»Kom så og følg mig« ved at praktisere kristen kærlighed og tjeneste

Nobelpristageren Elie Wiesel lå på hospitalet efter en hjerteoperation, da han blev besøgt af sit femårige barnebarn. Da den lille dreng så ind i sin bedstefars øjne, så han smerte. »Bedstefar,« spurgte han, »hvis jeg elskede dig mere, ville det så gøre mindre ondt?«¹ I dag stiller jeg et lignende spørgsmål til hver af os: »Hvis vi elsker Frelseren mere, vil vi så lide mindre?«

Da Frelseren kaldte sine disciple til at følge sig, efterlevede de moseloven, der lød »øje for øje og tand for tand«,² men Frelseren kom for at opfylde den lov med sin forsoning. Han forkyndte en ny lære: »Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt mod dem, som hader jer, og bed for dem, som foragteligt udnytter jer og forfølger jer.«³

Disciplene blev belært om at vende sig fra det naturlige menneskes tilbøjeligheder til Frelserens vej med kærlighed og omsorg ved at erstatte strid med tilgivelse, venlighed og barmhjertighed. Det »ny[e] bud« om at »elske hinanden«⁴ var ikke altid let at holde. Da disciplene var bekymrede over at blande sig med syndere og visse grupper af mennesker, belærte Frelseren dem tålmodigt: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«⁵ Eller som en profet i Mormons Bog forklarede: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste.«⁶

Som Frelserens disciple i de sidste dage kommer vi til ham ved at elske og tjene Guds børn. Når vi gør det, undgår vi måske ikke prøvelser, trængsler og lidelser i kødet, men vi vil lide mindre åndeligt. Selv i vore prøvelser kan vi opleve glæde og fred.

Vores kristne kærlighed og tjeneste begynder naturligvis i hjemmet. Forældre, I er kaldet til at være kærlige lærere og missionærer for jeres børn og unge. De er jeres undersøgere. I har ansvaret for at hjælpe dem til at blive omvendt. Faktisk søger vi alle at blive omvendt – hvilket vil sige at blive fyldt med vor Frelsers kærlighed.

Når vi følger Jesus Kristus, motiverer hans kærlighed os til at støtte hinanden på vores jordiske rejse. Vi kan ikke gøre det alene.⁷ I har hørt mig citere dette kvæker-ordsprog før: »Du løfter mig, og jeg løfter dig, og vi stiger opad sammen for evigt.«⁸ Som disciple begynder vi at gøre dette, når vi bliver døbt og viser vores villighed »til at bære hinandens byrder, så de bliver lette«.⁹

At »undervise hinanden i rigets lære«¹⁰ er en måde at elske og tjene hinanden på. Forældre og bedsteforældre, vi har en tendens til at jamre over verdens tilstand – at skolerne ikke underviser om moral. Men der er meget, vi kan gøre. Vi kan benytte os af undervisningsøjeblikke i vores egen familie – det betyder nu. Lad dem ikke glide jer af hænde. Når der kommer en mulighed for at fortælle om jeres tanker om evangeliet og om livets lektier, så stands alt andet, sæt jer ned og tal med jeres børn og børnebørn.

Vi bør ikke bekymre os om, at vi ikke har en professionel baggrund som religionsundervisere. Intet undervisningskursus eller lærerhæfte er så nyttigt som personligt studium af vore skrifter, bøn, overvejelse og at søge Helligåndens vejledning. Ånden vil lede jer frem. Jeg lover jer: Kaldelsen til at være forælder omfatter gaven til at undervise på måder, der er rigtige for jer og for jeres børn. Husk på, at Guds kraft til at påvirke os retfærdigt er hans kærlighed. »Vi elsker, fordi han elskede os først.«¹¹

I unge, I er nogle af vore mest effektive undervisere i evangeliet. I kommer i kirke for at lære, så I kan gå hjem og undervise og tjene jeres familie, naboer og venner. Vær ikke bange. Hav tro til at vidne om det, I ved er sandt. Tænk på, hvordan fuldtidsmissionærerne udvikler sig, fordi de trofast lever et indviet liv – de bruger deres tid og talenter og bærer vidnesbyrd for at tjene og velsigne andre. Når I bærer jeres vidnesbyrd om evangeliet, vil jeres tro vokse, og jeres tillid øges!

Noget af den mest virkningsfulde kristne tjeneste foregår ved at have skriftstudium i familien, familiebøn og familierådsmøder. I over 100 år har kirkeledere bedt os om at afse uforstyrret tid hver uge. Men mange af os mangler stadig velsignelserne. Familieaften er ikke et foredrag af mor og far. Det er vores familietid til at tale om enkle åndelige begreber og oplevelser, til at hjælpe vore børn med at lære at vise omsorg og dele, have det sjovt sammen, bære vidnesbyrd sammen og vokse og udvikle os sammen. Når vi holder familieaften hver uge, vil vores kærlighed til hinanden blive stærkere, og vi vil lide mindre.

