I morgen vil Herren gøre undere blandt jer

Brødre og søstre, har I nogen idé om – har I nogen anelse om – hvor meget vi elsker jer? I 10 timer ser I på et ansigt ad gangen her på talerstolen, men i de samme 10 timer sidder vi bag talerstolen og ser på jer. I bevæger os til dybden af vores sjæl, hvad enten I er blandt de 21.000 her i Konferencecentret, eller blandt de mange, der sidder i en kirkebygning eller blandt de mange millioner rundt omkring på jorden, der sidder foran computerskærmen. Her er I, der er I, time efter time, i jeres søndagstøj, værende jeres bedste. I synger, og I beder. I lytter, og I tror. I er denne kirkes mirakel. Og vi elsker jer.

Hvor har vi igen haft en vidunderlig generalkonference. Vi er især blevet velsignet ved præsident Thomas S. Monsons tilstedeværelse og profetiske budskaber. Præsident, vi elsker dig, vi beder for dig, vi takker dig og mest af alt opretholder vi dig. Vi er taknemlige for at være blevet undervist af dig, dine dejlige rådgivere og så mange af vore andre storartede mandlige og kvindelige ledere. Vi har lyttet til uforlignelig musik. Der er blevet bedt indtrængende for os, og vi er blevet tryglet om ting. Herrens Ånd har sandelig været med os i rigt mål. Det har på alle måder været en inspirerende weekend.

Nu ser jeg i virkeligheden kun to problemer. Det ene er, at jeg er den eneste, der står mellem jer og den is, som I altid har forberedt efter konferencens afslutning. Det andet potentielle problem kan illustreres af dette billede, jeg så på internettet for nylig.

Billede

Dinosaur, der jager nogle børn

Jeg siger undskyld til alle de børn, som nu ligger gemt under sofaen, men faktum er, at ingen af os ønsker, at dagen i morgen eller dagen efter skal ødelægge de vidunderlige følelser, som vi har haft denne weekend. Vi ønsker at fastholde de åndelige tilskyndelser, som vi har haft, og den inspirerede undervisning, som vi har fået. Men det er uundgåeligt, at vi efter himmelske øjeblikke nødvendigvis så at sige må få jordforbindelse igen, hvor vi sommetider på ny møder mindre end ideelle omstændigheder.

Skribenten i hebræerne advarede os om dette, da han skrev: »Husk den første tid, da I efter at være blevet oplyst udstod megen kamp og lidelse.«¹ Denne kamp eller prøvelse, der kom, efter de var blevet oplyst, kan komme på mange måder, og den kan ramme os alle. Alle missionærer, der nogen sinde har tjent, opdagede hurtigt, at livet i missionsmarken ikke er helt så opløftende som atmosfæren på missionærskolen. Det samme gælder for os alle, når vi forlader templet efter en vidunderlig session eller afslutter et særligt, åndeligt nadvermøde.

Husk på, at da Moses kom ned fra Sinajbjerget efter sin enestående oplevelse, så han, at folket havde »handlet slet« og »allerede [var] veget fra [vejen]«.² De stod for foden af bjerget og havde travlt med at støbe sig et billede af en tyrekalv, som de kunne tilbede, samtidig med at Jahve på toppen af bjerget havde sagt til Moses: »Du må ikke have andre guder end mig« og »du må ikke lave dig noget gudebillede«.³ Moses var ikke begejstret for sin flok af vandrende israelitter den dag!

I løbet af sin jordiske tjenestegerning tog Jesus Peter, Jakob og Johannes med op på Forklarelsens bjerg, hvor skrifterne siger, at »hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.«⁴ Himlen åbnede sig, fordums profeter viste sig, og Gud Faderen talte.

