I er ikke alene i dette værk

Mine kære brødre, vi er taknemlige over, at Herren har kaldet ældste Ronald A. Rasband, ældste Gary E. Stevenson og ældste Dale G. Renlund som Herren Jesu Kristi apostle. Vi støtter dem i vores hjerte, vore bønner og vores tro.

Vi kender til deres store kapacitet. Alligevel får de brug for vished i deres kaldelse, ligesom vi alle har, om, at Herren er med dem i sit værk. Den nyeste diakon har brug for den tillid, såvel som den mest erfarne højpræst, der modtager en ny kaldelse.

Den vished vokser i takt med, at I indser, at Herren har kaldet jer gennem sine tjenere. Jeg siger dette for at opmuntre jer, så I kan vide, at når I gør jeres del, føjer Herren sin kraft til jeres indsats.

Enhver kaldelse, vi modtager i Herrens rige, kræver mere end vores jordiske dømmekraft og personlige evner. De kaldelser kræver hjælp fra Herren, som vil komme. Selv den nyeste diakon vil lære, at dette er sandt, og han vil vedblive med at lære gennem årene.

Et af mine børnebørn er her i aften til sit første præstedømmemøde. Han blev ordineret til diakon for seks dage siden. Han forventer måske, at hans første udførelse af en præstedømmepligt bliver omdelingen af nadveren næste søndag. Det er min bøn, at han vil se det øjeblik som det, det virkelig er.

Han tror måske, at hans arbejde for Herren er at række nadverbakken til de personer, som sidder til nadvermødet. Men Herrens hensigt er ikke blot at få mennesker til at nyde brød og vand. Det er at få dem til at holde en pagt, som vil føre dem fremad på vejen til evigt liv. Og for at det kan ske, må Herren give en åndelig oplevelse til den person, som diakonen rækker bakken til.

Jeg har engang set det ske på et plejecenter, da en diakon lænede sig frem for at række bakken til en hvidhåret dame. Hun så på brødet, som var det noget dyrebart. Jeg har aldrig glemt hendes smil, idet hun spiste og derpå rakte hånden frem for at klappe diakonen på hovedet og ret højt sagde: »Åh, tak!«

Denne diakon udførte ganske enkelt sin præstedømmepligt. Alligevel mangedoblede Herren da diakonens handling. Det var tydeligt, at søsteren erindrede Frelseren, da hun udtrykte oprigtig tak for diakonens indsats. Da han gav hende nadveren, blev hun igen overbevist om, at hun kunne have Ånden hos sig. Hun var ikke alene den dag på plejecenteret. Og diakonen var heller ikke alene i sin beskedne tjeneste.

Den unge lærer i Det Aronske Præstedømme fornemmer måske ikke, når han tager af sted for at undervise en familie, at han er Herrens partner i hans værk. Jeg husker stadig det enkle vidnesbyrd, som en ung hjemmelærerkammerat bar i vores hjem. Ånden bekræftede hans ord for mig og min familie. Han husker måske ikke den dag, men jeg gør.

Herren vil højne den unge mands indsats igen, når han kaldes til at blive præst. Den første dåb, han udfører, kan for eksempel være af en yngre person, han ikke kender. Han bekymrer sig måske over, om han kan huske at sige de rigtige ord og udføre ordinancen korrekt.

Men Herren, hvis tjener han er, vil højne hans kaldelse. Den person, han døber, har valgt at gå ad vejen mod evigt liv. Herren vil gøre sin større del. Det gjorde han engang for mig, da den dreng, jeg døbte, med tårer løbende ned ad kinderne ind i mit øre sagde: »Jeg er ren. Jeg er ren.«

Når I går fra den ene præstedømmeopgave til den næste, vil I se, at Herren er med jer i værket. Det lærte jeg, da jeg mødtes med en kvorumspræsident for ældsterne ved en stavskonference for år tilbage. Under konferencen præsenterede man navnene på over 40 mænd, der skulle modtage Det Melkisedekske Præstedømme.

Stavspræsidenten lænede sig over mod mig og hviskede: »Disse mænd var alle mindre aktive kommende ældster.« Forbløffet spurgte jeg præsidenten, hvad hans plan havde været for at redde disse mænd.

