»Bliv i min kærlighed«

Bibelen fortæller os, at »Gud er kærlighed.«¹ Han er den fuldkomne legemliggørelse af kærlighed, og vi er stærkt afhængige af den konstante og universelle rækkevidde af den kærlighed. Som præsident Thomas S. Monson har sagt: »Guds kærlighed er der for jer, hvad enten I føler, at I fortjener at blive elsket, eller ej. Den er der bare altid.«²

Der er mange måder at beskrive og tale om guddommelig kærlighed på. Et af de udtryk, vi ofte hører i dag, er, at Guds kærlighed er »betingelsesløs«. Selv om det på en måde er sandt, så forekommer beskrivelsen betingelsesløs intet sted i skrifterne. Snarere beskrives hans kærlighed i skriften som »stor og vidunderlig«,³ »fuldkommen kærlighed«,⁴ »forløsende kærlighed«⁵ og »evig kærlighed«.⁶ Disse er bedre udtryk, fordi ordet betingelsesløs kan give en fejlagtig opfattelse af den guddommelige kærlighed, nemlig at Gud tolererer alt og ikke dømmer os, fordi hans kærlighed er betingelsesløs, eller at Gud ikke stiller nogen krav til os, fordi hans kærlighed er betingelsesløs, eller at alle bliver frelst i Guds rige, fordi hans kærlighed er betingelsesløs. Guds kærlighed er uendelig, og den vil vare ved for evigt, men hvilken betydning den har for os afhænger af, hvordan vi reagerer på hans kærlighed.

Jesus sagde:

»Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.

Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.«⁷

At »blive i« Frelserens kærlighed vil sige at modtage hans nåde og blive fuldkommengjort af den.⁸ For at modtage hans nåde må vi have tro på Jesus Kristus og holde hans befalinger, herunder omvende os fra vore synder, blive døbt til syndernes forladelse, modtage Helligånden og fortsætte på lydighedens sti.⁹

Gud vil altid elske os, men han kan ikke frelse os i vore synder.¹⁰ Husk Amuleks ord til Ze’ezrom om, at Frelseren ikke ville frelse sit folk i deres synder, men fra deres synder.¹¹ Årsagen er, at når vi har syndet, er vi urene, og »intet urent kan arve Himmeriget«¹² eller bo i Guds nærhed. »Og [Kristus] er blevet givet magt fra Faderen til at forløse dem fra deres synder på grund af omvendelse, derfor har han sendt sine engle ud for at kundgøre tidenderne om betingelserne for den omvendelse, der bringer mennesker til Forløserens kraft, til deres sjæls frelse.«¹³

I Mormons Bog lærer vi, at hensigten med Kristi lidelser – den ultimative tilkendegivelse af hans kærlighed – var »at tilvejebringe den inderlige barmhjertighed, som overvælder retfærdigheden og tilvejebringer et middel for menneskene, hvorpå de kan have tro til omvendelse.

Og således kan barmhjertigheden tilfredsstille retfærdighedens krav og omslutte dem i sikkerhedens arme, mens den, der ikke udøver nogen tro til omvendelse, bliver udsat for hele loven, bestående af retfærdighedens krav; derfor tilvejebringes den store og evige forløsningsplan kun for den, der har tro til omvendelse.«¹⁴

Omvendelse er da hans gave til os, købt for en meget høj pris.

Nogle vil argumentere for, at Gud velsigner alle uden skelen, ved for eksempel at citere Jesu udtalelse i Bjergprædikenen: »[Gud] lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.«¹⁵ Ja, Gud lader alle de velsignelser, han kan, regne på alle sine børn - alle de velsignelser, som kærlighed og loven om retfærdighed og nåde vil tillade. Og han har befalet os at være gavmilde lige så:

»Jeg siger jer: ›Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer,

for at I må være jeres himmelske Faders børn.«¹⁶

Ikke desto mindre er Guds større velsignelser betinget af lydighed. Præsident Russell M. Nelson har forklaret: »Guds kærligheds storslåede buket – heriblandt evigt liv – omfatter velsignelser, som vi må gøre os fortjent til og ikke bare noget, som vi uværdigt har krav på. Syndere kan ikke underkaste hans vilje deres og kræve, at han skal velsigne dem i deres synder (Se Alma 11:37). Hvis de vil nyde hver eneste blomst i hans smukke buket, må de omvende sig.«¹⁷