Hvad finder Jesus, da han kommer ned fra bjerget efter denne celestiale oplevelse? Først ser han sine disciple og deres modstandere diskutere en mislykket velsignelse af en lille dreng. Så forsøger han at overbevise De Tolv – uden at det lykkes, viser det sig – om, at han snart skal overleveres til lokale herskere, som vil dræbe ham. Derpå nævnte nogen for ham, at han mangler at betale skat, hvilket øjeblikkeligt blev gjort. Så må han revse nogle af brødrene, fordi de skændes om, hvem der ville være den største i hans rige. Alt dette fik ham på et tidspunkt til at udbryde: »Du vantro slægt … hvor længe skal jeg holde jer ud?«⁵ Han havde mere end én gang lejlighed til at stille det spørgsmål i løbet af sin tjenestegerning. Det er intet under, at han længtes efter bønnens stille ro på bjergets top!

Med anerkendelsen af, at vi alle må vende tilbage fra oplevelser på toppen for at håndtere livets almindelige omskiftelser, ønsker jeg at give denne opfordring her ved generalkonferencens afslutning.

For det første skal I ikke blive sørgmodige og ikke give op, hvis I i de kommende dage skulle opdage begrænsninger ikke blot hos dem i jeres omgangskreds, men også se ting i jeres eget liv, som ikke lever op til de budskaber, I har hørt denne weekend. Formålet med evangeliet, Kirken og disse vidunderlige halvårlige forsamlinger er at give håb og inspiration. Det er ikke hensigten at skuffe jer. Det er kun modstanderen, vores allesammens fjende, som forsøger at overbevise os om, at de idealer, der er fremført ved generalkonferencen, er nedslående og urealistiske, at folk ikke rigtig forbedrer sig, og at ingen udvikler sig. Hvorfor holder Lucifer den tale? Fordi han ved, at han ikke kan forbedre sig, at han ikke kan udvikle sig, at han i evighedernes evighed aldrig vil få en strålende fremtid. Han er en ulykkelig mand, som er bundet af evige begrænsninger, og han ønsker, at vi også skal være ulykkelige. Fald ikke for den løgn. Med gaven fra Jesu Kristi forsoning og himlens styrke til at hjælpe os kan vi forbedre os, og det gode ved evangeliet er, at vi får point for at forsøge, også selv om det ikke altid lykkes.

Da der var en kontrovers i Kirkens første tid om, hvem der havde ret til himlens velsignelser, og hvem der ikke havde, sagde Herren til profeten Joseph Smith: »For sandelig siger jeg jer: [Guds gaver] er blevet givet til gavn for dem, der elsker mig og holder … mine befalinger, og for [dem], der bestræber sig på at gøre dette«.⁶ Hold da op, er vi ikke alle taknemlige for denne tilføjelse »og … bestræber sig på at gøre dette«! Det har reddet os, fordi det nogle gange er alt, hvad vi har at tilbyde! Vi kan finde nogen trøst i det faktum, at Gud ikke ville have mange på sin liste over dem, han skulle velsigne, hvis han kun belønnede de fuldstændig trofaste.

Så husk i morgen og i alle de dage, der følger, at Herren velsigner dem, som ønsker at forbedre sig, som accepterer behovet for befalinger og forsøger at holde dem, som påskønner kristuslignende egenskaber og bestræber sig på at tilegne sig dem. Hvis I snubler i forsøget, så gør alle andre det også. Frelseren er der for at hjælpe os videre. Hvis I falder, så kald på hans styrke. Kald som Alma: »O Jesus … hav barmhjertighed med mig«.⁷ Han vil hjælpe jer op igen. Han vil hjælpe jer med at omvende jer, reparere og ordne det, I skal ordne, og få jer til at fortsætte. Så vil I snart lykkes med det, I søger.

Herren har sagt: »Hvad end [I] ønsker af mig, det skal blive gjort for [jer]

… Stol på den Ånd, der leder til at gøre det gode – ja, til at handle ret, til at vandre ydmygt og til at dømme retfærdigt …

Og da skal du vide … [at] hvad du begærer af mig … [i] retfærdighed … [det skal I] modtage.«⁸

Jeg elsker denne lære! Den fortæller igen og igen, at vi vil blive velsignet for vores ønske om at gøre godt, selv mens vi bestræber os på at gøre det. Det minder os om, at vi for at kvalificere os til disse velsignelser må sikre os, at vi ikke forhindrer andre i at få dem: Vi skal handle retskaffent, aldrig uretfærdigt; vi skal vandre ydmygt, aldrig arrogant, aldrig stolt; vi skal dømme retfærdigt, aldrig selvretfærdigt, aldrig uretfærdigt.

