Gud står ved roret

Ved oktoberkonferencen sidste år opfordrede jeg tilhørerne til at følge Brigham Youngs råd om at blive på det gode skib Zion, som er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og at holde fast med begge hænder.¹ Siden da har det glædet mig at høre, at nogle i min familie og andre lyttede efter og har stillet mig dette spørgsmål: »Hvad findes der på det gode skib Zion, som vi kan holde fast i?« Jeg mindede dem om, hvad præsident Brigham Young sagde: »Vi befinder os på det gode skib Zion … Gud står ved roret, og der bliver han … Han befaler, fører og viser vej. Hvis folket vil have ubetinget tillid til deres Gud, skal de aldrig svigte deres pagter eller deres Gud, han vil lede os på rette vis.«²

Vor himmelske Fader og Herren Jesus Kristus har tydeligvis udstyret det gode skib Zion med klare og enkle, evige sandheder, der hjælper os til at holde kursen gennem jordelivets rørte vande. Her er nogle få.

Jesu Kristi Kirke er altid blevet ledt af levende profeter og apostle. Selv om Herrens tjenere er dødelige og underlagt menneskelige ufuldkommenheder, er de inspirerede til at hjælpe os til at undgå hindringer, der er åndeligt livstruende, og til at hjælpe os til at komme sikkert gennem jordelivet til vores endelige, sidste, himmelske bestemmelsessted.

I løbet af mine snart 40 år i tæt omgang med profeter og apostle, andre generalautoriteter samt organisationsledere har jeg været et personligt vidne, når både stille inspiration og inderlig åbenbaring har fået dem til at handle. Selv om disse gode mænd og kvinder hverken er fuldkomne eller ufejlbarlige, har de været fuldstændig opsat på at lede Herrens værk fremad, som han har anvist det.

Og tag endelig ikke fejl: Herren leder sin kirke gennem levende profeter og apostle. Det er den måde, hvorpå han altid har udført sit værk. For Frelseren sagde i sandhed: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tager imod, hvem jeg end sender, tager imod mig.«³ Vi kan ikke adskille Kristus fra hans tjenere. Uden hans første apostle havde vi aldrig haft en øjenvidneberetning om mange af hans lærdomme, hans tjenestegerning, hans lidelser i Getsemane have og hans død på korset. Uden deres vidnesbyrd ville vi ikke have haft nogen apostle, der vidnede om den tomme grav og opstandelsen.

Han gav disse første apostle denne befaling:

»Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,

og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.«⁴

Denne befaling blev gentaget i vor tid, da Herren kaldte Joseph Smith til at genoprette Kirken med ordinerede apostle, der forkynder hans evangelium en sidste gang, inden han kommer igen.

Det har altid været en udfordring for verden at antage levende profeter og apostle, men det er så væsentligt at gøre det for fuldt ud at forstå Jesu Kristi forsoning og lærdomme og for at få en fylde af præstedømmets velsignelser, der er givet dem, han har kaldet.

Alt for mange mennesker mener, at kirkeledere og -medlemmer bør være fuldkomne eller næsten fuldkomne. De glemmer, at Herrens nåde er tilstrækkelig til at udføre hans værk gennem dødelige mennesker. Vore ledere har de bedste intentioner, men vi begår sommetider fejl. Det er ikke noget, der kun sker i kirkesammenhænge, for det samme sker i vore forhold til venner, naboer, kolleger og selv mellem ægtefæller og i familien.

Det er ret nemt at se andre menneskers svagheder. Men vi begår en tragisk fejl, når vi kun lægger mærke til hinandens fejltagelser og derpå ikke ser Guds hånd arbejde gennem dem, han har kaldet.

Når vi fokuserer på, hvordan Herren inspirerer sine udvalgte ledere, og hvordan han får de hellige til at udføre bemærkelsesværdige og usædvanlige ting til trods for, at de kun er mennesker, er det en måde, hvorpå vi kan holde fast i Jesu Kristi evangelium og holde os sikkert om bord på det gode skib Zion.

En anden sandhed er læren om frelsesplanen. Gennem profeten Joseph Smith gav Gud Mormons Bog, Lære og Pagter og mange flere lærdomme til Kirken. Disse indbefatter kundskab om frelsesplanen, som er et kort over, hvor vi kommer fra, formålet med at vi er her på jorden, og hvor vi går hen, når vi dør. Planen giver os også et helt særligt, evigt indblik i, at vi er Guds åndelige børn. Når vi forstår, hvem vor himmelske Fader er og vores forhold til ham og hans elskede Søn, Jesus Kristus, vil vi tage deres befalinger til os og indgå pagter med dem, som vil føre os tilbage til deres nærhed for evigt.

Hver gang, jeg har holdt et nyfødt barn, står jeg undrende og tænker: »Hvem er du, lille ven? Hvad vil du blive til i kraft af Kristi forsoning?«

Vi stiller lignende reflekterende spørgsmål, når nogen, vi elsker, dør: »Hvor er de? Hvad ser og oplever de? Fortsætter livet? Hvordan er beskaffenheden af vore mest elskede relationer i de dødes store åndeverden?«

I den verden har vores familie tre børnebørn, Sara, Emily og Nathan. Ved hvert barnebarns bortgang har vi som familie holdt fast ved evangeliets sandheder med begge hænder. Vore spørgsmål blev besvaret med trøst og forvisning gennem Frelserens forsoning. Selv om vi savner vore børnebørn, ved vi, at de lever, og vi ved, at vi skal se dem igen. Hvor er vi taknemlige for denne åndelige forståelse i tider med uro, både personligt og i familien.