Udover, at den angrende person bliver skyldfri og pletfri med løftet om at »blive løftet op på den yderste dag«,¹⁸ er der et andet vigtigt aspekt ved at blive i Guds kærlighed. At blive i hans kærlighed vil gøre det muligt for os at realisere vores fulde potentiale og blive, ligesom han er.¹⁹ Som præsident Dieter F. Uchtdorf sagde: »Men Guds nåde giver os ikke blot vores tidligere uskyldige tilstand tilbage … Han stræber meget højere: Han ønsker, at hans sønner og døtre bliver ligesom ham.«²⁰

At blive i Guds kærlighed betyder i denne forstand at underkaste sig hans vilje fuldt ud. Det betyder, at man accepterer hans rettelser efter behov, »for Herren tugter den, han elsker.«²¹ Det betyder, at man elsker og tjener hinanden, ligesom Jesus har elsket og tjent os.²² Det betyder, at man lærer »at efterleve et celestialt riges lov«, så vi kan »udholde en celestial herlighed.«²³ For at han kan blive i stand til at gøre os til det, som vi kan blive, bønfalder vor himmelske Fader os om give efter »for den hellige Ånds tilskyndelser og aflægge det naturlige menneske og [blive] en hellig ved Herren Kristi forsoning og [blive] som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge ham, ligesom et barn underordner sig sin far.«²⁴

Ældste Dallin H. Oaks har forklaret: »Den endelige dom er ikke blot en evaluering af mængden af alle gode og onde gerninger - hvad vi har gjort. Det er en erkendelse af det endelige resultat af vore gerninger og tanker - altså hvad vi er blevet.«²⁵

Historien om Helen Keller kan tjene som en lignelse, der viser, hvordan guddommelig kærlighed kan forvandle en villig sjæl. Helen blev født i staten Alabama i USA i 1880. Hun var blot 19 måneder gammel, da hun fik en udiagnosticeret sygdom, der gjorde hende både døv og blind. Hun var ekstremt intelligent og blev frustreret, når hun forsøgte at forstå og få mening ud af sine omgivelser. Når Helen følte sine familiemedlemmers læber bevæge sig og indså, at de brugte deres mund til at tale, »brød hun ud i raseri, [fordi] hun ikke var i stand til at deltage i samtalen.«²⁶ Da Helen fyldte seks år, blev hendes behov for at kommunikere og hendes frustrationer så store, at hendes »udbrud fandt sted dagligt, nogle gange hver time.«²⁷

Helens forældre ansatte en lærer til deres datter, en kvinde ved navn Anne Sullivan. Ligesom vi i Jesus Kristus har en, der forstår vores skrøbeligheder,²⁸ havde Anne Sullivan selv kæmpet med alvorlige problemer og forstod Helens skrøbeligheder. Som femårig havde Anne pådraget sig en sygdom, der havde efterladt smertefulde ar på hornhinden, og havde næsten gjort hende blind. Da Anne var otte, døde hendes mor, og hendes far forlod hende og hendes yngre bror Jimmie, og de blev sendt til en »fattiggård«, hvor forholdene var så elendige, at Jimmie døde efter blot tre måneder. Takket være sin stædige udholdenhed, fik Anne adgang til Perkins skole for blinde og synshæmmede, hvor hun havde stor succes. Et kirurgisk indgreb forbedrede hendes syn, så hun var i stand til at læse trykt skrift. Da Helen Kellers far kontaktede Perkins-skolen for at finde en lærer til sin datter, blev Anne Sullivan valgt.²⁹

Det var ikke en behagelig oplevelse til at begynde med. Helen »slog, nev og sparkede sin lærer og slog en af hendes tænder ud. Anne fik endelig styr på situationen ved at flytte med Helen ind i en lille hytte på familien Kellers grund. Gennem tålmodighed og fasthed vandt hun til sidst barnets hjerte og tillid«^.30 Når vi på samme måde stoler på vores guddommelige Lærer i stedet for at modstå, kan han arbejde med os for at oplyse og løfte os til en ny virkelighed.³¹

For at hjælpe Helen med at lære ord måtte Anne med sine fingre stave navne på familiære ting på Helens håndflade. »Helen nød denne ›fingerleg‹, men hun forstod den ikke før det berømte øjeblik, hvor Anne stavede v-a-n-d, mens hun hældte vand over Helens hånd. Helen skrev senere:

›Pludselig følte jeg en diset bevidsthed, som noget der var glemt … og på en eller anden måde blev mysteriet ved sproget afsløret for mig. Da vidste jeg, at ›v-a-n-d‹ betød det vidunderlige, kølige et eller andet, som flød henover min hånd. Det levende ord vækkede min sjæl, gav den lys, håb og glæde – satte den fri! … Alt havde et navn, og hvert navn gav liv til en ny tanke. Da vi vendte tilbage til huset, syntes alle ting, jeg rørte ved, at dirre med liv.‹«³²

Da Helen blev voksen, blev hun kendt for sin kærlighed til sproget, sine evner som forfatter og sin veltalenhed som offentlig taler.

