Giv Gud dit hjerte

Ældste Dallin H. Oaks talte ved aprilkonferencen om behovet for »at forbedre vores liv«.¹ Jeg vil tilføje, at personlig forbedring begynder med en forandring af hjertet – uanset livserfaring eller fødested.

Jeg kommer fra den sydligste del af USA, og i min ungdom lærte jeg om en sand discipels forandring af hjertet – i en tekst fra en gammel protestantisk salme. Grund over disse vers, som jeg holder meget af:

Hvordan bliver vi moderne, travle, konkurrenceprægede mennesker føjende og stille som en lilje? Hvordan gør vi Herrens vilje til vores? Jeg tror, at vi begynder med at lære af ham og bede om kundskab. Når vores tillid til Herren vokser, åbner vi hjertet, søger at gøre hans vilje og venter på svar, som vil bibringe os kundskab.

Min egen forandring af hjertet startede, da jeg som 12-årig begyndte at søge Gud. Ud over at sige Fadervor³ vidste jeg ikke rigtig, hvordan jeg skulle bede. Jeg husker, at jeg knælede ned i håbet om at kunne føle hans kærlighed og spurgte: »Min himmelske Fader, hvor er du? Jeg ved, at du må være derude et eller andet sted, men hvor?« Jeg bad gennem alle teenageårene. Jeg fik små glimt af, at Jesus Kristus virkelig fandtes, men vor himmelske Fader lod mig i sin visdom søge og vente i ti år.

I 1970, da missionærerne underviste mig i Faderens frelsesplan og om Frelserens forsoning, sluttede min søgen. Jeg omfavnede disse sandheder og blev døbt.

Ud fra denne kendskab til Herrens barmhjertighed og kraft valgte min mand, børn og jeg familiens motto: »Tingene ordner sig.« Men hvordan kan man sige de ord til en anden, når der opstår store problemer, og svarene ikke kommer let?

Da vores skønne og værdige 21-årige datter, Georgia, blev indlagt i kritisk tilstand efter en cykelulykke, sagde vores familie: »Tingene ordner sig.« Jeg fløj straks fra vores mission i Brasilien til Indianapolis i Indiana for at være sammen med hende, og undervejs klamrede jeg mig til vores familiemotto. Men vores vidunderlige datter gik til åndeverdenen, kun få timer inden mit fly landede. Hvordan kunne vi se hinanden i øjnene og stadigvæk erklære: »Tingene ordner sig«, når sorg og chok ramte vores familie som en flodbølge?

Efter Georgias jordiske død havde vi følelserne uden på tøjet, vi kæmpede, og den dag i dag har vi stunder fyldt med stor sorg, men vi finder trøst i kundskaben om, at ingen i virkeligheden dør. På trods af vores kval, da Georgias fysiske legeme ophørte med at fungere, havde vi tro på, at hun levede videre som en ånd, og vi tror på, at vi skal leve sammen med hende i evigheden, hvis vi holder vore tempelpagter. Tro på vor Forløser og hans opstandelse, tro på hans præstedømmemagt og tro på evige beseglinger gør os i stand til at fremføre vores motto med overbevisning.

Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Hvis vi gør vores bedste, vil det hele ordne sig. Sæt jeres lid til Gud … Herren vil ikke svigte os.«⁴

Vores familiemotto er ikke: »Tingene vil ordne sig øjeblikkeligt.« Det omhandler vores håb om det evige resultat – ikke nødvendigvis det nuværende. Skriften siger: »Søg flittigt, bed altid, og hav tro, så skal alting virke sammen til gavn for jer.«⁵ Den siger ikke, at alting er godt, men for de sagtmodige og trofaste virker både det positive og det negative sammen til gavn, og Herrens tid er hans egen. Vi venter på ham, sommetider som Job under sine lidelser, idet vi ved, at Gud »bringer lidelser, og han helbreder, han knuser, og hans hænder læger«.⁶ Et sagtmodigt hjerte accepterer prøver og ventetiden, inden helbredelsen og helingen kommer.