Mine brødre og søstre, det største og første bud i evigheden er at elske Gud af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke – det første og største bud. Men den første store sandhed i evigheden er, at Gud elsker os af hele sit hjerte, kraft, sind og styrke. Den kærlighed er evighedens fundament, og det bør være vores fundament i dagligdagen. Faktisk er det kun med denne forsikring brændende i vores sjæl, at vi kan have tillid til at blive ved med at forbedre os, fortsat søge tilgivelse for vore synder og blive ved med at vise vores næste nåde.

Præsident George Q. Cannon har sagt: »Uanset, hvor alvorlig prøvelsen er, hvor dyb sorgen er, hvor stor lidelsen er, vil [Gud] aldrig svigte os. Han har aldrig gjort det, og han vil aldrig gøre det. Han kan ikke. Det ligger ikke til hans karakter [at gøre det] … Han vil [altid] stå os bi. Vi skal måske gennem en gloende ovn; vi skal måske gennem dybt vand; men vi vil aldrig blive fortæret eller overvældet. Vi vil komme gennem alle disse prøvelser og vanskeligheder bedre og renere.«⁹

Med denne majestætiske hengivenhed fra himlen som vores faste holdepunkt, der kommer til udtryk på den mest rene og fuldkomne måde i Herren Jesu Kristi liv, død og forsoning, kan vi undslippe konsekvenserne af både synd og dumhed – vores egen og andres – uanset hvilken form de tager, når vi møder dem i livet på jorden. Hvis vi hengiver hjertet til Gud og gør det bedste, vi kan for at efterleve evangeliet, vil morgendagen og alle andre dage med tiden blive storslåede, selv om vi ikke altid oplever dem sådan. Hvorfor? Fordi vor himmelske Fader ønsker, at det skal være sådan! Han ønsker at velsigne os. Et berigende, evigt liv i overflod er selve formålet med hans nådefulde plan for hans børn! Det er en plan, der er baseret på den sandhed, »at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud«.¹⁰ Så bliv ved med at elske. Bliv ved med at prøve. Hold fast i tilliden. Hold fast i troen. Fortsæt jeres udvikling. Himlen vil opmuntre jer i dag, i morgen og for evigt.

»Ved du det ikke, har du ikke hørt det«, råbte Esajas.

»[Gud] giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke

… de, der håber på [ham], får nye kræfter, de får vinger som ørne …

For … Herren din Gud griber [deres] højre hånd og siger til [dem]: Frygt ikke, jeg hjælper dig.«¹¹

Brødre og søstre, må en kærlig Fader i himlen velsigne os i morgen, så vi husker, hvad vi har følt i dag. Må han velsigne os til med tålmodighed og ihærdighed til at stræbe efter de idealer, som vi har hørt omtalt i denne weekends konference med en viden om, at hans guddommelige kærlighed og aldrig svigtende hjælp vil være med os, selv når vi kæmper – nej, vil være med os, især når vi kæmper.

Hvis de evangeliske standarder synes høje og de personlige forbedringer, som vi skal arbejde på i de kommende dage, synes uden for rækkevidde, så husk Josvas opmuntring til hans folk, da de stod overfor en skræmmende fremtid. »I skal hellige jer,« sagde han, »for i morgen vil Herren gøre undere blandt jer.«¹² Det løfte giver jeg også. Det er løftet fra denne konference. Det er løftet fra denne kirke. Det er løftet fra ham, som udfører så mange mirakler, som selv er »Underfuld Rådgiver, Vældig Gud … Freds Fyrste.«¹³ Om ham bærer jeg vidnesbyrd. Jeg er et vidne om ham. Og om ham står denne konference som et vidnesbyrd om hans vedvarende værk i de sidste dage. I Jesu Kristi navn. Amen.