var Jesus Kristus.« Hun fortsatte: »Men han lader dig ikke alene, når du har spørgsmål. Når nogen arbejder på at holde befalingerne, står døren på vid gab. Bøn og skriftstudium bliver ufatteligt vigtigt.«

Det første, hun gjorde for at genopbygge sin tro, var at tage udgangspunkt i de grundlæggende evangeliske sandheder. Hun købte Primarys sangbog og læste teksten til sangene. De var som skatte for hende. Hun bad om tro til at løfte den byrde, der tyngede hende.

Hun lærte, at når hun så en udtalelse, der fik hende til at tvivle, så kunne hun »stoppe op, kigge på hele billedet og anvende evangeliet på sig selv«. Hun sagde: »Jeg plejede at spørge: ›Er det her den rigtige vej for mig og for min familie?‹ Nogle gange spurgte jeg mig selv: ›Hvad ønsker jeg for mine børn?‹ Jeg indså, at jeg ønskede, at de skulle indgå et tempelægteskab. Det var der, jeg begyndte at tro igen.«

Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »Ydmyghed, tro og Helligåndens indflydelse [må] altid … være elementer i enhver søgen efter sandhed.«⁶

Selv om hun havde spørgsmål til Mormons Bogs fremkomst, så kunne hun ikke benægte de sandheder, hun kendte i Mormons Bog. Hun havde fokuseret sit studium på Det Nye Testamente for at få en bedre forståelse af Frelseren. »Men med tiden,« sagde hun, »havnede jeg atter i Mormons Bog, fordi jeg elskede det, jeg følte, når jeg læste om Jesus Kristus og hans forsoning.«

Hun konkluderede: »Man er nødt til at have sine egne åndelige oplevelser med sandhederne i den bog,« og hun havde dem. Hun forklarede: »Jeg læste i Mosija og følte mig virkelig vejledt: ›Tro på Gud; tro, at han er til, og at han har skabt alt … tro, at han har al visdom og al magt, både i himlen og på jorden; tro, at mennesket ikke fatter alt det, som Herren kan fatte.‹«⁷

Omkring dette tidspunkt kom kaldelsen om at tjene som pianist i Primary. »Det var betryggende,« sagde hun. »Jeg ønskede, at mine børn kom i Primary, og nu kunne jeg være sammen med dem. Og jeg var ikke klar til at undervise endnu.« I sin tjeneste kunne hun mærke holdningen hos mennesker omkring sig: »Kom, vi har brug for dig, hvad stadie du end er på, og vi vil møde dig der. Giv os, hvad end du har at tilbyde.«

Hun tænkte tit for sig selv, når hun spillede primarysangene: »Her er de sandheder, jeg elsker. Jeg kan stadig bære vidnesbyrd. Jeg kan blot sige de ting, som jeg ved og kan sætte min lid til. Det er måske ikke fuldkommen kundskab, men det er min kundskab. Det, jeg fokuserer på, vokser inden i mig. Det er vidunderligt at komme tilbage til essensen af evangeliet og føle klarhed.«

Da jeg lyttede til denne unge søster, der den søndag morgen fortalte historien om sin proces, blev jeg mindet om, at det er på vor Forløsers klippe, at vi alle skal bygge vores grundvold.⁸ Jeg blev også mindet om ældste Jeffrey R. Hollands råd: »Hold fast ved det I allerede ved og vær stærke indtil mere viden kommer.«⁹

I løbet af hendes beretning fik jeg et større vidnesbyrd om, at svarene på vores inderlige spørgsmål kommer, når vi oprigtigt søger, og når vi efterlever befalingerne. Jeg blev mindet om, at vores tro er mere vidtrækkende end vores fornufts nuværende begrænsninger.

Og hvor vil jeg dog gerne være ligesom dem, der var omkring denne unge mor og elskede og støttede hende. Som Præsident Dieter F. Uchtdorf har sagt: »I sidste ende er vi alle pilgrimme, der søger Guds lys på rejsen ad disciplens sti. Vi fordømmer ikke andre for, hvor meget lys de har eller ikke har. I stedet for nærer og opmuntrer vi alt lys, indtil det vokser sig klart, strålende og sandt.«¹⁰

Når primarybørnene synger »Barnets bøn«, spørger de: »Himmelske Fader, er du virk’lig der? Hører du og besvarer hver en bøn jeg be’r?«¹¹

Mange af os tænker også: »Er vor himmelske Fader virkelig der?« blot for at fryde os, som min ven gjorde, når svaret kommer som en stille og enkel bekræftelse. Jeg bærer vidnesbyrd om, at vi får disse enkle bekræftelser, når hans vilje bliver vores. Jeg bærer vidnesbyrd om, at sandheden er på jorden i dag, og hans evangelium findes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I Jesu Kristi navn. Amen.