Præstedømmet – en hellig gave

Et af mine mest levende minder er, da jeg overværede et præstedømmemøde som nyligt ordineret diakon og sang åbningssalmen: »Kom, alle I Guds mænd, som har antaget magten«.¹ I aften gentager jeg i ånden fra den særlige sang til alle, der er forsamlet her i Konferencecentret og faktisk over hele verden, og jeg siger til jer: »Kom, alle I Guds mænd, som har antaget magten.« Lad os overveje vore kaldelser, lad os reflektere over vore ansvar og lad os følge Jesus Kristus, vor Herre. Selv om vi er forskellige med hensyn til alder, skikke eller nationalitet, så er vi forenede som ét i vore præstedømmekaldelser.

For os alle er gengivelsen af Det Aronske Præstedømme ved Johannes Døber til Oliver Cowdery og Joseph Smith af største betydning. Tilsvarende er gengivelsen af Det Melkisedekske Præstedømme ved Peter, Jakob og Johannes til Joseph og Oliver en værdsat begivenhed.

Lad os tage de kaldelser, ansvar og opgaver yderst alvorligt, som følger med det præstedømme, vi bærer.

Jeg følte et stort ansvar, da jeg blev kaldet til sekretær for mit diakonernes kvorum. Jeg forberedte yderst omhyggeligt de optegnelser, som jeg førte, for jeg ønskede at gøre mit allerbedste i denne kaldelse. Jeg satte en ære i mit arbejde. At gøre det bedste, jeg kan, til det yderste af mine evner, har været mit mål i enhver stilling, jeg nogensinde har haft.

Jeg håber, at hver ung mand, der er blevet ordineret til Det Aronske Præstedømme får en åndelig bevidsthed om helligheden af hans ordinerede kaldelse samt muligheder for at højne denne kaldelse. Jeg modtog en sådan mulighed som diakon, da biskoprådet bad mig om at bringe nadveren til en sengeliggende, som boede omkring 1½ km fra vores kirke. Denne særlige søndag formiddag bankede jeg på bror Wrights dør og hørte hans svage stemme svare: »Kom ind.« Jeg gik ikke blot ind i hans ydmyge hytte, men også i et rum fyldt med Herrens Ånd. Jeg gik hen til bror Wrights seng og placerede omhyggeligt et stykke brød på hans læber. Derefter holdt jeg koppen med vand, så han kunne drikke. Da jeg gik, så jeg tårer i hans øjne, da han sagde: »Må Gud velsigne dig, min dreng.« Og Gud velsignede mig – med en påskønnelse af nadverens hellige symboler og for præstedømmet, som jeg bar.

Ingen diakon, lærer eller præst fra vores menighed vil nogensinde glemme de mindeværdige besøg i Clarkston i Utah til Martin Harris’ grav, et af de tre vidner til Mormons Bog. Da vi stod omkring den høje granitsøjle, som markerer hans grav, og en af kvorumslederne læste de gennemtrængende ord fra »De tre vidners vidnesbyrd«, der står forrest i Mormons Bog, gav det os en kærlighed til denne hellige optegnelse og de sandheder, der findes deri.

I de år var vores mål at blive som Mosijas sønner. Om dem blev det sagt:

»De havde vokset sig stærke i kundskaben om sandheden, for de var mænd med en sund forståelse, og de havde gransket skrifterne flittigt, for at de kunne kende Guds ord.

Men det er ikke alt; de havde hengivet sig til megen bøn og faste, derfor havde de profetiens ånd og åbenbarelsens ånd, og når de underviste, underviste de med magt og myndighed fra Gud.«²

Jeg kan ikke tænke på et mere værdigt mål for en ung mand end at blive beskrevet, som de tapre og retskafne sønner af Mosija blev.

Da jeg nærmede mig min 18-års fødselsdag og forberedte mig til at aftjene den værnepligt, som krævedes af unge mænd under 2. verdenskrig, blev jeg anbefalet til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme, men først skulle jeg ringe til min stavspræsident Paul C. Child og aftale et interview. Han var en mand, som elskede og forstod de hellige skrifter, og det var hans hensigt, at alle andre på samme måde skulle elske og forstå dem. Jeg havde hørt fra nogle af mine venner om hans ret detaljerede og indgående interview, så jeg ønskede mindst mulig synliggørelse af mit kendskab til skriften. Derfor foreslog jeg, da jeg ringede, at vi mødtes den følgende søndag på et tidspunkt, som jeg vidste var en time, før han skulle til nadvermøde.

Han svarede: »Åh, bror Monson, det vil slet ikke give os tid nok til at gennemgå skrifterne.« Han foreslog så et tidspunkt tre timer før hans nadvermøde, og han instruerede mig i at medbringe mit personligt afmærkede sæt standardværker.

