Velsignede og lykkelige er de, der holder Guds befalinger

For nogen tid siden, mens jeg var på rejse i Australien, rejste jeg til en smuk bugt med form som en hestesko, der er berømt for surfing. Mens jeg gik på stranden, blev jeg betaget af storheden i de vældige buldrende bølger, som brydes lige uden for bugten, og de mindre bølger, der kommer rullende tættere på kysten.

Da jeg gik videre, mødte jeg en gruppe amerikanske surfere. De var tydeligvis oprørte over et eller andet, idet de talte højlydt og gestikulerede mod havet. Da jeg spurgte dem, hvad der var galt, pegede de lige udenfor bugten, hvor de store bølger blev brudt.

»Se derude,« sagde en af dem vredt. »Kan du se barrieren?« Jeg så nu bedre efter, og jeg kunne se en barriere, der strakte sig henover hele bugtens udmunding, lige hvor de store, indbydende bølger blev brudt. Barrieren så ud til at være lavet af kraftig nylonreb og blev båret af pontoner i vandoverfladen. Ifølge surferne gik den hele vejen ned til havbunden.

Den amerikanske surfer fortsatte: »Vi har foretaget denne rejse for denne ene gang i livet at surfe på disse bølger. Vi kan surfe på de mindre bølger, som brydes inden i bugten, men barrieren gør det umuligt for os at surfe på de store. Vi aner ikke, hvorfor barrieren er der. Det eneste, vi ved, er, at den har ødelagt vores tur fuldstændig.«

Imens de amerikanske surfere blev mere ophidsede, blev min opmærksomhed rettet mod en anden surfer i nærheden – en ældre mand og tydeligvis lokal. Han syntes at blive utålmodig, mens han lyttede til den uophørlige brok over barrieren.

Til sidst rejste han sig og gik over til gruppen. Uden at sige noget tog han en kikkert ud af sin rygsæk og gav den til en af surferne, mens han pegede ud mod barrieren. Alle surferne kiggede gennem kikkerten. Da det blev min tur, kunne jeg med kikkerten se noget, som jeg ikke kunne se før: Rygfinner – store hajer, som åd ved revet på den anden side af barrieren.

Gruppen blev hurtig tavs. Den gamle surfer tog sin kikkert og vendte sig for at gå tilbage. Da han vendte sig, sagde han nogle ord, som jeg aldrig vil glemme: »Klag ikke over barrieren. Den er det eneste, der afholder jer fra at blive ædt.«

Vi stod på den smukke strand, og vores perspektiv var pludselig ændret. En barriere, der syntes stiv og restriktiv – som syntes at indskrænke morskab og glæden ved at surfe på de virkelig store bølger – havde vist sig at være noget helt andet. Med en ny forståelse for den fare, der ventede lige under overfladen, gav barrieren nu beskyttelse, sikkerhed og fred.

Mens I og jeg går på livets sti og forfølger vore drømme, kan Guds befalinger og standarder – ligesom barrieren – sommetider være svære at forstå. De kan virke stive og urokkelige og som om de blokerer en sti, der synes sjov og spændende, og som så mange andre følger. Som apostlen Paulus beskrev: »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde«.¹ Med sådan en begrænset synsvinkel kan vi ofte ikke forstå de store farer, der ligger lige under overfladen.

Men han, der »fatte[r] alt«,² ved præcis, hvor disse farer er. Han giver os guddommelig vejledning gennem sine befalinger og kærlige råd, så vi kan undgå de farer – så vi kan følge en vej i vores liv, der er beskyttet mod åndelige rovdyr og syndens vidtåbne gab.³

Vi viser vores kærlighed til Gud – og vores tro på ham – ved at gøre vores allerbedste hver dag og følge den vej, som han har beredt for os, og ved at holde de befalinger, som han har givet os. Vi viser især den tro og kærlighed i situationer, hvor vi ikke helt forstår grunden til Guds bud eller den bestemte vej, som han beder os om at følge. Det er forholdsvist let at navigere inden for barrieren, når vi ved, at der er fjender med sylespidse tænder, der svømmer på den anden side af den. Det er sværere at navigere inden for barrieren, når alt, vi kan se, er spændende og dragende bølger på den anden side. Og alligevel er det på de tidspunkter – når vi vælger at udøve vores tro, sætte vores lid til Gud og vise ham vores kærlighed – at vi vokser og får det største udbytte.

