Lær af Alma og Amulek

Blandt de mest uforglemmelige karakterer i skriften er Alma den Yngre. Selv om han var søn af en stor profet, for han vild for en tid, og han blev »en meget ugudelig og en afgudsdyrkende mand.« Af årsager, som vi kun kan gætte os til, gjorde han åbent oprør mod sin far og forsøgte at ødelægge kirken. Og på grund af sin veltalenhed og overtalelsesevner oplevede han stor succes.¹

Men Almas liv ændrede sig, da en Herrens engel viste sig for ham og talte til ham med en tordenrøst. I tre dage og tre nætter blev han »martret, ja, med en fordømt sjæls smerter.« Og så bragte en svag erindring lys i hans sinds mørke – en evig sandhed, som hans far havde belært om, nemlig at Jesus Kristus ville »komme for at sone for verdens synder.« Alma havde længe benægtet enhver ide om dette, men nu greb hans sind »fat i denne tanke«, og han satte ydmygt og oprigtigt sin lid til Kristi forsonende kraft.²

Da Alma kom sig over denne oplevelse, var han et forandret menneske. Fra det øjeblik viede han sit liv til at rette op på den skade, han havde forvoldt. Han var et stort eksempel på omvendelse, tilgivelse og at holde trofast ud.

Alma blev med tiden valgt til at efterfølge sin far som overhoved for Guds kirke.

Enhver indbygger i den nefitiske nation må have kendt til Almas historie. Hans samtids Twitter, Instagram og Facebook må have været fyldt med billeder og historier om ham. Han var sandsynligvis ofte på forsiden af Zarahemla Tidende og genstand for ledere og særudsendelser. Kort sagt var han måske den tids bedst kendte kendis.

Men da Alma så, at hans folk var i gang med at glemme Gud og hævede sig i stolthed og strid, valgte han at overgive alle sine offentlige hverv og helt hellige sig »det høje præstedømme efter Guds hellige orden«³ og forkynde omvendelse blandt nefitterne.

Til at begynde med oplevede Alma stor fremgang – det vil sige, indtil han rejste til byen Ammoniha. Indbyggerne i den by var fuldt ud bevidste om, at Alma ikke længere var deres politiske leder, og de havde lidet respekt for hans præstedømmemyndighed. De hånede, spottede og smed ham ud af deres by.

Sønderknust vendte Alma ryggen til byen Ammoniha.⁴

Men en engel befalede ham at vende om.

Tænk lidt over det: Han fik at vide, at han skulle gå tilbage til et folk, som hadede ham og var fjendtlige over for kirken. Det var en farlig og måske livstruende opgave. Men Alma tøvede ikke. »Han vendte hastigt tilbage«.⁵

Alma havde fastet i mange dage, da han kom ind i byen. Der spurgte han en vildtfremmed, om han ville »give Guds ydmyge tjener noget at spise.«⁶

Den mand hed Amulek.

Amulek var en velstående, velkendt indbygger i byen Ammoniha. Selv om han kom fra en lang slægt af troende, var hans egen tro falmet. Han tilstod senere: »Der blev kaldt på mig mange gange, og jeg ville ikke høre; derfor kendte jeg til dette, og dog ville jeg ikke vide af det, derfor blev jeg ved at sætte mig op imod Gud.«⁷

Men Gud forberedte Amulek, og da han mødte Alma, bød han Herrens tjener velkommen i sit hus, hvor Alma boede i mange dage.⁸ I løbet af den tid åbnede Amulek sit hjerte for Almas budskab, og han undergik en forunderlig forandring. Fra da af troede Amulek ikke kun, han blev en sandhedens forkæmper.

Da Alma igen gik ud for at undervise blandt folket i Ammoniha, havde han et andet vidne ved sin side – Amulek, en af deres egne.

De efterfølgende begivenheder udgør en af de mest bittersøde fortællinger i hele skriften. I kan læse den i Alma kapitel 8-16.

I dag vil jeg bede jer overveje to spørgsmål:

Det første er: »Hvad kan jeg lære af Alma?«

Det andet er: »Hvordan er jeg som Amulek?«

Lad mig begynde ved at spørge alle tidligere, nuværende og kommende ledere i Jesu Kristi Kirke: »Hvad kan I lære af Alma?«

Alma var en usædvanligt begavet og kompetent mand. Det kan have været let at tænke, at han ikke havde brug for nogens hjælp. Men alligevel, hvad gjorde Alma, da han vendte tilbage til Ammoniha?