Da jeg kom til hans hjem søndag morgen, hilste han hjerteligt på mig, og så begyndte interviewet. Præsident Child sagde: »Bror Monson, du bærer Det Aronske Præstedømme. Er du nogensinde blevet betjent af engle?« Jeg svarede, at det var jeg ikke. Da han spurgte mig, om jeg vidste, at jeg havde ret til dette, svarede jeg igen, at det vidste jeg ikke.

Han instruerede mig: »Bror Monson, fremsig ud fra hukommelsen afsnit 13 i Lære og Pagter.«

Jeg begyndte: »Til jer, mine medtjenere, overdrager jeg i Messias’ navn Arons præstedømme, som besidder nøglerne til englebetjening …«

»Stop,« sagde præsident Child. Og i en rolig og venlig tone sagde han så: »Bror Monson, glem aldrig, at som bærer af Det Aronske Præstedømme er du berettiget til engles betjening.«

Det føltes næsten, som var der en engel i stuen den dag. Jeg har aldrig glemt det interview. Jeg kan stadig føle ånden fra den højtidelige lejlighed, når vi sammen læser om ansvar, pligter og velsignelser forbundet med Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme – velsignelser som ikke kun vi får, men som også vores familie og andre, som vi har privilegiet at tjene, får.

Jeg blev ordineret til ældste, og den dag, hvor jeg skulle rejse, fordi jeg var indkaldt til flåden, kom et medlem af biskoprådet i min menighed sammen med familie og venner hen til togstationen for at sige farvel. Lige inden toget skulle køre, lagde han en lille bog med titlen Missionærhåndbog i min hånd. Jeg lo og bemærkede, at jeg ikke skulle på mission.

Han svarede: »Tag den alligevel. Den kan blive nyttig.«

Det gjorde den. Jeg skulle bruge en hård, rektangulær genstand til at ligge nederst i min køjesæk, så mit tøj lå mere fast og derved blev mindre krøllet. Missionærhåndbogen var præcis det, jeg havde brug for, og den gjorde god nytte i min køjesæk i 12 uger.

Aftenen før vores juleorlov tænkte vi på vores hjem. Barrakkerne var stille, men stilheden blev brudt, da min ven i en nærliggende køjeseng – en mormondreng ved navn Leland Merrill – begyndte at jamre af smerte. Jeg spurgte bekymret til årsagen, og han sagde, at han følte sig meget syg. Han ønskede ikke at gå hen til basens infirmeri, for han vidste, at det ville hindre, at han kunne rejse hjem den næste dag.

Det så ud til at blive værre, som timerne gik. Endelig, da han vidste, jeg var ældste, bad han mig om at give ham en præstedømmevelsignelse.

Jeg havde aldrig før givet en præstedømmevelsignelse, jeg havde aldrig fået en velsignelse, og jeg havde aldrig set en velsignelse blive givet. Da jeg stille bad om hjælp, huskede jeg Missionærhåndbogen, der lå nederst i min køjesæk. Jeg tømte hurtigt sækken og tog bogen hen til natlyset. Der læste jeg, hvordan man velsigner de syge. Mens mange nysgerrige sømænd så på, gik jeg i gang med velsignelsen. Før jeg havde lagt alt tilbage i min køjesæk, sov Leland Merrill som et barn. Han vågnede den næste morgen og havde det godt. Taknemligheden, som vi begge følte for præstedømmets kraft, var umådelig.

Årene har bragt mig flere muligheder for at give velsignelser til nødlidende, end jeg overhovedet kan tælle. Hver mulighed har efterladt mig dybt taknemlig for, at Gud har betroet mig denne hellige gave. Jeg ærer præstedømmet. Jeg har bevidnet dets kraft igen og igen. Jeg har set dets styrke. Jeg har været forundret over de mirakler, som det har udvirket.

Brødre, hver enkelt af os er blevet betroet en af de mest dyrebare gaver, der nogensinde er givet menneskeheden. Når vi ærer vores præstedømme og lever, så vi til alle tider er værdige, vil præstedømmets velsignelser flyde gennem os. Jeg elsker ordene, der står i Lære og Pagter, afsnit 121, vers 45, som fortæller os, hvad vi må gøre for at være værdige: »Lad … dit indre være fyldt af næstekærlighed til alle mennesker og til troens husstand, og lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed, og præstedømmets lære skal falde på din sjæl som dug fra himlen.«

Som bærere af Guds præstedømme er vi engageret i Herren Jesu Kristi værk. Vi har besvaret hans kald; vi er i hans tjeneste. Lad os lære af ham. Lad os følge i hans fodspor. Lad os leve efter hans forskrifter. Når vi gør det, vil vi være beredt til enhver opgave, han kalder os til at udføre. Dette er hans værk. Dette er hans kirke. Han er virkelig vores leder, herlighedens konge, ja, Guds Søn. Jeg vidner om, at han lever, og bærer dette vidnesbyrd i hans hellige navn, i Jesu Kristi navn. Amen.