Hvad mangler jeg så?

Da jeg var en ung voksen, begyndte jeg at undersøge Kirken. Til at begynde med blev jeg draget mod evangeliet på grund af mine sidste dages hellige venners eksempler, men med tiden fik jeg øjnene op for de enestående læresætninger. Da jeg hørte, at trofaste mænd og kvinder kunne fortsætte deres udvikling og med tiden blive som vore himmelske forældre, blev jeg faktisk overvældet. Jeg elskede konceptet; det føltes sandt.

Kort tid efter min dåb studerede jeg bjergprædikenen, og jeg så, at Jesus underviste i den selvsamme sandhed om evig udvikling i Bibelen. Han sagde: »Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«¹

Jeg har nu været medlem af Kirken i 40 år, og hver gang jeg læser dette vers, bliver jeg mindet om formålet med, at vi er her på jorden. Vi er kommet for at lære og forbedre os, indtil vi gradvist bliver helliggjorte eller fuldkomne i Kristus.

En discipels vej er ikke let. Den er blevet kaldt en »kurs, der fører til vedvarende forbedring«.² Mens vi går på den snævre og trange sti, vil Ånden til stadighed udfordre os til at blive bedre og klatre højere. Helligånden er den perfekte rejsefælle. Hvis vi er ydmyge og lærevillige, vil han tage os ved hånden og føre os hjem, men vi skal undervejs bede Herren om vejledning. Vi må stille svære spørgsmål som: »Hvad har jeg brug for at ændre?« »Hvordan kan jeg forbedre mig?« »Hvilke svagheder skal der arbejdes på?«

Lad os se på beretningen om den rige unge mand i Det Nye Testamente. Han var en retskaffen ung mand, der i forvejen adlød de ti bud, men som ønskede at forbedre sig. Hans mål var evigt liv.

Da han mødte Frelseren, sagde han: »Hvad mangler jeg så?«³

Jesus svarede øjeblikkeligt med et råd, der var præcist rettet mod den rige unge mand. »Jesus sagde til ham: ›Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige … kom så og følg mig!‹«⁴

Den unge mand var forbløffet, han havde aldrig overvejet et sådant offer. Han var ydmyg nok til at spørge Herren, men ikke trofast nok til at følge det guddommelige råd, som han fik. Vi må være villige til at handle, når vi får et svar.

Præsident Harold B. Lee har sagt: »Hvis vi vil opnå fuldkommenhed, må hver enkelt af os på et eller andet tidspunkt stille os selv dette spørgsmål: ›Hvad mangler jeg endnu?‹«⁵

Jeg kendte en trofast mor, som ydmygt spurgte Herren: »Hvad holder mig tilbage i min udvikling?« I hendes tilfælde kom svaret fra Ånden med det samme: »Hold op med at beklage dig.« Dette svar forbavsede hende; hun havde aldrig tænkt på sig selv som en, der klagede. Men budskabet fra Helligånden var meget tydeligt. I de følgende dage blev hun opmærksom på sin vane med at brokke sig. Taknemlig for den indskydelse hun fik, blev hun opsat på at tælle sine velsignelser i stedet for sine udfordringer. Efter få dage følte hun Åndens varme anerkendelse.

En ydmyg ung mand, som havde svært ved at finde den rigtige unge kvinde, henvendte sig til Herren om hjælp: Han spurgte: »Hvad afholder mig fra at være den rigtige mand?« Svaret kom til hans sind og hjerte: »Tal pænt.« I det øjeblik indså han, at adskillige grove udtryk var blevet en del af hans ordforråd, og han satte sig for at ændre det.

En enlig søster stillede tappert spørgsmålet: »Hvad skal jeg ændre? og Ånden hviskede til hende: »Lad være med at afbryde folk, når de taler.« Helligånden giver vitterligt personlige råd. Han er en fuldkommen ærlig ledsager, og han vil fortælle os det, som ingen andre ved eller har mod til at sige.

En hjemvendt missionær var stresset over en fyldt kalender. Han prøvede at finde tid til arbejde, studier, familien og en kirkekaldelse. Han bad Herren om vejledning: »Hvordan kan jeg føle fred, når jeg har så travlt? Svaret var ikke det, han forventede. Han fik tilskyndelsen til mere omhyggeligt at overholde sabbatsdagen og holde den hellig. Han besluttede sig for at dedikere søndagen til at tjene Gud – at tilsidesætte sine lektier og i stedet studere evangeliet. Denne lille justering gav den fred og balance, som han søgte.

For flere år siden læste jeg i et kirkeblad om en pige, som boede alene, mens hun læste på universitetet. Hun var bagud i sine studier, hendes sociale liv var ikke, som hun havde håbet, og hun var generelt set ulykkelig. Endelig en dag faldt hun ned på sine knæ og bad: »Hvad kan jeg gøre for at forbedre mit liv?« Helligånden hviskede: »Rejs dig og ryd op på værelset.« Denne tilskyndelse kom som en fuldstændig overraskelse, men det var lige, hvad hun havde brug for. Efter hun havde brugt tid på at organisere og sætte ting på plads, følte hun Ånden fylde sit værelse og opløfte sit hjerte.