I Det Nye Testamente kunne Ananias ikke fatte Herrens befaling om at finde og velsigne Saulus – en mand som bogstaveligt talt havde ret til at fængsle Kristi disciple. Men fordi Ananias adlød Guds befaling, blev han et redskab i den åndelige fødsel af apostlen Paulus.⁴

Når vi stoler på Herren, udøver vores tro, adlyder hans bud og følger den kurs, som han har forberedt for os, kommer vi nærmere på at blive den person, som Herren ønsker, at vi skal være. Det er denne »tilblivelse« – hjertets forandring – som er den vigtigste. Som ældste Dallin H. Oaks har sagt: »Det er ikke nok for nogen blot at gøre det, der hører sig til. Evangeliets befalinger, ordinancer og pagter er ikke en liste over indskud, som det forlanges, at vi indsætter på en himmelsk konto. Jesu Kristi evangelium er en plan, der viser os, hvordan vi bliver det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi skal blive.«⁵

Sand lydighed er derfor at give sig selv helt og aldeles til ham og lade ham lede vores vej i både stille og rørt vand og i den forståelse, at han kan få mere ud af os, end vi kan selv.

Når vi underkaster os hans vilje, får vi større fred og lykke. Kong Benjamin belærte om, at de, som adlyder Guds befalinger, er »velsignede og lykkelige … i alt, både timeligt og åndeligt.«⁶ Gud ønsker, at vi oplever glæde. Han ønsker, vi skal have fred. Han ønsker, at det skal lykkes for os. Han ønsker, at vi er i sikkerhed og bliver beskyttet mod den verdslige indflydelse omkring os.

Eller sagt på en anden måde: Herrens befalinger udgør ikke en opslidende labyrint af barrierer under vandet, som vi modstræbende skal lære at udholde i livet, for at vi kan blive ophøjet i det næste. De barrierer, som Herren har etableret for os, skaber snarere en sikker havn mod ondskab og ødelæggende indflydelse, der ellers ville trække os ned i fortvivlelsens dyb. Herrens bud er givet ud af kærlighed og omsorg, de er til for, at vi kan nyde glæde i dette liv,⁷ lige så meget som de er tiltænkt vores glæde og ophøjelse i det næste. De anviser, hvordan vi bør handle – og vigtigere endnu, så viser de, hvem vi bør blive.

Som i alle andre gode og sande ting er Jesus Kristus det bedste eksempel. Den største lydighedsgerning i hele evigheden fandt sted, da Sønnen underkastede sig Faderens vilje. Da Kristus i dybeste ydmyghed bad om, at bægeret måtte gå ham forbi – så han kunne gå en anden vej end den, som var blevet beredt for ham – underkastede han sig Faderens vilje og gik den vej, som han ønskede, at han fulgte. Det var en vej, der førte gennem Getsemane og Golgata, hvor han gennemlevede ubegribelig smerte og lidelse, og hvor han blev ladt helt alene, da hans Faders ånd trak sig tilbage. Men den samme vej kulminerede også i en tom grav på tredjedagen med råbet, der genlød i ørerne og hjertet hos dem, der elskede ham: »Han er opstået«.⁸ Den omfattede ubegribelig glæde og trøst for alle Guds børn i evigheden takket være hans forsoning. Kristus gav os, ved at underkaste sin vilje Faderens, muligheden for evig fred, evig glæde og evigt liv.

Jeg vidner om, at vi alle er børn af en kærlig Gud. Jeg vidner om, at han ønsker, at vi alle er lykkelige, i sikkerhed og velsignede. I denne hensigt har han fastlagt en kurs, der fører tilbage til ham, og han har etableret barrierer, som vil beskytte os på vejen. Når vi gør vores bedste for at følge den kurs, vil vi finde sand sikkerhed, lykke og fred. Og når vi underkaster os hans vilje, bliver vi det, han ønsker, at vi bliver. I Jesu Kristi navn. Amen.