2010-2019
O, se hvilken kærlighed
Oktober 2015


O, se hvilken kærlighed

Mit vidnesbyrd om Jesus Kristus er bygget på mange særlige oplevelser, hvor jeg har oplevet hans store kærlighed til hver enkelt.

Mine kære brødre og søstre overalt i verden, jeg er Det Første Præsidentskab meget taknemlig for at have inviteret mig til at bære mit ydmyge vidnesbyrd på denne sabbatsdag. Ordene fra en velkendt salme blandt sidste dages hellige beskriver mine nuværende følelser:

O, se hvilken kærlighed, Jesus har vist mod mig,

at han for min frelse og salighed ofred sig …

Ja, ofte jeg tænker på sårene i hans kød,

de smerter, han led for at frelse min sjæl fra død.

O, hvor jeg vil stræbe i alting at være god,

indtil i hans nærhed jeg knæler for tronens fod …

o, hvilken kærlighed, himmelsk kærlighed.«1

For nogle få dage siden havde jeg det store privilegium at mødes med Det Første Præsidentskab og modtage denne kaldelse fra vores kære profet, præsident Thomas S. Monson. Jeg ønsker at vidne over for jer alle om præsident Monsons styrke og kærlighed, da han sagde til mig: »Denne kaldelse kommer fra Herren Jesus Kristus.«

Jeg er overvældet og rystet i mit inderste, når jeg tænker over vigtigheden og betydningen af de ord, som så mildt blev udtalt af vores kære profet. Præsident Monson, præsident Eyring og præsident Uchtdorf, jeg elsker jer og vil tjene Herren og jer af hele mit hjerte, sjæl, sind og styrke.

Jeg har elsket præsident Boyd K. Packer, ældste L. Tom Perry og ældste Richard G. Scott. Jeg savner dem inderligt. Jeg er velsignet ved at være blevet oplært og undervist ved disse kære brødre fødder. Jeg er slet ikke i stand til at udfylde deres sko, alligevel er jeg dybt beæret over at stå rank på deres skuldre og fortsætte i Herrens tjeneste.

Når jeg tænker på dem, som har bidraget til at gøre mig til den, jeg er, så tænker jeg først og fremmest på min kære og uselviske partner Melanie. I årenes løb har hun været med til at forme mig som pottemagerens ler til en mere poleret Jesu Kristi discipel. Hendes kærlighed og støtte og støtten fra vore fem børn, deres ægtefæller og vore 24 børnebørn, styrker mig. Til min kære familie, jeg elsker jer.

Som Nefi blev jeg født af agtværdige forældre i evangeliet, og de af agtværdige forældre i seks generationer. Mine tidligste forfædre, som tilsluttede sig Kirken, kom fra England og Danmark. Disse tidlige pionerer ofrede alt for Jesu Kristi evangelium og efterlod en arv, som deres efterkommere kunne følge. Jeg er meget taknemmelig for at være del af en flergenerations sidste dages hellig familie, og jeg ved, at det er et værdigt mål for os alle at stræbe efter.

Mange andre har bidraget til at forberede mit liv til denne nye kaldelse. De tæller barndomsvenner og familie, tidligere ledere, lærere og livslange mentorer. Jeg må medtage dem fra min ungdoms mission i de østlige stater og vore elskede missionærer fra New York City Nord-missionen. Jeg er meget taknemlig for de mange, som har påvirket og formet mit liv.

Jeg har værdsat at tjene sammen med mine brødre i De Halvfjerds. I 15 år har jeg tilhørt et af de bedste kvorummer og kærligste broderskaber i Kirken. Tak til jer, mine kære medtjenere. Jeg ser nu frem til at tilhøre et nyt kvorum. Præsident Russell M. Nelson, min kærlighed til dig og hvert medlem af De Tolv Apostles Kvorum er stor.

Søster Rasband og jeg har været velsignet med at besøge medlemmer på mange opgaver i menigheder og missioner verden over. Vi elsker de sidste dages hellige overalt! Jeres tro har styrket vores tro, jeres vidnesbyrd har føjet meget til vore vidnesbyrd.

Hvis jeg nu kunne komme med blot et lille budskab til jer i dag, ville det være dette: Herren har sagt: »Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.«2 Jeg er overbevist om, at der er ikke er noget valg, synd eller fejltrin, som I eller nogen anden kan foretage, der vil ændre hans kærlighed til jer eller til dem. Det betyder ikke, at han undskylder eller godkender syndig adfærd – jeg er sikker på, at det gør han ikke – men det betyder, at vi skal række ud til vore medmennesker i kærlighed og invitere, overtale, tjene og redde. Jesus Kristus ignorerede menneskers etnicitet, rang og situation for at undervise dem i denne væsentlige sandhed.

Jeg er mange gange blevet spurgt om, hvornår jeg modtog mit vidnesbyrd.

Jeg kan ikke huske, at jeg ikke har troet på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Jeg har elsket dem, lige siden jeg hørte om dem ved min engleagtige mors knæ, hvor vi læste i skriften og hørte evangeliske beretninger. Den barndomstro er nu vokset til en viden og et vidnesbyrd om en kærlig himmelsk Fader, som hører og besvarer vore bønner. Mit vidnesbyrd om Jesus Kristus er bygget på mange særlige oplevelser, hvor jeg har oplevet hans store kærlighed til hver enkelt.

Jeg er taknemlig for vor Frelsers forsoning og ønsker som Alma at tale med Guds basuns røst.3 Jeg ved, at Joseph Smith er Guds og genoprettelsens profet, og at Mormons Bog er Guds ord. Og jeg ved, at præsident Thomas S. Monson er Guds tjener og profet på jorden i dag.

Jeg beder til, at vi, når vi følger vores profet, må have næstekærlighed i vores hjerte til andre, og at vi vil blive et levende vidne og virkelig se den »kærlighed, Jesus har vist« os. Må vi opleve den »kærlighed, himmelsk kærlighed«. I Jesu Kristi navn. Amen.