2010-2019
Valg
April 2016


Valg

Må vi altid vælge den svære og rette vej i stedet for den lette og forkerte vej.

Brødre og søstre, før jeg begynder min formelle tale i dag, vil jeg gerne bekendtgøre fire nye templer, som i de kommende måneder og år vil blive opført følgende steder: Quito i Ecuador; Harare i Zimbabwe; Belém i Brasilien og endnu et tempel i Lima i Peru.

Da jeg blev medlem af De Tolv Apostles Kvorum i 1963, var der 12 fungerende templer i hele Kirken. Med indvielsen af templet i Provo City Center for to uger siden, er der nu 150 fungerende templer over hele verden. Hvor er vi taknemlige for de velsignelser, vi modtager i disse hellige huse.

Brødre og søstre, jeg ønsker nu at udtrykke min taknemlighed for muligheden for at dele et par tanker med jer denne formiddag.

På det seneste har jeg tænkt over valg. Man siger, at historien ofte drejer på små hængsler, og det gør menneskers tilværelse også. De valg, som vi træffer, afgør vores skæbne.

Da vi forlod vores førjordiske eksistens og kom til jorden, medbragte vi handlefrihedens gave. Vores mål er at opnå celestial herlighed, og de valg, vi træffer, vil stort set afgøre, om vi når vores mål eller ej.

De fleste af jer er bekendt med Alice i Lewis Carrolls klassiske roman Alice i eventyrland. I kan måske huske, at hun kommer til en skillevej, hvor to stier fortsætter videre i forskellige retninger. Da Alice overvejer, hvilken vej hun skal gå, møder hun Filurkatten, som hun spørger: »Hvilken vej skal jeg vælge?«

Katten svarer: »Det kommer an på, hvor du vil hen. Hvis du ikke ved, hvor du vil hen, kan det være lige meget, hvilken vej du vælger.«1

I modsætning til Alice, så ved vi, hvor vi vil hen, og det har betydning, hvilken vej vi vælger, for den vej, vi følger i dette liv, afgør vores skæbne i det næste liv.

Må vi vælge at opbygge en stor og stærk tro i vores indre, som vil være vores mest effektive forsvar mod modstanderens angreb – en virkelig tro, den form for tro, der vil opretholde os og styrke vores ønske om at vælge det rette. Uden en sådan tro kommer vi ingen vegne. Med den kan vi nå vore mål.

Selv om det er afgørende, at vi vælger klogt, er der tidspunkter, hvor vi vil begå tåbelige fejl. Omvendelsens gave, som vor Frelser har tilvejebragt, gør os i stand til at rette vores kurs, så vi kan vende tilbage til den sti, der fører os til den celestiale herlighed, vi søger.

Må vi bevare modet til at trodse flertallets mening. Må vi altid vælge den svære og rette vej i stedet for den lette og forkerte vej.

Når vi overvejer de beslutninger, vi træffer i livet hver dag – om det nu er det ene eller andet valg – så har vi truffet det rette valg, hvis vi vælger Kristus.

At det altid vil være tilfældet, er min inderlige og ydmyge bøn i vor Herre og Frelser, Jesu Kristi navn. Amen.

Note

  1. Tilpasset fra Lewis Carroll, Alice’s Adventures in Wonderland, 1898, s. 89.