Han pegede på en ung mand bagest i kirkesalen. Han sagde: »Der er han. De fleste af disse mænd kom tilbage på grund af den præsident for ældsternes kvorum.« Han sad på bageste række, afslappet klædt og med benene over kors i sine ramponerede støvler.

Jeg bad stavspræsidenten om at præsentere ham for mig efter mødet. Da vi mødtes, fortalte jeg den unge mand, at jeg var overrasket over det, han havde gjort, og spurgte ham, hvordan han havde båret sig ad. Han trak på skuldrene. Han mente tydeligvis ikke, at han fortjente nogen hæder for det.

Dernæst sagde han stille: »Jeg kender hver eneste inaktive fyr her i byen. De fleste har en pickup. Jeg har også en pickup. Jeg vasker min pickup, hvor de vasker deres. Med tiden bliver de mine venner.

Så venter jeg, indtil der går noget galt i deres liv. Det gør der altid. De fortæller mig om det. Jeg lytter, og jeg finder ikke fejl. Når de så siger: ›Der er noget galt i mit liv. Der må bare være noget, der er bedre end det,‹ fortæller jeg dem, hvad der mangler, og hvor de kan finde det. Sommetider tror de mig, og når de gør det, tager jeg dem med.«

I forstår nok, hvorfor han var beskeden. Det var, fordi han vidste, at han havde gjort sin lille del, og Herren havde gjort resten. Det var Herren, der havde rørt hjertet hos disse mænd med problemer. Det var Herren, der havde givet dem følelsen af, at der måtte være noget bedre og et håb om, at de kunne finde det.

Den unge mand, der ligesom jer er Herrens tjener, troede ganske enkelt på, at hvis han gjorde sin lille del, ville Herren hjælpe disse mænd hen ad vejen mod det hjem og den lykke, som kun han kunne give dem. Denne mand vidste også, at Herren havde kaldet ham til ældsternes kvorumspræsident, fordi han ville gøre sin del.

Der vil være tidspunkter i jeres tjeneste, hvor I ikke vil have den samme bemærkelsesværdige og synlige succes som denne unge ældsternes kvorumspræsident. Det er der, I får brug for at stole på, at Herren, der ved, at I vil gøre jeres del af arbejdet, har kaldet jer gennem sine bemyndigede tjenere. Da min oldefar Henry Eyring var missionær, var det afgørende for ham at have tro på kaldet fra Herrens tjenere.

Han blev døbt den 11. marts 1855 i St. Louis i Missouri. Erastus Snow ordinerede ham til embedet som præst kort tid efter. Præsidenten for St. Louis Stav, John H. Hart, kaldte ham til at tjene på mission den 6. oktober blandt cherokeestammen.¹ Han blev ordineret til ældste den 11. oktober. Han tog af sted på hesteryg til Cherokee-missionen den 24. oktober. Han var 20 år gammel og havde kun været medlem i syv måneder.

Hvis nogen præstedømmebærer havde grund til at føle sig ukvalificeret eller uforberedt, var det Henry Eyring. Den eneste grund til, at han havde modet til at tage af sted, var, at han i sit hjerte vidste, at Gud havde kaldet ham gennem sine bemyndigede tjenere. Det var kilden til hans mod. Det må også være kilden til vores mod til at holde ud, uanset hvilken kaldelse vi har i præstedømmet.

Da ældste Eyring havde tjent i tre vanskelige år, blev Henry efter missionspræsidentens død foreslået og opretholdt som præsident for missionen ved et møde den 6. oktober 1858. Han blev overrasket og lige så chokeret, som en ny diakon ville være blevet. Han skrev: »Det var ret uventet, at jeg skulle kaldes til dette ansvarsfulde embede, men eftersom det var brødrenes vilje, tog jeg glædeligt imod det, men mærkede samtidigt min store svaghed og manglende erfaring.«²

Så rejste præsident Eyring til cherokee-, creek- og choctawstammerne i 1859. Ved hans indsats tilføjede Herren, som Henry skrev, »et antal til Kirken«. Han organiserede to grene, men bemærkede, at »der er få, der lever for sagen«.³

