Vælg lyset
Ældste Vern P. Stanfill
De Halvfjerds
Vi må vælge at følge de profetiske råd, genkende og handle på åndelige tilkendegivelser, være lydige mod Guds bud og søge personlig åbenbaring.
For ikke så lang tid siden besluttede min hustru og jeg, at vi gerne ville opleve et smukt område, der ligger tæt på vores hjem i det nordvestlige Montana. Vi planlagde at tage vores cykler med til Hiawatha-stien, et nedlagt jernbanespor, der krydser de smukke Rocky Mountains mellem Montana og Idaho. Vi forventede, at det ville blive en sjov dag sammen med gode venner, hvor vi kunne nyde områdets naturlige skønhed.
Vi vidste, at vores tur langs den storslåede 25 kilometer lange sti omfattede togbroer, der strakte over dybe kløfter, og lange tunneler, der skar igennem de ru bjerge. Så vi forberedte os ved at spænde lys fast på vores hjelm og vores cykel.
De, der havde prøvet det før, advarede os om, at tunnelerne var mørke, og at vi skulle bruge noget meget skarpt lys. Da vi samledes foran den enorme stenåbning til Taft-tunnelen, fortalte en opsynsmand om nogle af farerne på stien, deriblandt dybe grøfter langs kanterne, rå vægge og fuldstændigt mørke. Utålmodigt begyndte vi at køre ind i tunnelen. Da vi kun havde kørt i et par minutter, omgav det forudsagte mørke os. Det lys, jeg havde taget med, viste sig ikke at være nok, og mørket vandt snart over det. Pludselig begyndte jeg at føle mig ængstelig, forvirret og desorienteret.
Jeg var forlegen over at indrømme min ængstelse over for mine venner og min familie. Selvom jeg er en erfaren cyklist, føltes det nu som om, at jeg aldrig havde kørt på cykel før. Jeg kæmpede med at holde mig oprejst, efterhånden som min forvirring tog til. Til sidst, efter jeg havde udtrykt mit ubehag til dem i nærheden af mig, blev det muligt at komme tættere på en af mine venners kraftigere lys. Faktisk begyndte alle i gruppen at danne en tæt rundkreds rundt om ham. Ved at holde os tæt på ham og for en tid forlade os på hans lys og på gruppens samlede lys, cyklede vi dybere ind i tunnelens mørke.
Efter, hvad der syntes som timer, så jeg et meget lille lys. Næsten med det samme begyndte jeg at føle mig overbevist om, at det nok skulle gå. Jeg fortsatte med at cykle fremad, mens jeg forlod mig på mine venners lys og det voksende lys forude. Min tillid kom gradvist tilbage, efterhånden som lyset tog til i omfang og intensitet. Lang tid før jeg nåede enden af tunnelen, havde jeg ikke længere brug for mine venners hjælp. Al min ængstelse forsvandt, mens vi hurtigt cyklede frem mod lyset. Jeg følte mig rolig, selv før vi cyklede ud i den varme og pragtfulde morgen.
Vi lever i en verden, hvor vi oplever, at vores tro bliver udfordret. Vi kan måske føle os sikre på, at vi er parate til at møde disse udfordringer, for blot at finde ud af, at vore forberedelser ikke har været tilstrækkelige. Og ligesom min ven havde advaret mig om mørket, så bliver vi advaret i dag. Apostolske røster råder os til at forberede os med kraftigt lys fra åndelig styrke.
På samme måde kan vi føle os flove, utilpasse eller forvirrede, når vi bliver udfordret på vores tro. Generelt set afhænger intensiteten og varigheden af disse følelser af vores reaktion på dem. Hvis vi ikke gør noget, kan tvivl, stolthed og i sidste ende apostasi drive os væk fra lyset.
Jeg lærte nogle vigtige lektier af min oplevelse i tunnelen. Jeg vil fortælle om nogle få af dem.
For det første, uanset hvor intenst tvivlens mørke er, vælger vi, i hvor lang tid og i hvilken udstrækning vi vil lade det at påvirke os. Vi må huske på, hvor meget vor himmelske Fader og hans Søn elsker os. De vil hverken forlade os eller lade os blive overvundet, hvis vi søger deres hjælp. Husk Peters oplevelse i de oprørte bølger på Galilæas Sø. Da Peter mærkede det kolde mørke lukke sig om ham, indså han hurtigt sit dilemma og valgte i det øjeblik at råbe efter hjælp. Han satte ikke spørgsmålstegn ved Frelserens magt til at frelse ham; han råbte ganske enkelt: »Herre, frels mig!«1
I vores liv kan Frelserens udstrakte hånd måske komme i form af hjælp fra en god ven, leder eller en kærlig forælder. Når vi kæmper i mørket, er der ikke noget galt med midlertidigt at stole på lyset fra dem, som elsker os og ønsker det bedste for os.
