Gennem Guds øjne

Mine kære brødre og søstre, tak for jeres opretholdelse af mig i går som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Det er svært for mig at udtrykke, hvor meget det betyder for mig. Jeg var især taknemlig for den opretholdende stemme fra to ekstraordinære kvinder i mit liv: Min hustru Ruth og vores kære datter Ashley.

Min kaldelse er tydeligvis bevis på sandheden af Herrens udtalelse tidligt i denne uddeling: »At mit evangeliums fylde må blive forkyndt af de svage og ringe til verdens ender og over for konger og herskere.«¹ Jeg er en af disse svage og ringe. Da jeg for mange årtier siden blev kaldet som biskop for en menighed i det østlige USA, ringede min lidt ældre og meget klogere bror til mig. Han sagde: »Du skal vide, at Herren ikke har kaldet dig på grund af noget, du har gjort. I dit tilfælde er det sikkert på trods af det, du har gjort. Herren har kaldet dig til at gøre det, han har brug for at gøre gennem dig, og det vil kun ske, hvis du gør det på hans måde.« Jeg erkender, at disse vise ord fra en storebror er endnu mere gældende i dag.

Der sker noget vidunderligt for en missionær, når han eller hun erkender, at kaldelsen ikke handler om ham eller hende, men snarere om Herren, hans værk og vor himmelske Faders børn. Det samme gælder for en apostel. Kaldelsen handler ikke om mig. Den handler om Herren, hans værk og vor himmelske Faders børn. Uanset hvad opgaven eller kaldelsen er i Kirken, må man for at tjene godt vide, at alle dem, vi tjener »er en højt elsket åndelig søn eller datter af himmelske forældre, og som sådan besidder hver enkelt guddommelige egenskaber og muligheder.«²

I min tidligere beskæftigelse var jeg hjertelæge med speciale i hjertesvigt og transplantationer, og mange af mine patienter var alvorligt syge. Min hustru sagde for sjov, at det var et dårligt tegn at blive en af mine patienter. Men spøg til side, jeg så mange mennesker dø, og jeg udviklede en slags følelsesmæssig distance, når noget gik dårligt. På den måde blev sorgen og skuffelserne dæmpet.

I 1986 fik en ung mand ved navn Chad hjertesvigt og fik en hjertetransplantation. Han klarede sig fint i godt 15 år. Chad gjorde alt, hvad han kunne, for at være sund og leve et så normalt liv som muligt. Han var på mission, arbejdede og var en hengiven søn for sine forældre. De sidste par år af hans liv var dog udfordrende, og han røg ofte ind og ud af hospitalet.

En aften blev han bragt til hospitalets skadestue med hjertestop. Mine kolleger og jeg arbejdede længe på at gendanne hans blodomløb. Til sidst stod det klart, at Chad ikke kunne genoplives. Vi holdt inde med vores håbløse indsats, og jeg erklærede ham for død. Selv om jeg var ked af det og skuffet, fastholdt jeg en professionel indstilling. Jeg tænkte ved mig selv: »Chad har fået god behandling. Han har levet mange år mere, end han ellers ville.« Den følelsesmæssige afstand blev dog snart ødelagt, da hans forældre kom ind på skadestuens aflukke og så deres afdøde søn ligge på en båre. I det øjeblik så jeg for første gang Chad gennem hans mors og fars øjne. Jeg så deres store håb og forventninger til ham, deres ønske om, at han ville leve blot en smule længere og en smule bedre. Med den erkendelse begyndte jeg at græde. Det var en helt ironisk ombytning af roller og med en venlig handling, som jeg aldrig vil glemme, trøstede Chads forældre mig.

Jeg forstod, at vi i Kirken for effektivt at tjene andre må se dem gennem en forælders øjne, gennem vor himmelske Faders øjne. Først da kan vi begynde at forstå en sjæls sande værdi. Først da kan vi fornemme den kærlighed, vor himmelske Fader har til alle sine børn. Først da kan vi fornemme Frelserens omsorg for dem. Vi kan ikke fuldt ud opfylde vores pagt og pligt til at sørge med dem, der sørger, og trøste dem, der har behov for trøst, medmindre vi ser dem gennem Guds øjne.³ Dette bredere perspektiv vil åbne vores hjerte for andres skuffelser, frygt og hjertesorg. Men vor himmelske Fader vil hjælpe og trøste os, ligesom Chads forældre trøstede mig for mange år siden. Vi har brug for øjne, der ser, ører, der hører, og et hjerte, der ved og føler, hvis vi skal opnå den redning, som præsident Thomas S. Monson så ofte har opmuntret os til.⁴

Først når vi ser gennem vor himmelske Faders øjne, kan vi blive fyldt med »Kristi rene kærlighed«.⁵ Hver dag bør vi bønfalde Guds om denne kærlighed. Mormon formanede os: »Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere.«⁶

Af hele mit hjerte ønsker jeg at være en sand tilhænger af Jesus Kristus.⁷ Jeg elsker ham. Jeg priser ham. Jeg vidner om, at han lever. Jeg vidner om, at han er den Salvede, Messias. Jeg er et vidne om hans uforlignelige nåde, barmhjertighed og kærlighed. Jeg føjer mit vidnesbyrd til apostlenes, der i år 2000 udtalte, »at Jesus er den levende Kristus, Guds udødelige Søn … Han er verdens lys og liv og håb.«⁸

Jeg vidner om, at den opstandne Herre viste sig en dag i 1820 i en lund i staten New York sammen med Gud, vor himmelske Fader, præcis som Joseph Smith sagde, at de gjorde. Præstedømmenøgler findes på jorden i dag for at muliggøre de frelsende og ophøjende ordinancer. Det ved jeg. I Jesu Kristi navn. Amen.