Lad os huske, at det vigtigste, vi kan gøre i vores familie, sker ved Helligåndens kraft. Hver gang vi hæver vores stemme i vrede, forlader Ånden vores forhold og familie. Når vi taler kærligt, kan Ånden være hos os. Lad os huske, at vore børn og børnebørn måler vores kærlighed ved, hvor meget opmærksomhed og tid vi giver dem. Bliv frem for alt ikke utålmodige og giv ikke op!

Skrifterne fortæller os, at da nogle af vor himmelske Faders åndelige børn valgte ikke at følge hans plan, græd himlene.¹² Nogle forældre, som har elsket og undervist deres børn, græder også, når deres voksne børn vælger ikke at følge Herrens plan. Hvad kan forældre gøre? Vi kan ikke fjerne en andens handlefrihed med bøn. Husk faderen til den fortabte søn, som tålmodigt ventede på, at hans søn »gik … i sig selv«. Og »mens han endnu var langt borte«, løb han hen til ham.¹³ Vi kan bede om vejledning til at vide, hvornår vi skal tale, og hvad vi skal sige, og ja, ved nogle lejligheder hvornår vi skal tie. Husk, at vore børn og familiemedlemmer allerede valgte at følge Frelseren i deres førjordiske tilværelse. Nogle gange er det kun gennem deres egne oplevelser i livet, at disse hellige følelser bliver vakt på ny. I sidste ende må valget om at elske og følge Herren være deres eget.

Der er en anden særlig måde, hvorpå disciple viser Frelseren deres kærlighed. I dag hylder jeg alle, der tjener Herren som omsorgsgivere. Herren elsker jer højt! I jeres tjeneste i det stille følger I ham, som lovede: »Din Fader, som ser i det skjulte, skal selv belønne dig åbenlyst.«¹⁴

Jeg tænker på min nabo, hvis hustru blev ramt af Alzheimer. Hver søndag hjalp han hende med at få tøj på til kirkemøderne, redte hendes hår, gav hende makeup og endda øreringe på. Ved at yde denne tjeneste var han et eksempel for hver eneste mand og kvinde i vores menighed – faktisk for hele verden. En dag sagde hans hustru til ham: »Jeg ønsker blot at se min mand igen og være sammen med ham.«

Han svarede: »Jeg er din mand.«

Og hun svarede mildt: »Det var godt!«

Jeg kan ikke tale om at udvise omsorg uden at anerkende den særlige omsorgsgiver i mit liv – Frelserens særlige discipel for mig – min evige partner, Mary. Hun har givet alt i sin barmhjertige omsorg og kærlighed. Hendes hænder afspejler hans milde og støttende berøring. Jeg ville ikke være her uden hende. Og sammen med hende vil jeg være i stand til at holde ud til enden og være sammen med hende for evigt.

Hvis I lider meget, sammen med andre eller alene, så opfordrer jeg jer til at lade Frelseren være jeres omsorgsgiver. Støt jer til hans stærke arm.¹⁵ Godtag hans forsikring. »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer«, lover han.¹⁶

Brødre og søstre, hvis vi endnu ikke har gjort det fuldt ud, lad os da vende os mere til tilgivelse, venlighed og kærlighed. Lad os forsage den krig, der så ofte raser i det naturlige menneskes hjerte og forkynde Kristi omsorg, kærlighed og fred.¹⁷

»Hvis I er kommet til kundskab om Guds herlighed [og godhed]«¹⁸ og også »den forsoning, som har været beredt fra verdens grundlæggelse«,¹⁹ har I »ikke tilbøjelighed til at forurette hinanden, men til at leve fredsommeligt … »Og I vil ikke … tillade [jeres børn], at de overtræder Guds love og slås og skændes, den ene med den anden … Men I vil lære dem … at elske hinanden og at tjene hinanden.«²⁰

Kort tid før Frelserens korsfæstelse sagde han til sine apostle: »Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden«,²¹ og »elsker I mig, så hold mine bud.«²²

Jeg vidner om, at Frelserens sande holdning til os er den, som gengives i Thorvaldsens statue Kristus. Han rækker stadig sine hænder ud²³ og siger: »Kom så og følg mig!« Vi følger ham ved at elske og tjene hinanden og holde hans bud.

Jeg bærer mit særlige vidnesbyrd om, at han lever og elsker os med fuldkommen kærlighed. Dette er hans kirke. Thomas S. Monson er hans profet på jorden i dag. Det er min bøn, at vi må elske vor himmelske Fader og hans Søn mere, og lide mindre. I Jesu Kristi navn. Amen.