Jeg vil bringe evangeliets lys ind i mit hjem

Som svar på søster Linda K. Burtons opfordring ved generalkonferencen i april¹ har mange af jer været involveret i betænksomme, gavmilde og næstekærlige gerninger, som er fokuseret på at hjælpe flygtninge i jeres lokalområder. Fra enkle personlige indsatser til lokale programmer har disse gerninger været et resultat af kærlighed. Når I har delt ud af jeres tid, talenter og ressourcer, er jeres – og flygtningenes – hjerte blevet oplyst. Opbyggelse af håb og tro og endnu større kærlighed mellem modtager og giver er uundgåelige resultater på sand næstekærlighed.

Profeten Moroni fortæller os, at næstekærlighed er en væsentlig egenskab for dem, som vil bo sammen med vor himmelske Fader i det celestiale rige. Han skriver: »Medmindre I har næstekærlighed, kan I på ingen måde blive frelst i Guds rige.«²

Jesus Kristus er selvfølgelig det fuldkomne eksempel på næstekærlighed. Hans førjordiske offer for at blive vor Frelser, hans interaktioner igennem hele sit jordiske liv, hans guddommelige gave i form af forsoningen og hans bestandige indsats for at bringe os tilbage til vor himmelske Fader er ultimative tilkendegivelser af næstekærlighed. Han arbejder med ét enkelt fokus: Kærlighed til sin Fader, som kommer til udtryk gennem hans kærlighed for os alle. Da Jesus blev spurgt om det største bud, svarede han:

»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.

Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹«³

En af de mest betydningsfulde måder, hvorpå vi kan udvikle og udvise vores kærlighed til vores næste, er gennem gavmildhed i vores tanker og ord. For nogle år siden lagde en højt skattet ven mærke til, at »den største form for kærlighed kan være at tilbageholde fordømmelse.«⁴ Det er stadig sandt i dag.

Fornylig, mens treårige Alyssa så en film med sine søskende, sagde hun med et forundret udtryk: »Mor, den kylling er mærkelig!«

Hendes mor så på skærmen og svarede med et smil: »Skat, det er en påfugl.«

Ligesom den uvidende treårige kan vi til tider se på andre med en ufuldstændig eller ukorrekt forståelse. Vi kan fokusere på forskelligheder og opfattede fejl hos dem omkring os, hvorimod vor himmelske Fader ser sine børn skabt i sit evige billede med storslået og herlig potentiale.

Præsident James E. Faust huskes for at sige: »Jo ældre jeg bliver, des mindre fordømmende bliver jeg.«⁵ Dette minder mig om Apostlen Paulus’ iagttagelse:

»Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.«⁶

Når vi kan se vores egne ufuldkommenheder mere tydeligt, er vi mindre tilbøjelige til at se andre »i et spejl, i en gåde.« Vi vil bruge lyset i evangeliet for at se andre, som Frelseren gør – med medfølelse, håb og næstekærlighed. Dagen vil komme, hvor vi vil have en fuldstændig forståelse for andres hjerte og vil være glade for at få skænket nåde – ligesom vi i løbet af dette liv skænkede vores næstekærlige tanker og ord til andre.

For nogle år siden var jeg ude og sejle i kano med en gruppe unge piger. De dybe blå søer omgivet af grønne, tykt bevoksede bakker og stenede klipper var betagende smukke. Vandet skinnede på vores årer, når vi sænkede dem i det klare vand, og solen skinnede varmt, mens vi bevægede os let hen over søen.

Men skyerne mørklagde snart himlen, og en stiv vind begyndte at blæse. For at gøre nogen form for fremskridt måtte vi stikke årene dybt i vandet og padle uden at holde pauser mellem vores tag. Efter nogle få opslidende timer med dette halsbrækkende arbejde drejede vi endelig om hjørnet på den store sø og opdagede til vores forbløffelse og glæde, at vinden blæste i den retning, vi ønskede at tage.

Vi tog hurtigt fordel af denne gave. Vi tog en lille presenning frem og bandt to af dets hjørner til årene og de andre hjørner til min mands fødder, som han strakte ud over rælingen på kanoen. Vinden tog fat i det improviserede sejl, og vi tog fart!

Da de unge piger i de andre kanoer så, hvordan vi bevægede os med lethed i vandet, lavede de hurtigt deres egne sejl. Vores hjerte var lette med latter og lettelse, fulde af taknemlighed for pusterummet fra vores anstrengelser den dag.

Hvordan kan oprigtige komplimenter fra en ven, den begejstrede hilsen fra en forælder, det anerkendende nik fra en bror eller søster eller det hjælpsomme smil fra en kollega eller klassekammerat, som den herlige vind, alle tilføre frisk »vind i vores sejl«, når vi kæmper med livets udfordringer! Præsident Thomas S. Monson sagde det på denne måde: »Vi kan ikke ændre vinden, men vi kan tilpasse sejlene. Må vi for at opnå den størst mulige lykke, fred og tilfredshed vælge en positiv indstilling.«⁷

Ord har en overraskende kraft til både at opbygge og nedbryde. Vi kan sikkert alle huske negative ord, der gjorde os nedtrykte, og andre ord talt med kærlighed, der fik vores humør til svæve. At vælge at kun sige det, der er positivt om – og til – andre, løfter og styrker dem omkring os, og hjælper andre til at følge i Frelserens spor.