Helligånden fortæller os ikke, at vi skal forbedre alt med det samme. Hvis han gjorde, ville vi blive mismodige og give op. Ånden arbejder med os i vores tempo, et skridt ad gangen, eller som Herren belærte: »Linje på linje, forskrift på forskrift … og velsignede er de, der lytter til mine forskrifter …for til den, der modtager, vil jeg give mere.«⁶ Hvis Helligånden eksempelvis har tilskyndet jer til at sige tak oftere, og I reagerer ivrigt på den tilskyndelse, kan han måske føle, at tiden er inde til, at I skal prøve noget mere krævende – som at lære at sige: »Undskyld, det var min fejl.«

Billede

En familie tager nadveren

Det bedste tidspunkt at spørge Herren: »Hvad mangler jeg endnu?« er, når vi tager nadveren. Apostlen Paulus underviste om, at dette er tiden, hvor vi skal prøve os selv.⁷ I denne ærbødige atmosfære, mens vore tanker er vendt mod himlen, kan Herren blidt fortælle os, hvad vi nu skal arbejde på.

Ligesom jer har jeg modtaget mange budskaber fra Ånden i løbet af årene, der har vist mig, hvordan jeg kan forbedre mig. Lad mig give nogle få personlige eksempler på budskaber, som jeg har taget til mig. Disse tilskyndelser har været:

• Lad være med at råbe.

• Få styr på dit liv; lav en daglig liste med ting, du skal gøre.

• Pas bedre på din krop ved at spise frugt og grøntsager.

• Gå mere i templet.

• Brug tid på at grunde, inden du beder.

• Spørg din hustru til råds.

• Og vær tålmodig, når du kører bil; undlad at overtræde fartbegrænsninger. (Det sidste arbejder jeg stadigvæk på).

Frelserens sonoffer gør fuldkommengørelse eller helliggørelse mulig. Vi kunne aldrig have gjort det alene, men Guds barmhjertighed rækker til at hjælpe os. Som ældste David A. Bednar engang bemærkede: »De fleste af os forstår godt, at forsoningen er til for syndere. Men jeg er ikke så sikker på, at vi ved og forstår, at forsoningen også er for hellige – for gode mænd og kvinder, som er lydige, værdige og samvittighedsfulde, og som stræber efter at blive bedre.«⁸

Billede

En kvinde beder

Jeg foreslår, at I allesammen prøver en åndelig øvelse inden længe, måske allerede i aften, når I beder. Stil ydmygt Herren følgende spørgsmål: »Hvad afholder mig fra at udvikle mig?« Med andre ord: »Hvad mangler jeg så?« Afvent derpå stille et svar. Hvis I er oprigtige, vil svaret snart komme tydeligt. Det vil blive en åbenbaring direkte rettet mod jer.

Måske vil Ånden fortælle jer, at I bør tilgive en anden. Eller måske modtager I et budskab om at være mere kræsne med, hvad I ser af film, eller den musik, I lytter til. I kan føle jer tilskyndet til at være mere ærlige i jeres arbejdsmæssige anliggender eller mere gavmilde i jeres fasteoffer. Mulighederne er endeløse.

Ånden kan vise os vore svagheder, men han kan også vise os vores styrke. Nogle gange skal vi spørge, hvad vi gør rigtigt, så Herren kan opløfte og opmuntre os. Når vi læser vores patriarkalske velsignelse, bliver vi mindet om, at vor himmelske Fader kender vores guddommelige potentiale. Han glæder sig, hver gang vi tager et skridt fremad. For ham er vores retning langt vigtigere end vores hastighed.

Hold ud, brødre og søstre, og tab aldrig modet. Vi når ikke fuldkommenhed på denne side af graven, men her i livet på jorden kan vi lægge fundamentet. »Det er vor pligt at være bedre i dag, end vi var i går, og være bedre i morgen, end vi er i dag.«⁹

Hvis åndelig vækst ikke er en prioritet i vores liv, hvis vi ikke følger en vej mod stadig forbedring, vil vi gå glip af nogle af de vigtigste oplevelser, som Gud ønsker at give os.

For flere år siden læste jeg disse ord af præsident Spencer W. Kimball, som har haft en varig indvirkning på mig. Han sagde: »Jeg har erfaret, at der, hvor der er et bønsomt hjerte, hunger efter retskaffenhed, forsagelse af synder og lydighed mod Guds befalinger, der udøser Herren mere og mere lys, indtil der til sidst er kraft til at gennemtrænge det himmelske slør … Et menneske med en sådan retskaffenhed har det dyrebare løfte, at han en dag skal se Herrens ansigt og vide, at han er.«¹⁰

Det er min bøn, at denne ultimative oplevelse en dag kan blive vores, hvis vi tillader Helligånden at føre os hjem. I Jesu Kristi navn. Amen.