Kirkens udsendinge

Det er ikke lang tid siden, at en enlig søster, som jeg her vil kalde Molly, kom hjem fra arbejde og opdagede, at hele hendes kældergulv stod under 50 cm vand. Hun indså straks, at hendes naboer, som hun delte afløbsrør med, måtte have haft en umådelig stor mængde vasketøj og badning, eftersom hun fik spildevandet.

Da Molly havde ringet til en ven og bedt om hjælp, begyndte de to at øse ud og tørre op. I samme øjeblik ringede det på døren. Hendes ven råbte: »Det er dine hjemmelærere!«

Molly grinede. »Det er godt nok den sidste dag i måneden,« sagde hun, »men jeg kan forsikre dig, at det ikke er mine hjemmelærere.«

I bare fødder og med våde bukser og håret oppe i en bandana og et par meget klædelige gummihandsker gik Molly op for at åbne døren. Men hendes usædvanlige fremtoning var for intet at regne med det usædvanlige syn, der mødte hende. Det var hendes hjemmelærere!

»Man kunne have slået mig ned med en svupper,« fortalte hun mig senere. »Det var sådan et hjemmelærermirakel, som brødrene fortæller om til generalkonference!« Hun fortsatte: »Men lige som jeg prøvede at finde ud af, om jeg skulle give dem et kys eller række dem en moppe, sagde de: ›Åh, Molly, undskyld. Vi kan se, at du har travlt. Vi vil ikke forstyrre, vi kommer en anden gang.‹ Og væk var de.«

»Hvem var det?« råbte hendes ven nede fra kælderen.

»Jeg havde lyst til at sige: ›Det var i hvert fald ikke de tre nefitter,‹« indrømmede Molly, »men jeg kontrollerede mig og sagde ganske roligt: ›Det var mine hjemmelærere, men de syntes ikke, at det virkede som et passende tidspunkt at fortælle deres budskab på.‹«¹

Brødre, kan vi lige kort gennemgå den præstedømmepligt, der er blevet beskrevet som »Kirkens første kilde til hjælp« for det enkelte medlem og familien.² Man har ofret hele skove for at skaffe papiret til at organisere og omorganisere det. Og der er holdt tusinde pep talks for at prøve at opmuntre hjemmelærerne. Og intet freudiansk rejsebureau kunne på nogen måde arrangere en større nedtur i skyldfølelse, som dette emne har fremprovokeret. Og alligevel kæmper vi stadig for at nå bare en tilnærmelsesvis acceptabel standard for udførelsen af Herrens bud om »altid at våge over kirken«³ gennem præstedømmets hjemmeundervisning.

En del af den udfordring, vi står med, skyldes Kirkens ændrede demografi. Vi ved, at med medlemmer, der nu er spredt over mere end 30.000 menigheder i 188 forskellige lande og territorier, er det langt mere udfordrende at besøge vore brødre og søstre i deres hjem, end det var i Kirkens tidlige dage, hvor nabo underviste nabo i noget, der blev kaldt »kvartersundervisning«.

Desuden er der i mange af Kirkens enheder et begrænset antal tilgængelige præstedømmebærere til at udføre hjemmeundervisningen, hvilket gør, at nogle har 18 eller 20 familier – eller flere – at besøge og tage sig af. Det kan også handle om store afstande, høje omkostninger og dårlige transportmuligheder og de lange, lokale arbejdsdage og -uger. Hvis man dertil lægger nogle kulturelle tabuer om uanmeldte besøg og de sikkerhedsmæssige udfordringer i mange nabolag i verden – ja, så begynder vi at ane problemets kompleksitet.

Brødre, i den bedste af alle verdener og under de omstændigheder, hvor det kan lade sig gøre, er et månedligt besøg i hjemmet stadig det ideal, Kirken stræber efter. Men i erkendelse af, at det mange steder rundt om i verden ikke er muligt at nå det ideal, og at vi får brødrene til at føle det som et nederlag, når vi beder dem om det, der ikke er realistisk, skrev Det Første Præsidentskab til Kirkens præstedømmeledere i december 2001 for at give dette inspirerede, nyttige råd: »Der er nogle steder i Kirken,« skrev de, »hvor hjemmeundervisning i hvert hjem hver måned … måske ikke er muligt på grund af et utilstrækkeligt antal aktive brødre i præstedømmet og andre lokale udfordringer.« Vi har nævnt nogle af dem. »Under sådanne betingelser,« fortsætter de, »bør lederne gøre deres bedste for at benytte de ressourcer, de har til rådighed, til at våge over og styrke hvert medlem.«⁴

Brødre, hvis det var sådan i min menighed, at jeg stod med den slags svære omstændigheder, ville min makker med Det Aronske Præstedømme og jeg gøre brug af Det Første Præsidentskabs råd (som nu er en del af den nye håndbog) på denne måde: For det første ville vi uanset, hvor mange måneder det tog at opnå det, forfølge mandatet i skriften om at »besøge hvert medlems hjem«⁵ og lave en plan, der gjorde det muligt at komme til de hjem på et tidspunkt, hvor det var både muligt og praktisk. Indbygget i den plan ville være en prioritering af den tid, vi havde til rådighed, og hyppigheden af kontakter til dem, som har størst behov for os – undersøgere, som missionærerne underviser, nydøbte, de syge, de ensomme, de mindre aktive, de enlige forældre med hjemmeboende børn og så videre.

