De største ledere er de største disciple
Stephen W. Owen
Unge Mænds hovedpræsident
Der vil være tider, hvor stien foran os synes mørk, men fortsæt med at følge Frelseren. Han kender vejen. Faktisk er han vejen.
Da jeg var 12 år gammel, tog min far mig med på jagt i bjergene. Vi vågnede klokken 3 om morgenen, sadlede vore heste og begav os op ad den skovbeklædte bjergside i total mørke. På trods af min store kærlighed for jagt med min far var jeg dengang en smule nervøs. Jeg havde aldrig været i disse bjerge før, og jeg kunne ikke se stien eller noget som helst andet for den sags skyld! Det eneste, jeg kunne se, var den lille lommelygte, som min far bar, der kastede sit svage lys på fyrretræerne foran os. Hvad nu hvis min hest gled og faldt, og kunne han overhovedet se, hvor han gik? Men denne tanke trøstede mig: »Far ved, hvor han skal hen. Hvis jeg følger ham, vil alt være i orden.«
Og alt var i orden. Med tiden kom solen frem, og vi nød en dejlig dag sammen. Da vi begyndte på tilbagevejen, pegede min far på en majestætisk, skrånende top, som stod i kontrast til de andre. »Det er Windy Ridge,« sagde han. »Der er der godt at gå på jagt.« Med det samme vidste jeg, at jeg ønskede at vende tilbage og bestige Windy Ridge en dag.
I årene efter hørte jeg ofte min far omtale Windy Ridge, men vi vendte aldrig tilbage, indtil en dag 20 år senere, hvor jeg ringede til min far og sagde: »Lad os tage til Windy.« På ny sadlede vi vore heste og begyndte op ad bjergsiden. Jeg var nu en erfaren rytter i trediverne, men alligevel blev jeg overrasket over den samme nervøsitet, som jeg havde følt som 12-årig. Men min far kendte vejen, og jeg fulgte ham.
Endelig nåede vi toppen af Windy. Udsigten var betagende, og jeg havde en overvældende følelse af, at jeg ønskede at vende tilbage, ikke for min skyld, men for min hustrus og mine børns. Jeg ønskede, at de skulle opleve, hvad jeg havde oplevet.
Igennem årene har jeg haft mange muligheder for at føre mine sønner og andre unge mænd til toppen af et bjerg, ligesom min far ledte mig. Disse oplevelser har fået mig til at overveje, hvad det vil sige at lede, og hvad det vil sige at følge.
Jesus Kristus, den største leder og den største discipel
Hvis jeg nu spurgte jer: »Hvem er den største leder nogensinde?« – hvad ville I så svare? Svaret er naturligvis Jesus Kristus. Han var det fuldkomne eksempel på alle de lederegenskaber, man kunne tænke sig.
Men hvad hvis jeg nu spurgte jer: »Hvem er den største discipel nogensinde?« – ville svaret ikke igen være Jesus Kristus? Han er den største leder, fordi han er den største discipel. Han følger Faderen til fuldkommenhed i alle ting.
Verden belærer, at ledere skal være mægtige, Herren belærer, at de skal være ydmyge. Verdens ledere opnår magt og indflydelse på grund af deres talent, evner og rigdomme. Kristuslignende ledere opnår magt og indflydelse »ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed.«1
I Guds øjne har de største ledere altid været de største disciple.
Tillad mig at dele to oplevelser fra den sidste tids omgang med Kirkens unge mænd, som har lært mig om ledere og disciple.
Vi er alle ledere
Min hustru og jeg deltog for nylig i et nadvermøde uden for vores hjemmenighed. Lige inden mødet begyndte, henvendte en ung mand sig til mig og bad mig hjælpe til med at omdele nadveren. Jeg sagde: »Det vil jeg gerne.«
Jeg satte mig ved siden af andre diakoner og spurgte en ved siden af mig: »Hvad er min opgave?« Han fortalte mig, at jeg skulle begynde med at omdele bagerst i kirkesalen i midterste række, og at han ville stå på den anden side i det samme område, og sammen ville vi nå frem til de første rækker.
Jeg sagde: »Det er lang tid siden, jeg sidst har gjort det.«
Han svarede: »Det er helt i orden. Du skal nok klare det. Sådan havde jeg det også i begyndelsen.«
Senere holdt kvorummets yngste diakon, som blot var blevet ordineret nogle uger forinden, en tale ved nadvermødet. Efter mødet samledes de andre diakoner rundt om ham for at fortælle ham, hvor stolte de var af deres kvorumsmedlem.
Da jeg talte med dem den dag, opdagede jeg, at de unge mænd i alle kvorummer i Det Aronske Præstedømme i den menighed rakte ud til andre unge mænd og inviterede dem til at blive en del af deres kvorum.
Disse unge mænd var alle store ledere. De havde tydeligvis vidunderlige præstedømmebærere i Det Melkisedekske Præstedømme, forældre og andre, som stod i kulissen og lærte dem om deres pligter. Omsorgsfulde voksne som disse ser ikke kun unge mænd, som de er, men som de kan blive. Når de taler med eller om de unge mænd, gør de det uden at dvæle ved deres fejl. De lægger i stedet vægt på de store lederegenskaber, som de udviser.