Et år senere havde Henry det problem, at de politiske ledere blandt de mennesker, hvor han tjente, ikke længere tillod sidste dages hellige missionærer at udføre deres arbejde. Mens han overvejede, hvad han skulle gøre, mindedes han instruktionen fra sin tidligere missionspræsident, som angav, at han skulle forlænge sin mission til 1859.⁴

Henry skrev i oktober det år til præsident Young for at få vejledning, men han fik ikke noget svar på sit spørgsmål. Henry skrev: »Da jeg var ude af stand til at høre noget fra Kirkens præsidentskab, bad jeg en bøn til Herren og bad ham åbenbare mig sit sind og sin vilje med hensyn til, om jeg skulle blive længere eller tage til Zion.«

Han fortsatte: »Jeg fik følgende drøm som svar på min bøn. Jeg drømte, at jeg var ankommet til Salt Lake City og straks tog til præsident Brigham Youngs kontor, hvor jeg fandt ham. Jeg sagde til ham: ›Præsident Young, jeg har forladt min mission og er kommet på egen foranledning, men hvis der er noget galt i det, er jeg villig til at vende tilbage og afslutte min mission.‹ I drømmen svarede profeten: ›Du har været der længe nok, det er i orden.‹«

Henry skrev i sin dagbog: »Da jeg før havde haft drømme, der helt bogstaveligt var gået i opfyldelse, havde jeg tro på, at denne også ville gøre det, og derfor begyndte jeg straks at forberede mig på at tage af sted.«

Han ankom til Salt Lake City den 29. august 1860 efter at have gået det meste af vejen. To dage senere trådte han ind på præsident Brigham Youngs kontor.⁵

Henry beskrev oplevelsen med disse ord: »Jeg besøgte præsident Young, der tog meget venligt imod mig. Jeg sagde til ham: ›Præsident Young, jeg er kommet uden at blive bedt om det, og hvis jeg har gjort noget forkert, er jeg villig til at vende tilbage og afslutte min mission.‹ Brigham Young svarede: Det er i orden, vi har ledt efter dig.‹«

Henry beskrev sin glæde ved at sige: »Således gik min drøm helt bogstaveligt i opfyldelse.«⁶

Hans glæde skyldtes en bekræftelse på, at Herren havde arbejdet sammen med ham og våget over ham. Han lærte det, som gælder for os alle: at Herrens tjenere bliver inspirerede til at kende Herrens vilje. Og Henry Eyring havde fået bekræftet det, som jeg også ved, at profeten som præsident for præstedømmet er inspireret af Gud til at våge over og sørge for Herrens tjenere og kalde dem.

Uanset hvad jeres kaldelse i præstedømmet er, har I måske til tider følt, at vor himmelske Fader ikke var opmærksom på jer. I kan bede for at lære hans vilje at kende, og har I et oprigtigt ønske om at gøre, hvad som helst han beder jer om, får I et svar.

Vor himmelske Fader vil give jer mulighed for at føle, at han kender jer, at han påskønner jeres tjeneste, og at I bliver værdige til den hilsen fra Herren, I så gerne vil høre: »Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!«⁷

Det er min bøn, at hver eneste præstedømmebærer vil række ud i tro for at redde hver eneste sjæl, som han er ansvarlig for. Gud vil føje sin kraft til det, hans tjenere yder. Han vil røre menneskers hjerte til at træffe de valg, der fører dem ad evangeliets vej mod lykke og væk fra sorg.

Det er også min bøn, at hver eneste præstedømmebærer vil føle vor himmelske Faders, Frelserens og Guds profets kærlige og interesserede omsorg i sin kaldelse i præstedømmet.

Jeg bærer mit særlige vidnesbyrd for jer om, at vi er i den opstandne Herre Jesu Kristi tjeneste. Jeg vidner om, at han har kaldet jer og mig til sin tjeneste med kendskab til vore evner, og hvilken hjælp vi får brug for. Han vil velsigne vore bestræbelser ud over vore største forventninger, når vi giver alt i hans tjeneste. Jeg vidner om, at Guds profet, som er præsidenten over præstedømmet på hele jorden, er inspireret af Gud.

Jeg er taknemlig for trofaste præstedømmebæreres eksempel overalt. Vor himmelske Fader og Frelseren er taknemlige for, at I gør jeres del. De kender jer, de våger over jer, og de elsker jer. I Jesu Kristi navn. Amen.