Et Guds vidne
Jeg foreslår, at I holder op med at have skyldfølelse over nogen utilstrækkelighed, I tror, I har i forhold til at fortælle andre om evangeliet. Bed i stedet om »at stå som Guds vidner«. Dette er en meget stærkere motivation end skyldfølelse.
Meget af Guds vigtige arbejde forbliver uset i verdens øjne. I det sjette århundrede før Kristus var der berømte tænkere såsom Konfutse i Kina og Buddha i det østlige Indien, men Guds præstedømmes magt var hos Daniel, profeten, der levede i fangeskab, under den babyloniske kong Nebukadnesars regeringstid.
Kong Nebukadnesar var foruroliget af en drøm om natten og forlangte, at hans mirakelmagere og troldmænd fortalte ham, hvad han havde drømt og udlægningen af drømmen. Selvfølgelig kunne de ikke fortælle kongen, hvad han havde drømt, og de protesterede. »Der er intet menneske på jorden, der kan opfylde kongens krav, og der er heller ingen konge … der ville stille et sådant krav.«1 Kong Nebukadnesar var rasende over deres fiasko og erklærede vredt, at alle hans rådgivere ville blive slået ihjel.
Daniel, en af kongens vise mænd, bad om, at »Gud … i sin barmhjertighed … [ville] åbenbare denne hemmelighed.«2
Der skete et mirakel. Hemmeligheden om, hvad kongen havde drømt, blev afsløret for Daniel.
Daniel blev bragt for kongen. »Er du i stand til at gengive det drømmesyn, jeg har haft, og tyde det for mig?«
Daniel svarede:
»Hverken vismænd, besværgere, mirakelmagere eller himmelgranskere [kan fortælle dig, hvad du drømte] …
Men der er en Gud i himlen, som kan åbenbare [disse ting], og han har meddelt kong Nebukadnesar det, som skal ske ved dagenes ende …
Himlens Gud«, sagde Daniel, skal »oprette et kongerige, [en sten revet løs fra bjerget, men ikke ved menneskehånd, der vil blive til et stort bjerg, der fyldte hele jorden] som i al evighed ikke skal gå til grunde … men [som skal] bestå i al evighed …
Drømmen er sand,« sagde Daniel, »og dens tydning står fast.«3
Da kongens drøm var forklaret og tydet, udtalte han frimodigt: »Jeres Gud er i sandhed guders Gud, kongers Herre.«4
Fra Guds mirakuløse indgreb over for Daniel kom den profeterede fremtid for Jesu Kristi evangelium, genoprettet til jorden, et rige, der vil fylde hele jorden, og »som i al evighed ikke skal gå til grunde … men [som skal] bestå i al evighed.«
Antallet af medlemmer af Kirken i de sidste dage ville være relativt få, som Nefi profeterede, men de ville være over hele jorden, og præstedømmets magt og ordinancer ville være tilgængelige for alle, som ønsker dem, og opfylde jorden, sådan som Daniel forudsagde.5
I 1831 modtog profeten Joseph Smith denne åbenbaring: »Nøglerne til Guds rige [og til at indsamle Israel fra jordens fire dele] er overdraget til menneskene på jorden, og derfra skal evangeliet rulle frem til jordens ender, ligesom den sten, der uden hænder er blevet hugget ud af bjerget, skal rulle frem, indtil den har opfyldt hele jorden.«6
Et fælles ansvar
Indsamlingen af Israel er et mirakel. Det er ligesom et kæmpe puslespil, hvis brikker vil blive sat på plads, forud for den herlige begivenhed, der er det andet komme. Ligesom vi kan være rådvilde over bjerget af puslespilsbrikker, må de tidlige hellige have set opgaven med at bringe det gengivne evangelium ud til hele verden, som en nærmest umulig opgave. Men de gik i gang, en person, en puslespilsbrik ad gangen, at finde de lige kanter, for at indramme dette guddommelige værk rigtigt. Lidt efter lidt begyndte stenen, der uden hænder er blevet hugget ud af bjerget, at rulle frem, fra hundreder til tusinder til titusinder og nu millioner af pagtsholdende sidste dages hellige i alle nationer, der forbinder puslespilsbrikkerne i dette forunderlige værk og under.