Billede

Korssting af »Jeg vil bringe evangeliets lys ind i mit hjem.«

Som ung pige i Primary arbejdede jeg flittigt på at brodere et enkelt ordsprog, hvor der stod: »Jeg vil bringe evangeliets lys ind i mit hjem.« En eftermiddag på en hverdag, mens vi piger sad og stak vores nåle op og ned gennem stoffet, fortalte vores lærer os historien om en ung pige, der boede på en bakke på en side af en dal. Hver eftermiddag lagde hun mærke til et hus på bakken på den anden side af dalen, som havde skinnende, gyldne vinduer. Hendes eget hjem var lille og medtaget, og hun drømte om at bo i det smukke hus med vinduer af guld.

En dag fik pigen lov til at cykle på tværs af dalen. Hun cyklede ivrigt, indtil hun nåede huset med de gyldne vinduer, som hun havde beundret så længe. Men da hun steg af cyklen, så hun et hus, der var forladt og faldefærdigt med højt ukrudt i haven og vinduer, der var almindelige og beskidte. Bedrøvet vendte pigen ansigtet mod sit hjem. Til sin overraskelse så hun et hus med skinnende, gyldne vinduer på den anden side af dalen og indså snart, at det var hendes eget hjem!⁸

Nogle gange kigger vi på, hvad andre måske har eller er, ligesom den lille pige, og føler, at vi er mindre sammenlignet med dem. Vi bliver fokuseret på udgaven af livet på Pinterest eller Instagram eller fanget af vores skoles eller arbejdsplads’ optagethed af konkurrence. Men når vi tager et øjeblik for at »tælle [vores] mange gaver,«⁹ kan vi se et sandere perspektiv og indse Guds godhed mod alle sine børn.

Om vi er 8 eller 108, kan vi bringe evangeliets lys ind i vores omgivelser, om det så er en lejlighed på Manhattan, et hus på pæle i Malaysia eller en jurte i Mongoliet. Vi kan beslutte os for at se efter det gode i andre og i situationerne omkring os. Unge og knap så unge kvinder kan overalt udvise næstekærlighed, når de vælger at bruge ord, der opbygger tillid og tro på andre.

Ældste Jeffrey R. Holland fortalte om en ung mand, som var genstand for mange onde spøgefuldheder i skolen. Senere flyttede han, kom ind i forsvaret, fik en uddannelse og blev aktiv i Kirken. Denne periode af hans liv var præget af vidunderlige succesfulde oplevelser.

Flere år senere vendte han hjem til sin fødeby. Men folk nægtede at anerkende hans fremgang og udvikling. For dem var han stadig »ham I ved nok«, og de behandlede ham på den måde. Til sidst blev denne gode mand nedbrudt til en skygge af sin tidligere succesfulde person uden at kunne bruge sine fantastiske udviklede evner til at velsigne dem, som endnu engang spottede og afviste ham.¹⁰ Hvilket tab for både ham og samfundet!

Apostlen Paulus sagde: »Først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.«¹¹ Holde fast ved kærligheden betyder helhjertet, som udvises ved at glemme andres fejl og mangler, i stedet for at bære nag og minde os selv om andres tidligere ufuldkommenheder.

Vores ansvar og privilegium er at omfavne forbedring hos alle, mens vi bestræber os på at blive mere som vor Frelser, Jesus Kristus. Hvilken fornøjelse det er at se lyset i øjnene på en person, som er kommet til en forståelse af Jesu Kristi forsoning, og som foretager en oprigtig forandring i sit liv! Missionærer, der har oplevet glæden ved at se en nyomvendt træde ned i dåbens vande og derefter træde gennem dørene til templet, er vidner til velsignelsen ved at tillade – og opmuntre – andre til at ændre sig. Medlemmer, der tager imod nyomvendte, der måske blev anset for usandsynlige kandidater til riget, finder stor glæde i at hjælpe dem med at føle Herrens kærlighed. Den store skønhed ved Jesu Kristi evangelium er i virkeligheden evig udvikling – vi har ikke blot lov til at forandre os til det bedre, men bliver også opmuntret og endda befalet til at fortsætte med bestræbelserne på forbedringer og i sidste ende fuldkommenhed.

Præsident Thomas S. Monson har rådet os: »På hundredvis af små måder bærer I alle næstekærlighedens kappe … Vi bør i stedet for at være fordømmende og kritiske over for hinanden have Kristi rene kærlighed over for vore medrejsende på denne rejse gennem livet. Må vi erkende, at enhver gør sit bedste for at klare de vanskeligheder, hun [eller han] møder på sin vej, og må vi stræbe efter at gøre vores bedste for at hjælpe til.«¹²

Kærligheden er i positive vendinger tålmodig, venlig og tilfreds. Kærligheden sætter andre først, er ydmyg, udøver selvkontrol, søger det gode i andre og glæder sig, når andre gør det godt.¹³

Som søstre (og brødre) i Zion vil vi da forpligte os til »sammen at tjene … tjene med mildhed og indsigt i livet, velsigne [i Frelserens navn]?«¹⁴ Kan vi med kærlighed og stort håb se efter og omfavne de skønheder hos andre og tillade og opmuntre udvikling? Kan vi glædes over andres præstationer, mens vi fortsætter med at arbejde mod vores egen forbedring?

Ja, vi kan bringe evangeliets lys ind i vores hjem, skoler og arbejdspladser, hvis vi ser efter og deler positive ting om andre og lader det mindre perfekte falme. Den taknemlighed, der fylder mit hjerte, når jeg tænker på den omvendelse, som Jesus Kristus har muliggjort for os alle, som uundgåeligt har syndet i denne ufuldkomne og undertiden svære verden!

Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at når vi følger hans fuldkomne eksempel, kan vi modtage kærlighedens gave, som vil bringe os stor glæde i dette liv og de lovede velsignelser af evigt liv med vor Fader i himlen. I Jesu Kristi navn. Amen.