Det er aldrig for tidligt, og det er aldrig for sent

Brødre og søstre, vi er i kamp mod verden. Tidligere kæmpede verden for at vinde vore børns energi og tid. Nu kæmper den om deres identitet og sind. Mange høje og fremtrædende stemmer prøver at definere, hvem vore børn er, og hvad de bør tro på. Vi kan ikke lade samfundet forme vores familie efter verdens modeluner. Vi må vinde denne kamp. Alt afhænger af det.

Børnene i Kirken synger en sang, der lærer dem om deres sande identitet: »Jeg er Guds kære barn … Han har sendt mig her, har givet mig et jordisk hjem, med far og mor.« Og så kommer barnets bøn til os: »Led mig, før mig, gå du med mig … [så] jeg en dag forstår hans ord, og før det er for sent!«¹

Præsident Russell M. Nelson underviste os ved vores sidste generalkonference om, at vi fra nu af må være »målbevidste forældre«.² Dette er en farlig tid. Men den gode nyhed er, at Gud vidste, at det ville være tilfældet, og han har givet os råd i skrifterne, så vi ved, hvordan vi kan hjælpe vore børn og vore børnebørn.

Billede

Frelseren og børn fra Mormons Bog

Frelseren viste sig for nefitterne i Mormons Bog. Han samlede deres små børn omkring sig. Han velsignede dem, bad for dem og græd over dem.³ Derpå sagde han til forældrene: »Se jeres små.«⁴

Ordet se betyder at betragte. Hvad ønskede Jesus, at forældrene skulle se hos deres små børn? Ønskede han, at de skulle få et glimt af deres børns guddommelige potentiale?

Når vi kigger på vore børn og vore børnebørn i dag, hvad ønsker Frelseren da, at vi skal se i dem? Forstår vi, at vore børn er den største gruppe undersøgere i Kirken? Hvad må vi gøre for at hjælpe dem til varig omvendelse?

I Matthæusevangeliet lærer Frelseren os om varig omvendelse. En stor gruppe mennesker havde samlet sig nær Galilæa sø for at høre ham undervise.

Ved denne lejlighed fortalte Jesus en historie om at så frø; lignelsen om sædemanden.⁵ Han forklarede sine disciple dette og i sidste ende os ved at sige: »Når et menneske hører ordet om Riget og ikke fatter det, kommer den Onde og røver det, der er sået i hans hjerte.«⁶ Budskabet til forældrene er tydeligt: Der er forskel på at høre og fatte. Hvis vore børn blot hører, men ikke forstår evangeliet, så står døren åben for, at Satan kan komme ind og fjerne disse sandheder fra deres hjerte.

Hvis vi til gengæld kan hjælpe dem til at lade omvendelsen slå dybe rødder, så kan Jesu Kristi evangelium, når solen brænder, når livet bliver svært – og det gør det – give dem noget indeni, der ikke bliver påvirket af noget udefra. Hvordan kan vi sikre os, at disse mægtige sandheder ikke blot ryger ind ad det ene øre og ud ad det andet? At høre ordene er måske ikke nok.

Vi ved alle, at ord udvikler sig. Nogle gange siger vi vore ord, og de hører deres ord. I siger måske til jeres børn: »Der er vist kommet en ridse i pladen.« De svarer sikkert med: »Far, hvad er en plade?«

Vor himmelske Fader ønsker, at vi lykkes som forældre, for når alt kommer til alt, så var de hans børn, før de blev vore. Som forældre i Zion har I modtaget Helligåndsgaven. Når I beder om vejledning, så »vil den vise jer alt det, som I skal gøre«⁷ i jeres undervisning af jeres børn. Når I udvikler metoder til at lære, så »overfører Helligåndens kraft det til menneskenes børns hjerte«.⁸

Jeg kan ikke tænke på noget bedre eksempel på at hjælpe nogen til at forstå end historien om Helen Keller. Hun var blind og døv og levede i en verden, der var mørk og stille. En lærer, der hed Anne Sullivan, kom for at hjælpe hende. Hvordan ville I undervise et barn, der ikke kan høre eller se jer?

Billede

Helen Keller og Anne Sullivan

I lang tid kæmpede Anne med at nå ind til Helen. En dag omkring middag tog hun hende med ud til vandpumpen. Hun tog en af Helens hænder under hanen og begyndte at pumpe vandet. Anne stavede derpå ordet V-A-N-D i Helens anden hånd. Der skete ingenting. Så hun gjorde det igen. V-A-N-D. Helen klemte Annes hånd, fordi hun begyndte at forstå. Da aftenen faldt på, havde hun lært 30 ord. Da der var gået et par måneder, havde hun lært 600 ord og kunne læse blindskrift. Helen Keller fik senere en eksamen fra college og hjalp med at ændre verden for mennesker, der ikke kunne se eller høre.⁹ Det var et mirakel, og hendes lærer udvirkede miraklet, ligesom I vil som forældre.