Hver af os er en brik i puslespillet, og hver af os hjælper med at sætte de andre vigtige brikker på plads. I er vigtige i denne store sag. Vores udsigt fremad er nu tydelig. Vi kan se, at miraklet fortsætter, og Herrens hånd vejleder os, mens vi udfylder de huller, der mangler. Og »den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt«,7 og han vil vende tilbage i majestæt og herlighed.
Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Det er nu tiden til, at medlemmer og missionærer går sammen for at arbejde sammen … for at bringe sjæle til ham … Han vil hjælpe os i vores arbejde, hvis vi vil handle i tro for at fuldføre hans værk.«8
Det guddommeligt udnævnte ansvar, som engang primært lå på fuldtidsmissionærenes skuldre, hviler nu på os alle. Vi ønsker alle at fortælle om det gengivne evangelium, og heldigvis bliver tusinde døbt hver uge. Men selv med denne vidunderlige velsignelse gør vores bekymring for vore brødre og søstre samt vores ønske om at behage Gud, at vi har en presserende trang til at fortælle om og styrke Guds rige på jorden.
Skyldfølelsens grænser
Selv om I har et stærkt ønske om at fortælle andre om evangeliet, så er I måske mindre glade for resultatet af jeres tidligere indsats. I kan føle, som en ven, der sagde: »Jeg har talt med min familie og venner om Kirken, men få har vist nogen interesse, og med hver afvisning er jeg blevet mere tøvende. Jeg ved, at jeg bør gøre mere, men jeg sidder fast og alt, hvad jeg føler, er en enorm skyldfølelse.«
Lad mig se, om jeg kan hjælpe.
Skyldfølelse har en vigtig rolle, da den vækker os til de ændringer, vi har behov for at foretage, men det er begrænset, hvor langt skyldfølelsen vil hjælpe os.
Skyldfølelse er som et batteri i en benzindrevet bil. Det kan oplyse bilen, starte motoren og give energi til forlygterne, men det vil ikke give brændstof til den lange rejse forude. Batteriet er ikke tilstrækkeligt i sig selv. Og det er skyldfølelse heller ikke.
Jeg foreslår, at I holder op med at have skyldfølelse over nogen utilstrækkelighed, I tror, I har i forhold til at fortælle andre om evangeliet. Bed i stedet, som Alma sagde, om muligheder for »at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder … så [andre] kan blive forløst af Gud og blive regnet blandt dem i den første opstandelse, [og] få evigt liv.«9 Dette er en meget stærkere motivation end skyldfølelse.
At være et Guds vidne til alle tider og på alle steder afspejler både, hvordan vi lever, og hvordan vi taler.
Vær åbne om jeres tro på Kristus. Når muligheden byder sig, så tal om hans liv, hans belæringer og hans uforlignelige gave til hele menneskeheden. Fortæl om hans mægtige sandheder fra Mormons Bog. Han har givet os dette løfte: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader … i himlene.«10 Jeg lover jer, at når I beder ofte og oprigtigt for muligheder for at »stå som Guds vidner«, vil disse muligheder komme og dem, som søger mere lys og kundskab, vil blive bragt frem for jer. Når I reagerer på åndelige tilskyndelser, vil Helligånden bære jeres ord til en andens hjerte, og en dag vil Frelseren kendes ved jer over for hans Fader.
En fælles indsats
Det åndelige arbejde med at hjælpe nogen til at komme ind i Guds rige er en fælles indsats. Gør brug af missionærerne, så snart I kan, og bed om himmelsk hjælp. Men husk, at timingen af en andens omvendelse ikke fuldt ud er op til jer.11
Kamla Persand fra øen Mauritius gik på medicinstudiet i Bordeaux i Frankrig, da vi mødte hende i februar i 1991. Vi havde som familie bedt om muligheden for at fortælle en, som søgte efter sandheden, om evangeliet, og vi underviste hende i vores hjem. Det var et privilegium at døbe hende, men vi var ikke hovedårsagen til, at Kamla tilsluttede sig Kirken. Venner, missionærer og selv familiemedlemmer havde været »Guds vidner« i hendes hjemland, og en dag i Frankrig, da tiden var rigtig for Kamla, besluttede hun sig for at blive døbt. Nu 25 år senere er velsignelserne ved denne beslutning overalt i hendes tilværelse, og hendes søn er missionær på Madagaskar.