Alma fandt Amulek og bad om hjælp.

Og Alma fik hjælp.

Af en eller anden årsag er vi ledere sommetider tilbageholdende med at finde og spørge vore »Amulek’er«. Vi tænker måske, at vi kan gøre arbejdet bedre selv, eller også er vi tøvende med at ulejlige andre, eller også formoder vi, at andre ikke ønsker at deltage. Alt for ofte tøver vi med at indbyde folk til at bruge deres gudgivne talenter og engagere sig i frelsens store værk.

Tænk på Frelseren – begyndte han at opbygge sin kirke helt alene?

Nej.

Hans budskab var ikke »træd lige til side. Det her ordner jeg.« Tværtimod lød det: »Kom … og følg mig.«⁹ Han inspirerede, indbød, vejledte og stolede på, at hans følgere ville »gøre det, som [de havde] set [ham] gøre.«¹⁰ På den måde opbyggede Jesus Kristus ikke blot sin kirke, men også sine tjenere.

Uanset hvilken stilling I end besidder nu – det være sig som diakonernes kvorumspræsident, stavspræsident eller områdepræsident – så må I for at opnå succes finde jeres »Amulek’er«.

Det kan være nogen, som er tilbageholdende eller tilmed usynlige i jeres forsamling. Det kan være nogen, som synes uvillige eller ude af stand til at tjene. Jeres »Amulek’er« kan være unge eller gamle, mænd eller kvinder, uerfarne, trætte eller ikke-aktive i Kirken. Men det, man måske ikke lige ser, er, at de håber på at høre jer sige ordene: »Herren har brug for dig! Jeg har brug for dig.«

Inderst inde ønsker mange at tjene deres Gud. De ønsker at være et redskab i hans hænder. De ønsker at svinge seglet og af al deres styrke forberede jorden på, at Frelseren vender tilbage. De ønsker at opbygge hans kirke. Men de tøver med at sætte i gang. De venter ofte på at blive spurgt.

Jeg opfordrer jer til at tænke på dem i jeres menigheder, i jeres missioner og stave, som har brug for at høre et opråb til handling. Herren har arbejdet med dem – forberedt dem, blødgjort deres hjerte. Find dem ved at se med jeres hjerte.

Ræk ud til dem. Undervis dem. Inspirér dem. Spørg dem.

Fortæl dem om de ord, englen forkyndte for Amulek – at Herrens velsignelse skal hvile over dem og deres hus.¹¹ I vil blive overraskede over at finde en tapper Herrens tjener, som måske kunne have været forblevet gemt og glemt.

Hvor nogle af os måske bør lede efter en Amulek, kan spørgsmålet for andre være: »Hvordan er jeg som Amulek?«

Måske er I i årenes løb blevet mindre engagerede i jeres indsats for at følge Kristus. Måske er jeres vidnesbyrd ikke så glødende mere. I har måske distanceret jer fra Kristi legeme. I er måske blevet desillusioneret eller tilmed vrede. Lige som dem i den gamle menighed i Efesos har I måske svigtet jeres »første kærlighed«¹² – de guddommelige evige sandheder i Jesu Kristi evangelium.

Måske ved I, ligesom Amulek gjorde, inderst inde, at Herren har »kaldt på [jer] mange gange«, og I har ikke villet høre.

Ikke desto mindre ser Herren det i jer, som han så i Amulek – potentialet til at være en tapper tjener med et vigtigt hverv at udføre og med et vidnesbyrd at bære. Der er noget at gøre, som ingen anden kan gøre på helt samme måde. Herren har betroet jer sit hellige præstedømme, som indeholder guddommeligt potentiale til at velsigne og opløfte andre. Lyt med jeres hjerte, og følg Åndens tilskyndelser.

Jeg blev rørt over at høre om en bror, som havde stillet sig selv spørgsmålet: »Hører jeg efter, når Herren kalder?« Jeg vil kalde denne fine bror for David.