Mens vi arbejdede os igennem vores plan for at besøge alle hjem, som kunne tage nogle måneder at udføre, ville vi tage andre former for kontakt til personer og familier på vores liste ved hjælp af nogle af de redskaber, Herren har tilvejebragt. Vi ville helt bestemt våge over vore familier i Kirken, og som skriften siger, ville vi »tale, den ene med den anden, om deres sjæls velfærd«.⁶ Derudover ville vi ringe, sende e-mails og sms’er og sende en hilsen ved hjælp af et af de mange sociale medier, vi har til rådighed. For at afhjælpe særlige behov kunne vi måske sende et citat fra skriften eller en linje fra en generalkonferencetale eller en Mormon Messages fra alt materialet på lds.org. Som Det Første Præsidentskab sigtede til, ville vi gøre vort bedste under de omstændigheder og med de ressourcer, vi nu havde.

Brødre, den appel, jeg kommer med i aften, er, at I hæver jeres vision for jeres hjemmeundervisning. Prøv på en ny og bedre måde at se jer selv som Herrens budbringere til hans børn. Det vil sige at forlade den traditionelle, hektiske, moselovslignende, sidst-på-måneden tidsregning, hvor I lige skynder jer at efterlade et nedskrevet budskab fra Kirkens tidsskrifter, som familien allerede har læst. Vi håber snarere, at I vil opbygge en ægte, evangeliecentreret omsorg for medlemmerne, våge over og tage jer af hinanden og tale om åndelige og timelige behov på enhver måde, der hjælper.

Nuvel, med hensyn til, hvad der kan »tælle« som hjemmeundervisning, enhver god ting, I gør, »tæller«, så rapportér det hele! Ja, de rapporter, der betyder mest, er, hvordan I har velsignet og sørget for dem i jeres varetægt, hvilket reelt ikke har noget at gøre med et bestemt tidspunkt eller et bestemt sted. Det, der betyder noget, er, at I elsker folk og opfylder befalingen om »altid at våge over kirken.«⁷

Den 30. maj sidste år kørte min ven, Troy Russell, langsomt sin pickup ud af garagen, da han skulle hen og donere nogle ting til den lokale Deseret Industries. Han kunne mærke, at baghjulene kørte over noget. Han tænkte, at der var faldet noget af hans pickup, så han steg ud og fandt sin niårige søn, Austen, liggende med ansigtet i fortovet. Hverken skrigene, præstedømmevelsignelsen, ambulancefolkene eller personalet på hospitalet var i dette tilfælde til nogen nytte. Austen var væk.

Troy var utrøstelig og ude af stand til at sove eller finde fred. Han sagde, at det var mere, end han kunne bære, og at han ikke kunne leve videre. Men i den fortvivlede tid kom der tre frelsende påvirkninger.

Den første var vor himmelske Faders kærlige og forvissende ånd, en nærhed, der blev kommunikeret gennem Helligånden, som trøstede Troy, underviste ham, elskede ham og hviskede, at Gud kender alt til at miste en smuk og fuldkommen søn. Den anden var hans hustru, Deedra, som holdt om Troy og elskede ham og mindede ham om, at hun også havde mistet den søn, og hun ville ikke også miste sin mand. Den tredje i denne historie er John Manning, hjemmelærer »par excellence«.

Jeg ved ærligt talt ikke, hvilket skema John og hans juniorkammerat havde for at besøge familien Russell, eller hvilket budskab de kom med, når de var på besøg, eller hvordan de rapporterede om deres kontakt. Det, jeg ved, er, at sidste forår rakte bror Manning ud og trak Troy Russell op fra den tragedie i indkørslen, akkurat som hvis han selv løftede lille Austen op. Som den hjemmelærer, vægter eller broder i evangeliet John var formodet at være, overtog han ganske enkelt præstedømmeomsorgen for Troy Russell. Han begyndte med at sige: »Troy, Austen ønsker, at du kommer på fødderne igen, også på basketball-banen, så jeg kommer her hver morgen kvart over fem. Vær klar, for jeg har ikke lyst til at komme ind og hive dig ud af sengen, og jeg ved, at det vil Deedra heller ikke bryde sig om, at jeg gør.«

»Jeg havde ikke lyst til det,« fortalte Troy mig senere, »for jeg havde altid haft Austen med mig de morgener, og jeg vidste, at minderne vil være for smertelige. Men John insisterede, så jeg tog med. Lige fra første dag talte vi – eller rettere sagt jeg talte, og John lyttede. Jeg snakkede hele vejen hen til kirken og hele vejen hjem igen. Nogle gange talte jeg, når vi parkerede i indkørslen og så solen stå op over Las Vegas. Til at begynde med var det svært, men med tiden indså jeg, at jeg havde fundet styrke i skikkelse af en meget langsom 1,88 m høj basketballspiller fra kirken med et absolut pinligt hopskud, men han elskede mig og lyttede til mig, indtil solen endelig skinnede i mit liv igen.«⁸

Mine brødre i det hellige præstedømme, når vi taler om hjemmeundervisning eller at våge over hinanden eller personlig præstedømmetjeneste – kald det, hvad I vil – så er det dette, vi taler om. Vi beder jer som hjemmelærere om at være Guds udsendinge til hans børn, om at elske, tage jer af og bede for de mennesker, I har fået tildelt, ligesom vi elsker, bekymrer os om og beder for jer. Må I være tapre og våge over Guds flok på måder, der passer til jeres situation, det beder jeg om i den gode hyrdes navn, hvis vidne jeg er, ja, i Herren Jesu Kristi navn. Amen.