I en film, der skildrer Helen Kellers liv, bliver hendes forældre fremstillet som tilfredse med Anne Sullivans arbejde, da hun havde tæmmet deres vilde datter, så Helen kunne sidde artigt ved middagen, spise normalt og folde sin serviet ved måltidets afslutning. Men Anne vidste, at Helen kunne så meget mere, og at hun havde noget at bidrage med.³³ Ikke desto mindre kan vi måske også i det stille være tilfredse med, hvad vi har opnået i vores liv, og at vi ganske enkelt er, hvad vi er, mens vor Frelser ser et storslået potentiale, som vi kun opfatter »i et spejl, i en gåde«.³⁴ Vi kan alle opleve begejstringen ved det guddommelige potentiale, der udfolder sig i os, svarende til den glæde, som Helen Keller følte, da ordene kom til live og oplyste hendes sjæl og satte den fri. Vi kan alle elske og tjene Gud og få kraft til at velsigne vore medmennesker. »Som der står skrevet: Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.«³⁵

Lad os overveje prisen for Guds dyrebare kærlighed. Jesus fortalte, at hans lidelser for at sone for vores synder og forløse os fra døden, både den fysiske og den åndelige, fik ham, Gud selv, »den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og [ønske], at [han] ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det.«³⁶ Hans smerte i Gethsemane og på korset var større, end nogen dødelig kunne bære.³⁷ Men på grund af sin kærlighed til sin Fader og os udholdt han, og som konsekvens af det kan han tilbyde os både udødelighed og evigt liv.

Det er yderst symbolsk, at der kom »blod fra hver pore«³⁸, da Jesus led i Getsemane, stedet med oliepressen. Da man lavede olivenolie på Frelserens tid, maste man først olivenerne ved at rulle en stor sten henover dem. De moste oliven blev lagt i bløde, løst vævede kurve, som var stablet oven på hinanden. Deres vægt trykkede den første og fineste olie ud. Derefter blev der lagt yderlige tryk på ved at placere en stor bjælke eller træstamme ovenpå de stablede kurve, hvilket frembragte mere olie. For at få de allersidste dråber ud lagde man til sidst sten på bjælken i den ene ende for at skabe et maksimalt knusende tryk.³⁹ Og ja, olien er blodrød, når den først flyder ud.

Jeg tænker på Matthæus’ beretning om Frelseren, da han gik ind i Gethsemane den skæbnesvangre nat – hvor han »blev grebet af sorg og angst …

Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: ›Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil‹«.⁴⁰

Så, som jeg forestiller mig det, blev hans lidelse endnu større, han bønfaldt endnu engang for at få lindring, og endelig en tredje gang måske da hans lidelse var størst. Han udholdt smerten, indtil retfærdigheden var sket fyldest og til allersidste dråbe.⁴¹ Dette gjorde han for at forløse jer og mig.

Hvilken dyrebar gave af guddommelig kærlighed! Fyldt med den kærlighed spurgte Jesus: »Vil I nu ikke vende tilbage til mig og angre jeres synder og blive omvendt, så jeg kan helbrede jer?«⁴² Mildt forsikrer han: »Se, min barmhjertigheds arm er strakt ud mod jer, og hver den, der vil komme … vil jeg tage imod; og velsignede er de, der kommer til mig.«⁴³

Vil I ikke elske ham, som elskede jer først?⁴⁴ Så hold hans bud.⁴⁵ Vil I ikke være en ven med ham, som satte sit liv til for sine venner?⁴⁶ Så hold hans bud.⁴⁷ Vil I ikke blive i hans kærlighed og modtage alt, hvad han nådigt tilbyder jer? Så hold hans bud.⁴⁸ Jeg beder om, at vi fuldt ud vil blive i hans kærlighed. I Jesu Kristi navn. Amen.