Jeg så en anden god lærers resultater, da jeg tjente som præsident for en stav for enlige voksne ved BYU–Idaho. Den oplevelse ændrede mit liv. En tirsdag aften interviewede jeg Pablo, en ung mand fra Mexico City, der ønskede at tage på mission. Jeg spurgte ind til hans vidnesbyrd og hans ønske om at tjene. Hans svar på mine spørgsmål var perfekte. Så spurgte jeg til hans værdighed. Hans svar var præcise. De var faktisk så gode, at jeg tænkte: »Måske forstår han ikke, hvad det er, jeg spørger ham om.« Så jeg omformulerede spørgsmålene og fandt ud af, at han vidste præcis, hvad jeg mente, og var fuldstændig ærlig.

Jeg blev så imponeret over denne unge mand, at jeg spurgte ham: »Pablo, hvem er det, der har hjulpet dig, så du nu kan stå på dette sted i dit liv så retskaffen overfor Herren?«

Han svarede: »Min far.«

Jeg sagde: »Pablo, fortæl mig din historie.«

Pablo fortsatte: »Da jeg var ni, trak min far mig til side og sagde: ›Pablo, jeg har også været ni år engang. Der er nogle ting, som du vil støde på i livet. Du vil se folk, der snyder i skolen. Du er måske sammen med folk, der bander. Du vil nok få dage, hvor du ikke har lyst til at gå i kirke. Men når de ting sker, eller noget som helst andet, der foruroliger dig, så vil jeg gerne have, at du kommer og taler med mig, og så vil jeg hjælpe dig igennem det. Og jeg vil fortælle dig, hvad der derefter sker.‹«

»Pablo, hvad fortalte han dig, da du var 10?«

»Jo, han advarede mig mod pornografi og sjofle vittigheder.«

»Hvad så, da du var 11?« spurgte jeg.

»Han advarede mig mod ting, der kunne være vanedannende, og mindede mig om at bruge min handlefrihed.«

Her var der en far, der år for år »linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der«,¹⁰ hjalp sin søn til ikke blot at høre, men også til at forstå. Pablos far vidste, at vore børn lærer, når de er klar til at lære, ikke blot når vi er klar til at undervise dem. Jeg var stolt af Pablo, da vi indsendte hans missionspapirer den aften, men jeg var endnu mere stolt af Pablos far.

Da jeg kørte hjem den aften, spurgte jeg mig selv: »Hvilken slags far vil Pablo blive?« Og svaret var helt klart: Han bliver ligesom sin far. Jesus sagde: »Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre.«¹¹ Det er sådan, vor himmelske Fader velsigner sine børn fra generation til generation.

Mens jeg tænkte over min oplevelse med Pablo, blev jeg ked af det, fordi mine fire døtre var voksne, og de ni børnebørn, jeg havde på det tidspunkt, ikke boede i nærheden. Jeg tænkte da: »Hvordan kan jeg nogensinde hjælpe dem på den måde, som Pablos far hjalp ham? Er der gået for lang tid?« Mens jeg bad en bøn i hjertet, hviskede Ånden mig denne dybsindige sandhed: »Det er aldrig for tidligt, og det er aldrig for sent at begynde denne vigtige proces.« Jeg vidste med det samme, hvad det betød. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme hjem. Jeg bad min hustru, Sharol, om at ringe til alle vore børn og fortælle dem, at vi havde brug for at besøge dem. Jeg havde noget virkeligt vigtigt at fortælle dem. Min iver forskrækkede dem lidt.

Vi begyndte med vores ældste datter og hendes mand. Jeg sagde: »Jeres mor og jeg ønsker, at I skal vide, at vi engang var på jeres alder. Vi var 31 og havde en lille familie. Vi har en ide om, hvad I kan komme ud for. Det kan være en økonomisk krise eller et problem med helbredet. Det kan være en troskrise. I kan blive overvældet af livet. Når disse ting sker, så ønsker jeg, at I taler med os. Vi vil hjælpe jer igennem dem. Vi ønsker ikke at blande os i jeres liv hele tiden, men vi ønsker, at I skal vide, at vi altid vil stå på sidelinjen. Og mens vi er sammen, vil jeg gerne fortælle jer om et interview, jeg lige har haft med en ung mand, der hed Pablo.«

Efter historien sagde jeg: »Vi ønsker ikke, at I ikke får hjulpet jeres børn og vore børnebørn med at forstå disse vigtige sandheder.«

Brødre og søstre, jeg forstår nu i højere grad, hvad Herren forventer af mig som far og som bedstefar med hensyn til at påbegynde en proces, hvor jeg kan hjælpe min familie til ikke blot at høre, men også til at forstå.

I forbindelse med at jeg bliver ældre, reflekterer jeg over disse ord:

Jeg ved, at jeg ikke kan få tiden til at gå baglæns, men nu ved jeg dette – det er aldrig for tidligt, og det er aldrig for sent at lede, vejlede og gå sammen med vore børn, fordi familien er evig.

Det er mit vidnesbyrd, at vor himmelske Fader elskede os så højt, at han sendte sin enbårne Søn for at leve som en dødelig, så Jesus kan sige til os: »Jeg har været, hvor I er, jeg ved, hvad der kommer herefter, og jeg kan hjælpe jer gennem det.« Det ved jeg, at han vil. I Jesu Kristi navn. Amen.