»Kender I mig«

Udøvelse af tro på Jesus Kristus er at stole på hans gerninger, barmhjertighed og nåde.⁷ Vi lærer Frelseren at kende, når vi skærper vore åndelige evner og afprøver hans lære, ja endog til det punkt, hvor vi giver plads i sjælen for en del af hans ord.⁸ Når vores tro på Herren vokser, stoler vi på ham og forlader os på hans magt til at forløse, hele og styrke os.

Ægte tro er fokuseret om og på Herren og fører altid til retfærdig handling. »Tro [på Kristus er] det første princip i åbenbaret religion … grundlaget for al retfærdighed … og princippet om handling for alle intelligente væsner.«⁹ For det at handle i henhold til de korrekte principper, som Forløseren forkyndte, er afgørende for at modtage og udøve ægte tro – »tro uden gerninger er ufrugtbar.«¹⁰ Vi må være »ordets gørere, ikke blot dets hørere.«¹¹

At høre Guds ord og modtage åndens gave, tro på Frelseren, er tæt forbundet, da »troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.«¹² Vi bliver bekendt med ham og hans stemme, når vi studerer og tager for os af hans ord i skrifterne,¹³ beder til Faderen i hans navn i oprigtig hensigt¹⁴ og søger Helligåndens konstante ledsagelse.¹⁵ At lære og anvende Kristi lære i vores liv er en forudsætning for at modtage den gave at have tro på ham.¹⁶

Udøvelse af tro på Herren er en nødvendig forberedelse for at følge ham.

»Da Jesus gik langs Galilæa Sø, så han to brødre, Simon kaldet Peter og hans bror Andreas, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere.

Han sagde til dem: ›Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.‹

De lod straks garnene være og fulgte ham.«¹⁷

Peter og Andreas er gode eksempler på at høre og følge Mesteren.

Frelseren har på lignende vis sagt til os: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.«¹⁸ At tage sit kors op er at fornægte sig selv al ugudelighed og ethvert verdsligt begær og at holde Herrens befalinger.¹⁹

Frelseren formanede os til at blive som han er.²⁰ Således indebærer det at følge Herren at efterligne ham. Vi fortsætter med at lære Herren at kende, når vi gennem hans forsonings kraft stræber efter at blive som ham.

Jesus anviste vejen, banede vejen og var det fuldkomne eksempel, da han vandrede på jorden. »En korrekt opfattelse af hans væsen, fuldkommenhed og egenskaber«²¹ giver et fast og klart mål, når vi følger ham på disciplens pilgrimsgang.

At følge Frelseren gør os også i stand til at modtage »aktuel kundskab om, hvorvidt den kurs, vi følger i livet«,²² er i overensstemmelse med Guds vilje. En sådan kundskab er ikke et uerkendeligt mysterium og er ikke primært fokuseret på vore timelige bestræbelser eller alment menneskelige bekymringer. Stadig og vedholdende fremgang på pagtens sti er snarere en livsvej, som behager ham.

I Mormons Bog anviser Lehis drøm den vej, vi bør følge, de udfordringer vi vil møde og de åndelige ressourcer, vi kan trække på for at følge og komme til Frelseren. At trænge sig frem ad den snævre sti er det, han ønsker af os. At smage frugten på livets træ og blive oprigtigt »omvendt til Herren«²³ er de velsignelser, han længes efter, at vi modtager. Derfor kalder han: »Kom så og følg mig!«²⁴

Både det at udøve tro og at følge Jesus Kristus er nødvendig forberedelse til at tjene ham.

»For hvorledes kender en mand den herre, som han ikke har tjent, og som er fremmed for ham og er langt borte fra hans hjertes tanker og hensigter?«²⁵

Vi lærer Herren godt at kende, når vi tjener ham og arbejder i hans rige. Når vi gør det, vil han nådigt velsigne os med himmelsk hjælp, åndelige gaver og større styrke. Vi er aldrig ladt alene, når vi arbejder i hans vingård.

