Fortsæt på din vej

Den 11. marts 2011 stod jeg på Tokyo Shinagawa togstation på vej for at besøge Kobe-missionen i Japan. Klokken cirka 14.46 ramte et kæmpe jordskælv, der målte 9.0 på Richterskalaen. På grund af de kraftige rystelser kunne jeg ikke stå oprejst, så jeg klyngede mig til et gelænder. Lysene fra nærliggende lofter begyndte at falde til jorden. Hele Tokyo gik i panik.

Heldigvis blev jeg ikke såret, og fire timer senere kunne jeg lettet høre, at hele min familie befandt sig i sikkerhed.

På fjernsynet viste de en strøm af uhyggelige, chokerende billeder. En kæmpe tsunami havde ramt Sendai-missionens område og havde taget alt med på sin vej; biler, huse, fabrikker og marker. Jeg var lamslået over de tragiske billeder, og jeg græd. Jeg bad indtrængende vor himmelske Fader om beskyttelse og hjælp til alle de mennesker, der bor i dette område, som jeg elsker så højt.

Senere fik jeg bekræftet, at alle missionærer og kirkemedlemmer var i sikkerhed. Men mange medlemmer blev berørt og mistede familiemedlemmer, hjem og ejendele. Næsten 20.000 mennesker døde, samfund blev tilintetgjort, og mange mennesker blev tvunget til at forlade deres hjem som resultat af en ulykke på atomkraftværket.

Katastrofer som denne skaber kaos i mange dele af verden i dag og kræver mange liv. Vi er blevet advaret om, at der vil opstå katastrofer, krige og utallige problemer i verden.

Når prøvelser som disse pludselig rammer os, kan vi spørge: »Hvorfor sker disse ting for mig?« eller »Hvorfor skal jeg lide?«

Jeg havde i lang tid efter min omvendelse til evangeliet ikke et klart svar på spørgsmålet: »Hvorfor skal jeg prøves?« Jeg forstod den del af frelsesplanen, der siger, at vi skal prøves. Men i virkeligheden havde jeg ikke en overbevisning, som var stærk nok til at kunne besvare dette spørgsmål. Men der kom en tid i mit liv, hvor jeg også oplevede en stor prøvelse.

Da jeg var 30 år gammel, besøgte jeg Nagoya-missionen som en del af mit arbejde. Efter mødet var missionspræsidenten venlig at sørge for, at ældsterne kørte mig til lufthavnen. Men da vi nåede krydset for enden af en lang bakke, kom en stor lastbil drønende ned mod os bagfra. Den ramte bagenden af vores bil og slyngede den mere end 20 meter fremad. Det værste var, at der ikke var nogen fører. Bagenden af vores bil blev mast sammen til halv størrelse. Heldigvis overlevede både ældsterne og jeg.

Men den følgende dag begyndte jeg at mærke smerter i min nakke og skuldre, og jeg fik en alvorlig hovedpine. Fra den dag af kunne jeg ikke sove, og jeg var tvunget til at leve hver dag med fysiske og mentale smerter. Jeg bad Gud om at helbrede mig fra smerten, men disse symptomer vedblev i cirka 10 år.

På det tidspunkt opstod der en følelse af tvivl i mit sind, og undrende spurgte jeg: »Hvorfor skal jeg lide så meget smerte?« Men selv om den helbredelse, jeg søgte, ikke kom, bestræbte jeg mig på at være trofast i at holde Guds befalinger. Jeg fortsatte med at bede om, at jeg ville kunne finde en løsning på de spørgsmål, jeg havde om mine prøvelser.

Der kom en tid, hvor jeg kæmpede med nogle nye personlige problemer, og jeg blev irriteret, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere denne nye prøvelse. Jeg bad om et svar. Men jeg modtog ikke et svar med det samme. Derefter tog jeg hen og talte med en kirkeleder, som jeg stolede på.

Mens vi talte, sagde han kærligt: »Bror Aoyagi, er det ikke meningen med din tilværelse på jorden at få denne prøvelse? Er det ikke at acceptere dette livs prøvelser for, hvad de er, og derefter lade resten være op til Herren? Tror du ikke, at dette problem vil være løst, når vi opstår?«

Da jeg hørte de ord, følte jeg Herrens Ånd meget stærkt. Jeg havde hørt denne læresætning utallige gange, men min forstand var aldrig blevet åbnet i samme grad som nu. Jeg forstod, at dette var svaret, som jeg havde søgt fra Herren i mine bønner. Jeg fattede tydeligt vor himmelske Faders frelsesplan og forstod dette vigtige princip på ny.

I Abrahams Bog erklærede Herren: »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale dem.«¹

Princippet er, at Gud, der skabte himlene og jorden, kender denne jords store skaberplan, har herredømme over alt i himlen og på jorden og at han, for at tilvejebringe frelsesplanen, nødvendigvis giver os mange forskellige oplevelser – deriblandt prøvelser – mens vi befinder os på denne jord.

Og Herren sagde følgende til Joseph Smith:

»Da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig …

Fortsæt derfor på din vej … for Gud vil være med dig for evigt og altid.«²

Prøvelserne på denne jord, heriblandt sygdom og død, er en del af frelsesplanen og er en uundgåelig oplevelse. Det er nødvendigt for os at »fortsæt[te] på [vores] vej« og acceptere vore prøvelser i tro.

Men meningen med livet er ikke kun at udholde prøvelser. Vor himmelske Fader sendte sin elskede Søn, Jesus Kristus, som vor Frelser og Forløser, så vi kunne overvinde de prøvelser, som vi møder på denne jord. Med andre ord gør han det svage stærkere,³ han soner for vore synder og ufuldkommenheder, og han gør det muligt for os at opnå udødelighed og evigt liv.

Præsident Henry B. Eyring har sagt: »Den prøve, en kærlig Gud har givet os, er ikke at se, om vi kan udholde modgang. Det er at se, om vi kan udholde den godt. Vi består prøven ved at vise, at vi husker ham og de befalinger, som han har givet os.«⁴

»Fortsæt på din vej« er det vigtigste valg, når vi møder prøvelser. Vend hjertet til Gud, i særdeleshed når I møder prøvelser. Adlyd ydmygt Guds befalinger. Vis tro til at forene jeres ønsker med Guds vilje.

Lad os nu overveje sammenstødet i Nagoya. Jeg kunne have været død i den ulykke. Men, med Herrens nåde, overlevede jeg mirakuløst. Jeg ved, at mine pinsler tjente til, at jeg kunne lære og vokse.⁵ Vor himmelske Fader lærte mig at styre mit temperament, udvikle empati og trøste dem, som lider. Da jeg indså dette, fyldtes mit hjerte med taknemlighed til min himmelske Fader for denne prøvelse.

Sæt Gud først uanset, hvilke prøver du møder. Elsk Gud. Hav tro på Kristus og forlad dig på ham i alle ting. Moroni giver følgende løfte til disse mennesker: »Hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus; og hvis I ved Guds nåde er fuldkomne i Kristus, kan I ingenlunde fornægte Guds kraft«⁶

Jeg vidner åbenhjertigt om, at Gud Faderen og hans elskede Søn, Jesus Kristus, lever, og at Guds løfter til dem, der fortsætter på deres vej og elsker ham, vil blive opfyldt selv midt i prøvelsens time, i Jesu Kristi hellige navn. Amen.