Når vi åbner os for Ånden, lærer vi Guds vej at kende og mærker hans vilje. Under nadveren, som jeg kalder sabbattens hjerte, har jeg, efter jeg har bedt om tilgivelse, oplevet, at det er lærerigt for mig at spørge vor himmelske Fader: »Fader, er der mere?« Når vi er stille og føjende, kan vores sind blive vejledt til noget mere, som vi har behov for at ændre – noget der begrænser vores evne til at modtage åndelig vejledning eller helbredelse og hjælp.

Det kan måske være, at jeg har fastholdt en vrede mod en anden. Når jeg spørger, om der er mere at bekende, kommer den »hemmelighed« meget tydeligt til mig. I realiteten hvisker Helligånden: »Du spurgte oprigtigt, om der var mere, og her er det. Din vrede bremser din udvikling og ødelægger din evne til at nyde et sundt forhold. Du kan slippe den.« Ja, det er hårdt arbejde – vi føler måske, at det er en retfærdig vrede – men at underlægge sig Herrens måde er den eneste vej til varig lykke.

Med tiden og stille og roligt modtager vi hans barmhjertige styrke og vejledning – som måske får os til at besøge templet hyppigere, studere Frelserens forsoning eller opsøge en ven, en biskop, en autoriseret behandler eller endog en læge. Helbredelsen af hjertet begynder, når vi underlægger os og tilbeder Gud.

Sand tilbedelse begynder, når vi lægger vores hjerte for Faderen og Sønnen. Hvor er vores hjerte i dag? Det er paradoksalt, at vi først må tillade, at hjertet sønderknuses for at Herren kan gøre det rent og trofast. Herren erklærer: »I skal som offer bringe mig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd.«⁷ Resultatet af at give vores hjerte eller ofre vores vilje for Herren er, at vi modtager den åndelige vejledning, som vi behøver.

Med en større forståelse af Herrens nåde og barmhjertighed oplever vi, at vores selviske hjerte begynder at krakelere og sønderknuses som følge af taknemlighed. Når vi rækker ud mod ham og længes efter at tilslutte os Guds enbårne Søn. Vi får nyt håb og vejledning gennem Helligånden, når vi med et sønderknust hjerte rækker ud og slutter os til ham.

Jeg har kæmpet med at fjerne det menneskelige ønske om, at ting sker på min måde og har med tiden indset, at min måde er meget mangelfuld, begrænset og underlegen i forhold til Jesu Kristi måde. »Hans vej er den sti, der fører til glæde i dette liv og evigt liv i den kommende verden.«⁸ Er det muligt at elske Jesus Kristus og hans vej mere, end vi elsker os selv og vores egen dagsorden?

Nogle føler måske, at de har fejlet for mange gange og føler sig for svage til at ændre syndige handlinger eller hjertets verdslige ønsker. Men som Israels pagtsfolk står vi ikke alene, når vi gang på gang prøver at ændre os. Hvis vi oprigtigt bønfalder Gud, tager han os, som vi er, og gør os til meget mere, end vi nogensinde havde troet muligt. Den kendte teolog, Robert L. Millet, beskriver et sundt ønske om at forbedre sig, som er i balance med den åndelige forvisning, vi får af og gennem Jesus Kristus om, at vi kan klare det.⁹ Med den forståelse kan vi med oprigtighed sige til vor himmelske Fader:

Når vi byder Jesus Kristus et sønderknust hjerte, antager han vores offer. Han tager os tilbage. Uanset hvilke tab og afvisninger, vi har lidt, hvilke sår vi har fået, er hans nåde og helbredelse stærkere end alt andet. Når vi i sandhed er knyttet til Frelseren, kan vi med fortrøstning sige: »Tingene ordner sig.« I Jesu Kristi navn. Amen.