I må ikke se jeres indsats for at dele Kristi kærlighed med andre som en test, der kan dumpes eller bestås, hvor jeres karakter bliver afgjort af, i hvilken grad jeres venner reagerer positivt på jeres følelser eller invitation til at møde missionærerne.12 Med vores jordiske øjne kan vi ikke dømme virkningen af vores indsats, ej heller kan vi styre timingen. Når I fortæller andre om jeres kærlighed til Frelseren, vil jeres karakter altid være 12.
Nogle regeringer har begrænset missionærers arbejde, hvilket gør, at vore ædle medlemmer viser et endnu større mod ved at være »Guds vidner til alle tider … og på alle steder.«
Nadezhda fra Moskva giver ofte andre en Mormons Bog i en gaveæske sammen med masser af slik. »Jeg fortæller dem«, sagde hun, »at det er den sødeste gave, jeg kunne give dem.«
Kort tid efter Svetlanas dåb i Ukraine, følte hun sig tilskyndet til at fortælle en mand, som hun ofte så på bussen, om evangeliet. Da manden steg af ved sit stop, spurgte hun: »Vil du vide mere om Gud?« Manden sagde: »Ja.« Missionærerne underviste Viktor, og han blev døbt. Han og Svetlana blev senere beseglet i templet i Freiberg i Tyskland.
Vær forsigtig, jeres velsignelser kan komme på uventede måder.
For syv år siden mødte Kathy og jeg Diego Gomez og hans smukke familie i Salt Lake City. De deltog sammen med os i et åbent hus i et tempel og afslog høfligt vores invitation til at lære mere om Kirken. I maj måned i år fik jeg en overraskende opringning fra Diego. Begivenheder i hans liv havde ført ham på knæ. Han havde fundet missionærerne på egen hånd, taget lektionerne og var klar til at blive døbt. Den 11. juni trådte jeg ned i dåbens vande med min ven og meddiscipel Diego Gomez. Hans omvendelse havde sin egen timing og kom med hjælp fra mange, som rakte ud til ham som »Guds vidner«.
En invitation til de unge
Til vores fantastiske unge og unge voksne over hele verden giver jeg en særlig invitation og udfordring om at være »Guds vidner«. De, som er omkring jer, er åbne for åndelige forespørgsler. Husker I puslespillet? I kommer ikke tomhændede til bordet, men I har teknologi og de sociale medier til jeres rådighed. Vi har brug for jer, Herren har brug for, at I er endnu mere engagerede i denne store sag.
Frelseren sagde: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.«13
Det er ikke tilfældigt, at I bor i Afrika, Asien, Europa, Nord-, Mellem- eller Sydamerika, Stillehavsområdet eller et andet sted i Guds verden, for evangeliet må udgå til »alle folkeslag, stammer, tungemål og folk.«14
»Himlens Gud [har] oprette[t] et kongerige, [en sten revet løs fra bjerget, men ikke ved menneskehånd, der er blevet til et stort bjerg, der fylder hele jorden] som i al evighed ikke skal gå til grunde … men [som skal] bestå i al evighed …
Drømmen er sand, og dens tydning står fast.«15
Jeg slutter med ord fra Lære og Pagter: »Påkald Herren, for at hans rige må have fremgang på jorden, for at dens indbyggere må modtage det og være beredt på de dage, der skal komme, da Menneskesønnen skal komme ned [fra] himlen, iklædt sin herligheds glans, for at møde Guds rige, som er oprettet på jorden.«16 I Jesu Kristi navn. Amen.