Når vi overvejer noget alvorligt, hvorfor skulle vi så lytte til de ansigtsløse, kyniske stemmer fra dem i den store og rummelige bygning i vore dage og ignorere bønnerne fra dem, der oprigtigt elsker os? De evigt tilstedeværende nej-sigere foretrækker at rive ned i stedet for at bygge op og at gøre nar i stedet for at opløfte. Deres hånende ord kan bore sig ind i os, ofte ved hjælp af en meget kort strøm af elektroniske fordrejninger, der omhyggeligt og bevidst har til hensigt at ødelægge vores tro. Er det klogt at lægge vores evige velbefindende i hænderne på fremmede? Er det klogt at søge oplysninger fra dem, der ikke har noget lys at give af, og hvis private dagsorden er skjult for os? Hvis disse anonyme personer åbent og ærligt blev præsenteret for os, ville de aldrig få et øjeblik af vores tid, men fordi de udnytter de sociale medier og er skjult for nærmere eftersyn, modtager de ufortjent troværdighed.
Hvis vi vælger at følge dem, som håner hellige ting, vil det fjerne os fra Frelserens frelsende og livgivende lys. Johannes skrev: »Atter talte Jesus til dem og sagde: ›Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.‹«2 Husk på, at de, der virkelig elsker os, kan hjælpe os med at opbygge vores tro.
Ligesom jeg var forlegen i tunnelen, så kan vi også føle os forlegne over at skulle bede om hjælp, når vi tvivler. Måske er vi dem, som andre har set hen til for at blive styrket, og nu har vi selv brug for hjælp. Når vi indser, at Frelserens lys og den trøst, som han kan give os, er alt for værdifuld at miste på grund af stolthed, så kan inspirerede kirkeledere, forældre og gode venner hjælpe. De er parate til at hjælpe os til at opnå den åndelige vished, der vil styrke os mod anslag på vores tro.
For det andet må vi stole på Herren for at kunne udvikle vores egen åndelige kraft. Vi kan ikke stole på andres lys for evigt. Jeg vidste, at mørket i tunnelen ikke ville vare ved, hvis jeg blev ved med at cykle ved siden af min ven og i sikkerhed sammen med gruppen. Men jeg forventede, at jeg selv kunne fortsætte, når jeg kunne se lyset. Frelseren har sagt: »Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig; bed, så skal I få; bank på, så skal der blive lukket op for jer.«3 Vi må handle i forventning om, at Herren vil opfylde sit løfte om at løfte os ud af mørket, hvis vi nærmer os ham. Modstanderen vil på den anden side prøve at overbevise os om, at vi aldrig har følt Åndens indflydelse, og at det ville være lettere bare at holde op med at prøve.
Præsident Dieter F. Uchtdorf giver os følgende råd: »Betvivl derfor … jeres tvivl, før I betvivler jeres tro.«4 I min menighed sagde en ung mand for nylig: »Der er ting, som jeg har følt, som jeg ikke kan forklare på nogen anden måde, end at det kommer fra Gud.« Det er åndelig integritet.
Når vi står over for spørgsmål eller fristes til at tvivle, bør vi huske på de åndelige velsignelser og følelser, der tidligere har gennemboret vores hjerte og liv, og sætte vores lid til vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Jeg mindes ordene i en velkendt salme: »Vi stoler på Gud og hans nåde. Vi prøved’ så hyppigt hans ord.«5 Hvis vi ignorerer og ser bort fra tidligere åndelige oplevelser, vil vi distancere os fra Gud.
Vores søgen efter lys forstærkes af vores villighed til at genkende det, når det skinner i vores liv. Nutidige skrifter definerer lys og giver et løfte til dem, der tager imod det: »Det, der er af Gud, er lys; og den, der modtager lys og forbliver i Gud, modtager mere lys; og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag.«6 Ligesom da vi blev ved med at cykle mod lyset. Jo mere vi holder ud, jo mere vil hans påvirkning oplyse vores liv. Ligesom lyset for enden af tunnelen vil hans lys give os tillid, målrettethed, trøst og – vigtigst af alt – kraften til at vide, at han lever.
For det tredje er intet mørke så uigennemtrængeligt, truende eller så svært, at det ikke kan overvindes af lys. Ældste Neil L. Andersen har sagt: »Idet ondskaben i verden vokser, er der en kompenserende åndelig kraft, der gives de retfærdige. Når verden glider væk fra sin åndelige ankerplads, forbereder Herren vejen for dem, der søger han, og tilbyder dem større vished, større bekræftelse og større tillid til den åndelige kurs, de følger. Helligåndsgaven bliver et klarere lys i den spirende dæmring.«7
Brødre og søstre, vi er ikke ladt i stikken for at blive påvirket af ethvert indfald og enhver ændring i verdens holdning, men vi har kraft til at vælge tro over tvivl. For at kunne få adgang til denne kompenserende åndelige kraft må vi vælge at følge de profetiske råd, genkende og handle på åndelige tilkendegivelser, være lydige mod Guds bud og søge personlig åbenbaring. Vi må vælge. Må vi vælge Frelserens lys. I Jesu Kristi navn. Amen.