En anden væsentlig sandhed i Kirken er, at vor himmelske Fader skabte Adam og Eva i en ophøjet hensigt. Det var deres ansvar, og følgelig deres efterkommeres ansvar, at skabe jordiske legemer til Guds åndelige børn, så de kunne få jordiske erfaringer. Gennem denne proces sender vor himmelske Fader sine åndelige børn ned på jorden for at lære og vokse underlagt jordelivets betingelser. Eftersom Gud elsker sine børn, sender han himmelske budbringere og apostle, så de kan undervise dem om Jesu Kristi centrale rolle som vor Frelser.

Igennem århundrederne har profeter udført deres pligt, når de har advaret mennesker mod farerne omkring dem. Det er apostlenes pligt at våge, advare og række ud for at hjælpe dem, der søger svar på livets spørgsmål.

For 20 år siden udstedte Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum »Familien: En proklamation til verden«. I dette inspirerede dokument skriver vi i slutningen følgende: »Vi advarer om, at personer, som bryder deres løfte om troskab, som misbruger deres ægtefælle eller deres børn, eller som ikke opfylder ansvaret i familien, en dag skal stå til ansvar over for Gud. Vi advarer endvidere om, at familiens opløsning vil påføre enkeltpersoner, lokalsamfund og nationer de ulykker, som er forudsagt af fordums og nutidige profeter.«⁵

Som apostle bekræfter vi endnu engang denne højtidelige advarsel i dag. Husk, at befalinger og pagter er uvurderlige sandheder og læresætninger, som findes om bord på det gode skib Zion, hvor Gud står ved roret.

En anden vigtig lære i Kirken, som vi bør holde fast ved, er at holde sabbatsdagen hellig. Dette hjælper os til at holde os uplettede af verden, sørger for fysisk hvile til os og giver os alle åndelig fornyelse ved at tilbede Faderen og Sønnen hver søndag.⁶ Når vi fryder os over hans sabbatsdag, er det et tegn på vores kærlighed til og forpligtelse over for dem.⁷

Som en del af vore bestræbelser på at gøre sabbatten frydefuld har vi bedt lokale ledere og kirkemedlemmer om at huske, at nadvermødet er Herrens og bør være rodfæstet i og baseret på hans lære. Udførelsen af nadverordinancen er der, hvor vi fornyr vore pagter og endnu engang bekræfter vores kærlighed til Frelseren og husker hans offer og forsoning.

Den samme tilbedelsesånd bør gennemsyre vores månedlige faste- og vidnesbyrdsmøde. Dette nadvermøde er reserveret til, at medlemmerne kort kan udtrykke taknemlighed for, kærlighed til og påskønnelse af vor himmelske Fader, Jesus Kristus, det gengivne evangelium og at bære personlige vidnesbyrd om disse ting. Faste- og vidnesbyrdsmødet er en tid til at fortælle om korte, inspirerende tanker og følelser og bære højtideligt vidnesbyrd. Det er ikke en tid til at holde tale.

Små børn bør øve sig i at bære vidnesbyrd i Primary og hos deres forældre til familieaften, indtil de forstår den vigtige betydning af et vidnesbyrd.

Den nylige understregning af at gøre sabbatten frydefuld er et direkte resultat af inspiration fra Herren gennem Kirkens ledere. Menighedsrådsmedlemmer bør flere uger før bistå biskoprådet ved at gennemgå musik og emner, der er blevet anbefalet til hvert nadvermøde.

Vi bliver alle velsignede, når sabbatten fyldes med kærlighed til Herren hjemme og i kirken. Når vore børn undervises om Herrens veje, lærer de at mærke og reagere på hans Ånd. Vi vil alle hungre efter at komme hver søndag for at nyde nadveren, når vi mærker Herrens Ånd. Og alle, unge som gamle, der bærer tunge byrder, vil føle det åndelige løft og den trøst, som en sabbatsdag med hengiven grublen over vor himmelske Fader og Herren Jesus Kristus bringer.

Heldigvis er Kristus altid nær og venter på og er villig til at hjælpe os, når vi beder om hjælp og er villige til at omvende os og komme til ham.

Når vi nu tænker over lige akkurat disse få sandheder, der findes på det gode skib Zion, lad os da blive om bord og huske, at et skib pr. definition er et transportmiddel, og formålet med et transportmiddel er at føre os til et bestemmelsessted.

Vores skibs bestemmelsessted er alle evangeliets velsignelser, himmeriget, den celestiale herlighed og Guds nærhed!

Guds plan er på plads. Han står ved roret, og hans store og mægtige skib flyder mod frelse og ophøjelse. Husk på, at vi ikke kan nå derhen ved at hoppe over bord og selv prøve at svømme derhen.

Ophøjelse er denne jordiske rejses mål, og ingen kommer dertil uden det, der findes i Jesu Kristi evangelium: hans forsoning, ordinancerne og de vejledende principper, der findes i Kirken.

Det er i Kirken, at vi lærer om Guds værk og antager Herren Jesu Kristi nåde, som frelser os. Det er i Kirken, at vi former de forpligtelser og pagter med evige familier, som bliver vores adgangskort til ophøjelse. Det er Kirken, der med præstedømmets kraft kan drive os frem på jordelivets uforudsigelige vande.

Lad os være taknemlige for det gode skib Zion, for uden det ville vi drive rundt, alene og kraftesløse, kastet om uden ror eller årer og hvirvlet rundt i den stærke strøm skabt af modstanderens vind og bølger.

Hold godt fast, brødre og søstre, og sejl fremad på dette storslåede skib, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og vi vil nå vores evige bestemmelsessted. Det er mit vidnesbyrd og min bøn for os alle i hans navn, som det gode skib Zion er opkaldt efter, ja, i vor Herre og Frelser Jesu Kristi navn. Amen.