Unge mænd, det er sådan, Herren ser jer. Jeg opfordrer jer til at se jer selv på denne måde. Der vil være tidspunkter i jeres liv, hvor I bliver kaldet som ledere. På andre tidspunkter forventes det, at I er disciple. Men mit budskab til jer i dag er, at uanset jeres kaldelse, så er I altid ledere, og I er altid disciple. Ledelse er et udtryk for det at være discipel – det er simpelthen et spørgsmål om at hjælpe andre til at komme til Kristus, som er, hvad sande disciple gør. Hvis I stræber efter at blive Kristi disciple, kan I hjælpe andre til at følge ham, og I kan være ledere.
Jeres evne til at lede kommer ikke fra en udadvendt personlighed, evner til at motivere eller endog et talent til at tale offentligt. Den kommer fra jeres forpligtelse til at følge Jesus Kristus. Den kommer fra jeres ønske om, med Abrahams ord, at »leve retfærdigt«.2 Hvis I kan gøre det – selv hvis I ikke er fuldkomne, men prøver – så er I ledere.
Præstedømmetjeneste er ledelse
Ved en anden lejlighed var jeg i New Zealand, hvor jeg besøgte en enlig mor med tre teenagebørn. Den ældste søn var 18 og havde lige fået Det Melkisedekske Præstedømme søndagen forinden. Jeg spurgte, om han havde haft mulighed for at udøve dette præstedømme før. Han sagde: »Jeg er ikke sikker på, hvad det betyder.«
Jeg fortalte ham, at han nu havde myndighed til at give en præstedømmevelsignelse, der kunne trøste eller helbrede. Jeg så på hans mor, som ikke havde haft en bærer af Det Melkisedekske Præstedømme ved sin side i mange år. »Jeg synes, det ville være vidunderligt«, sagde jeg, »hvis du vil give din mor en velsignelse.«
Han svarede: »Jeg ved ikke hvordan.«
Jeg forklarede, at han gjorde det ved at lægge sine hænder på sin mors hoved, udtale hendes navn og nævne, at han gav hende en velsignelse med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed, og sige det, som Ånden lod komme til hans sind og hjerte og afslutte i Jesu Kristi navn.
Den følgende dag modtog jeg en e-mail fra ham. Den lyder i uddrag: »I aftes velsignede jeg min mor! … Jeg var meget, meget nervøs og følte mig utilstrækkelig, så jeg bad hele tiden for at sikre, at jeg havde Ånden med mig, fordi jeg ikke kunne give en velsignelse uden den. Da jeg begyndte, glemte jeg alt om mig selv og mine svagheder … Jeg havde ikke forventet den umådelige, åndelige og følelsesmæssige kraft, som jeg følte … Bagefter ramte en ånd af kærlighed mig meget hårdt, så jeg ikke kunne holde følelserne inde, og jeg gav min mor et kram og græd som et spædbarn … Selv nu, hvor jeg skriver dette, føler jeg Ånden så stærkt, at jeg aldrig ønsker at begå synd mere … Jeg elsker evangeliet.«3
Er det ikke inspirerende at se, hvordan en tilsyneladende almindelig, ung mand kan opnå store ting gennem præstedømmetjeneste, selv når han føler sig utilstrækkelig? Jeg hørte for kort tid siden, at denne unge mand har modtaget et missionskald og vil ankomme til missionærskolen i næste måned. Jeg tror på, at han vil føre mange sjæle til Kristus, fordi han har lært, hvordan han følger Kristus gennem sin præstedømmetjeneste, som tager udgangspunkt i hans hjem, hvor hans eksempel har en stor indflydelse på hans 14-årige bror.
Brødre, uanset om vi anerkender det eller ej, så ser folk op til os; familiemedlemmer, venner og endog fremmede. Det er som præstedømmebærere ikke nok for os blot at komme til Kristus; vores pligt er nu at »opfordre alle til at komme til Kristus.«4 Vi kan ikke være tilfredse med at modtage åndelige velsignelser for os selv; vi må lede de mennesker, vi elsker, til de samme velsignelser, og som Jesu Kristi disciple må vi elske alle. Frelserens befaling til Peter er også en befaling til os: »Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«5
Følg manden fra Galilæa
Der vil være tider, hvor stien foran os synes mørk, men fortsæt med at følge Frelseren. Han kender vejen. Faktisk er han vejen.6 Jo mere oprigtigt I søger Kristus, jo større vil jeres ønske være om at hjælpe andre med at opleve, hvad I har oplevet. Et andet ord for denne følelse er næstekærlighed, »som [Faderen] har skænket til alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, tilhængere«.7 Så vil I opdage, at når I følger Kristus i alle ting, så leder I også andre til ham, for med præsident Thomas S. Monsons ord: »Når vi følger denne mand fra Galilæa – ja, Herren Jesus Kristus – vil vores personlige indflydelse virke for det gode, uanset hvor vi er, og uanset hvad vores kaldelse er.«8
Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at dette er Kristi sande kirke. Vi bliver ledt af Guds profet, præsident Monson, en stor leder, som også er Frelserens sande discipel. I Jesu Kristi navn. Amen.