David blev omvendt til Kirken for ca. 30 år siden. Han tjente på mission og læste siden jura. Mens han studerede og arbejdede for at forsørge sin nystiftede familie, faldt han over nogle informationer om Kirken, som forvirrede ham. Jo mere han læste det negative materiale, jo mere rodløs blev han. Til sidst bad han om at få sit navn slettet af Kirkens medlemsoptegnelser.

Fra da af brugte David, ligesom Alma havde gjort i sin oprørske periode, en stor del af sin tid på at debattere med medlemmer af Kirken, idet han engagerede sig i meningsudvekslinger på internettet i den hensigt at udfordre deres tro.

Det var han rigtig god til.

Et af de medlemmer, han debatterede med, vil jeg kalde Jacob. Jacob var altid venlig og respektfuld mod David, men han stod også fast i sit forsvar af Kirken.

Med årene udviklede David og Jacob gensidig respekt og venskab. Hvad David ikke vidste var, at Jacob bad for David, og det havde han trofast gjort i mere end 10 år. Han lagde endda sin vens navn til forbøn i Herrens templer, og han håbede på, at Davids hjerte ville blive blødgjort.

Med tiden begyndte David langsomt at ændre sig. Han begyndte med ømhed at mindes de åndelige oplevelser, han engang havde haft, og han huskede den glæde, han havde følt, da han var medlem af Kirken.

Ligesom Alma havde David ikke helt glemt de evangeliske sandheder, han engang havde godtaget. Og ligesom Amulek kunne David mærke, at Herren rakte ud efter ham. David var nu partner i et advokatfirma – et prestigefyldt job. Han havde tillagt sig et ry som kritiker af Kirken, og han var for stolt til at bede om at blive medlem igen.

Men ikke desto mindre kunne han fortsat mærke, at Hyrden trak i ham.

Han troede helhjertet på skriftstedet: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«¹³ Han bad: »Kære Gud, jeg vil gerne være sidste dages hellig igen, men jeg har brug for svar på nogle spørgsmål.«

Han begyndte som aldrig før at lytte til Åndens hvisken og venners inspirerede svar. Punkt for punkt blev hans tvivl vendt til tro, og han indså til sidst, at han atter engang kunne mærke, at han havde et vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans genoprettede kirke.

På det tidspunkt vidste han, at han kunne overvinde sin stolthed og gøre, hvad end der blev krævet for, at han kunne vende tilbage til Kirken.

Endelig kunne David træde ned i dåbens vande og begynde at tælle ned til at få alle sine velsignelser tilbage.

Jeg er glad for at kunne fortælle, at David denne sommer fik gengivet alle sine velsignelser. Han deltager atter fuldt ud i Kirken og tjener som lærer i seniorklassen i sin menighed. Han bruger enhver lejlighed til at tale med andre om sin forandring og rette op på den skade, han har forvoldt, og bære sit vidnesbyrd om evangeliet og om Jesu Kristi Kirke.

Mine kære brødre og venner, lad os opsøge, finde, inspirere og stole på »Amulek’erne« i vore menigheder og stave. Der er mange »Amulek’er« i Kirken i dag.

I kender måske en. I er måske en af dem.

Måske har Herren hvisket til jer og tilskyndet jer til at vende tilbage til jeres første kærlighed, bidrage med jeres talenter, udøve præstedømmet i værdighed og tjene side om side med jeres medhellige for at komme tættere på Jesus Kristus og opbygge Guds rige her på jorden.

Vor elskede Frelser ved, hvor I er. Han kender jeres hjerte. Han ønsker at redde jer. Han vil række ud til jer. I skal blot åbne jeres hjerte for ham. Det er mit håb, at de, som er faldet fra disciplens sti – også bare i beskeden grad – vil overveje Guds godhed og nåde, se med deres hjerte, lære af Alma og Amulek og høre Frelserens livsændrende ord: »Kom … følg mig«.

Jeg opfordrer jer inderligt til at give agt på hans kald, for når I gør det, vil I bestemt modtage himlens belønning. Herrens velsignelser hviler på jer og jeres hus.¹⁴

Dette vidner jeg om og efterlader jer min velsignelse som Herrens apostel. I Jesu Kristi navn. Amen.