Han sagde: »For jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«²⁶

Vi lærer Frelseren at kende, når vi gør vores bedste for at gå, hvor han sender os hen, når vi stræber efter at sige, hvad han ønsker, at vi siger, og når vi bliver det, han ønsker, at vi bliver.²⁷ Når vi ydmygt anerkender vores totale afhængighed af ham, øger han vores evne til at tjene mere effektivt. Vore ønsker kommer gradvist til at stemme mere overens med hans ønsker, og hans mål bliver vore mål, så vi »ikke vil bede om det, der strider imod [hans] vilje.«²⁸

At tjene ham fordrer hele vores hjerte, kraft, sind og styrke.²⁹ Og som følge deraf modvirker uselvisk tjeneste over for andre det naturlige menneskes tendens til selvcentrerethed og selviskhed. Vi kommer til at elske dem, som vi tjener. Og fordi det at tjene andre er at tjene Gud, kommer vi til at elske ham og vore søskende højere. En sådan kærlighed er et udtryk for en af åndens gaver, som er næstekærlighed eller endog Kristi rene kærlighed.³⁰

»Bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere, så I kan blive Guds sønner, så vi, når han viser sig, vil være som han, for vi skal se ham, som han er, så vi må have dette håb, så vi må blive renset, ja, ligesom han er ren.«³¹

Vi lærer Herren at kende efterhånden, som vi fyldes med hans kærlighed.

Er det muligt at udøve tro på ham, følge ham og tjene ham, uden at tro ham?

Jeg kender medlemmer af Kirken, som antager de læresætninger og principper, som indeholdes i skrifterne og udtales fra denne talerstol, for sande. Og alligevel har de svært ved at tro, at dette evangeliums sandheder angår dem og deres livssituation helt specifikt. De synes at have tro på Frelseren, men de tror ikke, at hans lovede velsignelser er tilgængelige for dem eller kan virke i deres liv. Jeg kender også brødre og søstre, som tjener pligtopfyldende og passer deres kaldelser, men for hvem det gengivne evangelium endnu ikke er blevet en virkelig levende og forandrende faktor i deres liv. Vi lærer Herren at kende, når vi ikke blot tror på ham, men også tror ham og hans løfter.

I det Nye Testamente beder en far Frelseren om at helbrede sit barn. Jesus svarede:

»Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.

Straks råbte drengens far: ›Jeg tror, hjælp min vantro!‹«³²

Jeg har mange gange tænkt over farens ønske: »Hjælp min vantro!« Jeg tænker på, om mandens bøn ikke primært gik på at hjælpe ham med at tro på Jesus som vor Forløser og på hans helbredende kraft. Han havde måske allerede anerkendt Kristus som Guds Søn. Men han havde måske brug for at tro på, at Mesterens helbredende kraft vitterligt kunne være så individuel og personlig tilpasset, at den kunne velsigne hans elskede søn. Han har måske troet på Kristus generelt, men har ikke specifikt og personligt troet Kristus.

Vi vidner ofte om det, vi ved er sandt, men måske er det mere relevant at spørge os selv, om vi virkelig tror på det, vi ved.

Hellige ordinancer, som udføres af den behørige præstedømmemyndighed, er afgørende for at tro på Frelseren, lære ham at kende og i sidste ende at tro på det, vi ved.

»Og [Det Melkisedekske] præstedømme forvalter evangeliet og besidder nøglen til rigets hemmeligheder, ja, nøglen til kundskaben om Gud.

Derfor tilkendegives guddommelighedens kraft i dets ordinancer.«³³

Vi tror og lærer Herren at kende, når den nøgle til kundskab om Gud, der administreres gennem Det Melkisedekske Præstedømme, låser døren op og gør det muligt for enhver af os at modtage guddommelighedens kraft i vores liv. Vi tror og lærer Frelseren at kende, når vi følger ham ved at modtage og trofast ære hellige ordinancer og får således gradvist antaget hans billede i vores ansigtsudtryk.³⁴ Vi tror og lærer Kristus at kende, når vi personligt oplever den forvandlende, helbredende, styrkende og helliggørende kraft i hans forsoning. Vi tror og lærer Mesteren at kende, når »kraften af hans ord«³⁵ slår rod i os, og det skrives i vores indre og vores hjerte,³⁶ og når vi »aflægge[r] alle [vore] synder for at kende [ham].«³⁷

At tro ham er at stole på, at hans gavmilde velsignelser er tilgængelige og anvendelige i vores personlige liv og familie. At tro ham af hele vores sjæl³⁸ kommer, når vi trænger os frem ad pagtsstien, opgiver vores vilje for hans og indordner os under hans prioriteter og tidsplan for os. At tro ham – vitterligt at antage hans kraft og løfter for sande – kan fylde vores liv med perspektiv, fred og glæde.